Corfitz Ulfeldt

Notater:

Født på Hagenskov på Fyn 1606 døde på Rhinen 1664.

Dansk statsmand og rigshofmester. Søn af rigskansler Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Corfitz Ulfeldt blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på dannelsesrejse i Europa, hvor han læste ved flere universiteter. Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630, blev har forlovet med Christian 4.s datter, den 9-årige Leonora Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København. I 1646 blev Ulfeldt rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.

Efter Christian 4.s død i 1648 fortsatte Ulfeldt som rigshofmester, men forholdet til Frederik 3. blev aldrig særlig godt. Da Ulfeldt i 1651 fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige. Året efter blev han afskediget som rigshofmester, og fik senere sin formue konfiskeret.

I 1657 deltog Ulfeldt i den svenske konge Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark, og optrådte som svenskernes forhandler ved fredsslutningen i Roskilde 1658. Efter Roskildefreden fik Ulfeldt, de rettigheder og ejendomme der tidligere var frataget ham, tilbage.

Allerede året efter anklagede svenskerne Ulfeldt for at have forrådt svenskernes storm på København i februar. Han og Leonora flygtede til København, hvor de blev arresteret og sendt til Hammershus påBornholm. I 1661 blev Ulfeldt forsonet med Frederik 3. – efter at have svoret kongen troskab blev han og Leonora løsladt, men måtte afstå en del af formuen og kun opholde sig på Ellensborg gods.

På grund af sit dårlige helbred fik Ulfeldt i 1663 tilladelse til en udlandsrejse. Da Frederik 3. hørte at Ulfeldt på rejsen havde forsøgt at få kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone, blev han dømt til døden in absentia. Da Ulfeldt ikke var umiddelbart inden for rækkevidde, lod man i stedet et billede af ham henrette og rejste en skamstøtte på Gråbrødretorv. Corfitz Ulfeldt blev trods forsøg fra dansk side aldrig fanget og døde på en båd på Rhinen i februar 1664.

Leonora Christina blev senere taget til fange under et ophold i England og sad i 22 år som fange i Blåtårn på Københavns Slot, uden nogensinde at være blevet dømt.

_____________________

Grev Corfitz Ulfeldt blev i 1636 gift med Christian 4.s datter Leonora Christina. Han blev statholder på Københavns Slot i 1637, rigshofmester i 1643 og hurtigt rigsrådets ledende skikkelse. Forholdettil Christian 4. blev dårligt i kongens sidste regeringstid. Situationen blev kun værre, da Frederik 3. havde overtaget tronen, og i 1651 flygtede Ulfeldt sammen med Leonora Christina. Han trådte i svensk tjeneste og var en af hovedforhandlerne på svensk side i 1658, da Skåne, Halland og Blekinge med Roskildefreden overgik til Sverige. Ulfeldt blev arresteret af svenskerne i 1659, anklaget for forræderi. Det lykkedes ham og Leonora Christina at flygte tilbage til Danmark, hvor de blev holdt fangne på Hammershus, inden kongen løslod dem på strenge betingelser. Snart rejste Ulfeldt igen udenlands; han tilbød kurfyrsten af Brandenburg den danske krone, og i 1663 blev han anklaget for højforræderi. En dukke af ham blev "henrettet" og en skamstøtte rejst over ham i København. Han døde på flugti en båd på Rhinen.

Corfitz blev gift med Leonora Christina af Danmark den 9 okt. 1636 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Leonora (datter af Christian 4, Konge af Danmark og Kirsten Munk) blev født den 8 jul. 1621 i Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; døde den 16 mar. 1698 i Maribo Kloster, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet den 16 apr. 1698 i Maribo Domkirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Anne Cathrine Ulfeldt blev født den 18 mar. 1639; døde den 27 maj 1707 i Wien, Østrig.

