Frederik Christian af Danmark

Notater:

Titel:
prins

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Frederik blev gift med Dronning Anna Sophia Reventlow den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Anna (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 16 apr. 1693 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1743 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p55: 2,17 DAA 2018-20 p655: V,17
• Titel: 1 jul. 1712, Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark; Fyrstinde af Slesvig Ved vielsen (til venstre hånd) i 1712 til Kong Frederik IV ophøjet til fyrstinde af Slesvig
• Titel: 21 jan. 1713, Vallø Slot, Valløby Sogn, Bjæverskov Herred, Præstø Amt, Danmark,; Grevinde af Vallø Frederik IV. oprettede ved patent af 21/1 1713 grevskabet Vallø og skænkede det til Anne Sophie Reventlow, deres fælles børn og disses efterkommere.
• Titel: 31 maj 1721, Frederiksberg Slotskirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark ; Danmarks Dronning Kronet af Kong Frederik IV d 31. maj 1721 på Frederiksborg Slot

Notater:

Dansk Biografisk Leksikon (1. udg):

Anna Sophie, 1693-1743, Dronning. Hun indtager blandt Danmark-Norges Dronninger en særegen Plads som den eneste, der ikke har været af fyrstelig Æt; men uheldigvis knytter der sig ikke noget tiltalende Minde til hendes Ophøjelses Historie. Hun var født 16. April 1693 og var den yngste Datter af Grev Conrad Reventlow, død som Storkansler 1708, og Sophie Amalie Hahn, en Datter af den fra Christian V's Historie bekjendte Overjægermester Vincents H. Medens hendes ældste Halvsøster, Christine Sophie, Stammoder baade til Greverne Frijs-Frijsenborg og Holstein-Holsteinborg, ved Skjønhed og selskabelige Talenter naaede at indtage den ypperste Plads iblandt den Tids Adelsdamer her hjemme, fængslede hun selv, 18 Aar gammel, den letfængelige Frederik IV's Hjærte, da denne 1711 første Gang saa hende ved en Maskerade i Kolding.

Det var forgjæves, at hendes karakterstærke og fortræffelige Moder søgte at holde hende fjærnet fra Kongen. Uagtet dennes Dronning, Louise af Meklenborg, endnu levede, vandt han let den livsglade og forfængelige Pige, og han bortførte hende 26. Juni 1712 fra Moderens Gaard Clausholm i Jylland. De Samvittighedsskrupler, hun havde ved at blive hans Elskerinde, og som han maaske ogsaa selv havde vedat tage sig en Mætresse, døvede han ved at lade sig vie til hende ved venstre Haand, uagtet Dronning Louise endnu levede.

En tidligere Konrektor i Flensborg, Clausen, var villig til at forrette denne Vielse, der unægtelig ikke var noget enestaaende i Danmark-Norges Historie, for saa vidt Frederik IV allerede 1703 havde ladet sig vie paa den Maade til Frøken Viereck, dér var Datter af en herværende preussisk Statsafsending og var død det følgende Aar; men Forargelsen blev ikke mindre ved at være en Gjentagelse. Med den enev. S. fik en anselig og smuk Bolig tæt ved Slottet i Kjøbenhavn, og medens Dronningen maatte græmme sig i Stilhed, blev hun Midtpunktet for det selskabelige Liv, der var Kongens bedste Adspredelse.

Han smykkede hende med Titel af Fyrstinde af Slesvig; foruden hvad hun modtog af forskjellige Gaver, havde hun en aarlig Apanage af den kongelige Partikulærkasse, der i det mindste et Par Aar senere steg til 28000 Rdl. aarlig, og han skjænkede hende dels det sjællandske 1765 Tdr. Hartkorn store Gods Vallø, dels i Holsten Godser, hvoraf der efter en Opgjørelse af Indtægten i Aaret 1730 blev svaretomtr. 13000 Rdl. aarlig. Men hendes Forhold til Kongen fik et nyt Præg, da Dronning Louise døde 15. Marts 1721. I Følge en Familietradition i hendes Søster Grevinde Holsteins Slægt havde Kongen kun vundet hende ved at give hende sit kongelige Ord paa, at han baade vilde ægte hende og hæve hende paa Tronen ved Siden af sig, naar Dronningen døde. Hvor usikker end en saadan Overlevering er, saa er der ingen Tvivl om, at hun selv attraaede dette Maal.

Hun kunde i saa Henseende bygge paa Kongens stærke og vedholdende Lidenskab for hende, en Følelse, hun selv synes at have gjengjældt oprigtig. Adskillige Breve fra Kongen til hende og Smaaoptegnelseraf hende af forskjellig Art vidne om Styrken af deres gjensidige Følelser. Man fristes næsten til at tro, at Kongen har længtes efter den Dag, da han kunde give sit Forhold til A. S. et mere legitimtPræg. I det mindste skyndte han sig paa den mest iøjnefaldende - for ikke at sige upassende - Maade dermed. 2. April 1721 blev Dronning Louises Lig ført fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvor det bisattesd. 3. Den følgende Dag holdt Universitetet Sørgefest i den Anledning, og samme Dags Eftermiddag blev A. S. viet til Kongen ved den højre Haand af den samme Clausen, der 9 Aar tidligere havde sat Kirkens Stempel paa deres Forhold. En saadan Omvielse kunde ikke have anden Mening, end at hun skulde sættes i Stand til at bære Kronen, og Folks Forventning, at dette skulde ske, gik hurtig i Opfyldelse.31. Maj i Overværelse af Kronprinsen og Kronprinsessen, Kongens Søskende og en pragtfuld Forsamling af høje Embedsmænd, Officerer og udenlandske Diplomater satte Frederik IV paa Frederiksberg Slot selv Kronen paa A. S.s Hoved med de Ord:

Ikke for varm i Farven og hendes Tænder stygge, hvad der vanhelder hendes for øvrigt saa skjønne Ydre.» Uagtet Frederik IV vel nok undertiden kunde give selv hende Anledning til Skinsyge, bevarede hundog hans Kjærlighed indtil hans D havde naaet denne Stilling.

Den høje Stjærne, hun havde hos Kongen, har givet Anledning til alskens Fortællinger om, at hun som Dronning udøvede stor Indflydelse over ham. Selv i sin egen Slægt gjaldt hun senere som den, der vedSiden af at have haft megen Aand tillige havde været . Slige Fortællinger vare næppe ugrundede. Som hendes Ophøjelse paa Tronen stod i Forbindelse med, at Kongen fra nu af nærmest støttede sig til Personer, der stode hende nær, først og fremmest til Storkansleren U. A. Holstein, saaledes er der Træk nok fra Datiden af Folks Henvendelser til hende som den, de mente kunde lægge et vægtigt Ord ind for dem hos Kongen, og af Taksigelser til hende for den Hjdelse næppe heldig; flere af de Mænd, hun virkede til at drage frem, have ikke efterladt sig et godt Navn fra Karakterens Side, og der synes athave været noget intrigant ved hende.

