Johan Ludvig Greve Holstein-Ledreborg

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: Grevskabet Ledreborg (1763 - 2. Besidder), Ledreborg Gods, Allerslev
• Bopæl: Ledreborg, Lejre, Allerslev Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark
• Ordner: 1766; Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: 1783; Ridder af Elefanten

Notater:

Christian Frederik lensgreve (von) Holstein (10. maj 1735 – 15. juni 1799) var en dansk godsejer og hofembedsmand.
Han var søn af grev Johan Ludvig Holstein og blev inden sit fyldte 17. år ansat som ulønnet sekretær i Danske Kancelli, hvor hans fader var oversekretær. 1752 fik han løn som lenssekretær og avancerede imidlertid i andre embeder: 1753 blev han assessor i Kancellikollegiet, 1754 Højesteretsassessor (dommer), 1762 tillige direktør i Generalpostamtet samt medlem af Missionskollegiet. 1768 gik Christian Frederik Holstein, der fra 1755 var kammerherre og 1766 havde fået såvel det hvide bånd som l'union parfaite, over i hoftjenesten som overhofmester hos dronning Caroline Mathilde med gehejmeråds titel og fik året efter tillige overstaldmesters charge hos dronningen. Efter omvæltningen 1772 udnævntes Holstein til overhofmarskal, blev 1774 gehejmekonferensråd, 1780 overjægermester, 1783 Ridder afElefanten og døde 15. juni 1799.
1763 havde han succederet sin fader som lensgreve til grevskabet Ledreborg. Som overhofmarskal deltog Holstein i en del år i Det Kongelige Teaters administration, uden at han vistnok formåede her at gøre sig gældende. I litteraturen haves et par Lejlighedstaler, hvoraf den ene på latin, holdt af Holstein som ungt menneske.
Han blev gift 1. gang 20. august 1757 med Christiane Caroline f. komtesse Reventlow (22. april 1739 – 28. februar 1762), datter af gehejmekonferensråd Conrad Ditlev greve Reventlow til grevskabet Reventlow, 2. gang 20. maj 1769 med Charlotte Elisabeth Henriette, f. friherreinde til Inn- und Knyphausen (født 3. februar 1741), overhofmesterinde hos dronning Caroline Mathilde, Dame de l'union parfaite, 1799 dekanesse på Vallø, hvor hun døde 18. maj 1809.

Beskæftigelse:
Kammerherre, Geheimeraad, Overhofmarskal, Overstaldmester, Overjægermester, Godsejer

Christian blev gift med Komtesse Christiane Caroline Reventlow den 20 aug. 1757 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christiane (datter af Greve Conrad Detlev Reventlow og Prinsesse Vilhelmina Augusta Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön) blev født den 22 apr. 1739 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde den 28 feb. 1762 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: V. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p57: IV,1,7

Notater:

TITEL: fik 31.3.1750 patent som greve af Ledreborg

Holstein fødtes på et gods i Mecklenburg 1694, og han døde 1763 i København. Han tilhørte en af de tyske adelsslægter, der kom i den danske enevoldskonges tjeneste. Faderen, Johan Georg von Holstein,en alvorlig pietist, var under Frederik 4. blevet medlem af gehejmekonseilet, og hans søn kom også i kongens tjeneste. 1721 blev han hofmarskal hos kronprinsen, den senere Christian 6., og da denne var blevet konge 1730, var der næsten ingen grænser for hverv, der blev Holstein betroet. 1735 blev han oversekretær i Danske Kancelli og medlem af gehejmekonseilet. Få år før var han blevet præses i Missionskollegiet og patron for Vajsenhuset og få år efter leder af Generalkirkeinspektionskollegiet. Allerede fra 1730 (han var 36 år) virkede han 5-6 år som amtmand i Roskilde og Københavns amter. Etpar år senere blev han skoleherre for Herlufsholm og 1740 patron for universitetet. 1742 stiftede Holstein i samråd med den kgl. historiograf professor Hans Gram Videnskabernes Selskab, hvis første præses han blev.

Johan blev gift med Hedevig Vind. Hedevig (datter af Christian Vind og Elisabeth Juel) blev født den 14 feb. 1707 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 3 jul. 1756 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Family Line: V. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p55: III,3
• Titel: Besidder af grevskabet Reventlow (Sandbjerg), baroniet Brahetrolleborg samt stamhusene Krenkerup og Frisenvold m.m. Kammerherre, Gehejmeråd
• Ordner: 11 okt. 1728; Hvid Ridder Symbolum: A Deo et Rege
• Ejendom: 1739-1750, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Reventlow, Conrad Ditlev Greve, 1704-50, Gehejmeraad, Søn af ovfr. anførte Gehejmeraad Christian Ditlev Greve R. ( 1738), fødtes 23. Juli 1704 i Frankfurt a. M., studerede i Udlandet (immatrikuleret 1722 i Leiden), fik allerede 1721 Kammerherrenøglen, var 1725-31 Amtmand over Haderslev Amt (afskediget i unåde), blev 1728 Ridder af Danebrog, 1740 Gehejmeraad, 1747 Deputeret i General-Landets Økonomi- og Kommercekollegium og Gehejmekonferensraad, 1748 Præsident i Højesteret, 1749 Stiftamtmand over Sjællands Stift og Amtmand over Kjøbenhavns Amt, fik 1750 Enkedronningens Orden og døde paa Bornholm 24. Juli s. A.

