Dronning Anna Sophie f. Reventlows' biografi

Anna Sofie Reventlow, Datter af Storkansler Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn. Om Anna Sophies Barndom og første Ungdom vides bogstavelig talt intet. Livet har vel formet sig for hende som for enhver anden ung Adelsdame, der voksede op under økonomisk gode Kaar. Skal man dømme efter hendes skriftlige Efterladenskaber, saa har hun foruden sit Modersmaal lært Tysk og Fransk; at Ortografien og Syntaksen svigtede svært, er Skader hun ikke var ene om. Jens Møller, der tidligst har behandlet Dronningens Biografi udførligt, antager, og formentlig med Rette, at Moderen "med Omhu har vaaget over hendes Sæder og tillige søgt at bibringe hende strængere Grundsætninger om Forholdet mellem Mand og qvinde end de, som gjaldt baade ved den Tids Hoffer og i de Familier, hvortil Storkanslerinden selv hørte". Men vi maa her som paa saa mange andre afgørende Punkter nøjes med Formodninger - Vidnesbyrd foreligger ikke.

Efter Conrad Reventlows Død i 1708 - da Anna Sophie var femten Aar gammel tog Moderen fast Ophold paa Clausholm, og her er hendes Liv henrundet stille kun sjældnere afbrudt af Fornøjelsesudflugter som den skæbnesvangre Tur til Kolding i 1711, hvor Kong Frederik den Fjerde - formentlig for første Gang - saa hende som voksen og blev aldeles betaget af hendes Skønhed og muntre Sind. Hoffet var under den svære Pest i København i 1711 flyttet til Koldinghus, og den jyske Adel blev da lejlighedsvis indbudt til Maskeraderne, der var Frederik IV's Yndlingsfornøjelse, som de blev Anna Sophies.

Hvorledes Forholdet videre har udviklet sig er ogsaa et af de uopklarede og uopklarlige Punkter i Anna Sophies Liv. Jens Møller forsøger i sin Biografi at supplere Hoiers kortfattede Beretning med Riegels' fantasifulde Skildring og mener paa Grundlag af Ytringer i Kongens Breve at kunne sige, at saavel Anna Sophies Broder, General Christian Ditlev Reventlow, der stod Kongen nær, som Søsteren Christine Sophie og hendes Mand Greve Ulrik Adolph Holstein, der jo ogsaa fra Kongens unge Dage havde været nært knyttet til ham, havde arbejdet kraftigt for at faa Forbindelsen i Stand. Det maa vel fortsat anses for sandsynligt, at disse personlige Baand mellem Parterne har været medvirkende til det endelige Resultat, men i Detailler kan det ikke følges; at Familien har haft en direkte Interesse i Forholdet eller ment at kunne faa det, kan dog selvsagt ikke afvises, og et hidtil ikke i højere Grad paaagtet Moment, nemlig Vielsen i 1712, hvorom mere nedenfor, taler afgjort for en positiv Medvirkning fra Holsteins Side.

Sidst i Snapsting 1712 kom Kongen, som Erik Torm fortæller, til Viborg, var der i 3 Dage, logerede hos Biskop Deichman. Den 24. Juni rejste han til Clausholm, Skanderborg og Boller. "Den 26de blev Comtesse Reventlau af Kongen medtaget til Schanderborg, derefter toge de til Boller; bekom Titel af Fyrstinde af Slesvig, forblev der den Sommer til i October".