Hvor ivrig Frederik IV var for at værne om hendes Ry, vidner blandt andet den saakaldte hemmelige Kommission om, der blev nedsat i Jan. 1725. Skjønt denne nærmest gav sig af med Undersøgelser om forskjellige Misligheder ved Embedsmænds Færd, blev deri indblandet Eftergranskninger om Pengeprellerier, der skulde have fundet Sted i Dronningens Navn. Hun fulgte med ikke mindre Iver end Kongen denne uhyggelige Kommissions Undersøgelser. Det var Frederik IV's stærke Følelser for hende, hvoraf hendes timelige Lykke og Indflydelse afhang, det fik hun at føle, da han døde. Intet var naturligere, end atde svære Krænkelser, som hendes Forhold til Kongen havde voldt Dronning Louise, medens hun levede, havde naget Kronprins Christian stærkt, og højst forstaaeligt var det, at det krænkede ham dybt, naarhan efter Moderens Død skulde vise Stifmoderen Hyldest som Dronning og vel endog maatte søge at staa paa en god Fod med hende. Den Bitterhed, han følte ved sligt, blev end yderligere ægget af hans altandet end godmodige Gemalinde Sophie Magdalene. Den Kjendsgjerning, at A. S. kun var en fornem Adelsmands Datter, ikke en Fyrstinde, gjorde aabenbart Forargelsen endnu større i deres Øjne, hvor komiskdet end nu kan forekomme os, at hendes Fødsel gjaldt for saa meget ringere end en Prinsesses fra hvilket som helst tysk Duodezfyrstendømme.

Lignende Følelser som Kronprinsen og Kronprinsessen havde Kongens Søskende Prins Carl og hans lidenskabelige Søster Sophie Hedevig. Frederik IV maatte sige sig selv, at ved hans Død ventede en Storm hans eget eller , som han kaldte A. S. Han gjorde derfor alt, hvad der stod i hans Magt for at sikre hendes Stilling, naar han ikke mere var i Live. Ved en Række testamentariske Bestemmelser, hvori han stævnede dem, der handlede derimod, til , fastslog han blandt andet en Ordning, der kunde lade A. S. leve paa samme Vis som tidligere Enkedronninger. Kronprinsen maatte give ham et skriftligt Tilsagn (23. Febr. 1725).

Umiddelbart før sin Død i Odense (12. Okt. 1730) søgte Frederik IV at stemme den af Kronprins Christian meget yndede Carl Adolf Plessen forsonlig ved at hænge den Elefantorden, han selv havde baaret,om hans Hals, og han besvor ham at arbejde for, at Kronprinsen opfyldte, hvad han havde lovet med Hensyn til Dronning A. S. Et Øjenvidne har fortalt, at Plessen gav ham et edeligt Tilsagn derom.Men det gik med Frederik IV's Testamente, som det i Frankrig var gaaet med Ludvig XIII's og Ludvig XIV7s. Med Døden var Agtelsen for den enevældige Konges Vilje forbi. Vistnok kan man ikke sige, at A. S. blev haardt plaget. Hun fik Godset Clausholm i Jylland, hvilket Frederik IV i sin Tid havde af kjøbt hendes Moder, som en Slags Livgeding, desuden en Sum af 100000 Rdl. én Gang for alle og en aarlig Apanage paa 25000 Rdl. Ogsaa bevarede hun Dronningetitelen uden dog at maatte kalde sig Dronning til Danmark og Norge. Men Livet paa Clausholm var i Virkeligheden en Forvisning, Modsætningen imellem de Kaar, hun havde, og dem, der vare lovede hende, var overordentlig stor, og hun maatte leve paa en jysk Gaard, stemplet med den kongelige Unaades Mærke som den, der havde forført Frederik IV til det formastelige Skridt at gjøre hende til Dronning, som den, der havde misbrugt sin Stilling og endog udsuget Landet. Det var Sigtelser, som, hvad der end i sædelig Henseende kunde bebrejdes hende, vare umaadelig overdrevne. Men Christian VI holdt fast ved at se hende paa denne Maade.

Den ubehagelige Kjendsgjerning, at han havde givet et skriftligt Løfte om at behandle hende ganske anderledes, end han i Virkeligheden gjorde, tyngede ikke paa hans Samvittighed. Da hans SkriftefaderBluhme senere opfordrede ham til at tilgive hende og , fandt han kun, at han . Det kan forbavse at se den for sin Strænghed bekjendte Bluhme her række Synderinden Haanden; men den Gang var A. S. en bodfærdig Kvinde. De Træk af stærk Religiøsitet, som tydelig mærkes hos Frederik IV i hans sidste, Aar, have maaske allerede den Gang ikke været uden Indflydelse paa Dronningen, og under det stille Livpaa Clausholm, hvor hun syslede med sin Fortids stærkt betegnede og stærkt nagende Minder, var hun lige saa oplagt som hendes kongelige Stifsøn og Avindsmand til at søge Trøst og Støtte i en pietistisk Religiøsitet. Hun dn døde, da hun var 15 år gammel, hvorefter hun levede med sin moder på den jyske herregård Clausholm. At dømme efter hendes skriftlige efterladenskaber beherskede hun dansk, fransk og tysk om end på et niveau, der lå under det almindelige for en adelig kvinde på denne tid. Ved et maskebal på Koldinghus i 1711 fattede Frederik 4. interesse for den unge, smukke komtesse Reventlow og ønskede hende som maitresse. Da ASs moder på det bestemteste modsatte sig et svig. Hun blev tildelt apanage og fik i Kbh. overdraget “Kongens Gård” bag ved Børsen. Ved et patent blev Vallø med tilliggende i 1713 oprettet som grevskab til AS, der ved godskøb selv forøgede Valløs tilliggende. I april 1721 døde dronning ? l hoved. For første gang i Danmark var en kvinde, der ikke var af fyrstelig byrd, blevet kronet til dronning. Kroningen blev i samtiden udlagt som bevis på hendes magt over kongen.

Efter ASs indtog i Kbh. som dronning forlod kongens to søskende, prins ?Carl og prinsesse ?•Sophie Hedevig, hoffet og indrettede sig på Vemmetofte, hvor især prinsessen sammen med ASs ærkefjende overkammerherre ?Carl Adolf von Plessen skabte et centrum for modstanden mod hende. Af større betydning var imidlertid den omfattende personudskiftning i hoffets og administrationens ledende stillinger,der nu foregik til fordel for især medlemmer af slægterne Reventlow og Holstein. AS er blevet tillagt en stor del af ansvaret for disse dispositioner. De kan dog snarere ses som et udslag af kongens egen iver for at værne om hende i erkendelse af hendes usikre position. Hensynet til hende blev herved i væsentlig grad bestemmende for hans valg af ministre og ris man ville opnå noget hos kongen, erder ingen klare vidnesbyrd om, at hun havde nogen egentlig politisk magt. I samtiden blev hun kaldt “de ringe Stænders Velgørerinde”. Hun donerede bl.a. penge til legater for enker og fattige. Menhvordan hun blev betragtet af den almindelige jævne befolkning, ved man ikke meget om.