Ved sin Faders Død succederede R. i Besiddelsen af Grevskabet Reventlow i Sundeved, Baroniet Brahetrolleborg samt Stamhusene Krænkerup og Frisenvold m. m. Hans Virksomhed som Godsejer synes især at have været knyttet til Brahetrolleborg, hvis Styrelse han overtog snart efter Baroniets Overdragelse til Faderen (1722); han havde her en dygtig og paalidelig Hjælper i Frederik Bagger ved hvis bistand han baade forbedrede og forøgede Godset.

R. havde 20. Sept. 1731 ægtet Prinsesse Vilhelmine Augusta af Slesvig-Holsten-Nordborg-Pløen (f. 17. Nov. 1704, Dame de l'union parfaite 1749, 16. Marts s. A.), Datter af Prins Christian Carl og Dorothea Christine f. v. Aichelberg.

Malet som yngre (Holsteinborg). Mal. (Aftenhof), efter dette stik. Malet i rustning (Brahetrolleborg), mal. i samme type, dog i ordensdragt, formentlig af J. 5. Wahl (Christianssæde). Min. (Fr.borg).To mal., det ene af B. Denner (begge sst.)

Conrad blev gift med Prinsesse Vilhelmina Augusta Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön den 20 sep. 1731. Vilhelmina (datter af Hertug Christian Carl Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön og Dorothea Christine von Aichelberg) blev født den 17 nov. 1704; døde den 16 mar. 1749 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Det Reventlowske kapel, Dybbøl Kirke, Nybøl Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Aka (Facts Pg): von Carlstein
• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”

Notater:

Johan Georg (von) Holstein (16. februar 1662 i Mecklenburg – 26. december 1730) var en dansk statsminister.

Ligesom sin slægtning Ulrik Adolf Holstein, den senere storkansler, søgte han ansættelse i Danmark, hvor så mange mecklenburgske adelsmænd har fundet vej til lykken, og gennem forskellige hofstillinger nåede han snart ind på embedsbanen. Efter en tid lang at have været ansat i Oldenburg blev han 1706 deputeret i Finanserne og endelig (1712) medlem af konseilet, en post, han bevarede lige til sin død, altså ind i Christian VI's Tid. Desuden var han præses for Missionskollegiet.

I sine forskellige stillinger viste han sig som en duelig og pligtopfyldende embedsmand, men nogen betydelig kraft var han ikke. Han skildres i sine senere år som en alvorlig, pålidelig mand med sans for åndslivet i forskellige retninger; i religiøs henseende stod han pietismen nær. Nogen fremtrædende rolle kom han egentlig kun til at spille under de sidste år af den store nordiske Krig. Forgæves havde han i 1709 kæmpet imod, at Danmark kastede sig ind i krigen.

Senere var han en virksom deltager i de bestræbelser, der gik ud på at skille Rusland fra Danmark, og synes at have været tsar Peters bitreste fjende i Frederik IV's råd. I steden for forbundet med Rusland hævdede han nødvendigheden af en nøje tilslutning til England, der alene vilde kunne sikre Danmark en varig besiddelse af den gottorpske del af Slesvig. Den efter 1719 indtrædende svingning i Danmarks politik viste, at hans anskuelser, der fandt støtte hos de fleste af Frederik IV's rådgivere, havde vundet kongens bifald.

Han er begravet i Sankt Petri Kirke.

Johan blev gift med Ida Frederikke Joachime von Bülow den 2 maj 1693. Ida (datter af Christian von Bülow og Øllegaard von Barnewitz) blev født den 25 jan. 1677 i Rudbjerggård, Tillitze sogn, Lollands Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 4 jul. 1725 i Eskemose, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Amtmand over Korsør og Antvorskov

Christian blev gift med Elisabeth Juel den 20 apr. 1701. Elisabeth (datter af Peder Juel og Helvig Krabbe) blev født cirka 1678; døde den 16 okt. 1741 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Vrejlev Kloster

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Til Grevskaberne Reventlow (1708) og Christiansborg (1729), Baroniet Brahetrolleborg (1722), til stamhusene Frisenvold (1731) og Krenkerup (1736), Pederstrup med Skjelstofte (1725), Lungholm (1727), Taastrup og Aalstrup (1728) og Tølløse (1728)
• Family Line: V. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p53: II,3
• Titel: Besidder af Grevskabet Reventlow. Oprettede desuden Grevskabet Christiansborg (senere Christianssæde)
• Ordner: 15 aug. 1698; Ridder af Dannebrog
• Ordner: 26 maj 1707, Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; Ridder af Elefanten

Notater:

BIOGRAFI :Dansk Biografisk Leksikon:

Reventlow, Christian Ditlev, lensgreve, 1671-1738, officer, diplomat. * 21.6.1671 i Haderslev , død 1.10.1738 på Tølløse, begr i Radsted k. F: storkansler Conrad Reventlow (1644-1708) og Anna M. Gabel(1651-78). Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brockdorff, * 1678, død 7.6.173 9 på Tølløse (gift 1 g. 1691 med kammerjunker Jørgen Skeel til Gl. Estrup, 1656-95), d. af svensk oberst Cai Bertram B. tilBothkamp (1619-89) og Hedevig Rantzau. Halvbror til Anna Sophie Reventlow (1693-1743).