Dette er den eneste samtidige Beretning om Anna Sophies Bortførelse fra Clausholm, skrevet af den senere Etatsraad og Borgmester i København Erik Torm, der 1710 var traadt i Frederik IV's Tjeneste som Lakaj og var øjenvidne til Begivenhederne. Torms summariske Beretning er fantasifuldt udsmykket af Riegels, som ved at fortælle, at Storkanslerinden den 24. Juni modtog Kongen med al sømmelig Ærbødighed, men holdt sin Datter borte fra ham, efter at Anna Sophie, klædt i en simpel Jagtdragt, lige havde faaet Lov til at hilse paa ham; Kongen vendte saaledes bedrøvet tilbage til Skanderborg, hvor C. D. Reventlow og Grevinde Holstein forsikrede ham om Søsterens Kærlighed til ham. Den 26. aflagde Kongen paany Besøg paa Clausholm - har Storkanslerinden været uvidende om, hvad der var i Gære, maa hun have undret sig over den saa hastigt gentagne Naadesbevisning, men hun har jo nok anet Hensigten, siden hun ogsaa denne Gang sørgede for, at Anna Sophie blev holdt borte. Ved Hjælp af Hofmesteren, en Lakaj og en Pige, med hvilke Anna Sophie havde truffet Aftale, begav hun sig - klædt i en rød Stofs Morgenkjole med sorte Knapper - hemmeligen uden for Gaarden ind i Vognen til Kongen og kørte med ham til Skanderborg, hvor Grevinde Holstein modtog dem. I samme øjeblik de steg ud af Vognen, udnævnte Kongen hende til Hertuginde af Slesvig og lod hende af Thomas Clausen vie til sin venstre Haand. Rejsen var sket saa hovedkulds, skriver Riegels, "at hun ei engang var bleven forsynet med et Nattøi, men maatte laane samme af sin Søster"
Beretningen kan imidlertid yderligere suppleres, nemlig gennem Kabinetskassens Regnskaber, hvor Kongens Kammertjener Andreas L¸ders saa at sige har gjort Rede for, hvad Bortførelsen kostede den kongelige Elsker. I Regnskabet for Juli Maaned 1712 er der under den 1. indført følgende Poster: An der Duchesse ihr CammerMädgen 300 Duc. - An Andreas Simonsen 100 Duc. - An Mons: Iver 500 Duc. - An Andreas L¸derfl 500 Duc. - An Ihr Maytt. Lacqey Paul haben Ihr Maytt. geschenckt 100 Rthlr. - An der Duchesse ihren Lacqeyen Niels 100 Rthlr. - An die Musicanten aus Horsens 50 Rthlr. - An dem Haufl Voigdt zu Schanderburg 20 Rthlr.

Heraf ses det saaedes klart, hvem der har medvirket direkte ved de dramatiske Flugt fra Clausholm. Musikanterne fra Horsens har vel spillet til Bal paa Skanderborg Slot efter Vielsen.

Paa samme Maade har Opholdet paa Boller afspejlet sig i Regnskabet - Kongen fordelte selv 200 Dukater, og 13. Juli, den Dag han rejste, udbetaltes 150 Dukater til Anna Sophies anden Kammerpige og 100 Dukater til Justitsraad Wulff, medens det tjenende Personale paa Boller fik udbetalt Dusører, der gik fra 100 Rdl til Husholdersken ned til 20 til Gartneren, Ladefogeden og Stuepigerne. Musikanterne fra Horsens har sikkert flere Gange været tilkaldt til Boller, siden de fik 100 Rdlr. udbetalt, og endelig er der en bemærkelsesværdig Post nemlig 28 Rdlr. "an Graf Fries vor seines Priesters Pferd todt gefahren worden" den kan maaske tages som Bekræftelse paa Riegels' Ord om den hovedkulds Rejse; der er kørt til, alt hvad Remme og Tøj har kunnet holde.

Først i den nyeste Tid har man hæftet sig ved den Kendsgerning, at den Vielse, der den 26. Juni 1712 fandt Sted paa Skanderborg Slot ved Flensborg-Konrektoren Thomas Clausen, ikke var gyldig, idet Clausen først senere blev præsteviet - paavisningen rummer i og for sig en ubehagelig Anklage mod Frederik IV for at have ført Anna Sophie bag Lyset. Kravet om Vielsen synes jo at have været rejst, og det er lidet rimeligt med Jens Møller at antage, at Frederik IV, om han havde ønsket det, ikke havde kunnet bevæge en Præst til at foretage den; at U. A. Holstein, der var Amtmand i Flensborg, har været medvirkende, maa anses for overvejende sandsynligt. Kendsgerningen lader sig imidlertid ikke bortforklare, men tjener til Gengæld til at forklare den lidet sømmelige Hast, hvormed Vielsen efter Dronning Louises Død fandt Sted. Frederik IV har utvivlsomt gennem de 9 Aar, Forbindelsen da havde varet, følt sig saa nøje knyttet til Anna Sophie, at det har været magtpaaliggende, ja nødvendigt for ham umiddelbart at legalisere Forbindelsen.

