Kilde:

Aftenskolens historie i Danmark, red. Henning Nielsen. l987.

Skolereformen af l8l4 var grundigt forberedt i en kommission, der nedsattes i l789 og således arbejdede med sagen i 25 år. Men allerede ved nytårstid l784 iværksattes et skolereglement, der indeholdt nye tanker. Det omfattede skolerne under grevskabet Brahetrolleborg på Sydfyn, og ivørksøtteren var godsets ejer, lensgreve Johan Ludvig Reventlow.

Ved tillysning til december måneds bededagsgudstjeneste l7. december l783 anmodedes alle sognets indbyggere om at vøre tilstede. Efter gudstjenesten redegjorde grev Reventlow for sine skoleplaner og opløste skolernes reglement. Nyindrettede skoler i Hågerup og Gørup stod klar til indvielse.

Skolereglementet vidnede om usædvanlig fremsyn. Udenadslæren blev bandlyst. Børnene skulle hjælpes til at forstå hvad de læste og hørte. Skolegangen, ens for piger og drenge, skulle begynde ved det fyldte sjette år og fortsætte til 14-16 års alderen, så " de kunne få lært alt det, de ville behøve at vide i deres tilkommende stand og vilkår". Fagene ville være religionens sandheder, biblens historie, det almindeligste af geografien, historien, naturbegivenheder, agerdyrkning, regning, læsning og skrivning.

Om undervisning efter konfirmationen hed det:"For de børn, som har været til konfirmation og have lyst til at vedblive skolen for at blive fuldkommen, holdes vinterskolen fra 5 til 6 om aftenen".

For de unge, der var udskrevet af skolen, måtte lærere hver onsdag og søndag eftermiddag, især om sommeren, holde katekisation samt øve dem i læren, skrivning og regning".

Det var anselige krav til en lærer, men dermed var det ikke slut. Læreren måtte også være villig til om "vinteraftenen at holde en forelæsningstime fra 6 til 7 for de gamle folk", så de kunne få adgang til nogen oplysning om det de havde forsømt i deres ungdom, i det mindste til at tilbringe tiden på en "angenem og nyttig måde". Sluttelig udtrykkes ønske om, at læreren tid efter anden ville være i stand til "at udslette på en god måde mange af de fordomme, vankundighed plejer at fremkalde.

Der kom 40 af "de gamle folk" til aftenforelæsningen i vinteren l784 - en god begyndelse for et pensionisthold.

Når Johan Ludvig Reventlow tog agerdyrkning med som fag i de ældre elevers undervisning i almueskolen var det i pagt med den indgående drøftelse af landbrugets tilstand, som havde været i gang siden Frederik den Femte ophævede censuren for landøkonomiske og nationaløkonomiske skrifter. Bidrag fra godsejere, præster og videnskabsmænd vældede frem. En frugt heraf var oprettelsen af det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab l769.Det virkede navnlig for indførelse af nye afgrøder, rødkløver, kartofler og roer, og nye redskaber som svingploven til afløsning af den tunge hjulplov.Det kunne hænde at rationalistiske præster indflettede et afsnit om forbedringer i landbruget i søndagsprædikenen eller rådgav bønderne umiddelbart efter gudstjenesten.

Efter endt uddannelse indtrådte Johan Ludvig Reventlow i statsstyrelsen ligesom sin ældre broder, lensgreve Christian Ditlev Reventlow til Christianssæde på Lolland. Begge var med i sammensværgelsen, der benyttede kronprins Frederiks (den senere Frederik den Sjettes) konfirmation og indtræden i statsrådet til at styrte gehejmestatssekretær Ove Høegh Guldberg. Han havde efter Johan Struensees afsøttelse og henrettelse l772 stået for landets styre og ledet det i yderst konservativ retning. Den sindssyge Christian den Syvende fattede næppe længere, hvad der foregik omkring ham, og da der ved statsrådsmødet 14. april l784 lagdes et stykke papir foran , satte han straks sit navn under. Papiret var Guldbergs afskedigelse, forfattet af de sammensvorne.

Tre måneder senere forelagde Johan Ludvig Reventlow kronprinsen forslag om reformer på krongodset i Nordsjølland. Det omfattede ophøvelse af landsbyernes jordfællesskab, udskiftning af jorden til hver enkelt gård og gårdenes udflytning på egne marker samt tildeling af jordlodder til husmændene. For yderligere at fremme bøndernes frigørelse skulle skolevæsenet forbedres. Når alt dette var fuldført skulle reformen "nå sin endelige fuldkommenhed ved at forunde hver beboer, uden undtagelse, frihed og ejendom".

Her klinger tydeligvis et ekko af den amerikanske uafhøngighedserkløring af 4. juli l776.

Brødrene Reventlow var velrustede til det arbejde de udførte på deres godser og i statstjenesten. 1769-71 havde de foretaget en uddannelsesrejse gennem Tyskland, Svejts, Frankrig, Belgien, Holland og England. De vendte hjem med impulser til forbedret landbrugs- og skovdrift og med friske indtryk af økonomiske og kulturelle strømninger i oplysningstidens Europa. Begge var grebet af den nye pædagogiske tanker, som var fremsat af Jean-Jaques Rousseau i Frankrig, J.H. Pestalozzi i Schweiz og J.E. Basedow i Tyskland. Ikke mindst Johan Ludvig var optaget af det pædagogiske nybrud hvad hans skolereglement på Brahetrolleborg vidner om. Dets fællesundervisning efter almueskolen kan være inspireret fra Württemberg, hvor der som nævnt var indført aften- og søndagsskoler l739.