Som søn af storkansleren var Reventlow nært knyttet til hoffet. Christian V havde stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritisk e holdning til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og landråd i hertugdømmerne.

1699 fulgte han ham i embedet som overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen. Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved Rhinen, 1692, som overtallig oberst , det danske korps i Irland og deltog n.å. i slaget ved Steenkerke. 1694 blev han oberst for et dragonregiment hjemme oghvervede s.å. på egen bekostning et infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det betydningsful de diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede forhandlinger om offensiv og defensiv alliance med Sachsen-Polen mod Sverige, og 1700sendtes han atter til Dresden for at fremskvnde afsendelsen af et hjælpekorps. Reventlow deltog i det kortvarige felttog ved sydgræsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette under trussel om tilbagetræden, og Reventlow gik i stedet i tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704 ledsagede han Prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved Höchstädt hvorom han skrev en interessant beretning til kongen.

De følgende år deltog han i felttog i Italien hvor han 1705 blev såret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af Raden, og udnævntes 1706 til felttøjmester . Efter hjemkomsten udnævntes Reventlow 1707 til general af infanteriet, den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige, afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708-09 ledsagede han Frederik IV på Italienrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltageri de afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse tilleder af felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham ved sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov. 1709 stod den lille feltbær samlet syd for Helsingborg. Reventlow pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød, basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker. Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse. Da vejene kort efter nytår var blevet nogenlunde farbare rykkede Reventlow med en del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad, kastede fjenden tilbage i Småland og fortsatte ind i Blekinge. Da han imidlertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod slutningen af febr. tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå til angreb når forholdene ind bød hertil. Kort efter blev han meget syg af gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til han 27.2. måtte afgive kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10. 3. led hæren det nederlag ved Helsingborg som Reventlow forgæves havde påpeget over for kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for hele felttoget viste at Reventlow havde set rigtigt, og ansvaret må først og fremmest placeres hos Frederik IV der kvitterede ved i april at afskedige Reventlow.

Kort for slaget ved Gadebusch 1712 blev Reventlow sendt til zar Peter og Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før egentligt samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for zaren lykkedes det Reventlow at formå denne til at følge efter den svenske bær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tanning m.m. Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at vise da han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens udnævnelse af ham var nok lige så meget ansket om at fjerne R. fra hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IV s forhindelse med søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis kort tid fik han byen genrejst smukkere og regelmæssigere end forhen. Han anlagde en havn og virkede på alle måder energisk for byens opkomst.

Han rejste det endnu bestående såkaldte "Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt rådede til med v storkansler må også ses i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen almindelighed.

Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om genopbygningen og maj 1729 blev han overdirektør for bygningskommissionen. Her kæmpede han energisk mod inkompetence og slendrian i bystyre og centraladministration og b!ev grundigt upopulær, men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen som overjægermester. Han synes dog ik ke at være forment adgang tilhoffet.

R. var meget velhavende og en af landets største godsejere med besiddelser i hertugdømmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han grevskabet Christiansborg. R. lagde desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg. - Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeråd 1707.

Selv om han sjældent boede på Sandbjerg, varetog han sine bønders interesser. Da hertugen af Glücksborg i 1735 udstedte en forordning, hvorved han indfev, d. I. Okt. 1738 paa Tølløse, begr. i RadstedK.

Forældre: Storkansler Conrad R. (s. d.) og I. Hustru. Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brock dorff f. 1678, d. 7. Juni 1739 paa Tølløse (gift 1g 1691 med Kammerjunker Jørgen Skeel til Gl . Estrup, 1656-95), D. af svensk Oberst Cai Bertram B. til Bothkamp (161989) gift 1g 1644 me d Susanne Amalie v. Münster, 1618-56 (gift 1g 1636 med Oberst Rüdiger v. Waldow, d. 1642)) og Hedevig Rantzau.

Efter et kort Studium ved Kbh.s Universitet sendtes C. D. R. til Udlandet for at søge Uddanne lse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han Faderen som Amtmand i Haderslev og Landra ad i Hertugdømmerne og fulgte s. A. et Felttog ved Rhinen.

1692 fulgte han som overtallig Oberst det danske Korps i Irland og deltog n. A. i Slaget ved Steenkerke. 1694 blev han Oberst for et Dragon regiment hjemme og hvervede samme år paa egen Bekostning etInfanteriregiment til kejserlig Tjeneste, hvilket han førte 1699 i Felttog ved Rhinen under Markgrev Ludvig af Baden, der blev hans første virkelige Læremester i Krigskunsten.