Efter to Dages Ophold paa Skanderborg rejste Kongen og Anna Sophie til Boller ved Horsens, som tilhørte den unge Greve Christian Friis, søn af Grevinde Christine Sophie Holstein i hendes første Ægteskab, og her blev Kongen som nævnt til den 13. Juli, da han over Ribe rejste til Hærens Hovedkvarter i Itzehoe. Anna Sophie blev paa Boller, efter Torms Optegnelser til Oktober, hvorefter hun vel har mødt Kongen i København.

De bevægede Krigsaar har oftere nødvendiggjort en Adskillelse, men undertiden fulgte Anna Sophie dog ogsaa med paa Kongens Rejser, saaledes i 1713, da hun i Foraaret var sammen med Peter den Store og Catharina paa Slottet i Husum; Bekendtskabet med Czarinaen behøver dog ikke, som Jens Møller formoder det, at have indgivet Anna Sophie Tanken om, at ogsaa hun kunde opnaa Tronen.

Forbindelsen medførte for Anna Sophies Vedkommende et Brud med Moderen. Storkanslerinden havde svært ved at acceptere saavel Flugten som Forbindelsen, men der synes dog i 1718, det Aar Frederik IV købte Clausholm af hende, at være kommet en Forsoning i Stand. Det følgende Aar var Frederik IV og Anna Sophie paany paa Slottet. Storkanslerinden undskyldte sig dog med Upasseliglied, da Kroningen skulde finde Sted i 1721.

Dronning Louise døde 15. Marts 1721 og blev 2. April ført til København for den 3. at blive bisat i Roskilde Domkirke. Dagen derpaa lod Frederik IV sig paa Københavns Slot af Thomas Clausen vie til Anna Sophie. Man har i Samtiden som i Eftertiden hæftet sig ved det Hastværk, hvormed Fredenk IV her gik til Værks - man vilde endog vide, at bryllupsgæsterne havde Stadstøjet paa under Sørgekapperne ved Bisættelsen - og nægtes kan det jo ikke, at det saa ilde ud. Jens Møllers Opfattelse, at forklaringen maa søges i, at Kongen har villet lette sin Samvittighed, er ikke blevet anfægtet af senere Forskere; den bestyrkes direkte af den Passus, hvormed Bekendtgørelsen af Vielsen oprindelig skulde have været indledt: Saasom Vi for at stille Vor Samvittighed tilfreds have indgaaet Ægteskab - en Motivering som blev strøget, sandsynligvis efter Henstilling fra Ditlev Vibe. Forklaringen vinder yderligere i Sandsynlighed men faar ganske vist et dybere Indhold, hvis man akcepterer, at pro-forma vielsen var i 1712 var et bevidst Falsum. Der var da gode Grunde for Frederik IV til ikke at tøve en Dag længere en nødvendigt med at bringe Forholdet i Orden; hertil kommer saa det religiøse Moment. Med den Udvikling, Frederik IV's, og ogsaa Anna Sophies, religiøse Følelser tog i stedse mere pietistisk Retning, er der intet paafaldende i, at de selv har følt Forbindelsen som syndig og har ønsket denne Tilstand ændret.