Begge brødre gennemførte tidligt landbrugsreformer på deres godser, og på Christianssæde nyordnedes skolerne efter mønstret på Brahetrolleborg.

Optimisme og tro på ideernes bærekraft lyser ud af Christian Ditlev Reventlows tale ved afslutningen af reformerne på det nordsjællandske krongods l788.

"Jeg ser den lykkelige tid i møde, da man ved børnenes undervisning vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end udenadlæsning, så de kan erhverve den kundskab, der gør dem til lykkelige mennesker i deres kald. Jeg ser den tid i møde, da udmarkerne vil ligne velgødede tofter, de sure moser vil vøre forvandlet til fede hårdbundsenge, alt skadeligt vand afledet, alle kampesten brugt til varig indhegning; en tid, i hvilken de udskiftede bøndergårde alle omgives med store, veldyrkede urte- og frugthaver. Den tid, i hvilken kløver, kartofler og roedyrkning ikke mere vil vøre en sjældenhed; en tid, i hvilken en tjenestekarl vil sætte en ære i at være den skrappeste arbejder og bonden i at være den bedste husbond".

Christian Ditlev Reventlow var medlem af den Store Skolekommission, så længe den sad. Det gjaldt også hans kollega i gehejmekonseillet, lensgreve Ernst Schimmelmann der på sit gods Lindenborg i Himmerland tidligt indførte landbrugs- og skolereformer. Johan Ludvig Reventlow var medlem af skolekommissionen fra 1790 til sin død 1801.

Naturligvis havde disse tre førende talsmænd for reformerne modstandere i kommissionen. Den betydeligste af dem var Sjællands biskop Nicolai Edinger Balle. Han ønskede i oplysningstidens ånd et landsdækkende skolevæsen med undervisningspligt, men det skulle være nært forbundet med den evangelisk-lutherske lære og under tilsyn af præst, provst og biskop. De mange nye fag i Brahetrolleborg-reglementet var han skeptisk overfor og lagde vægten på religion, skrivning, læsning og regning.

Dog findes der i anordningen af 18l4 nogle bestemmelser der ord til andet er taget fra Brahetrolleborg-reglementet, men visionerne om en fortsættelsesundervisning efter almueskolen er blegnet og ligger gemt i ordene "anden nyttig undervisning" i aftenskolen.

Hvor hårdt det end gik ud over visionerne, var det i året l8l4 en epokegørende bedrift at sætte reformerne i kraft. Året før havde vi statsbankerotten, l8l4 afståelsen af Norge til Sverige og derpå fulgte en langvarig landbrugskrise med stærkt faldende kornpriser.

For skolevøsenet var mangel på uddannede lærere en yderligere belastning. Den Store Skolekommission havde nok fået nogle seminarier i gang (det første var Blågård l791), men det tog tid at uddanne et tilstrækkeligt antal lærere. Biskop Fr. Mynther nævner i visitatsoptegnelser o. 1829, at af 132 sjællandske lærere var kun 46 seminarieuddannet. Blandt de øvrige var eksempelvis latinskoledisciple, en kommandersergent, en skriver, en forpagter, husarkorporal, en skomager, en kusk, en bogbinder og en tjener.

Det er ikke udelukket at nogle af dem kan have vøret gode pædagoger, men fagligt manglede de meget. Det kunne vøre svært nok for de seminarieuddannede at leve op til den nye almueskole. Langt sværere var det for de andre. Det tog tid og kræfter. Sagt med et udtryk, der er meget yndet i nutiden, blev landbo- og skolereformer trukket ned over hovedet på bønderne. Der var intet almuekrav om reformer. Nok ønskede bønderne stavnsbåndet løst, ikke fordi tyngede så slemt længere, men fordi det føltes som en deklassering i forhold til andre samfundsgrupper. Kronprins Frederik vandt ved stavnsbåndsløsningen en hengivenhed i bondestanden der holdt sig så længe han levede. Almuesindet så i kong Frederik den Sjette den gode landsfader.

Mange bønder betragtede landbrugsreformer og skoleordning med undervisningspligt som noget nymodens, godsejerne ønskede i egen interesse. Gennem århundreder var der i bondebefolkningen opsamlet en dyb mistillid til herremøndene. Hvad var de mon nu ude på?

Naturligvis havde godsejerne økonomisk interesse i reformerne. Ufredstiderne øgede efterspørgslen efter landbrugsvarer, især korn, og det krævede bedre dyrkning af jorden og villigere og bedre oplyst bondebefolkning. Men reformerne var også i bøndernes interesse. Var de mange gange kede af eller ligefrem bange for at forlade landbyfællesskabet, så indså udflytterne efterhånden, at det gav friere forhold og bedre udbytte, og at gode skolekundskaber var nyttige. Gradvis svøkkedes uviljen mod skolereformen. Men der skulle mindst et generationsskifte til, før bønderne gjorde sig gøldende i samfundsdebatten, først da tog aftenskolen og anden fortsættelsesundervisning fart fremad.