Sophie Christiane Gyldenløve

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Christian blev gift med Sophie Amalie Moth. Sophie (datter af Poul Moth og Ida Dorothea Bureneus) blev født den 28 mar. 1654 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 17 jan. 1719 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 14 feb. 1719 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Blev grevinde af Samsøe jan. 1679

Sophie Amalie Moth, grevinde af Samsø 1654-1719
Den mest kendte af Jomfruens Egedes ejere er uden tvivl Sophie Amalie Moth.
Som den yngste af seks søskende voksede Sophie Amalie Moth op i hjemmet hos Frederik 3.s hof- og livlæge Poul Moth. Faderen blev 1670 livlæge hos den nye konge Christian 5., som han tidligere havde været lærer for, men døde få måneder senere. Derefter arbejdede moderen ihærdigt for, at den 16-årige Sophie Amalie skulle vække den 24-årige konges interesse. Det lykkedes, og i 1672 fødte hun kongen datteren Christiane i huset hos sin yngste søster, hvor hun havde boet siden faderens død. Senere fik hun selv en gård i Slotsholmsgade. For midler fra kongen købte hun også i 1674 det idylliske Jomfruens Egede i sydsjælland og i 1682 godserne Schönweide og Rixdorf i Holsten.
I 1676 blev Sophie Amalie Moth officielt anerkendt som kongens elskerinde. Han forærede hende Samsø, og i 1677 blev hun ophøjet til grevinde af Samsø. Året efter blev den yngste søn Ulrik Christian født, og ved et åbent brev 1679 erklærede kongen sine nu fem børn med Sophie Amalie Moth for sine naturlige børn med tilnavnet Gyldenløve.
Økonomisk blev der sørget godt for både hende og børnene; sønnerne fik stillet indtægterne fra forskellige embeder, fx det danske og norske postvæsen, til deres rådighed. Også børnenes opdragelse, uddannelse og giftermål gik kongen aktivt ind i. Sønnerne flyttede som fem-seksårige fra moderen for at blive opdraget hos Christian 5.s halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, men besøgte dog hende og søstrene et par gange om ugen.

I 1682 fødte Sophie Amalie Moth sit sjette barn, en datter, og fik samme år af kongen og den gottorpske hertug udstedt lensbrev til sine holstenske godser for sig og sønnerne. I 1684 mistede Sophie Amalie Moth to døtre og sin moder. Året efter blev sønnerne og den ældste datter modtaget på slottet for første gang af Hendes Majestæt Dronning Charlotte Amalie, der måtte tåle forholdet. Børnene færdedes mere og mere ved hoffet, og 1686 blev Christiane, netop fyldt 14 år, gift i overværelse af kongen. Hun døde 1689 som den sidste af døtrene, og 1692 oprettede Sophie Amalie Moth testamente, hvor aktiverne blev delt mellem de to sønner, hvis børn 1695 fik tilladelse til at bruge titlen grever og grevinder af Danneschiold-Samsø.

Da Christian 1696 blev gift med sin 14-årige slægtning, Ulrik Frederik Gyldenløves datter, fandt vielsen sted på Københavns Slot, og kongen førte stolt bruden frem.
Efter Christian 5.s død i 1699, levede Sophie Amalie Moth tilbagetrukkent og stilfærdigt på Jomfruens Egede med et beskedent hof. Hun helligede sig naturen og kirkelige handlinger. Sophie Amalie var meget ung, da hun blev kongens elskerinde, og sandsynligvis under stærk indflydelse af sin ærgerrige moder, der lige til sin død var vellidt af Christian 5. Selv trådte hun ikke meget frem, men opholdtsig i hoffets nærhed og fulgte på afstand kongen rundt i landet, fx på mange rejser til Holsten.

