Sybille Reventlow

Johan Ludvig Reventlow

Johan Ludvig Reventlow, Grev Christian Ditlev Reventlows og Baronesse Johanne Frederikke Sophie Bothmers yngste Søn, fødtes 28. April 1751 i Kjøbenhavn og opkaldtes i Daaben, der fandt Sted i Hjemmet to Dage senere, efter Grev Johan Ludvig Holstein, hans senere Stifmoders Fader. Tre Aar gammel blev han moderløs og maatte i sin Opvæxt lide under Trykket af de samme uheldige Forhold i Barndomshjemmet, som vi tidligere ved at omtale Broderens Ungdom have berørt. Medens Christian Reventlow i Marts 1763 optoges i Gymnasiet i Altona, synes Ludvig, der den Gang kun var tolv Aar gammel, inden han opnaaede den til Optagelse fornødne Modenhed, at have været anbragt i et privat Hjem i Byen under den alt andet end heldige Hovmesters Tilsyn. I den Sygdom, der her hjemsøgteham og hindrede Brødrene i Udforelsen af deres romantiske Flugtforsøg, behandledes han af Struensee, der den Gang var praktiserende Læge i Altona. Med Broderen gik han under Wendts Ledelse til Sorø og siden til Leipzig. Som hans daglige Omgangsfæller her nævnes den senere Kammerherre Adolf Frederik v. Witzendorff og Baron Conrad Philip Stenglin samt den bekjendte Lystspil- og Børnebogsforfatter Christian Felix Weisse. Paa Rejsen gjennem Evropa førte Ludvig paa Dansk en udførlig Dagbog, og det fremgaar af den, hvor grundig og omhyggelig Iagttager han trods sin Ungdom har været paa de forskjelligste Omraader, men at han især skænkede Landbruget, Undervisningsvæsenet og det mekaniske Fag sin Opmærksomhed. Ogsaa han vendte hjem fra Rejsen som et helt nyt Menneske; før havde han været faamælt og undselig blandt fremmede Folk, men nu var hans Tungebaand løst, og han bevægede sig frit og utvungent. ªHan er livligere end sin Broder," skriver Søsteren umiddelbart efter deres Hjemkomst, ªhans Karakter er blid og følsom, hans Væsen er ærligt, frit og frejdigt, han elsker sit Fædreland lidenskabeligt og er levende greben af Sorg over dets Ulykke. Han har udkaaret sig det tyske Kancelli som sit Virkefelt."

Hjemkommen fra Rejsen udnævntes han, der allerede 1766 var bleven Kammerjunker, 1. Februar 1773 til Auskultant i Rentekammeret og blev 21. Oktober Aaret efter Kammerherre.

Ved Faderens Død kom han i Besiddelse af Baroniet Brahe-Trolleborg, som han, efter at have opnaaet Myndighedsalderen, tiltraadte i Aaret 1777. Kort efter sammes Overtagelse sammenkaldte han Godsets Bønder, mindede dem i en indtrængende Tale om deres Pligter og Rettigheder og opfordrede dem sluttelig til sammen med ham at ødelægge Træhesten, Gabestokken og de øvrige Torturredskaber, som fandtes paa Gaarden, ,,de slemme Tugtemestre, der havde voldt dem saa mange sure Timer og fremkaldt megen Bitterhed i deres I Hjærter."