Notater:

Jakob Ulfeldt (25. juni 1567 på Bavelse – 25. juni 1630 i Nyborg) var en dansk rigskansler, diplomat, opdagelsesrejsende og søn af rigsråd Jakob Ulfeldt.

Ulfeldt foretog fra 1581 særdeles vidtløftige udenlandsrejser, der endog strakte sig til Grækenland, Tyrkiet, Rhodos, Cypern, Syrien og Ægypten. Først i 1597 vendte han hjem. Ulfeldt var i den følgende tid lensmand på forskellige slotte, blev i 1607 medlem af rigsrådet og i 1609 rigskansler. Den verdenserfaring og den sprogkunskab, som Ulfeldt havde erhvervet sig på sine rejser, førte naturlig til, at han blev meget benyttet ved underhandlinger med udlandet, et hverv, hvortil hans rolige og mæglende optræden gjorde ham særdeles velskikket. Der var næsten ikke et år, i hvilket han ikke var ude i en eller anden diplomatisk sendelse. Som de vigtigste kan nævnes hans sendelse til Nederlandene i 1621, der førte til afslutningen af en traktat, hans sendelse sammesteds hen i 1625, som ligeledes affødte en traktat, og hans deltagelse i fredsforhandlingerne i Lübeck i 1629.



Jacob Ulfeldt, 1567-1630, rigskansler, søn af rigsråd Jacob Knudsen Ulfeldt og Anne Flemming, blev født på Bavelse 25. juni 1567. Allerede hans ungdom blev mærkelig ved hans udenlandsrejsers ejendommelige omfang. 14 år gammel rejste han ud, først til Tyskland og Svejts, hvor han 1584 studerede i Genf, derpå til Italien, hvor han 1587 var i Padua, 1588 i Siena og senere på Sicilien og Malta; endelig tog han fra Venedig til Grækenland, Konstantinopel, Rhodos, Cypern, Syrien og Ægypten. Hjemrejsen lagdes over Spanien, Frankrig og Holland.

Men allerede 1592, året efter at han var kommet tilbage, drog han på ny til Svejts og Frankrig; en kort tid kaldte hans faderens død 1593 ham hjem, men endnu en gang tiltrådte han en længere rejse til Italien, Spanien og Polen.

Endelig 1597 slog han sig til ro i Danmark, blev hofjunker og giftede sig derpå 10. juli 1599 i Nyborg med Birgitte Brockenhuus, datter af Laurids Brockenhuus. 1602 forlenedes han med Hindsgavl, fik 1605 i stedet Hagenskov og 1610 Nyborg. Da var han imidlertid allerede 1607 blevet medlem af rigsrådet og 1609 rigskansler.

Den højt ansete mand, hvis dannelse og kundskaber, også i den klassiske litteratur, pristes meget, og som ved sin rolige og fredsommelige karakter synes at have en stærk modsætning både til sin fader og sin søn Corfitz, kom til at spille en betydelig rolle. Han var under Kalmarkrigen først krigskommissær ved rigsmarskens hær i vest, men stødte senere til Christian IV i Kalmar. 1607 var han med kongen til herredag i Stavanger, flere gange sendtes han til forhandlinger med Gottorp eller hertugdømmernes landdage (således 1617, 1618, 1620 og 1623) og til grænsemøder med Sverige (således 1619 og 1624).

Men navnlig anvendtes han til diplomatiske ærinder i udlandet. Der kan imellem dem nævnes hans sendelser 1607 til Nederlandene, 1613 til Spanien, 1614 til Hildesheim, 1615 til Celle, 1620 til Verden og 1625 til greven af Schaumburg og domkapitlet i Magdeburg. Vigtigst var dog hans gesandtskaber til Nederlandene 1621, da han afsluttede forbundet af 14. maj, hvortil sluttede sig i september en handelsoverenskomst ved et møde med nederlandske afsendinger i Bremen, og 1625, der førte til forbundet af 9. decbr.