Hendes politiske indflydelse har været begrænset, selvom hendes familie, især den alsidigt begavede broder Matthias Moth., utvivlsomt har nydt godt af den nære kontakt til kongen. Men hun må, ud oversit efter sigende smukke ydre, have haft kvaliteter, der kunne fastholde kongen i et livslangt forhold. Sophie Amalie overlevede fem af sine børn, så familien omkring hende har i hendes senere år været meget beskeden. Sophie Amalie Moth døde 17. januar 1719 om formiddagen i fløjlsværelset på hendes elskede Jomfruens Egede.
Sophie Amalie Moths efterkommere, de uægte kongebørn, som idag bærer navnet Danneschiold-Samsøe er efterkommere af den Oldenburgske kongeslægt som sluttede med den barnløse Kong Frederik d. 7.

Notater:

Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70

Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.

I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.

I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.

Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.

Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.

Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.

Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.

Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.

De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.

Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.

København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.

Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.

_______________

Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil.

Frederik blev gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Georg af Braunschweig-Lüneburg) blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Notater:

TITEL: Livmedicus


Moth, Poul, o. 1601-1670, Læge, var født 16. Sept. 1601 (ell. 3. Sept. 1600) i Flensborg, hvor hans Fader, Matthias M., der havde været Læge hos Kejserne Rudolph og Matthias, men for sin lutherske Tros Skyld havde maattet forlade Wien, boede; Moderen var Ingeborg Jørgensdatter fra Rensborg.

Efter at have besøgt Gymnasiet i Hamborg og 3 Aar studeret Medicin i Kønigsberg fortsatte han i 2 Aar sine Studier i Kjøbenhavn under Thomas Finkes og Ole Worms Vejledning, samtidig med at han underviste den siden saa berømte Thomas Bartholin o. fl., indtil han 1632 begav sig udenlands; i Løbet af 8 Aar besøgte han, snart alene, snart som Hovmester for andre, Nederlandene, England, Frankrig og Italien, erhvervede 1637 Doktorgraden i Basel og bosatte sig 1640 i sin Fødeby, hvor han praktiserede indtil 1644, da han, tvungen af Krigsurolighederne, flyttede til Lybek, som han efter et Par Aars Forløb forlod for at nedsætte sig i Odense. Her fra kaldtes M. 1651 til Kjøbenhavn som Hofmedikus hos Frederik III, og snart efter blev han ansat som Livlæge, hvorhos Kongen betroede ham at lede Kronprins Christians første Undervisning og foruden hans reglementerede Lønning 1652 aflagde ham med et indbringende saakaldet Regnskabsprovsti i Vendsyssel. Ogsaa til andre Forretninger anvendte Kongen M., der i 1659 endog fungerede som en Art Regnskabsfører for Flaaden. Baade ved sin Embedsstilling og ved sin fremragende Dygtighed som Læge skaffede han sig megen Praxis, især i de højere Stænder.

Ikke længe efter, at han havde staaet ved sin Herres Dødsleje, døde M., 6. Maj 1670. Hans Skrifter ere ikke betydelige; foruden sit Fag dyrkede han med Held de gamle Sprog, Historie, Musik og især Mnemoteknikken. 1. Marts 1641 havde han ægtet Ida Burenees (f. 1. Dec. 1624), Datter af Borgmester i Kiel Rudolph B. og Ida Rothfelsen; da det lykkedes hende kort efter M.s Død at føre Datteren Sophie Amalie sammen med den unge Konge, lønnedes hun af denne baade med Penge og Æresbevisninger, ja kort før sin Død, 25. Sept. 1684, fik hun Rang med Gehejmeraadinder.

Univ. Progr. Moller, Cimbria lit. I. Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen I, 504.

G. L. Wad.

Beskæftigelse:
Hofmedicus og livlæge hos Kong Chr. V.

Poul blev gift med Ida Dorothea Bureneus. Ida blev født den 1 dec. 1624 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 25 sep. 1689. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 4. · Konge af Danmark · Norge fra 1588-1648

Christian 4. blev født i 1577 og døde i 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg.

Efter Frederik 2. døde i 1588 blev Danmark ledet af en formynder regering, og i 1596 blev den kun nittenårige Christian kronet til konge.

