Kilde:

N.C. Rom: Den danske Husflid, dens Betydning og dens Tilstand i Fortid og Nutid
Andet Oplag. Kjøbenhavn. N.C.Roms Forlagsforretning. 1898.

Baroniet Brahetrolleborg kom år 1777 under den ædle grev Joh. Ludvig Reventlows styrelse, og som han i så mange forskellige retninger blev en reformator ikke blot for den kreds, hvor han virkede - da han især ved skolevæsenets ordning blev et lysende eksempel for hele landet - således blev han også i husflidens interesse en sand reformator for Baroniet Brahetrolleborg.

Det første grundlag for en tilfredsstillende kvindelig husflid er en god høravl og en rigtig behandlignsmåde for dens videre forarbejdning. I denne retning stod i hin tid alle egne langt tilbage; den indenlandske hør var kort, grenet og slet, behandlingen ved rødning, bragning og skætning var dårlig og uhensigtsmæssig, så at den indvundne hør kun var i stand til at afgive lidt og slet lærred. Det blev nu fra gården Lykkenssæde ved Trolleborg, at den for husfliden så vigtige fuldkomne behandling ved hørrens avl og forædling har udbredt sig omkring i hele landet.

En mand ved navn Henning Schroll havde nemlig i forrige århundrede opholdt sig en halv snes år som simpel arbejder ved høravlen i de egne af Tyskland, Holland og Flandern, hvor hørdyrkningen og Linnedindustrien ret havde hjemme. Senere rejste han nogen tid i Skotland for at undersøge de der brugelige brage- og skættemøller. Ved sin hjemkomst ansøgte han det daværende "Kgl. Commerce-Collegium" om et lidet forskud til at aflægge en prøve på den hollandske eller flanderske måde at behandle hørren på. Grev Schimmelmann tog sig især af ansøgeren og udvirkede, at det begærede blev Schroll tilstået. Prøven fandt sted i året 1791 på Brahetrolleborg under grev J.L. Reventlows tilsyn, og udfaldet viste, da høravlen kunne drives† til samme fuldkommenhed her i landet som i udlandet og drives med fordel. Dette blev af "Com. Collegiet" forestillet kongen, som bevilligede et rentefrit lån af 6000 rd. d. kt. til indkøbet af en gård og oprettelsen af et institut eller en læreanstalt, hvori der skulle gives unge mennesker undervisning i hollændernes eller flamlændernes måde at behandle hørren på samt i den engelske fabriksmæssige heglemåde. På nævnte kollegiums foranstaltning blev kort efter af assesor Rafn udgivet en fortrinlig anvisning til at behandle hørren efter Schrolls metode. To arvefæstegårde, Lykkenssæde og den største del af Bækkelund, blev indkøbte, og under den førstnævnte gårds navn blev læreanstalten Lykkenssæde grundlagt. Schroll havde ret til selv at vælge sine lærlinge, der var i lære i 4 år eller noget længere, dersom de kun var 16-18 år ved optagelsen. I læretiden fik de en årlig løn, som kollegiet udredede. Foruden alt, hvad der hørte til hørrens behandling, blev der også om aftenen givet undervisning i skrivning osv. De lærlinge, som forlod anstalten med bevis for duelighed, skænkedes der ifølge kgl. resolution af 5. marts 1800 hver 100 rdl. til anskaffelsen af redskaber og sædefrø. Desuden fik de håb oom 20-30 rd. mere, såfremt de senere dyrkede 1 td. land med hør efter den lærte fremgangsmåde til vejledning for beboerne i deres hjem. Senere fik de udlærte lærlinge ifølge kgl. resolution af 21. aug. 1816 fritagelse for værnepligten, "så længe udskrivningen til den stående hær kan bestrides med 22årige reserve og lærlingerne bevise for sessionen, at de fortsætte høravlen efter den meddelte undervisning i det mindste på 1 td. land". Dette institut havde i en lang årrække særdels gavnlig indflydelse på høravlen. 1832 fandtes 14 elever på gården, og henimod 100 var allerede spredte derfra over hele landet, så at næppe nogen regeringsforanstaltning til husflidens fremme i forbindelse med ivrige private bestræbelser synligere har båret gode frugter end Schrolls anstalt. Schroll døde den 17. januar 1833 i sit 73. år, siden 1809 hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn for sin ufortrødne virksomhed, hvilken ikke var ringe, da man de fleste år dyrkede hør på et fladerum af 20-30 tdr. land, og der på anstalten de første 32 år (1792-1824) avledes og berededes over ti tusinde lpd. hør. Fra 1857 fortsattes han værk af sønnen Gustav Schroll indtil 1848, ja om end i mindre omfang indtil hans død oktober 1863.

Men ikke alene for hørrens dyrkning og rigtige behandling blev der båret omsorg på Brahetrolleborg. Omtrent samtidig med oprettelsen af den for landets husflid så velgørende hørberedningsanstalt blev der opført en stort drejls- og damaskvæveri i Spangen ved Brahetrolleborg, ligesom der blev oprettet flere spindeskoler trindt omkring på baroniet. En stor del af den på Lykkenssæde avlede og tilberedte fortrinlige hør blev videre forarbejdet i disse velordnede spindeskoler eller hos de af egnens kvinder, der kunne og ville påtage sig at spinde fint og stærkt garn. Som et grademål for garnets finhed brugtes de tidligere omtalte talhasper eller knækhasper, og efter den derved fundne finhed samt efter styrke og godhed betaltes spindelønnen. Af spindeskolerne i og for sig var et fortrinligt middel til at udbrede praktisk øvelse i denne for enhver kvinde så vigtige syssel, er indlysende, men det er klart, at kappelysten og arbejdsdueligheden endnu fandt en ypperlig spore deri, at spindet blev betalt efter finhed og godhed. Det fineste og bedste hørgarn brugte man til drejl, medens det† ringere anvendtes til lærred og andet linned.

Damask- og drejlsvæveriets første bestyrer var en jyde ved navn Thorning, som i flere år havde uddannet sig i England. Senere styredes værket af islænderen Gudmund Thorsen, som efter dets ophævelse fortsatte drejls- og damaskvæveriet for egen regning på et mindre værksted i nærheden, og dette værksteds drift fortsattes videre af Hans Madsen, der allerede omtrent 1829 modtog Landhusholdningsselskabets prisbelønning på 54 rd. Han havde til en tid fuldt op af arbejde for mange herskaber, og hans tegninger og mønstre søgtes af mangen drejlsvæver.