Omtrent samtidig med Baroniets Tiltrædelse fejrede Ludvig Reventlow sin Trolovelse med den femogtyveaarige Anna Sybilla Schubart, Datter af den 1759 afdøde Oberstlieutenant Carl Rudolph Schubart og Hustru Inger Løvenskjold. Hjemmefødt i Odense var hun med Moderen i dennes Enkestand kommen i huset hos Tanten, den fortræffelige Geheimeraadinde Løvenskjold til Løvenborg. Her havde hun allerede i sit niende Aar stiftet Bekjendskab med Louise Reventlow, der i Efteraaret 1777 førte hende sammen med Broderen. Hun havde ført et stille, tilbagetrukket Liv fjærnt fra hovedstaden bag den gamle Herregaards Mure. En Baderejse til Pyrmont, hvor hun havde gjort Goethes Veninde, Fru von Steins Bekjendtskab, hyppige Besøg paa Herresæderne i Omegnen og paa det kjære Løitmark ved Slien hos Familien Dewitz, - det var alt, hvad hun havde oplevet. Hendes Opdragelse havde været meget omhyggelig, og hun havde erhvervet sig omfattende Kundskaber i Datidens Literatur, særlig i den engelske og franske. Det var lykkedes hende at erobre Fritz Stolbergs Hjærte, og kun den alvorlige Betragtning, at hverken han eller hun ejede Formue til at kunne grunde et Hjem, afholdt ham fra at bejle til hendes Haand. Ludvig Reventlow, hvem dette Forhold ingenlunde var ubekjendt, havde længe svævet i Frygt og Haab, indtil Søsteren ordnede Sagen.

Den 16. Maj i 1778 stod Ludvigs og Sybillas Bryllup paa Løvenborg, og det unge, lykkelige Par holdt derefter sit Indtog paa Brahe-Trollehorg. Hvor inderlig Sybilla Reventlows Navn er knyttet til hendes Ægtefælles Livsgjerning, er noksom bekjendt. Hun fulgte med dyb Forstaaelse alle hans Planer og var ham en trofast Støtte i Modgangens Dage. ªSig selv lig i Regnvejr og Solskin, i Alvor og Skjæmt", som Baggesen træffende betegner hende, udøvede hun ved sin Sjælsligevægt en overordentlig gunstig indflydelse paa Ludvigs ofte altfor letbevægelige Sind.

Fra første Færd af ofrede Ludvig Reventlow sig ganske, med Hjærte og Sind, for sit kjære Trolleborgs Bestyrelse. For at lære Bønderne at kjende i deres Tale og Væsen gik han i Begyndelsen hver Aften paa sine Spadsereture i Besøg rundt om i Bondehusene, indlod sig i lange Samtaler med hver enkelt og søgte paa enhver Mande at lempe sig efter Bøndernes fatteevne og overvinde deres Indesluttethed.

Reventlow havde overtaget Godset under temmelig uheldige Forhold. Særlig i den Tid, da Faderen i sin Godtroenhed havde ladet sig lede af uærlige Husholdere, var der i Aarenes Løb begaaet betydelige Underslæb, og Gaardens Avlsbygninger vare i forfalden Tilstand. Kvægsygen havde hærget Egnen og tilføjet Bønderne store Tab, ja endog bragt ikke faa i dyb Fattigdom. Bønderne vare hoveri- og tiendepligtige, Bøndergaardene laa i Fællesskab, Skovene og Jorderne vare uden Hegn, paa Markerne stode ofte Træer, Stene og Rødder spredte rundt omkring.

Ifølge det 1775 i af Thomas Bugge optagne Kort over Baroniet omfattede dette ialt 6352 Tønder Land. Det paahvilede Reventlow først og fremmest at foretage en Revision af dette og ved en nøjagtig Opmaaling at bestemme, hvilke og hvormange Jorder der henhørte under Baroniets Hovedgaardstaxt. Dette Arbejde fuldendte han 1784 i Forening med Landinspektør Arctander samt Godsforvalter Fasting. Hans Tid var fremdeles stærkt optaget af Trolleborg Hovedbygnings Restauration. Dennes Mur var brøstfældig, Bjælkerne forraadnede og Fugtighed trængt ind i Huset. I Sommeren 1781 foretoges en Hovedreparation af alle Baroniets Kirker. Indhegning og Grøftning gjennemførtes overalt. For at bekæmpe Kvægsygen udstedte Reventlow Forbudet, at ingen af Baroniets Bønder maatte sælge eller kjøbe Kvæg fra en By til en anden. Gaardenes befængte Kvægbesætning blev nedslaaet, Staldene luftede og rensede, og derefter anskaffet en hel ny Besætning. I November 1782 havde han endvidere fuldendt sin omhyggeligt udarbejdede Plan til Ophævelsen af Hoveriet paa Godset, der skulde træde i Kraft i Løbet af to Aar Bernstorff, der gjennem hele Ludvig Reventlows Liv stod som hans lysende Forbillede i alle Landbosager, havde til hans Glæde godkjendt hans Ideer.