AS og Frederik 4. fik seks, muligvis otte børn, der alle døde som spæde. Det kgl. ægtepar opfattede det som Guds straf for deres syndige levned før 1721, at de mistede deres børn. Da kongen i oktober1730 lå for døden, tog han von Plessen i ed på, at AS ville blive behandlet anstændigt og overrakte ham sin egen elefantorden som tak. Men i øvrigt lå hendes fremtid helt og holdent i tronfølgeren ?Christian 6.s hænder. I et testamente fra 1722, underskrevet “frivilligt og uden Tvang” i 1725 af Christian, der da var kronprins, havde Frederik 4. forsøgt at sikre AS efter sin død. Et testamente,der skulle vise sig ikke at blive meget værd. To uger efter kongens død skrev AS til Christian 6. og frasagde sig de rettigheder, hun havde ifølge testamentet, og derudover al ret til sine ejendomme og midler. Ti dage senere modtog hun som svar et kgl. reskript, der indeholdt bestemmelser for hendes videre skæbne. Christian 6., der foragtede AS, for dog ikke nær så hårdt frem mod hende som ventet.Men faderens testamente negligerede han. AS fik lov til at beholde titel af dronning, dog uden at føje Danmark eller Norge dertil. Og enkedronning måtte hun ikke kalde sig. Testamentet bestemte, at hun skulle have Nykøbing Slot på Falster som enkesæde, i stedet fik hun overladt Clausholm, som Frederik 4. havde afkøbt hendes moder i 1718. Hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse,hvad der tangerer en forvisning i unåde. Hun fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en årlig apanage på 25.000 rigsdaler. Desuden kunne hun nyde alle indkomster af Clausholm. Det lykkedes hofpræst?J.B. Bluhme at formilde Christian 6. over for AS, inden hun døde 1743 på Clausholm, hvor hun havde levet et strengt religiøst liv. Ved hendes død dekreterede kongen hofsorg, og han opfyldte hendes ønske om at komme til at ligge under samme tag som Frederik 4. i Roskilde Domkirke. Hun blev dog ikke placeret ved siden af sin ægtemand, men i slægten Trolles kapel, som Christian 6. havde erhvervet.
Mal. af J.S. du Wahl på Rosenborg. Mal. af Balthasar Denner i Fr.borgmus.

Torben Holck Colding (red.): Dronning Anna Sophie, 1951. Aarbog udgivet af Randers Amts historiske Samfund, 1911.
Privatarkiv i Kongehusets arkiv i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Pernille Frederikke Hasselsteen

_________________

Kristeligt Dagblad: (7. juni 2010)

Forfatter Maria Helleberg har sin egen teori om, hvorfor pietismen kom til Danmark. I "Engelshjerte" fortæller hun historien om kong Frederik den Fjerdes venstrehåndsægteskab med Anne Sophie Reventlow
Trafikken er øredøvende, menneskemylderet enormt. Lastbiler, taxaer, cykler og fodgængere hvirvler ind og ud og forbi hinanden. Vi er ved Nørreport i København, hvor forfatter Maria Helleberg har valgt, at vores pietistiske byvandring skal tage sin begyndelse.

"Her begynder København. Det tænker man egentlig ikke over i dag, hvor byen har bredt sig, men Nørreport er ligesom i 1700-tallet et af de helt store ankomststeder. Før i tiden var der bare ikke by påden anden side," forklarer hun.

For nylig udkom hendes historiske roman "Engelshjerte" om kærligheden og ægteskabet mellem Anne Sophie Reventlow og kong Frederik den Fjerde. Kong Frederik ægter først Anne Sophie til venstre hånd, dahan allerede er gift med dronning Louise, men da Louise dør, bliver de gift til højre hånd, og Anne Sophie bliver dronning.

Romanen foregår i første halvdel af 1700-tallet og beskriver blandt andet, hvordan kong Frederik og Anne Sophie indførte pietismen i Danmark, og hvordan den så ud, da kong Frederiks søn og Anne Sophies stedsøn, Christian den Sjette, tog den ud i sin yderste konsekvens sin regeringsperiode.

"Al underholdning blev forbudt, der måtte ikke spilles musik, kun synges salmer i kirken, der måtte ikke spilles teater, og alle skuespillere og musikere blev nægtet indrejse i Danmark. Maskeraderne blev bandlyst, bøndernes festdage forbudt, ligesom at kunstmalerne kun måtte male portrætter af fine mennesker eller male historiske billeder. Det må have været ganske forfærdeligt," siger Maria Helleberg.



Vi går gennem byen ned til Magstræde, der er en af de få gader i den indre by, der er gået fri af brande og bombardementer gennem tiden, og hvor man derfor stadig kan finde de gamle 1700-talshuse. Herfra vandrer vi videre mod Christiansborg og til Slotsholmsgade, hvor Børsen og en række ministerier og statslige styrelser holder til.

"Da Frederik og Anne Sophie blev gift første gang, kunne hun jo ikke flytte ind på slottet, for dér boede dronning Louise. Så Frederik byggede et hus til Anne Sophie her i Slotsholmsgade, hvor Frederik var det meste af tiden, når han ikke arbejdede. Det var først, da dronning Louise døde, at Anne Sophie flyttede ind på det rigtige kongeslot," siger Maria Helleberg og peger på husnummer otte. Et stort, men langtfra prangende byggeri.

"I en vis forstand er det forståeligt, hvorfor Frederik og Anne Sophie indfører pietismen. De gifter sig, selvom Frederik er gift i forvejen, de får otte børn, men alle dør inden for kort tid. Kun fire når at blive døbt. Det er logisk at tænke det som en straf," siger hun og refererer til et billede, som Anne Sophie fik malet, mens hun sad i husarrest på Clausholm efter Frederiks død.

På billedet sidder kong Frederik oppe på skyerne sammen med fire små børn med vinger. Anne Sophie står ved en strandbred sammen med sin hofdame. I vandet ligger fire små nødstedte børn.

"Sådan så Anne Sophie på sit liv, da hun sad på Clausholm og så tilbage. Frederik er kommet ud af synden og i himlen sammen med de fire børn, der nåede at blive døbt, inden de døde. I syndens dyb befinder hun, hofdamen og de fire udøbte børn sig. Det er et ret uhyggeligt billede, som fortæller, hvad der var på spil for Anne Sophie og Frederik, og hvordan pietismen holdt hende fast på hendes synd,"siger Maria Helleberg.