Efter Frederik IV.s Tronbestigelse løste han det betydningsfulde diplomatiske Hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede Forhandlinger om offensiv og defensiv Alliance med Sachsen Polen mod Sverige, og n. A. (1700) sendtes han atter til Dresden for at fremskynde Afsendelsen af et Hjælpekorps, men Korpset naaede ikke frem i Tide.

C. D. R. selv deltog derimod i det kortvarige Felttog ved Sydgrænsen og ledede derefter Forhandlingerne med Karl XII. om at forlade Sjælland. 1701 blev han Generalmajor og skulde 1702 ha ve Befalingenover Rytteriet i det Korps, der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig Tjenest e i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette: Hvis Kongen ikke vilde tilbagekalde Ordren, vilde han selvtræde tilbage. Kongen maatte føje ham, og C. D. R. gik i Tjeneste i den egentlige kejserlige Hær, hvor han 1703 blev Feltmarskalløjtnant. Prins Eugen satte megen Pris paa ham og betroede ham ved flereLejligheder ret betydelige Kommandoer.

1704 ledsagede han Prinsen under Felttoget i Bayern, bl. a. i Slaget ved Hochstädt, hvorom ha n skrev en interessant Beretning til Kongen. De følgende Aar deltog han i Felttog i Italien , hvor han 1705 blev saaret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Prins Eugen, dels atter un der Ludvig af Baden, og udnævntes 1706 til Felttøjmester. 1707 udnævntes C. D. R. hjemme ti l General af Infanteriet, den højeste Grad, Frederik IV. tildelte nogen. Hermed var hans mang eaarige, afvekslende, udenlandske Krigerfærd afsluttet, og han overtog Gerningen som højstkom manderende over den hjemmeværende Hær.

I 1708-09 ledsagede han Frederik IV. paa Italienrejsen, ledede i Wien Forhandlingerne om Hjælpekorpsets Hjemmarch og var derefter i Dresden Deltager i de afsluttende Aftaler om Samvirke n under eventuel Krig med Sverige. Han skønnede, at de politiske og militære Forhold var guns tige for en Afgørelse og tilraadede ivrigt en saadan. Hans Udnævnelse til Overgeneral kom ve l først umiddelbart før Krigsudbrudet, men som Følge af hans hidtidige Virksomhed og Forhol d til Kongen var det givet, at han skulde kommandere Felthæren, og alt taget i Betragtning ma atte han anses for at være den af Generalerne, der var bedst egnet.

Midt i Nov. 1709 stod den lille Felthær samlet Syd for Helsingborg. C. D. R. pressede haardt paa Kongen om Forstærkninger, men navnlig om Belejringsskyts til Angreb paa Fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert Rygstød, Basis for Operationerne mod den fjendtlige Hæ r. Samtidig skyndede han paa for at faa den norske Hær til at binde en Del af de fjendtlige S tyrker. Han blev imidlertidskuffet paa alle Punkter; Kongen syntes ikke at interessere sig s ynderlig for Felttoget og foranledigede intet af Betydning, skønt C. D. R. under et Besøg, Kongen aflagde i Helsingborg, paapegede eventuelle Følger netop som Nederlaget 10. Marts.

Da Vejene kort efter Nytaar var blevet nogenlunde farbare, rykkede C. D. R. med en Del af Styrken mod Stenbock, der stod Vest for Kristianstad, kastede Fjenden tilbage i Småland og forts atte ind i Blekinge. Da han imidlertid ogsaa maatte sikre sig mod Frembrud fra Halland, gik h an mod Slutningen af Febr. tilbage til Egnen Nordøst for Lund for herfra at gaa til Angreb, n aar Forholdene indbød dertil. Ifølge sin Instruks udbad han sig Kongens Tilladelse til egentlig Offensiv og fik den, men bebrejdede atter Kongen, at Korpset ikke var blevet forstærket. H an opnaaede kun yderligere at irritereKongen og skabe sig Fjender i Myndighederne i Kbh.

Til al Ulykke blev han meget syg af Gigtfeber; han forblev dog ved Hovedkvarteret, til han 27 . Febr. maatte afgive Kommandoen til Jørgen Rantzau (s. d.) og lade sig transportere til Sjælland. Rantzaunød imidlertid ikke den Tillid fra de undergivnes Side til Føringen, som C. D . R. havde forstaaet at vinde, og vaklede i sine Dispositioner, og 10. Marts blev Hæren total t slaaet ved Helsingborg, hvorpaa Skaane maatte rømmes.

I April blev C. D. R. "forløvet fra sin Charge" og kom ikke senere til at udøve egentlig militær Virksomhed, men vedblev stedse med Interesse at følge Forholdene i Hæren og, naar Kongen selv gav ham Anledning dertil, med Frimodighed at fremsætte sine Anskuelser. Paa andre Omraader kom han dog til endnu at yde sit Land meget værdifulde Tjenester. Ved Faderens Død 169 9 var han blevet hans Efterfølger i den meget indbringende Stilling som Overjægermester, tilsynsførende med Landets, navnlig Statens, Skove og Jagtvæsen, og viste disse Anliggender megen Interesse.