Alle Baroniets Anliggender drøftede han i ugentligt Samraad med et af Bønder sammensat Udvalg af Tillidsmænd. Den første Frugt af disse Forsamlinger blev Ordningen af Fattigvæsenet, hvorved Tiggeriet, der havde taget stadig Overhaand paa Egnen, blev standset, og de Fattige henviste til Sognet, selv gav han til dettes Fattigkasse et aarligt Bidrag af 500 Rdlr.

Jævnsides med disse Arbejder skred hans store Reformgjerning paa Skolevæsenets Omraade fremad.

Reventlow var opvoxet i den Tid, da de pædagogiske Interesser begyndte at røre sig rundt omkring i Landene.Han var tidligt bleven greben af Medlidenhed med Bondestandens store Vankundighed, og det var ham klart, at den legemlige Frigjørelse ikke vilde sætte blivende Frugt i deres Liv, naar ikke tillige den aandelige forberedtes. Pensonlig var han bekjendt med saa fremragende Pædagoger som Cramer, den senere Prokansler i Kiel, Resewitz, der fra Embedet som Sognepræst ved St. Petri tyske Menighed kaldtes til Leder af den berømte Opdragelsesanstalt Klosterberge, og navnlig Basedow, der først som Professor ved Akademiet i Sorø og siden ved Gymnasiet i Altona arbejdede for Indførelsen af en Mønsterskole Mest indflydelse paa hele Ludvig Reventlows Gjerning paa Folkeskolens Omraade fik dog Friederich Eberhard von Rochow. Denne udmærkede Adelsmand, Elev af Gellert, havde med stor Forstaaelse for Almuens Tarv paa sit Gods Rekahn ved Potsdam oprettet ypperlige Folkeskoler. Han havde ind-ført en i alle Maader forbedret Undervisning, optaget Forstandsøvelse og Hovedregning blandt Skolefagene, havde indrettet Klasseinddeling, regelmæssig Skolegang og især havt sin Opmærksomhed henvendt paa Sagens hygieiniske Side, idet han sørgede for rummelige, lyse og luftige Skoleværelser. Han udarbejdede selv Lærebøger, der viste betydelige Fremskridt i undervisningsmethoden, bl. a. den i sin Tid i utallige Skoler indførte ,,Kinderfreund". Rochows fortjenstfulde Gjerning blev banebrydende for hele Skolesagens Udvikling saavel i Nordtyskland som herhjemme. I Kiel oprettedes 1781 under Cramers Ledelse det første Seminarium i Danmark, til hvilket allerede den ældre Bernstorff havde undfanget Planen. Cramer var hyppig Gjæst paa Trolleborg, og Reventlow havde saaledes Lejlighed til at drøfte Sagen med denne berømte Pædagog. Med Rochow traadte han i Korrespondance og søgte jævnlig Raad og Vejledning hos denne. Da Reventlow i Sommeren 1783 foretog en Rejse til Tyskland, besøgte han ogsaa det ansete Philantropinum i Dessau, men fik desværre ikke sit ønske opfyldt, at gæste Rochow og personlig gjøre sig bekjendt med hans Skoler.