Maria Helleberg forestiller sig, at det kongelige par indfører pietismen i Danmark, blandt andet så folket kan være med til at sone Frederiks synder. Som enevældig konge ejer han hele Danmark og kan dermed få befolkningen til at gøre soningsarbejdet. Anne Sophie var ikke den første, han giftede sig med til venstre hånd. Han havde gjort det en gang før, men hun døde hurtigt. Så der har været megetat sone i hans liv," siger Maria Helleberg.

Frederik den Fjerde var den sidste konge, der boede på Københavns Slot, som lå, hvor Christiansborg ligger i dag. Ruinerne af det gamle slot og af den oprindelige borg, som Absalon byggede tilbage i 1100-tallet, kan man stadig se, og det er lige netop, hvad Maria Helleberg har i tankerne.

Hun viser velkendt rundt under jorden blandt kampesten, rester af slotsmure og datidens primitive kloakker, selvom det er et stykke tid siden, hun var her sidst.

"Pietismen begynder som en blød kristendom, hvor vi skal erkende vores synder og føle ægtheden i det, vi gør. Men med den kommer også alle forbuddene, og man tager kontrollen over mennesket. Det er lettere at styre folk med pisk end med gulerod."

Hvorfor fænger pietismen?

"Fordi den er så konsekvent, og så har den også en tiltalende side. Med pietismen kommer den sociale bevidsthed og tankerne om, at man skal hjælpe dem, der ikke har så meget. Det var Christian den Sjette bare ikke så interesseret i som sin far, og problemet med enevælden var, at det, der ikke interesserede kongen, blev heller ikke gjort. Derfor blev den positive side af pietismen aldrig så tydelig," fortæller Maria Helleberg.

Turen går fra ruinerne, forbi Børsen, hen over Knippelsbro til Christianshavn og ender ved Vor Frelsers Kirke med det karakteristiske spiralsnoede spir.

"Kirken her er begyndelsen til pietismen. Man er på vej ud af et århundrede med heksebrændinger, religionskrige og mørke tider og forestiller sig, at det hele bliver bedre i det nye 1700-tal. Kirken er lys og åben, og her er plads til at synge og til lys og liv. Selv lidelsen er afbildet som noget, der ikke ser så slemt ud, og som vi kommer os over," siger Maria Helleberg og peger op mod alteret,hvor Kristus trøstes af en engel i Getsemane Have. Over dem er der lyse skyformationer med englebørn og en forgyldt strålekrans, der nærmest eksploderer ud i rummet.

"Det er synd, at pietismen formulder så hurtigt og ikke holder fast ved glæde og fornøjelse. Men al fundamentalisme bliver sort med tiden. Jeg tror også, at islamisk fundamentalisme begyndte med en genopdagelse af islam. Man vil ind til det originale, ind til hjertet og ind til det ægte. Kommer man ikke længere ind i fundamentalismen end det, er det fint. Nogle af de lykkeligste mennesker, jeg kender, er troende. De er ikke fundamentalister, men bliver stående lige ved døren," siger Maria Helleberg.

"På den måde kan man sige, at det var godt, at vi havde enevælde på det tidspunkt. For med Christian den Sjettes død døde også hans religiøse overbevisning," siger hun.

Notater:

Det påstås af forskellige internetsider, at Overparforcejæger og livskytte Heinrich Bruhn (1715-1795) skulle være barn af Anna Sophie Reventlow og Frederik d. 4. Af erindringer udarbejdet af en efterkommer (Wilhelm Bruhn) efter Heinrich Bruhn i 1911 skulle han dog være født i 1706.

Der foreligger INGEN dokumentation for nogen som helst forbindelse med Anna Sophie Reventlow. Såfremt det er korrekt, at Heinrich Bruhn blev født i 1706 ville Anna Sophie Reventlow have været moder som 13-årig. Påstanden må anses for ren spekulation.


Gift:
Viet til "venstre hånd".
Viet til "højre hånd" 4 april 1721 ved en ceremoni på Københavns Slot.

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Charlotte Amalie blev dronning af Danmark i 1670. Hun var datter af landgrev Wilhelm 6. af Hessen-Kassel. I 1667 blev hun gift med Christian (5.), med hvem hun fik bl.a. sønnen Frederik (4.) og datteren Sophie Hedevig.

Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, som hun også holdt fast ved, efter at hun var blevet gift med Christian. Hun var en populær dronning, og populariteten blev ikke mindre, da hun i 1700 deltog i organiseringen af Københavns forsvar efter at Sveriges konge Carl 12. havde gjort landgang på Sjælland.

Charlotte Amalie ejede adskillige godser rundt om i landet, og hun administrerede dem med dygtighed. Efter at Christian 5. var død i 1699, bosatte Charlotte Amalie sig i det palæ, hun havde købt: Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, hvor hun boede fra 1700 til sin død. Palæet, der har sit navn efter hende, har siden 1754 rummet Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste:
• - Deltagelse i den skånske krig. Patent på at hverve et regiment og udnævnt til Oberst. Hvervede et dragonregiment (Reventlows Dragoner)(1675)
• - Chef for 2. fyenske nat. rytterregiment. (1675)
• - Deltog i gen.major von Meerheimbs ekspedition over Kellinge Aa, under hvilken herresædet Skarhult brændte (1676)
• - Deltog i slaget ved Lund og overtog den faldne Henrik Sehesteds regiment (1676)
• - var juli 1677 i lejren ved Landskrona, deltog i august i kavalkaden i Kristiansstad og i sept i ekspeditionen til Rügen (1677)
• - Søgte nov om at måtte forlade militærtjenesten for at gå i civil tjeneste (1678)
• Beskæftigelse:
• - Hofjunker (1665)
• - Hof- og Kancelliråd i Tyske Kancelli (1667)
• - Amtmand i Haderslev (1670)
• - Landråd (1672)
• - Overjægermester (1680-99)
• - Gehejmeråd (1680)
• - Patron for Københavns Universitet (1681)
• - Medlem af Konseillet (1682)
• - Amtmand på Gottorp (1684-89)
• - Medlem af kommisionerne i rådsstuen (1690-1705)
• - Patron for det kongelige ridderakademi
• - Storkansler (1699)
• Bopæl:
• - Futterkamp (1660-72)
• - Segeberg Kalkbjerg med Gieschenhagen (1673-86),
• - Sandbjerg og Ballegård i Sundeved (1673)
• - Turø, Sunds Herred (-1674)
• - Clausholm (1683)
• - Friisenvold, Løjstrup og Kalø (1690)
• - Kollerup (Galten Herred)
• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p52 - I,1
• Titel: Besidder af grevskabet Reventlow (Sandbjerg), Storkansler, Elefantridder
• Ordner: 1 jan. 1672; Ridder af Dannebrog
• Ordner: 1 jul. 1681, Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; Ridder af Elefanten

Notater:

Reventlow, Conrad Greve, 1644-1708, Storkansler.