Til Hoffet var C. D. R. nøje knyttet i Christian V.s Tid. Kongen havde staaet Fadder til ha m og trolovet ham med sin Datter Anna Christiane Gyldenløve, der døde som ganske ung. Til Fre derik IV. komhan som jævnaldrende i endnu nærmere personligt Forhold, der dog kølnedes stærk t af C. D. R.s skarpe Kritik Vinteren I7o9~Io og ved den Uvillie, han, i Modsætning til U. A . Holstein, viste over Kongens Forbindelse 1712 med C. D. R.s Søster Anna Sophie; baade C. D . R. og hans Hustru holdt sig fjernt fra denne, saa længe Dronning Louise levede, og slutted e sig nøje til Kongens Søskende, der dannede en Slags Opposition. Christian VI. nærede allige vel Uvillie mod ham og fratog ham Stillingen som Overjægermester. Hvis det, som det siges, er rigtigt, at C. D. R. af Christian VI. blev forvist fra Hoffet, har dette ikke været for bestandigt, thi ved et Taffel 1737 fremsatte han Indvendinger mod Landmilitsforordningen af 1733 , et Emne, hvorover Kongen var meget ømtaalig.

C. D. R. var en kundskabsrig Mand, en ulastelig Karakter, aaben og frimodig, en særdeles vind ende Personlighed, udadtil og indadtil en tro Tjener for sit Land. Hans Hustru var en begavet , myndig ogvirksom Dame, der øvede betydelig, men mindre heldig Indflydelse paa ham. Hun va r ham i øvrigt oprigtigt hengiven, var ham i alle Livets Forhold en trofast Støtte, men haves yg og pengegrisk. C. D. R. var en af Landets største Godsejere, med store Besiddelser i Hertu gdømmerne og i Kongeriget. Han fik oprettet Grevskabet Christiansborg (Christianssæde) og lagde Grunden til det senere Grevskab Hardenberg. Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeraad 1707.

König Friedrich IV. von Dänemark ernannte am 16. März 1713 Detlef Christian von Reventlow (1671 – 1738) zum Altonaer Oberpräsidenten. Reventlow ging tatkräftig an den Wiederaufbau, und a ls Glücksfall für Altona muß es gelten, daß Reventlow den erst 32 Jahre alten Claus Stallknec ht als Baumeister zur Seite hatte. Der Aufbau vollzog sich in geordneten Bahnen, und die Stad t erhielt durch einigehervorragende Bauten ein sehr viel ansehnlicheres Gesicht als zuvor. Z u nennen ist besonders das Alte Rathaus an der Königstraße, das Max Brauer noch Ende der zwan ziger Jahre hatte renovieren lassenund das im Bombenhagel des Jahres 1943 zerstört wurde.

Stallknecht war es, der die Genehmigungspflicht für Neubauten in Altona einführte und mit de r mittelalterlichen Bauweise aufräumte. Beischläge sollte es in den Straßen nicht mehr geben.

Unter Reventlow wurden aber auch weitere bemerkenswerte Einrichtungen in Altona geschaffen, s o von 1722 bis 1724 der neue Holzhafen – heute auch Kleinschiffhafen genannt –, um dessen Res taurierung man sich am nördlichen Elbufer in den nächsten Jahren wieder kümmern will. Schließ lich fällt in Reventlows Amtszeit die Begründung des nach ihm benannten Reventlow-Stifts, da s seinerzeit gemeinsam mit der Heilig-Geist-Kapelle auf dem Gelände der heutigen Grünanlage B ehnstraße/Struenseestraße entsteht. Die Stiftung sollte Armen und Alten Wohnung und Unterstüt zung gewähren. Erst 1892 werden diese Stiftswohnungen abgebrochen und an den heutigen Standor t des Reventlow-Stifts an der Thadenstraße verlegt.

_________________

The plundered city had to be rebuilt. In March 1713 King Frederick IV appointed Christian Detlev von Reventlow (1671-1738) as president of Altona. His task was to supervise the reconstruction program.The rebuilding program progressed very well. However, during this time Denner and his church got involved in prolonged court proceedings with Countess Benedikte Margarethe Reventlow (1678-1739)5. TheCountess had made a substantial contribution towards the construction of the Dompelaar church in 1707. When Ernst Goverts died on May 8, 1728 the Countess seized the title to the church property and her husband demanded that all church records be turned over to him. The church council refused to comply with this demand. The dispute was finally resolved when Balthasar Denner promised to paint a portrait of the Countess once a year. In return Jacob Denner was allowed to preach in her church. In 1732 Count Reventlow resigned from his position in Altona and moved back to Danmark. When an opportunity presented itself Denner purchased the church and asked his congregation to provide the funds for the annual mortgage payments.