Der fandtes den Gang i Brahe-Trolleborg Sogn kun Èn Skole eller rettere Skolestue i ,,en faldefærdig Hytte", der laa paa Brahe-Trolleborg Kirkegaard, en Fjerdingvej fra Haagerup, hvor Skolelæreren boede. Undervisningen var her næppe værre eller bedre end andensteds i Danmark i hine Dage. Børnene læste Luthers Katekismus uden at forstaa noget af dens Indhold. Udenadslæsningen spillede Hovedrollen, Ordlydens nøje Gjengivelse var Hovedtingen, medens Spørgsmaalet om Opfattelsen sattes i anden Række. Skolegangen var vilkaarlig og rettede sig efter Lærernes og Forældrenes Forgodtbefindende. Der fandtes ikke faa unge Mennesker paa Sognet, som vare ukjendte med Bogstaverne. Med utrolig Iver og Omhu gik Reventlow til den store Arbejdsmark, der her frembød sig for ham.

Det gjaldt først og fremmest at skaffe dygtige Lærerkræfter til Veje. Disse fandt Reventlow i de tre første paa Seminariet i Kiel uddannede Lærere, alle Sønderjyder: Christian August Schmidt, Johannes Hansen Pade og Hans Erichsen, Navne, der have Krav paa at mindes i den danske Folkeskoles Historie. Indtil Schmidts Uddannelse fuldendtes i Kiel, arbejdede Reventlow paa Opførelsen af en ny Skolebygning i Gjærup, der saaledes skulde blive den første Folkeskole i Danmark: i den nye Aand efter Rochows Mønster. I Efteraaret 1783 var Huset - en grundmuret Bygning, smukt og frit beliggende, med rummelige og luftige Værelser, gjennem hvis Vinduer Lyset faldt fra tre Sider - fuldendt. Der var indrettet Værelser til Skolelæreren med Familie, og nogle Kamre til Kostgængere. I Haagerup oprettedes ligeledes en Skole, samt en tredje i Grønderup, der ligesom den første opførtes fra Grunden af i Aaret 1786. Ved Gjennemførelsen af sine Planer støttedes Reventlow især af den daværende Præst for Brahe-Trolleborg og Krarup Menighed, Pastor Birch. Denne holdt ogsaa, sammen med Reventlow, Talen ved den Højtidelighed, hvormed Skolen d. 17. December 1783 indviedes.

Ludvig Reventlows Skolereglement, der tjente til Mønster for alle Folkeskoler, der i de følgende Aar oprettedes, især for Christianssædes og Lindenborgs Skoler, indeholdt en Række Bestemmelser, hvis Hovedtræk her bør fremdrages.

Fra det sjette til det fjortende Aar skulde hvert Barn være skolepligtigt. Skolen holdtes om Vinteren fra 1. Oktober til 1. Maj fra 9-2 Formiddag for de ældste Børn og fra l-4 for Begynderne. Børnene bleve frit underviste og fik ligeledes uden Betaling Bøger og Skrivematerialer udleverede.

Det krævedes, at alle, som vilde blive Gaardmænd efter 1788, maatte kunne læse enhver trykt dansk Bog og tydelig Skrift, selv skrive en god Haand og regne de fire Species og Reguladetri. For ældre, forhenværende Elever, der maatte ønske at udvide deres Kundskaber, oprettedes en Aftenskole Søndag og Onsdag Eftermiddag.

Til Skolens Underhold gav Reventlow aarlig 100 Rdlr. Hver Gaardmand maatte aarlig bidrage fire Mark, en Skjæppe Rug og en Skjæppe Byg, samt et Lispund Hø og Halm af hver Tønde Hartkorn; ogsaa Husmændene, Karlene, Pigerne og de konfirmerede Drenge maatte yde deres Skjærv, fra en Mark ned til to Skilling. Hertil korn Tavlepenge, smaa Bøder og Salærer, som henlagdes under Skolekassen. Bygningerne opførtes og vedligeholdtes paa Grevens Bekostning. Skolekommissionen dannedes af Præsten, Forvalteren, Skoleholdeme og tre Tilsynsmænd under Grevens Ledelse.