Reventlow, der var Søn af nedennævnte tyske Kansler Ditlev Reventlow (d. 1664), fødtes 21. April 1644 i København, besøgte Akademiet i Sorø og studerede derpå ved fremmede Universiteter (i Orleans 1662). Hjemvendt var han en kort Tid Kammerjunker hos den unge Hertug August Frederik, den senere Biskop af Lybæk. 1665 udnævntes han til Hofjunker og Kammerherre ved det danske Hof. 1667 blev han Hof- og Kancelliråd i det tyske Kancelli og søgte efter Th. Lentes Død i Febr. året efter at blive Kansler i dennes Sted. 1669 sendtes han til Gottorp med Hertug Christian Albrechts Medgift. Som Christoffer Gabels Svigersøn og Tilhænger fjernedes han fra Hoffet efter Christian V’s Tronbestigelse af Gyldenløve, Ahlefeldt og Schumacher i Forening og udnævntes i Nov. 1670 til Amtmand i Haderslev. 1672 blev han Landråd i Slesvig og Holsten. I de vidtløftige Forhandlinger om Erhvervelsen af Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst 1667-73 spillede Reventlow en fremtrædende Rolle. 1672 udsendtes han for at tage Butjadinger By og Land til Len af Hertugen af Brunsvig-Lyneborg; samme Aar fik han det hvide Bånd, og 1673 ophøjedes han i Grevestanden. 1672 tituleres han i officielle Skrivelser Baron, men hans Udnævnelse hertil kendes ikke.

Som militær fandt Reventlow rig Lejlighed til at udmærke sig under den skånske Krig. I Maj 1675 erholdt han Patent på at hverve et Regiment og udnævntes til Oberst. Han oprettede det såkaldte Reventlowske Dragonregiment, som han Året efter afstod til Oberst Ramsted. Om Efteråret blev han Chef for 2. fynske nationale Rytterregiment, deltog 1676 i Generalmajor Meerheims Ekspedition over Keflinge Å,hvor de danske opbrændte Pontus de la Gardies Herresæde Skarhult. Han deltog i Slaget ved Lund 4. Dec. og fik samme Dag overdraget den faldne Henrik Sehesteds Regiment, det holstenske (slesvigske) Rytterregiment, der udmærkede sig ved gode Soldater og ypperlig Disciplin. I Forsommeren 1677, da han lå i Garnison i Hertugdømmerne, fik han Ordre til at støde til Armeen i Skåne, men nåede næppe at komme tids nok til at tage Del i Belejringen og Stormen på Malmø. I Juli lå han med sine Kompagnier i Lejren ved Landskrone, deltog i Aug. i Kavalkaden til Christiansstad samt i Ekspeditionen til Rügen iSept. og samlede med Generalmajor Levetzow det til samme Øjemed bestemte Rytteri på Møen. I Nov. var han Chef for Rytteriet på Rügen, men afløstes kort efter af Bibow. I Dec. lå han med sit Regiment iHaderslev. I Aug. 1678 ansøgte han om Orlov fra Tjenesten, da hans Hustru var uhelbredelig syg, og han som Følge heraf var så nedbøjet, at han måtte foretage en Rejse til Italien. I Sept. sendtes hantil Münster for at bevæge Fyrstebiskoppen til at lade sine Hjælpetropper i dansk Tjeneste blive Vinteren over her. I Nov. var Reventlow i Kurfyrst Frederik Vilhelms Hovedkvarter i Dobberan for at formå denne til at forlægge det med Kongen af Danmark planlagte Møde til Wismar, hvor Christian V opholdt sig, men han opnåede intet.

Ved Svigerfaderen Vincents Hahns Død udnævntes han 1680 til Gehejmeråd samt Overjægermester, hvilket Embede han beklædte indtil 1699, blev 1681 Ridder af Elefanten samt Patron for Universitetet i København og ses allerede i Aug. samme Aar at have været Medlem af Konseillet. Han tog sig ivrig af Statssagerne, særlig den udenrigske Politik, men var alt for afhængig af dygtige Underembedsmænd, blandthvilke særlig må nævnes Th. B. v. Jessen (VIII, 484), der efter Chr. Sigfr. v. Plessens Udsagn ganske havde ham i sin Magt. Reventlow sluttede sig til den af Ehrenschild, Vibe og Brandt dannede Kamarilla (), der i Firserne udøvede en så stor Indflydelse på Statsstyrelsen. Til et Forbund med Frankrig og Brandenburg knyttede man Håbet om at genvinde de til Sverige tabte Lande, at kunne tugte den troløse Hertug af Gottorp samt at opnå Besiddelsen af Elbtolden og Lenshøjheden over Hamborg. I Marts 1682 afsluttede Reventlow sammen med Gyldenløve og Ehrenschild en Traktat med Frankrig, i Følge hvilken Danmark mod store årlige Subsidier tilsagde Frankrig Bistand i Krigstilfælde. Kongen var 1683 stemt for Krig med Sverige og støttedes heri af Reventlow og Ehrenschild, medens den forsigtige Storkansler Fr. Ahlefeldt modsatte sig et overilet Fredsbrud. Kejserens Sejer over Tyrkerne i Sept. forandrede pludselig Situationen. Om Reventlows politiske Sympatier ytrer Molesworth, at hans Tilbøjelighedfor Frankrig før 1690 ikke var stor, da han indså, at Danmarks Venskab med Ludvig XIV var til Skade for Landet. Efter den Tid udsonede han sig derimod med Frankrig.

I Maj 1684 inddroges den hertugelige Del af Slesvig. Sikkert have Reventlow og hans Parti, der fik tildelt Amtmandsposterne i det nys indvundne Land -- selv fik han Gottorp Amt --, tilskyndet Kongen til dette Skridt, der, som Følgerne viste, ikke var vel overvejet. Ved Ahlefeldts Død 1686 gættede mange på, at Reventlow vilde blive hans Efterfølger som Storkansler, men Reventlow, der siges at havehindret Griffenfelds Løsladelse af Frygt for, at denne skulde genvinde sin Stilling, opnåede dog ikke denne Værdighed, så længe Christian V levede. Til Trods for den Gunst, i hvilken Reventlow stod hos Kongen, var hans Position ingenlunde sikker, og han var mere end nogen anden Minister anfægtet af det Rænke- og Intrigespil, der stadig skiftede ved den vægelsindede og let påvirkelige Konges Hof. Atter og atter berette samtidige, at Reventlow er faldet i Unåde og hans Fald nær forestående, men Stormen drev over, og han styrede indtil Kongens Død som første Minister begge Kancellierne. I 1686 var Reventlow ved Hamborgs Belejring i Kongens Følge og forhandlede dels her og dels senere på Gottorp sammen med Jens Juel og Ehrenschild med de mæglende Magters Sendebud. 1689 vare Reventlow, Brandt og Jessen Medlemmer af Kommissionen i Anledning af de om Jever opståede Stridigheder, og han afsluttede i Aug. sammen med Jessen Alliancetraktaten med England, i Følge hvilken Danmark overlod Vilhelm III et Hjælpekorps på 7000 Mand. 1691 afsluttede Reventlow sammen med flere mellem Frankrig og Danmark en hemmelig Traktat, i hvilken Christian V forpligtede sig til ikke at yde Frankrigs Fjender nogenBistand og ikke at forøge Troppekorpset i Irland.