Nogen reel vinding indbragte dette dog ikke Danmark, og et ulykkeligt krigsår kom; snart også de stærke rivninger mellem Christian IV og rigsråd og adel. Jacob Ulfeldt var vel ligesom sine fæller ivrig for fred, men han bestræbte sig ved siden heraf for at mægle mellem dem og kongen. Han regnedes for at stå uden for partierne, og han tilrådede rigsråderne at tage alt så mådenholdent som muligt og ikke kaste sig ind i nogen kamp med kongen.

Allerede fra 1625 led han desuden meget af sygdom og så med stor sorg på landets, især Fyns ødelæggelse. Dog påtog han sig at være afsending til fredsmødet i Lybæk 1629, foretog flere rejser der fra til kongen og var uden tvivl glad over, at resultatet blev krigens ophør på tåleligere vilkår, end der havde været grund til at vente.

Efter freden interesserede han sig for landets ophjælpning, særlig ved udvikling af handelsforbindelserne med Spanien, men 25. juni 1630 døde han i Nyborg "saare vel fortjent af sit fædreland", som Sivert Grubbe skrev om ham. Hans enke overlevede ham til 24. decbr. 1656, da hun døde i fattigdom.

Foruden Bavelse på Sjælland, som havde tilhørt hans moder, ejede han Egeskov, som han erhvervede 1616, Orebygaard på Lolland, som han købte 1618, og Urup i Jylland. Sin faders gård Ulfeldtsholm (nu Holckenhavn) på Fyn solgte han derimod 1616 til fru Ellen Marsvin; i den anledning flyttede han sine forfædres lig fra Vindinge kirke til Egeskovs sognekirke Kværndrup.

J.A. Fridericia i Dansk Biografisk Leksikon.

Jacob blev gift med Birgitte Brockenhuus den 10 jun. 1599 i Nyborg Slot, Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. Birgitte (datter af Laurids Frandsen Brockenhuus og Karen Pedersdatter Skram) blev født i 1580; døde i 1656. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

She acted as administrator of the fief and local representative of the king after the death of her husband, Jakob Ulfeldt til Ulfeldsholm. They were parents of Corfitz Ulfeldt, Chancellor of the Realmetc. and husband of Leonora Christine, thedaughter of King Christian 4.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Jakob_Ulfeldt_%28rigsråd%29

Notater:

Ulfeldt, Jacob, –1593, Rigsraad, var Søn af Knud Ebbesen U. til Kogsbølle og Selsø og Anne Eriksdatter Hardenberg.

Han rejste udenlands, var 1552 ved Universitetet i Løwen i Belgien og tjente som Hofsinde fra 1556 til sit Ægteskab 1562 med Anne Jacobsdatter Flemming (f. 1544 d. 13. Nov. 1570), med hvem han fik hendes fædrene Gaard Bavelse. 1563 var han i et diplomatisk Ærende i Stockholm og med Kong Frederik II i Holsten; s. A. fik han Pantebrev paa Hundslund Kloster, som han havde indløst fra sin afdøde Broder Corfits’ Arvinger og beholdt til 1568. 1564 deltog han som Lieutenant paa et af Orlogsskibene i Slaget ved Øland og var senere paa Aaret Krigskommissær ved Hæren i Skaane-, 1565 synes han igjen at have været paa Flaaden. 1566 var han atter ved Hæren som Krigskommissær hos Daniel Rantzau og blev om Efteraaret Medlem af Rigsraadet. Af dette blev han imidlertid ikke længe efter sat ud af Kongen, maaske paa Grund af en Pengestrid; paa Slægt og Venners Forbøn lod Frederik II dog sin Unaade mod ham falde og optog ham i Dec. 1570 paa ny i Raadet, endda paa hans tidligere Aldersplads. 1571 forlenedes han med Dalum Kloster, hvormed indtil 1574 St. Knuds Kloster i Odense var forenet, 1572 og 1575-76 var han til Møder i Kolding i Anledning af Stridigheder med Hertug Hans, 1573 Sendebud til Preussen og til Stockholm, 1575 paa en Rejse til Gulland.