Hvorledes Forholdet mellem Ægtefællerne har været i det daglige, kan det være svært for en sen Eftertid at dømme om - det ser jo imidlertid ud, den stormende Lidenskab har udviklet sig til en hos begge Parter dyb og varig Følelse. Det synes vel nok, som om den letfængelige Konge lejlighedsvis har kunnet give Anna Sophie Anledning til Jalousie, men hvormeget Hold, der paa dette Punkt er i Hofsladderen, er ikke godt at vide. Givet er det, at Samlivet for dem begge har betydet uendelig meget, de har været i Harmoni, og man tør vel endog slutte, at Børnenes Død kun har bidraget til at bringe dem nærmere sammen. Hvor mange Børn Anna Sophie har født, vides ikke med Bestemthed; Camilly beretter, at hun havde før 1721, men af disse var sikkert kun de to levende. De er utvivlsomt født paa Vallø og ligger i hvert Fald begravet i Valløby Kirke.

Ifølge Præsteindberetningen stod der 1755 i Gravkapellet i Valløby tre med sort Fløjl betrukne Kister indeholdende Døtrene Friderica Sophia og Friderica Conradine samt et dødfødt Barn, hvilke Kister 1782 blev nedgravet under Kapellets Gulv. Som Dronning fødte Anna Sophie tre Børn, der alle er indført i Slotskirkens Daabsprotokol over de kongelige Børn. Der kan saaledes kun regnes med fem levende Børn, hvad der sternmer med, at der i Audiensgemakket paa Clausholm er Navnetræk for fem Børn, ligesom det svarer til at der paa det bekendte Himmelfartsbillede ses nogle Engle svævende over Frederik IV's og den tomme Tronstol; efter hele Allegorien maa disse fem Engle være Børnene. Hvornaar de tre første børn er født, vides ikke; Kongebørnene var Prinsesse Christina Amalia, der fødtes 23. Oktober 1723 og døde 7. Januar derefer; Prins Frederik Christian, født 1. Juni 1726 og død den paafølgende 15. Maj og Prins Carl, der fødtes 16. Februar 1728 og døde 10. December Aaret efter.

Efter Vielsen gik der nogen Tid, før Kroningen fandt Sted. Det skete 30. Maj 1721 paa Frederiksberg Slot, hvor Frederik IV i det uforberedte Hofs Nærværelse selv satte Kronen paa hendes Hoved med Ordene: Hermed erklære vi Eder for Dronning til Danmark og Norge. Denne Krone give vi Eders Majestæt af godt Hjerte og ønske al Lykke og Velsignelse dertil.

Den Pause, der havde været i Begivenhedernes Udvikling, er blevet opfattet som en Tid, hvor Kongen har betænkt sig paa at gøre Skridtet fuldt ud. Efter Camillys Beretning i 1728 skal Vibe i Forbindelse med Prins Carl og de øvrige Tilhængere af den afdøde Dronning Louise have søgt at forhindre Anna Sophies Ophøjelse, og Dronningens senere Biografer mener gennemgaaende, at hendes egen Ærgerrighed tilsidst har tvunget Frederik IV til at overvinde sine Betænkeligheder. Det er næppe rigtigt. At Anna Sophie selv har ønsket den fuldstændige Anerkendelse, der laa i Kroningen, skal ikke betvivles - det vilde have været mærkeligere, om hun ikke havde stræbt efter dette Maal, men Udsættelsen kan dog alene forklares i Hensynet til de nødvendige Forberedelser og til Dekorum. Medens Vielsen, saaledes som Forholdene laa, har syntes begge Parter tvingende nødvendig umiddelbart efter, at Kongen ved Dronning Louises Død var blevet en fri Mand, saa forelaa en saadan Nødvendighed ikke for Kroningens Vedkommende; den kunde vente og den burde vente - om den saa fandt Sted i passende Tid efter Dronning Louises Død, længe inden Hofsorgen var til Ende, kan diskuteres; Begivenheden fik imidlertid ikke det samme odiøse Skær som Vielsen.