The Countess had donated large sums of money for an orphanage and for Denner's Church. She asked God to reward her kind deeds by protecting her husband during the War of the Spanish Succession (1702-1712). When Reventlow returned unharmed they regretted the great loss of money and tried to repossess the buildings.

Beskæftigelse:
Officer, diplomat

Christian blev gift med Benedicte Margrethe Brockdorff i 1700. Benedicte (datter af Cai Bertram Brockdorff og Hedvig Rantzau) blev født den 17 mar. 1678 i Bothkamp, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 7 jun. 1739 i Tølløse, Merløse Herred, Holbæk Amt, Danmark; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: Bothkamp (solgt 1705), Krenkerup, Rosenlund og Nørgård
• Link: Se "Historiefortælleren" Herregårdsmuseet Gammel Estrups beskrivelse vedr. Benedicte Margrethe Brockdorff: https://www.historiefortaelleren.com/stamtraeet/benedicte-margrethe#benedicte-margrethe-38 Se beskrivelse af hendes arvesag efter faderen. https://www.wikiwand.com/da/Cai_Lorenz_Brockdorff

Notater:

___________

I kirkebogen for Horslunde sogn kan man læse optegnelser foretaget af sognepræst Claus Christiansen Wiinholt, der på Christianssæde var Stueprædikant 1738-1739 for:

Benedicte Margrethe Brockdorff, vel nok den rigeste Dame i Danmark i det 18. Aarhundrede, er at opfatte som
den sidste Repræsentant for de mange stolte og virksomme, i deres Styrelse af Gods og Pengesager paafaldende
haardhændede Adelsfruer af det holstenske Ridderskab i dets Storhedstid; som Helhed mere imponerende, end
menneskelig tiltalende Skikkelser.

Hendes Sønnesøn, Statsminister Reventlow, ytrer sig uforbeholdent om hendes umættelige Pengegridskhed; hun, og
ikke hendes Mand, skaltede og valtede i Huset. Selv styrede han de mange Godser med overlegen Dygtighed, men
ogsaa med haard Hensynsløshed mod Undergivne og blandede sig i alle Forvaltningens Enkeltheder. Hendes
efterladte Brevveksling særlig med Sagførere og Godsforvaltere vidner til Overflod om en forbløffende
Strikshed og udpræget Mistænksomhed overfor alle Mennesker. Med aarvaagen Kløgt kigger hun sine Folk
i.Kortene, korter deres Salærer og prøver deres Regninger, ligesom hun i grove, barske Ord og Vendinger
ideligt paaskynder deres Arbejde. Hun førte selv daglig Opsyn med Avlsbygningerne og bar stedse Nøglen til
Kælder og Køkken hos sig. Det var ogsaa hende, der uden at tage Hensyn til, om hendes Planer var velsete paa
højeste Steder, søgte at stifte pekuniært og standsmæssigt fordelagtige Partier for sine Børn, hvorved hun og
hendes godlidende Ægtefælle Gang paa Gang kom i Unaade hos Kongen. Bragte hun end sin Mand ofte i pinlige
Situationer ved sin Egenraadighed, saa at han uforskyldt kom i mindre heldigt Omdømme blandt Folk, var hun ham
tillige en trofast og paa sin Vis øm Hustru.

Trodsende Kongens Forbud indfandt hun sig saaledes 1708 uformodet, af Bekymring for sin Ægtefælle, i Frederik
IV.s lystige Selskab i Venedig. Sit beundringsværdige Mod viste hun under Vinterfelttoget i Skaane 1710, da
hun ledsagede sin Mand og under hans svære Sygdom plejede ham med stor Opofrelse.

Fødsel:
Nogle steder anføres fødestedet som København.
I DAA 2018-20 står der ? ud for fødested.
På Herregårdsmuseet Gammel Estrups hjemmeside "Historiefortælleren" er anført,
at hun blev født på Bothkamp i Holsten. Bothkamp var ejet af hendes far.

Notater:

I 1700 havde Christian Ditlev Reventlow indgået ægteskab med Benedicte Margaretha Brockdorf , enke efter Jørgen Skeel til Gammel Estrup, en af landets rigeste godsejere. Med hende fik han ikke alene en betydelig formue, men tydeligt nok også »kam til sit hår«, da hun nok var mere begavet og energisk end just elskværdig. Men hun var ingen dårlig hustru. Hun fulgte sin mand på felttoget i Skåne og plejede ham trofast under hans sygdom. Også stamhusene Frisenvold og Krænkerup samt godserne Bothkamp, Rosenlund og Nørgård kom gennem hende i Christian Ditlev Reventlows hænder.