Da indtraadte den for hans Liv afgjørende Begivenhed ved, at det i Aaret 1578 overdroges ham at staa i Spidsen for et Gesandtskab til den russiske Storfyrste, Ivan IV Vasiliewitsch. Den danske Regerings Hensigt med dette Gesandtskab var at faa gjenoprettet paa fast Grund det som Følge af de liflandske Stridigheder forrykkede venskabelige Forhold til Rusland. Instruxen gik ud paa at slutte en evig Fred med dette Rige, faa Grænsen mellem det og Norge endelig fastsat, sikre Danmarks rolige Besiddelse af Øsel og af dette Stifts Ejendomme i Kurland og skaffe en Erstatning for nogle Fæstninger i Lifland. I Maj tiltraadte Gesandtskabet, pragtfuldt udstyret, Rejsen; den gik til Søs først til Øsel og derefter til Lifland. Men saa snart Gesandterne ved Pernau havde betraadt russisk Grund, begyndte de største Besværligheder og den haardeste Behandling. Under stadig Bevogtning slæbtes de fra Sted til Sted; endelig naaede de til Novgorod og førtes derfra til Moskva, hvortil de ankom i Avgikt. Modtagelsen her blev først venlig, men da Underhandlingerne begyndte, viste det sig, at Zaren ingenlunde vilde gaa ind paa de danske Fordringer, men bydende forlangte enten en Stilstand paa kun 15 Aar uden væsentlige Indrømmelser til Danmark eller øjeblikkelig Krig. U.,der sikkert frygtede for Indespærring i Rusland, besluttede sig nu til imod sin Instrux og for at undgaa en for Danmark farlig Krig at gaa ind paa den 15 aarige Stilstand paa Vilkaar, der vare uheldige for Danmarks Krav med Hensyn til Norge, Lifland og Kurland. Med rige Gaver forlod Gesandterne derpaa Moskva; paa Tilbagerejsen gjennem Rusland underkastedes de imod givne Tilsagn en omtrent lige saa slet Behandling som paa Udvejen; Aarstiden hindrede dem tilmed i at benytte Sørejsen fra Kysten; til Lands gjennem Polen og Tyskland naaede de endelig 1. Januar 1579 Danmark, uden Tvivl i stærk Spænding over for, hvorledes Regeringen vilde optage deres Færd.

Paa Koldinghus aflagde U. en foreløbig Rapport til Frederik II, der næppe strax satte sig ind i Sagen, i alt Fald ikke tog ham den unaadig op. I Marts fik han skjænket af Kongen nogle Gaarde paa Fyn, og i samme Maaned var han som Rigsraad med til det store Møde i Odense, hvor Hertugerne Hans og Adolf forlenedes med Slesvig. Han havde taget Ophold paa sit Herresæde Kogsbøl, som han, dog uvist naar, ombyggede og gav Navnet Ulfeldtsholm, ligesom han 1576 havde ombygget Selsø, samt paa Dalum Kloster, og umiddelbart efter sin Hjemkomst havde han udarbejdet en Beskrivelse af sin Rejse, der navnlig dvælede ved Gesandtskabets ilde Behandling og ved de russiske Sæder og Forhold, og som kun gik løst hen over de politiske Forhandlinger, dækkende over det uheldige Resultat ved Beskyldninger mod Zaren for i sidste Øjeblik at have omformet Traktaten. Men snart brød Uvejret løs over U. Kongen og Rigsraadet havde nu nærmere undersøgt Overenskomsten, saa meget mere som der ventedes russiske Sendebud til dens Ratifikation, vilde paa ingen Maade antage den og lagde hele Ansvaret paa U. for at have overtraadt sin Instruks. Da U. fik at vide, hvad der truede, søgte han Bistand hos sin egen Velynder og Kongens fortrolige Henrik Rantzau, besøgte ham paa Segeberg, og Rantzau skrev ogsaa et beroligende Brev til Kongen. Samtidig rettede U. selv et Brev til denne med Forsvar for sin Handlemaade. Men Frederik II’s Harme dæmpedes ikke. I Maj udskreves et Rigsraads møde til Roskilde til 13. Juli, og U. stævnedes til at møde for det som anklaget. Paa Kongens Vegne førtes nu her Anklagen af den kongelige Sekretær Arild Huitfeldt; den gik ud paa, at U. havde overtraadt sin Instrux og derfor burde stande Kongen og Riget til Rette. U. forsvarede sin Handlemaade saa godt som muligt, ogsaa med, at der i alt Fald ingen Skade var sket, da Kongen paa Grund af Formaliteter, som han med Vilje havde undladt, kunde lade være at ratificere Traktaten. Men skjønt Kongen virkelig heller ikke gjorde det, faldt Dommen dog i Overensstemmelse med Anklagen. Den udførtes ved, at U. udstødtes af Rigsraadet og mistede sit Len; derimod frafaldt Kongen paa Raadets Forbøn yderligere Tiltale og lovede endog at være ham en naadig Herre.