I sine Virkninger blev Kroningen imidlertid langt mere skelsættende end Vielsen. Brasch har paavist, at Bruddet mellem Kongen og hans Søskende fandt Sted i Tilslutning til Kroningen, ikke som tidligere antaget var en Følge af Vielsen. Og paa samme Maade er der næppe heller Tvivl om, at det er Kroningen - den ikke-fyrstelige Dames Ophøjelse til Dronning - der blev den store Anstødssten i Forholdet til Kronprinsparret. Den Kendsgerning, at Sophie Magdalene I 1731 fik kasseret den saaledes besmittede Dronningekrone og den ikke mindre besmittede Tronstol, er tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, hvad det var, der generede. At Sophie Magdalene har sin store Andel i Christian VI's skarpe Fremfærd imod Faderens Enke maa anses for givet og er i hvert Fald psykologisk ganske forstaaeligt. Her kom denne Prinsesse fra et lille tysk Markgreveskab, fattig paa alt, undtagen paa Aner, og fandt Pladsen som Landets første Dame optaget af en Kvinde, i hvis Aarer ikke en Draabe fyrsteligt Blod var at finde. Sophie Magdalene har lagt stor Vægt paa Herkomsten - det ses alene af det Træk, at hendes senere Fundats for Vallø satte det som Betingelse for Indskrivningen, at den paagældende "vermiuelst 16 Ahnen von Vater und Mutter ihre altadeliche Geburth erweisen", at Dekanessen skulde være "alt-gr‰fflicher" og Abbedissen "alt-f¸rstlicher Abkunfft" det har sikkert ikke været godvilligt, at hun den 23. Oktober 1723 bar Anna Sophies førstefødte Prinsesse til Daaben.

Anna Sophie har formentlig selv følt Modsætningen til Sophie Magdalene særlig stærkt; det synes at fremgaa af den Kendsgerning, at hun ikke ejede noget Billede af Christian VI's Gemalinde, medens han selv dog hang paa hendes Væg, da hun døde. For Sophie Magdalenes Vedkommende er det meget karakteristisk, at hun skænkede Stager og Altersølv til Vallø Slotskirke, skønt Anna Sophie kun en Snes Aar tidligere havde gjort det samme, men hendes Gave var jo ogsaa forsynet med Hertugindens Vaaben.

Om Kroningen har faaet Virkninger udover Forholdene inden for Kongefamilien kan derimod være tvivlsomt. De Forandringer, der efter Kroningen fandt Sted i Regeringen, er af senere Biografer og endnu af Edv. Holm først og fremmest sat i Relation til Kroningen - det var Anna Sophies Parti ªden Reventlowske Bande´, som nu kom til Magten med Greve Ulrik Adolph Holstein som Storkansler; man har overset, hvad dog Holm fremhæver, at de personlige Forhold indenfor den Reventlow-Holsteinske Kreds langt fra var de bedste; man har set bort fra det Faktum, at hvis Anna Sophie havde haft Indflydelse paa Regeringens Sammensætning, maatte den have gjort sig gældende længe før, og man har navnlig overset, at et Regeringsskifte, der fjernede de Mænd i første Række Ditlev Vibe og Chr. Sehested som i den foregaaende Tid var gaaet saa stærkt ind for den østlige Alliance, og erstattede dem med engelsk-fransk orienterede Politikere, var den naturlige Konsekvens af Freden i 1720.

De storpolitiske Forhold foreligger der intet Steds Vidnesbyrd om, at Anna Sophie har blandet sig i, og i det hele er Spørgsmaalet om hendes Indflydelse paa Kongen i Sager af nogen Betydning omdiskutabelt. At hun har faaet A. E. Willarst løs fra Munkholm eller J. C. Dyppel fra Hammershus er ikke ensbetydende med nogen afgørende Magtstilling, end sige Misbrug af sin Magt, og heller ikke det, at mange troede at naa deres Maal bedre gennem Omvejen ad Dronningen er noget Bevis. Vi ved faktisk intet om, hvor vidt hendes Indflydelse har rakt, og intet om, hvori det intrigante i hendes Personlighed har ytret sig. Familietraditionen indrømmede hende vel megen Aand, men karakteriserede hende samtidig som "stolt, lunefuld og bydende" - dette tyder ikke paa, at Familien selv har følt sig favoriseret.