Boet opføres som følger. Grevskabet Reventlow med palæet i København og Baroniet Brahe-Trolleborg, som forud tilfaldt den ældste søn og derfor ikke kom til deling, grevskabet Christiansborg med Taastruo anslået til 400 000 Rdl, Pederstrup 34 000 Rdl og Lungholm 80 000 Rdl, de jyske Godser 70 000 Rdl, Krenkerup 40 000 Rdl., Tølløse 60 000 Rdl. Sehested 76 000 Rdl. Huset Altona 10 000 Rdl, Juveler,Pretiosa og indbo 80 000 Rdl, de Goverske penge 100 000 Rdl., rede penge og breve 40 000 Rdl., andre revenuer af Godserne 10 000 rdl., uvisse provenuer af den Løvendalske proces 50 000 Rdl., den plönske medgift og udstyrsummen 116 000 Rdl, Ialt 864 000Rdl., Hvoraf afgik passiver på 112 000 Rdl., således at der til deling blev tilbage 744.000 Rdl., Sønnerne fik dobbelte portioner.

Notater:

Christian Carl (1674-1706) var søn af hertug August til Nordborg-Pløn, som igen var søn af hertug Hans den yngre søn Joachim Ernst til Pløn. Christian Carl tillod sig meget mod sin faders vilje at gifte sig i skjul med dennes amtmand over Nordborgs datter, og blev derfor tvunget til at afstå arveretten til hertugdømmet. Christian Carls ældre broder Joachim Frederik fik hertugdømmet, men da han døde uden mandlige arvinger, søgte 1722 førnævnte Christian Carls søn. den kun 16 årige Frederik Carl, der var blevet borgelig gjort til von Carlstein, kongen om at måtte overtage hertugdømmet Nordborg. Kongen gav sin tilladelse, og fik som betaling herfor det halve af Nordborg amt. Syv år senere overtog Frederik Carl hertugdømmet Pløn og flyttede fra Nordborg, kongen fik resten af Nordborg amt, og fra 1729 var Nordborg så ikke længere noget fyrstendømme men et et af kongens mindste amter.

Begravelse:
Han blev først begravet i Nordborg. Efter, at hans søn Friedrich Karl var blevet hertug af Slesvig-Holsten-Plön efter en lang arvekonflikt, fik han liget overført til den kongelige krypt i Plön.

Christian blev gift med Dorothea Christine von Aichelberg den 20 feb. 1702 i Umstadt, Hessen, Tyskland. Dorothea (datter af Johan Franz von Aichelberg og Anna Sophie von der Trautenburg genannt Beyer) blev født den 23 jan. 1674 i Nordborg, Als, Danmark; døde den 22 jun. 1762 i Reinfeld, Stormarn, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Aka (Facts Pg): Fru von Carlstein

Notater:

Dorothea Christina von Aichelberg, auch: Dorothee Christine, Christiane, von Eichelberg, von Aichelburg (* 23. Januar 1674 in Plön; † 22. Juni 1762 in Reinfeld (Holstein)) war als Frau von Karlstein die Ehefrau von Christian Karl von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön-Norburg und stand als dessen Witwe und Mutter von Friedrich Karl (Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön) über Jahre im Zentrum eines Sukzessionsstreits.

Leben und Wirken
Dorothea Christina war die Tochter von Johann Franz von Aichelberg, Hofmeister (Amtmann) in Norburg, und seiner Ehefrau Anna Sophia von Trautenburg, genannt Beyer. Als junge Frau wurde sie Kammerjungfer bei der Herzogin Elisabeth Charlotte. Nach dem Tod von Herzog August und dem Regierungsantritt von Herzog Joachim Friedrich 1699 folgte sie der Herzoginwitwe auf den Witwensitz Østerholm auf Alsen. Hier entwickelte sich das Verhältnis zu Joachim Friedrichs jüngerem Bruder Christian Karl, der zu diesem Zeitpunkt Oberst im brandenburg-preußischen Heer war und vom Vater lediglich die früher seinem Onkel Bernhard von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön gehörenden Güter Sebygaard und Gottesgabe auf Ærø geerbt hatte, wodurch seiner Einschätzung nach jeder Edelmann im Lande leicht reicher sei als er.[1] Dorothea Christina von Aichelberg erschien ihm unter diesen Umständen als eine angemessene Ehefrau. Sowohl der Hof in Norburg als auch die Agnaten waren jedoch strikt gegen die unebenbürtige Verbindung.

In dieser Situation erhielt Dorothea Christina eine Einladung an den Hof in Dillenburg. Christian Karl folgte ihr nach Frankfurt am Main, wo sie sich trafen, und am 20. Februar 1702 wurden sie im Curti-Schloss in Groß-Umstadt, das zu diesem Zeitpunkt als Kondominium unter gemeinsamer Verwaltung von Kurpfalz und Hessen-Kassel stand, vom dortigen reformierten Superintendenten Johann Jacob Müller getraut. Trauzeugen war der Hausherr, der Oberamtmann Carl Wilhelm von Curti und seine Frau Anna Helena, geb. Schenck zu Schweinsberg.