1693 undertegnede Reventlow en Traktat, hvorved Danmark og Frankrig sluttede sig til det af flere nordtyske Fyrster, deriblandt Hertugen af Brunsvig-Wolfenbüttel, dannede Forbund, som modsatte sig Oprettelsen af den 9. Kur. Efter Ratzeburgs Erobring var Reventlow tilstede ved de påfølgende diplomatiske Forhandlinger i Pinneberg og Hamborg, hvor der afsluttedes et Venskabsforbund mellem Danmark ogBrunsvig-Lyneborg. Hertugerne forpligtede sig til at sløjfe Fæstningsværkerne ved Ratzeburg, og Danmark afgav Løfte om at drage sine Tropper tilbage fra de brunsvigske Lande og afholde sig fra enhverIndblanding i den lauenborgske Arvefølgesag.

Dagen efter Kong Christian V’s Død udnævntes Reventlow 26. Aug. 1699 til Storkansler. 1692 var han bleven Patron for det ridderlige Akademi. Reventlow synes at have været den ledende Mand for de 1690-1705 i Rådstuen for Slottet afholdte Kommissioner, der afgjorde en stor Del Sager af den forskjelligste Art. Han var lige fra Begyndelsen Medlem af næsten alle Kommissionerne, og de ophøre ved hans Udtræden få År før hans Død. I Juni 1690 fik Reventlow Ordre til at overtage Præsidiet for Højesteret i Forbindelse med Etatsråd V. Worm som Justitiarius og med Forpligtelse til flittig at konferere medOversekretær Moth.

I April 1700 afsluttede Reventlow på Frederik IV’s Vegne en hemmelig Traktat med Kurfyrsten af Brandenburg. Umiddelbart efter Carl XII’s Landgang i Sjælland samme År sendtes han af Kongen, som opholdtsig i Holsten, hvor Belejringen af Fæstningen Tønning var begyndt på Tilråd af Reventlow, til København for at bøde på Kommandantens Rådvildhed, der i Forbindelse med det spændte Forhold mellem Militæret og Borgerskabet havde lammet Modstandsevnen. Vel kom Reventlow for sent til Hovedstaden, men det lykkedes ham dog at forebygge værre Følger.

I de påfølgende Fredsår mærker man kun lidet til Reventlows Indflydelse på Danmarks ydre og indre Politik. Den unge Christian Gyldenløve og Carl Ahlefeldt havde en Tid lang fortrinsvis Kongens Øre. Reventlow bevarede dog Kongens Gunst lige til sin Død. I sine sidste Leveår betegnes han af Hojer, skønt han kun stod i Begyndelsen af Tresserne, som en udlevet Olding.

Reventlow var en af de største Jordegodsejere i Danmark på hin Tid. Efter Faderen arvede han Futterkamp (ved Lütjenburg), som han afhændede 1672. Af Svigerfaderen Gabels Bo erhvervede han 1675-76 Segeberg Kalkbjerg med Gischenhagen, som han 1684 afstod til Kongen for 80.000 Rdl. I Holsten ejede han desuden Øen Krautsand (Wedeler-Sand). Ved den sønderborgske Konkurs kom han i Besiddelse af Sandbjerg i Sundeved, som han 1672 vilde oprette til et Baroni, men som 1681 erigeredes til et Grevskab med Navnet Reventlow. Med sin anden Hustru fik han Seekamp ved Friedrichsort. 1684 erhvervede han Frisenvold og Løjstrup til Dels som Ækvivalent for Segeberg Kalkbjerg. 1686 købte han Clausholm, nedrev her den af Mogens Gjøe opførte Bygning og byggede den nuværende Hovedfløj. Et Par Mil nord for Hovedstaden opførte han Gården Frydenlund. Endelig ejede han Hovedgården Kalø samt Kollerup (Galten Herred) og Øen Turø (til 1674). Skønt Reventlow desuden var kommet i Besiddelse af store Pengemidler, varehans finansielle Forhold ingenlunde særlig glimrende. Bortset fra den betydelige Fædrene- og Mødrenearv fik han med sin første Gemalinde en Medgift af 28.000 Rdl. og med sin anden Hustru T Tønde Guld.Allerede 1678 angiver han sin Gæld til 50.000 Rdl. og senere til det dobbelte, men ved hans Død var den dog bragt ned til 25.000 Rdl. Vist er det, at Reventlow også jævnlig forstrakte Kongen med betydelige Summer, og i Forbindelse hermed omtales hans . Ved sine glimrende Fester, prægtige Baller og Maskerader vidste han at sikre sig den forlystelseselskende Konges Gunst. Reventlow skildres almindelig som en hæderlig og retsindig Personlighed uden synderlig fremragende Evner. Skønt Molesworth var hans diplomatiske Modstander, roser han Reventlow som en Mand, der oprindelig kun havde tarvelig Indsigt i Statssager, men som ved Flid og Arbejdsomhed efterhånden havde gjort sig værdig til at beklæde sin fremskudte og betydningsfulde Stilling. En anden Diplomat betegner ham som en svag, men af alle agtet Personlighed, en blid, men lidet energisk Karakter, der kun havde det ydre Skin af Magten, imponerende ved sit kølige, beherskede Væsen. Han var en stor Ynder af Bordets og særlig Vinens Glæder, men næppe mere umådelig i Nydelsen end de fleste Hofmænd på hin Tid.

Reventlow døde 21. Juli 1708 på Clausholm og ligger med sine 2 Hustruer bisat i prægtige, af Qvellinus forfærdigede Sarkofager i Slesvig Domkirke. I sin selvforfattede Gravskrift gav han sig det selvtilfredse Vidnesbyrd, der må udfordre Dommen over ham: Reventlow var, som tidligere nævnt, 2 Gange gift: 1. (21. Juli 1667) med Anna Margrethe Gabel (f. 6. Juli 1651 d. 26. Aug. 1678), Datter af Frederik III’s Yndling Christoffer G. (V, 512); 2. (1. Maj 1681) med Sophie Amalie Hahn (f. 25. Marts 1664 d. 29. Marts 1722), Datter af Overjægermester Vincents Joachim Hahn. (VI, 485). Med sin anden Gemalindes Kammerpige Anna Cathrine Hågensen, Datter af Borgmester Carsten Hågensen. i Åbenrå, havde han 3 Børn, der 1695 optoges i den danske Adelstand under Navnet Revenfeld.