Hendes Ærgerrighed er et staaende Tema i Historikernes Bedømmelse af hende - hvormeget ved vi derom? Endnu Edv. Holm bygger sin karaktenstik op over Trinrækken Fyrstinde 1712, Hertuginde 1721 og Dernæst Dronning. Ingen har hæftet sig ved, at Patentet af 1. Juli 1712 udtrykkeligt ophøjede hende til Hertuginde. Fyrstinde bruges i danske Dokumenter synonymt med de tyskes Herzoginne og de franskes Duchesse.

Hvilken Rolle Anna Sophie spillede i Sagen med Den gehejme Kommission er ganske uoplyst; at den blev nedsat for at værne hendes Rygte er imidlertid givet, og i den Forbindelse vidner den saaledes kun om Kongens Omsorg for hendes Ære. Bortset herfra hører den til de mærkelige mørke Pletter i Frederik IV's Regering.

De sidste Aar, Ægtefællerne levede sammen, var fattige paa Glæder. Rygterne, der førte til Kommissionens Nedsættelse i 1725, maa have generet dem begge, Børnene, der døde som ganske smaa, Kongens tiltagende Svagelighed og hendes egen neurasteniske Tilstand - alt dette har kastet Skygger over Tilværelsen og har medvirket til den stigende Religiøsitet og det stedse mere pietistisk farvede Fromhedsliv parret med en fremtrædende Syndsbevidsthed, der har faaet dem begge til at opfatte Børnenes Død som Himlens Straffedom, og har faaet Frederik IV til alvorligt at overveje en delvis Abdikation for at kunne tilbringe sine sidste Dage paa Fredensborg, helliget Bod og fromme Betragtninger.

Oplivende har vel Udenlandsrejsen i 1724 været for dem begge. Kongen rejste i April ledsaget af Anna Sophie og sin Datter Charlotte Amalie til Achen for at bruge Brønden, men Heldbredstilstanden bedredes dog ikke væsentlig. I 1728 kom Københavns store Ildebrand, der med alle sine Rædsler og al sin Nød maa have virket meget stærkt - Charlotte Dorothea Biehl ved at fortælle, at Dronningen gav sine Smykker til Afhjælpning af Nøden blandt de Brandlidte - og Aaret efter indtraf de Begivenheder, som for Frederik IV selv, og dermed ogsaa for Dronningen, indledte Afslutningen. 26. Marts 1729 faldt Kongen med Hesten, som styrtede i en Kalkgrube, og sidst paa Aaret kom han alvorligt til Skade, da han under en Sprængningsulykke i Gjethuset blev trampet ned i den opstaaede Panik. Erik Torm har berettet et lille levende Træk fra denne skæbnesvangre Novemberdag, da Kongen i en Lænestol blev baaret ind paa Slottet, "Dronningen kom i Møde paa Løngangen; den ene Side af hendes Haar var ucofferet; hun lamenterede og græd". I Maj 1730 fik Kongen efter en Aareladning en Betændelse i Foden, som ikke vilde læges, og i Juli samme Aar tiltraadte Majestæterne den sidste sørgelige Rejse; mod sine Lægers Raad vilde Kongen som sædvanlig foretage sin Mønstringsrejse til Holsten - han naaede kun til Gottorp og maatte saa efter nogle Ugers Forløb vende om; efter langsomme Dagsmarcher kom han 29. August til Odense, hvor han forblev.

De sidste Uger af Kongens Levetid har været drøje. Den tiltagende Svækkelse og Vattersoten, som stedse bredte sig, lod ingen Tvivl tilbage om Udfaldet. 6. Oktober lod Kongen sende Bud efter Kronprinsen, som sammen med sin Gemalinde, Prinsesse Sophie Hedvig og flere andre ankom Odense den 10de. Den 11. Oktober - det var Kongens 59 Aars Fødselsdag tilkaldte han Gehejmeraad Carl Adolph Plessen og hængte sin egen Elefantorden om hans Hals for at stemme denne Anna Sophies argeste Modstander blidere, og tidligt om Morgenen den 12. Oktober døde han. Torm fortæller, at Dronningen de to sidste Nætter laa paa en Dyne uden for hans Seng - Natten efter hans Død gik hun, som to af hinanden uafhængige Overleveringer ved at berette, grædende omkring paa Gangene i Slottet og vred sine Hænder i den heftigste Fortvivlelse.