U.s Embedsvirksomhed var saaledes afbrudt og det for bestandig. Han søgte en Trøst dels i sin Godsbestyrelse, dels i litterært Arbejde. Allerede tidligere havde han givet sig af med saadant, særlig af theologisk Art; nu stod han ogsaa i nøje Forbindelse med Tyge Brahe, hvem han høj agtede, og dernæst sysselsatte han sig med Danmarks Historie. Navnlig paa Grundlag af en ældre Krønnike (vistnok af Herman Veiger) udarbejdede han en kortere Fremstilling af Danmarks Historie fra 1333 til 1559; i Fortalen, der er dateret Ulfeldtsholm 1. Septbr. 1585, priser han historiske Videnskabs Betydning og nævner med Beundring Tyge Brahe, Henrik Rantzau og Niels Kaas. Men i sit Hjærte var han stadig overordentlig forbitret over den lidte Krænkelse, og efter Frederik II’s Død kom hans Følelser til Udbrud.

Da han i Avg. 1588 var tilsagt til at møde i Roskilde til en Omtaxation af Rostjenesten, og de 4 Regeringsraader, Niels Kaas, Peder Munk, Jørgen Rosenkrantz og Christoffer Valkendorf skulde lede denne, traadte han pludselig frem i Domkirken, hvor Mødet holdtes, forlangte først en Enesamtale med Regeringsraaderne, men busede derpaa, inden en saadan var tilstaaet, offentlig frem med sine Klager over Frederik II, i det han henviste til det Haandskrift om sin Adfærd i Rusland, han havde hos sig (dog næppe den egentlige Rejsebeskrivelse). Niels Kaas svarede kun med at tage Haandskriftet til sig og love at overveje Sagen. Regeringens Svar kom kort efter, da U. havde givet Møde paa Landstinget i Ringsted i Anledning af en privat Retssag. Paa dens Vegne optraadte her Arild Huitfeldt som Rigskansler og oplæste en Erklæring, deri ret truende Ord advarede U. mod at lade sin Fremstilling trykke, da den indeholdt Fornærmelser mod den afdøde Konge og Raadet. Først nogle Maaneder efter svarede U. med et Brev til Regeringsraadet, hvori han erklærede ikke at have villet angribe nogen, men kun at have villet forsvare sig selv og redde sit Navn. Hvad han opnaaede var blot, at Regeringsraaderne erklærede at ville henvise Sagen til det samlede Rigsraads Afgjørelse.