Louis Bobé.




Nytaarsønske til Grev Reventlou

Høybaarne hr Gros Kanßeller,

Naadige Græve,

Mægtige Patron,

Saa fuldte Tiden det forgangne Aar til Senge

Forleden Afften, og lod Nattens Teppe henge

For ald dets Tidegang, og hen i M

Ordner:
Symbolum: A Deo et Rege

Conrad blev gift med Sophie Amalie von Hahn den 1 maj 1681. Sophie (datter af Vincentz Joachim von Hahn og Sidsel Kaas) blev født den 25 mar. 1664 i Seekamp, Dänischenhagen, Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 24 mar. 1722. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BESIDDELSER: Seekamp

Notater:

Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70

Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.

I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.

I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.

Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.

Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.

Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.

Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.

Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.

De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.

Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.

København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.

Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.

_______________

Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil.

Frederik blev gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Georg af Braunschweig-Lüneburg) blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Wilhelm blev gift med Hedwig, Prinsesse af Brandenburg den 2 jul. 1649. Hedwig, blev født den 4 jul. 1623 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 16 jun. 1683 i Schmalkalden, Thüringen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: III. Den ældre meklenborgske linje

Notater:

BESIDDELSER: Reetz, Futterkamp, Neuhof mfl

TITEL: Geheimeråd, tysk kansler.

Han havde købt Futterkamp i 1648 af Bertram Reventlow og lagt til Reetz, havde Neuhof ved Ratzeburg, som var forlehnet af Kongen og Waterneverstorf. Han immatrikulerede 1611 i Greifswald og 1615 i Rosock. HAn var 1624 kammerjunker hos Hertug Adolf Frederik af Meklenburg-Schwerin og 1628 kammerjunker hos Hertug Johan Frederik af Bremen. 1628 blev han afsendt til Tilly og 1630 til Regensburg og 1632dansk Geheimeråd og tysk Kansler. 1633 afsending til Sachsen og blev så 1639-42 Kannik i Hamburg. Han var 1639-42 Lensmand i Romsdalen og 1642 Amtmand i Haderslev og fratrådte 1 maj 1649. Landråd, underhandlede 1661 med Hertugen af Gottorp om salget af Futterup.

------------

Ditlev Reventlow,  4. el. 27.4.1600-13.8.1664, kansler. Født på Ziesendorf i Mecklenburg, død i Kiel, begravet i Slesvig domk. R. studerede i Greifswald 1611, i Rostock 1615, derpå i Strasbourg og rejste så i Frankrig, England, Holland og Italien.

Efter fra 1624 at have været kammerjunker hos hertug Adolf Frederik af Mecklenburg trådte han i tjeneste hos ærkebisp Johan Frederik af Bremen, først som hans råd og kammerjunker, siden som hans marskal, og benyttedes i adskillige diplomatiske sendelser, som 1627 til Sachsen og kejseren, 1628 til J. T. Tilly og A. v. Wallenstein og 1630 til kurfyrstedagen i Regensburg. Imidlertid var Christian IVs opmærksomhed blevet henledt på ham, hvis far havde været i dansk tjeneste; sept. 1632 overdroges det Henrik Rantzau til Schmool at forhandle med ham, og resultatet blev at han endnu inden årets udgang blev gehejmeråd og tysk kansler. Hurtigt blev han kongens meget betroede mand hvem vigtige forhandlinger i Tyskland overdroges.

Allerede dec. 1632 sendtes han til Sachsen for at skille kurfyrsten fra Sverige og virke for underhandlinger om særfred mellem ham og kejseren; fra Dresden tog han til kurfyrst Maximilian af Bayern og derpå til Wallenstein i Prag. Næppe var han kommet tilbage til Kbh. i april 1633 før han i juli på ny sendtes til kurfyrsten af Sachsen for at træffe overenskomst om den udvalgte prins Christians forlovelse med Magdalena Sibylla. I slutningen af 1634 fulgte han hertug Frederik (III) til Bremen stift efter at dette var blevet ledigt ved hans forrige herre Johan Frederiks død, og medvirkede ved afslutningen af overenskomsten med de svenske befuldmægtigede i febr. 1635.

I de følgende år havde han mest ophold i Glückstadt og var derfra en af hovedmændene ved kongens vigtige underhandlinger om fredsmæglingen i Hamburg 1639–42 både med de kejserlige befuldmægtigede Kurtz, Lützow og Auersperg og det engelske sendebud Thomas Roe; 1641 var han desuden i Stade ved forligsforhandlingerne med de nederlandske gesandter; 1643 sendtes han til Braunschweig i anledning af hertug Frederiks ægteskab med Sophie Amalie.

Til alle disse hverv medbragte den smukke, fine og kunskabsrige mand betydelige evner i retning af praktisk dygtighed og talent til at gribe fordelene ved en situation; han var tilmed forsigtigere end Christian v. der jo en tid var Christian IVs egentlige udenrigsminister; men det synes ikke at han har besiddet egentlig større overblik og skarpsynethed eller været i stand til at udkaste større planer. Thomas Roe fremhæver hans protestantiske sindelag og hans uegennyttighed, og der er derfor næppe grund til at fæste lid til en beskyldning imod ham for at have været bestukket af Spanien.

Efter krigens udbrud 1643 forlod R. Glückstadt og tog i flere år ophold i Kbh. som leder af tyske kancelli; i denne egenskab forhandlede han 1644 både med de nederlandske gesandter og med den kejserlige udsending Plettenberg og den franske de la Thuillerie. 1647 sendtes han til Sachsen i anledning af prins Christians død der. – Imidlertid var han 1639 (-46) blevet forlenet med Romsdalen i Norge.

Vigtigst var det dog at han 1642 udnævntes til amtmand over Haderslev amt. Denne udnævnelse vakte den stærkeste misfornøjelse hos det slesvigholstenske ridderskab fordi han ikke var indfødt men mecklenburger, og vistnok tillige fordi han både i hertugdømmerne og, som det synes, i Danmark var anset for at nære udpræget monarkisksindede anskuelser. Den blev også grunden til hans fald; thi de Frederik III ved sin tronbestigelse anså det for rigtigst at være imødekommende mod stænderne blev han i okt. 1648 afsat fra sin amtmandspost. Hertil skal dog have medvirket uvenskab både fra Christian Rantzaus og Corfitz Ulfeldts side og måske også Theodor Lentes bestræbelser for at få magten i tyske kancelli; i hvert fald mistede han også kanslerembedet.