Har Anna Sophie i denne Sorgens Nat tænkt paa sin egen Fremtid, eller har hun kun haft Tanke for alt det, der nu var forbi? Vi kender ikke hendes Tanker, men vi ved, at hun straks flyttede fra sit Værelse over i en af Frøken-Pigernes Kamre i den anden Fløj, og da Christian VI ved Middagstid den 12. Oktober forlod Odense, gik Anna Sophie ned i en Karet og kørte ud til Herregaarden Bramstrup, en Mils Vej syd for Odense. Her forblev hun til Kongens Lig den 12. December sent om Aftenen blev kørt fra Odense. Dagen efter rejste Dronning Anna Sophie over Boller, hvor hun tilbragte Julen, til sit Forvisningssted Clausholm.

De Begivenheder, der fulgte efter Kongens Død, er velkendte. Om Dronningen selv har haft den Tanke at overgive sig paa Naade og Unaade til Christian VI, eller om nogen har raadet hende til det usædvanlige Brev, hun den 1. November tilskrev ham fra Bramstrup, er ganske uopklaret; Skridtet vidner imidlertid om overordentlig Klogskab og har utvivlsomt gjort sin Virkning. Ganske vist var det Reskript, hvormed Kongen svarede den 11. November, overordentlig skarpt i Tonen, langt over Maalet i sine Beskyldninger og lidet sømmeligt for den Konge, der med Haand og Segl havde forpligtet sig til at overholde sin Faders Bestemmelser, men dog var Realiteterne blidere, end man kunde have ventet. Til Gunst for Kongens Adfærd taler det, at to af de tre Mænd, der fik Kommissorium til at tage sig af hendes Sager, stod hende personligt nær, og selvom alle hendes Ejendomme, Grevskabet Vallø, Frydenlund, de Udendigs-Lande i Ditmarsken, saavel som hendes Obligationer, Penge og Juveler blev frataget hende, saa fik hun dog Lov til at beholde Dronningetitlen, fik Clausholm overdraget frit og kvit, 100.000 Rdl. een Gang for alle og 25.000 Rdl. i aarlig Appanage.

Det var trods alt et stort Spring fra det Plessenske Forslag om at sætte hende i Citadellet, men Hensynet til det endnu mægtige Holstein-Reventlowske Parti har vel gjort sig gældende; at det alligevel vidner om megen Sindets Smaalighed hos den nye Konge kan ikke nægtes. Vel er det forstaaeligt, at han har følt sig personlig krænket ved den aabenlyse Tilsidesættelse af hans Moder, forstaaeligt ogsaa, om hans Dronning, som fordum Sophie Amalie i Forholdet til Leonore Christine, har ønsket oprejsning for mange Aars mere indbildte end virkelige Tilsidesættelse, men alligevel lidet overensstemmende med den Kongeværdighed, han overtog, det kristelige Sindelag, han ellers var besjælet af Kongens Eftermæle har visselig ikke vundet derved.

Det dybt religiøse Følelsesliv, hvori Dronningen i sine sidste Åar paa Clausholm fandt Fred efter Livets stormfulde Omskiftelser, bidrog dog til at stemme Kongen blidere, og selvom han endnu i 1735 fandt, at han havde gjort for lidt imod hende, lod han sig dog af Bluhme overtale til en venligere Tone. I Virkeligheden var Christian VI og Anna Sophie heller ikke saa langt fjernede fra hinanden i religiøs Henseende, Dronningen gennemførte med stor Strenghed Sabbatsforordningen paa Clausholm og lod sine Hoffolk mulktere, hvis de forsømte Kirkegangen. Mærker og Tilskrifter i hendes Bibel vidner om, hvor inderligt hun fordybede sig i den hellige Skrift, og smaa ubehjælpsomme Vers viser, hvormed hendes Tanker var sysselsatte - In Angst und Pein, bleibt Gott doch mein.