Sagen døde dog dermed hen, og U.s sidste Dage bleve stille. Han oversatte og udgav 1591 et tysk Skrift om Døden og det evige Liv og døde selv 8. (eller 1.) Okt. 1593 og blev begravet i Vindinge Kirke. Hans Beskrivelse over Ruslandsrejsen, som han havde tænkt paa at lade trykke i Leiden, udkom først 1608 paaLatin i Frankfurt; dog var den kjendt i Afskrift her hjemme tidligere.

Resen, Frederich II’s Krønicke S. 398 ff.
Suhms Samlinger I, 165-68.
Westphalen, Monumenta III, 485 ff.
Rørdam, Historieskrivningen i Danmark efter Reform. I, 35 f. 126.
Troels Lund, Historiske Skitser S. 263-303.
Lind, Fra Kong Frederik II’s Tid S. 277.

J. A. Fridericia.

Jacob blev gift med Anne Flemming i 1562 i Bavelse, Næstved, Danmark. Anne (datter af Jacob Flemming og Maren Mogensdatter Juel) blev født i 1544; døde den 13 nov. 1570; blev begravet i Kværndrup Kirke, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Laurids blev gift med Karen Pedersdatter Skram den 25 dec. 1571 i Egeskov, Kværndrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Karen (datter af Peder Skram og Elsebe Tygesdatter Krabbe) blev født i 1544; døde den 20 nov. 1625. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Bavelse, Næstved, Danmark; https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/bavelse

Jacob blev gift med Maren Mogensdatter Juel. Maren døde i 1592. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 1559-1569; Ridder af Elefanten

Notater:

til Brangstrup (Aasum hrd.) og Lykkesholm (Langeland Sdr. hrd.), 1533 (12. aug.) immatrikuleret i Louvain, sekretær i kancelliet, 1541 med broderen i Frankrig, 1542 (26. juni) - 1545 (21. nov.) pantelensmand på Hindsgavl, 1545-62 lensmand på Nyborg, tillige til 1550 kannik i Roskilde, 1550 (12. maj) — 1562 forlenet med Krarup og Rynkeby, 1551-53 lensmand på Hagenskov, 1553 (27. marts) — 1560 på Tranekær, 1553 indbudt til bryllup på Koldinghus, 1558 (1. jan.) — 1566 lensmand på Holmekloster, tjente 1559 i Ditmarskerkrigen som overvagtmester, afslog samme år at modtage ridderslaget, samme år tilsagt til kroningen, fik samme år (31. dec.) jus patr. til Kværndrup k., 1562 (3. febr.) DRR og samme år (30. april) lensmand på Københavns slot, Krogen og Abrahamstrup, 1563 en af de fire regeringsraader i Kongens fraværelse, var 1564 en kort tid skibschef, samme år (dec.) anfører for det danske fodfolk, fik 1567 (22. april) Saltø i pant, samme år (14. okt.) feltøverste og marsk, tjente med berømmelse i krigen. Såret dødeligt 31. okt. 1569 for Varberg.
- Opførte 1554 hovedbygningen på Egeskov.
- Ligsten i Kværndrup kirke.

Frands blev gift med Anne Lauridsdatter Tinhuus den 15 sep. 1545 i Middelfart, Vends Herred, Odense Amt, Danmark. Anne (datter af Laurids Skinkel Tinhuus og Hilleborg Pedersdotter Bille) blev født cirka 1525 i Egeskov, Kværndrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 11 aug. 1565 i Egeskov, Kværndrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet i Kværndrup Kirke, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Peder Skram blev født omkring 1503 og døde i 1581.

Dansk admiral og rigsråd.

Peder Skram udmærkede sig i Christian 2.s krige mod Sverige. Efter Christian 2.s flugt deltog han i Københavns belejring i 1523.

I sommeren 1535 lykkedes det en dansk-svensk-preussisk flådestyrke, under ledelse af Peder Skram, at sætte Lübecks flåde afgørende ud af spillet ved et større søslag i Svendborgsund. En måned senere indtog Peder Skram Korsør. Peder Skram banede dermed vejen for at Ranzaus tropper kunne landsættes på Sjælland, og den 24. juli kunne Christian 3.s tropper belejre København fra landsiden, mens Peder Skram lukkede byen inde fra søsiden.