Die Hochzeit wurde zunächst geheim gehalten; über Landgraf Karl von Hessen-Kassel erfuhr jedoch dessen Schwester, die dänische Königin Charlotte Amalie davon und durch sie die herzogliche Familie. Herzog Joachim Friedrich gelang es nicht, die Ehe anzufechten – sie war nicht morganatisch, und Dorothea Christina konnte eine Adelsprobe mit 16 Ahnen vorweisen – aber er zwang seinen Bruder zu einem Vergleich. Dieser wurde von einer Hofkommission ausgearbeitet, am 24. November 1702 von den beiden Brüdern in Norburg unterzeichnet und am 5. Dezember 1702 vom dänischen König bestätigt. Darin verzichtete er für seine Gemahlin und seine etwaigen Kinder auf alle Standes- und Erbrechte, um den ohnehin schon sehr unbedeutenden Familienbesitz nicht durch weitere Teilungen noch mehr zu verkleinern; doch sollte dieser Verzicht nicht mehr gelten, wenn die männliche Nachkommenschaft des Bruders ausstürbe. Für sich und seine Familie nahm er den Namen von Karlstein an. Eine Lücke dieses Vergleichs war, dass darin mit keinem Worte erörtert wurde, was geschehen sollte, falls das Plönische Haus aussterben sollte, und alsdann nach dem Testament Herzog Augusts Joachim Friedrich die Plönischen Lande, und Christian Carl die Norburgischen erhalten sollten. Ein solcher Fall war 1702 höchst unwahrscheinlich, jedoch möglich, und trat schon vier Jahre später ein. Als 1704 kurz nacheinander der Plöner Herzog Hans Adolf, dessen Sohn Adolf August (bereits wenige Tage vor seinem Vater bei einem Reitunfall) ums Leben kamen, wurde die Plöner Linie im Mannesstamm nur noch durch den Enkel Hans Adolfs und Sohn Adolfs Augusts, Leopold August (1702–1706), vertreten. Dieser starb noch im Kindesalter von vier Jahren, womit die Anwartschaft auf das Plöner Erbe an Joachim Friedrich überging.

Dem Paar Christian Karl und Dorothea Christina wurden zunächst zwei Töchter geboren: Charlotte Amalie Ernestine (1703-?, als Kind verstorben) und Wilhelmine Augusta (* 13. September 1704; † 1749). Christian Karl starb am 23. Mai 1706 an den Blattern. Am 4. August 1706 wurde Friedrich Karl als Posthumus geboren. Dorothea Christina lebte noch weitere 56 Jahre als Witwe. Ihre Aufgabe in den nächsten Jahren war, gemeinsam mit ihrem Rechtsvertreter Friedrich von Reventlow und den vom König ernannten Vormündern Hansen von Ehrencron und C.G. von John die Sukzessionfähigkeit ihres Sohnes zu erstreiten. Gutachten der Kieler Juristischen Fakultät und auswärtiger Juristen wie Johann Peter von Ludewig und Christian Thomasius untermauerten 1707 diesen Anspruch. Ihre Ehe sei keine morganatische gewesen und auch nicht durch den Vergleich von 1702 dazu geworden. Doch Joachim Friedrich weigerte sich weiter die Sukzessionsfähigkeit seines Neffen anzuerkennen. Zu diesem Zeitpunkt hoffte er auch noch auf die Geburt eines Sohnes. Doch in zwei Ehen wurden nur Töchter geboren; er starb 1722 hochverschuldet und ohne männlichen Nachkommen.

König Fredrich IV. erkannte nun in zwei Diplomen vom 18./19. Dezember 1722 Friedrich Karl als einen wirklichen und gebornen Herzog von Schleswig und Holstein an und erhob Dorothea Christina in den Fürstenstand. Diese Anerkennung konnte jedoch nur für die unter dänischer Lehnshoheit stehenden Gebietsanteile wie Norburg durchgesetzt werden, da Friedrich Karls Cousin Johann Ernst Ferdinand aus der Nebenlinie Schleswig-Holstein-Plön-Rethwisch auch Ansprüche anmeldete und für die holsteinischen Gebietsanteile, die der kaiserlichen Lehnshohgeit unterstanden, die Unterstützung des Kaisers hatte. Daher konnte Friedrich Karl erst mit dem Tode des Cousins († 24. Mai 1729) die Regierung in Plön antreten. Die Anerkennung durch den Reichshofrat erfolgte 1731. Dorothea Christina von Aichelberg erlebte den späten Triumph, dass ihre Ehe durch ein Konklusum des Reichshofrats „für ein ordentliches und fürstliches rechtmäßiges Matrimonium“ erklärt wurde.

Dorothea Christina lebte nun auf dem Plöner Witwensitz in Reinfeld und im Witwenpalais in Plön. Sie starb in Reinfeld in hohem Alter an einer Brust-Krankheit. Ihr Leichnam wurde nach Plön überführt und am 30. Juni 1762 in der Fürstengruft auf Schloss Plön beigesetzt. Zu ihrer Nachkommenschaft zählen über ihre Tochter die Nachkommen von Karl August von Hardenberg, und über ihren Sohn und dessen Töchter das Haus Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg und Anhalt-Bernburg.

Schon 1746 hatte sie das Plöner Waisenhaus gestiftet, das sie auch in ihrem Testament bedachte, ebenso wie Arme in Reinfeld und die dortige Prediger-Witwenkasse.