Uden Kvaler var hun ikke naaet hertil. Niels Schiwe, som fra 1733 havde været hendes Konfessionarius og Præst i Voldum, har i sin Ligprædiken berettet om den religiøse Krise, hun gennemlevede sandsynligvis i Begyndelsen af sin Enkestand. "Hun lod Graad flyde med som en Bæk Dag og Nat", skriver præsten, og han fortsætter:
"Hun gav sig ingen Hvile og lod sine øynesteene ikke holde stille, og i disse Vande begyndte Satan at angle med sine Fristelsers Kroge, og søgte at betage hende Ærens uforvisnelige Krone. Saa dette Sted var for vor Høysalige Dronning som ørken for vor Frelsere et Fristelses Sted. Her fandt Hun, hvorledes Satans gloende Piile kan tørre, tære og forvandle en Siæls Vædske til Sommerens Tørke og Tørhed. Og man kan ikke undre over, naar Fristelserne satte an som Hvirvelvinden i Disciplenes Sejlads, der fyldte Skibet med Bølger, at hendis Sjæl da bruuste over hende, og Hun kunde blive som Naal øyet paa Compasset, der vakler i en Flyv-Storm. Men hun vendte sig til sin Nord-Stjerne igien, til sin Frelsere Jesum, og satte sig under hans Skygge og skjulte sig i hans Vunder, som Duen i Klippens Revner. O! hvor forsøgt var hun i denne aandelige Kamp og Striid".

Knapt 38 Aar var Anna Sophie, da hun vendte tilbage til Clausholm, Endnu en ung Kvinde med store aandelige Interesser og vant til at spille en Hovedrolle i Hoffets Liv. Der er intet mærkeligt i, at hun har haft svært ved komme i Ligevægt igen, intet besynderligt i, at Sorgen til Tider har overvældet hende, saa at hun, som Charlotte Dorothea Biehl fortæller, hyppigt ved Taflet betragtede Kongens Billede saa længe, at Taarerne ømmede af hendes øjne, "hvorpaa hun reyste sig og gik bort, endskiønt hun ofte ikke havde spist tre Skeer fulde". Men i Ligevægt kom hun. Aarene forsonede hende vel ikke med Tabet, men mildnede dog Sorgen, gennem sin Omsorg for syge og betrængte, sin Godgørenhed og Hjælpsomhed vandt hun Egnens Befolkning i langt højere Grad, end hun som Dronning havde forstaaet at gøre sig populær.

I øvrigt var hun ingenlunde uvirksom i sin Enkestand - hendes store Interesse for Haven paa Clausholm er velkendt - DronningeallÈen skyldes hende - og ellers var hun optaget af sine Fugle og af Læsning.

Hendes efterladte Bogsamling rummer en Del navnlig fransk Skønlitteratur, men ogsaa historisk og genealogisk Læsning var for Haanden, selvom Hovedparten var Opbyggelsesskrifter i Overensstemmelse med hendes Livssyn
Niels Schiwe kunde med hele sin dramatiske Iscenesættelse af Modsætningen mellem hendes fysiske Tilstand under den Koppesygdom, der blev hendes Død, og hendes aandelige Frigjorthed, give et smukt og sikkert rigtigt Billede af den Frelsens Forvisning, hvormed hun imødesaa sin himmelske Forening med den, "Hendes Siæl elskte saa høyt paa Jorden, og som elskte hende igien som sit eget Hierte", og han fortæller, at hun ved Esajas 52,12 havde tegnet et "F.4. A.S. i Himmelen".

7. Januar 1743 bukkede Dronning Anna Sophie under for den Sygdorn. der havde vansiret den fordum saa dejlige Kvinde til ukendelighed. - Var hendes Lykke for dyrt betalt? Selv har hun vel næppe følt det saaledes, thi som Leonore Christine har udtrykt det:
Ey noget siunis tungt for Ecte Kierlighed.
Trofasthed er den Dyd, man ey tør bluis ved.
†
Fra "Dronning Anna Sophie" af bl.a. Albert Fabritius