I 1539 udnævntes Peder Skram til medlem af Rigsrådet og var flådechef fra 1563-64.

Skram, Peder, dansk amiral. Son till Kristen Skram på Urup och Anna Knutsdatter Reventlow av Söbo.
Pedre Skram ansågs på sin tid som en av Danmarks största hjältar och fick smeknamnet "Våghals för Danmark". Om Peder Skram kan nämnas att han redan vid 14 års ålder uppnått en sådan färdighet i militära övningar att ingen riddare kunde stöta honom ur sadeln. S militära bana började tidigt och 1536 förlänades han Helsingborgs slott. 1542 marscherade han med en skånsk trupp in i Småland för att hjälpa Gustav Vasa med att kväsa Nils Dackes uppror. Efter hustruns död flyttade han till familjegodset Urup på Jylland där han dog 1581.

Beskæftigelse:
Rigsråd, Admiral

Peder blev gift med Elsebe Tygesdatter Krabbe den 4 mar. 1535 i Helsingborg Slot, Helsingborg, Sverige. Elsebe (datter af Tyge Krabbe og Anne Nielsdatter Rosenkrantz) blev født den 22 maj 1514 i Helsingborg, Malmöhus Len, Skåne, Sverige; døde den 17 apr. 1578 i Laholm, Halland, Sverige; blev begravet i Østbirk, Voer Herred, Skanderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Krabbe, Elsebe, 1514-78, Adelsdame. F. 12. April 1514 paa Helsingborg Slot, d. 8. Marts 1578 paa Laholm Slot, begr. i Østbirk K. Forældre: Tyge K. (s. d.) og Hustru. Gift 2. Febr. 1535 paa Helsingborg Slot med Peder Skram (s. d.).

Som Barn var E. K. i Huset først hos sin Mormoder og senere hos sin ældre Søster Magdalene. Under den bekendte Herredag i Kbh. ved St. Hansdags Tid 1533 trolovedes hun under stor Højtidelighed og i Nærværelse af en talrig og meget repræsentativ Forsamling med Peder Skram. Den paafølgende Borgerkrig, hvori hendes Fæstemand i saa høj Grad udmærkede sig, gjorde det længe nødvendigt at udskyde Brylluppet.

Efter Krigens Afslutning boede ægteparret i ti Aar paa Helsingborg Slot, som Peder Skram havde overtaget efter sin Svigerfader; senere var deres Liv mest knyttet til Halland, hvor E. K. havde bragt sin Mand Herregaarden Skedal, og hvor han fra 1558 til sin Død var Slotsherre paa Laholm. Ægteskabet var meget harmonisk og selv efter den Tids Maalestok usædvanlig frugtbart; E. K. fødte sin Ægtefælleikke mindre end atten Børn, hvoraf dog kun de syv overlevede Forældrene; alene 1566 mistede de fire voksne Senner.

Ogsaa paa anden Maade bragte Syvaarskrigen dem alvorlige Ulykker; Halland hærgedes af Fjenden, Skedal brændte, og Laholm belejredes baade 1565 og 1568; begge Gange lykkedes det dog at afslaa Angrebet.Til Minde herom forfattede E. K. en endnu bevaret Takkesalme. Hun havde i det hele taget sin Slægts udprægede Sans for boglig Syssel i Arv. Navnlig har hun gjort sig fortjent ved at skildre sin MandsBedrifter; men desuden efterlod hun sig i Haandskrift en Samling danske Ordsprog foruden forskellige Bønner og genealogiske Optegnelser. Hendes Breve til Veninden Birgitte Gjøe giver et godt Indtryk af hendes djærve, noget mandhaftige Karakter, hvis Kraft i Modgang umiskendeligt havde sin Rod i alvorlig luthersk Gudsfrygt.