Nogen lærd mand blev Christian 4. aldrig. Han var mere optaget af tilværelsens praktiske sider. Han kunne sagtens deltage i teologiske diskussioner og holde foredrag – men hans viden havde han merefået gennem samtaler end ved studier.

Christian var mere praktisk orienteret. Han elskede fra barndommen de tekniske fag: mekanik, skibsbygning, navigation og arkitektur, og det må have været en stor oplevelse for ham som femtenårig at besøge den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven og se alle hans besynderlige opfindelser.

Christian 4. var en stor mand, og med årene voksede han også en del i bredden, men han bevarede sin rørlighed til langt op i årene.

Man sagde om kongen, at ingen kunne bestige og tilride en utæmmet hest som han, og at heller ingen ville gå ombord på et skib midt i en storm og betro sig til vinden og bølgerne.

Både i ridning, jagt og ringridning var han en stor mester, og hans ilrejser gennem landet var berømte. I juli 1619 red han således fra Bredsted til København på 36 timer.

Det var også utroligt hvad han kunne klare af våde varer. Allerede som ung kunne kun få følge med han i denne retning – og som ældre slog hans konsumeringsevne fremmede iagttagere med forfærdelse. I1632 beværtede han den engelske gesandt Lord Leicester ved et gilde i Glückstadt, hvor han tømte 35 skåle. Selvom han til sidst måtte bæres bort i sin stol, red han imidlertid ved første daggry ud påjagt. Leicester måtte indrømme, at skønt han ofte ses drukken »med Omhu varetager sine ForretningerTrefoldigheden«. Slaget varede i ti timer og endte med en kneben dansk sejr.

Men Torstenssonkrigen tabte han, og ved Brömsebrofreden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå landområder til Sverige og blev tvungent til at nedsætte Øresundstolden og den norske told. Hermed ophørte denmangeårige danske dominans og førerstilling i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.

I 1647 kunne det mærkes på Christian 4., at han havde levet sine snart 72 år uden at spare sit helbred hverken i felten eller ved bordet. Han overvandt aldrig helt sårene fra Kolberger Heide og pådrogsig nu også en mavelidelse. Den 28. februar 1648 døde han, på sit elskede Rosenborg, og efterfulgtes af sin søn Frederik 3. Christian 4. ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Christian blev gift med Anne Cathrine af Brandenburg den 27 nov. 1597 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,. Anne (datter af Joachim Friedrich af Brandenburg og Katharina von Brandenburg-Küstrin) blev født den 4 sep. 1575 i Wolmarstädt (nu: Wolmirstedt), Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 29 mar. 1612 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Anna Cathrine blev dronning af Danmark i 1597, da hun blev gift med Christian 4. Hun var datter af markgreve, senere kurfyrste Joachim Friedrich af Brandenburg. Brylluppet fandt sted på Haderslevhus,året efter at Christian 4. var blevet kronet. Sammen fik de seks børn, heriblandt den udvalgte prins Christian, der imidlertid døde et år før sin far, og Frederik 3., som indførte enevælden i Danmark.Anna Cathrine var Christian 4.s første hustru, men man ved ikke særlig meget om hende. Hun øvede efter alt at dømme ikke nogen nævneværdig politisk indflydelse, men hun ledsagede ofte kongen på hans rejser. Hun blev i samtiden rost for sin beskedenhed og sin dybe religiøsitet. Rosenborg blev påbegyndt, mens hun var dronning, men hvilken indflydelse, hun kan have haft på byggeriet og indretningen,ved man ikke.

Notater:

TITEL: Hertug

Notater:

Læge hos Kejserne Rudolph og Matthias i Wien, men havde for sin lutherske Tros Skyld maattet forlade Wien. Gift med Ingeborg Jørgensdatter fra Rensborg.

Mathias blev gift med Ingeborg Jørgensdatter den 30 sep. 1599 i Rendsburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Ingeborg blev født cirka 1575 i Rendsburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]