I foråret 1649 forhandledes der dog på ny med ham om at overtage dette embede, men det blev ikke til noget. Endnu s.å. hed det sig at han ville gå i svensk tjeneste, men heller ikke dette skete. Han førte i den følgende tid et ret tilbagetrukket liv, vel dels på sine godser – Reetz og Gitschow i Mecklenburg, Futterkamp (købt 1648) og Neudorf (hvormed Christian IV 1642 forlenede ham) i Holsten (Kr. Pløn) – dels i Hamburg hvor han havde et kanonikat

Familie
Forældre: Henning R. til Ziesendorf og Reetz (1551–1624, gift 1. gang 1590 med Valentine v. Vieregg, 1572–92) og Sophie Sperling (1578–1636). Gift 1636 på Neuhaus med Christine Rantzau, født 1618, død25.1688, begr. i Slesvig domk., d. af Henrik R. til Neuhaus (ca. 1570–1620) og Catharine Rantzau (1590–1655, gift 2. gang 1626 med Volf Buchwald, død 1637). – Far til Conrad R.

Beskæftigelse:
1632 dansk Geheimeråd og tysk Kansler, 1642 Amtmand i Haderslev

Detlef blev gift med Christine Rantzau i 1636 i Neuhaus, Giekau, Slesvig-Holsten, Tyskland. Christine (datter af Henrik Rantzau og Catharine Rantzau) blev født i 1618 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 2 maj 1688; blev begravet i 1688 i Slesvig Domkirke, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XXII. Linjen Neuhaus-Rantzau

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Overjægermester

Notater:

BESIDDELSER: Hiortespring, Seekamp etc.

Vincentz blev gift med Sidsel Kaas den 9 jan. 1662. Sidsel (datter af Erich Kaas og Susanne Sparre) blev født den 19 jan. 1662 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; døde i 1667. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BESIDDELSER: Sparresholm

Notater:

Vincens von Hahn var overhofjægermester hos kongen.
Jens Sparres datterdatter Sidsel Kaas arvede Jomfruens Egede og i 1658 -som 13 årig- ogsaa Sparresholm. Hendes fader Erik Kaas var flyttet til Sparresholm for at styre godset for sin datter.
En dag i juli måned 1661 blev det meddelt Erik Kaas, at der holdt en kongelig jæger nede i gården med forespørgsel , om det passede Erik Kaas at modtage Kongens overhofjægermester hr. Vincent von Hahn. Erik Kaas lod svare, at overhofjægermesteren var velkommen. Lidt efter kørte en kongelig karosse ind i slotsgaarden.
Ved maaltidet førte von Hahn den 16 aarige jomfru Sidsel Kaas til bords. Erik von Hahn var en ca. 30- årig ung og elegant mand. Selskabet bestod foruden af de nævnte, af den unge Peder Grubbe, arvingtil herregaarden Lystrup. Von Hahn viste jomfruen ganske overdreven opmærksomhed. Da Peder Grubbe betragtede jomfruen som sin trolovede, iagttog han von Hahns kurmageri med tiltagende uvilje ! Den følgende morgen kørte overhofjægermesteren mod Vordingborg.
Der gik en maanedstid, så blev man på Sparresholm overrasket ved at se en kongelig løber i rødt liberi med sølvstav i haanden ude på gaardspladsen. Det var et sendebud som meddelte at overhofmarchal von Kørbitz og gehejmeraad Gabel ønskede at hilse på Erik Kaas. To kongelige karosser kørte ind i slotsgaarden, hver forspændt med 4 heste, hver med to løbere foran og hver med to lakajer bagved.
De to hoffolk meddelte, at de var her, for på overhofjægermester von Hahns vegne at begære jomfru Sidsel Kaas haand af jomfruens fader. Erik Kaas var ganske bestyrtet og meddelte herrerne, at jomfruenvar så godt som trolovet til Peder Grubbe, men såfremt jomfruen selv ville foretrække overhofjægermesteren for Peder Grubbe, saa ville Erik Kaas ikke sætte sig imod forbindelsen med von Hahn. Jomfruenblev tilkaldt, men blussende rød takkede hun for den hende tiltænkte ære, men hun kunde ikke give afkald på Peder Grubbe !
Med en bemærkning om, at Erik Kaas nok ville komme til at fortryde, kørte vognene mod Vester Egede. Udfor præstegaarden blev der gjort holdt. Præsten blev - i Kongelig majestæts navn- pålagt , at hanikke måtte vie jomfru Sidsel Kaas til Peder Grubbe, da hans majestæt havde bestemt jomfruen for en anden. Endvidere fik han pålæg om, at lade meddelelsen gaa videre til embedsbrødre i omegnen. To store karosser hver forspændt med 4 heste skramlede ned mod Gisselfeld ad den stejle bakke ved Hesede skov.
En dag i slutningen af september maaned fandt Erik Kaas gaardspladsen opfyldt med fremmede rytter. Det viste sig et være overhofjægermesterens folk, tyve jægere og tjenere, alle bevæbnede. Med Kongenstilladelse kom von Hahn som jomfru Kaas trolovede og havde ret til at indkvartere sig på gaarden med sine folk, indtil hans bryllup med jomfru Kaas havde fundet sted. Efter en heftig ordstrid udfordrede Erik Kaas von Hahn , men denne undslog sig.
Peder Grubbe blev tilkaldt og det endte med at von Hahn udfordrede Peder Grubbe. Von Hahn tilkaldte fire af sine mænd og paalagde dem at give Peder Grubbe en lektion, saa han aldrig ville glemme, hvorledes man bliver behandlet når man fornærmer en man i von Hahns stilling.
Der fandt en mishandling af Peder Grubbe sted i slotsgaarden, hvorefter han i bevidstløs tilstand blev kastet op i en vogn og kørt til Lystrup. Derefter blev Erik Kaas og jomfru Kaas anbragt i hvert sit værelse med vagter udenfor.

Overhofjægermesteren optraadte yderst høfligt overfor jomfruen, selv om hun brugte de heftigste udtryk imod ham. Han søgte at bibringe hende det indtryk, at der intet var at stille op, da Kongen havdebifaldet forbindelsen. Gaardens ridefoged kunne ikke komme i forbindelse med Erik Kaas, hvorfor han samlede godsets bønder og folk og bevæbnede dem med grebe, høtyve, leer mv. for at komme Erik Kaas og jomfruen til hjælp. Von Hahn forklarede dem, at han var der efter Kongens befaling, og at han om fornødent ville tilkalde soldater fra nærmeste garnison. Folkene trak sig tilbage, og von Hahn kunnefortsætte med at spille herre på Sparresholm.
Den 20 januar 1662 -6 md. senere - forlod Erik Kaas Sparresholm sammen med jomfruen, som havde givet sit samtykke. Om Peder Grubbe heder det, at han blev underlig. I 1667 døde Sidsel Kaas. Overhofjægermesteren sad da tilbage med gaardene Sparresholm og Jomfruens Egede.