I Lærerens instrux indskærpedes det, at denne skulde beflitte sig paa et højt og tydeligt Foredrag. Undervisningsfagene vare: Religion med benyttelse af Bibelen i Udvalg, Geografi, Historie og navnlig Fædrelandets, Naturlære, Agerbrug, Regning og Skrivning. Hovedvægten lagdes efter Rochows System paa Opfattelsen, og al aandløs Udenadslæren var forbudt. Kun større Forsyndelser mod Skolens Tugt og Orden straffedes med legemlige Revselser, der tildeltes Børnene ikke af Læreren, men af Fattigfogeden. For at opmuntre Elevernes Kappelyst udsattes Præmier ved Uddeling af Bibler og Salmebøger. Lærernes Løn var efter Forholdene rundelig, 80 Rdlr., 5 Tdr. Rug og ligesaa mange Byg samt forskjellige Indkomster i Naturalier.

I forholdsvis kort Tid opnaaede Reventlow at se Frugter af sin Gjerning i Forældrenes Interesse for Skolen og Børnenes vaagnende Lærelyst. Aftenskolen besøgtes den første Vinter af over fyrretyve ældre Mænd, der ønskede Skriveundervisning. Ogsaa Forelæsningerne om Vinteraftenerne samlede en stor Skare af Tilhørere. Dette glædelige Resultat skyldtes dog først og sidst det Fortrolighedsforhold, der havde udviklet sig mellem Reventlow og Bønderne, hans varme Hengivenhed og Omsorg for Lærerne og den ømhed og Kjærlighed, han personlig viste Børnene. I Eftermiddagstimerne hver Søndag samledes alle Børn fra Skolerne, der havde udmærket sig ved Flid og Fremgang, til Lege og Legemsøvelser paa Trolleborg.

Brahe-Trolleborgs Skoler vandt snart almindelig Anerkjendelse i de videste Kredse rundt om i Landet. Den bedste Støtte og Opmuntring fandt han, der var et saa udpræget Familiemenneske, i sine Nærmestes Forstaaelse og Bifald, hos sin trofaste Hustru, der følte for hans Ideer, hos Broderen, der fulgte hans Exempel, og hos Søsteren, der var opfyldt af levende Deltagelse for hans Planer. ,,Hvor faderlig", skriver Louise i et Brev til ham, ,,vil Du nu om Vinteren virke for Dine mange Børn. Du har løst deres Svøb, nu maa de selv lære at gaa. Du følger Dine smaa Venner paa Vej over den knirkende Sne og glæder Dig ved Din Udsæds Spirer. Du opmuntrer dem, retter venligt deres Tale, velsigner dem med ny Undervisning og bliver atter velsignet med nye Nydelser.

Ved Efterhøstexamen 1786 havde Reventlow Besøg af den saa højt skattede, ærværdige Cramer, som udtrykte sin varmeste Anerkjendelse af de Resultater, han havde opnaaet. I Juni 1789 gjæstede Hertugen af Augustenborg, Eichstedt, Buchwald og B¸low Brahe-Trolleborg. I Grønderup Skole, hvor Børnene fra alle tre Skoler vare forsamlede, examinerede Schmidt over Arbejdsomhed, Pade over Fortællinger af Rochows Børneven og Erichsen i Geografi, hver en halv Time. Hertugen udbrød: ,,Det er den rette Undervisningsmethode, at danne Begreber, og ikke, som man har gjort med mig, at plage os med Udenadslæren af Ting, man ikke forstaar et Ord af Det var at ønske, baade for mig og mange andre, at vi vare blevne underviste saaledes. Her skulde Biskop Bloch og mange Præster gaa i Skole." Som et Tegn paa Hertugens Jævnhed fortæller Sybilla, at han ved denne Lejlighed hos Reventlows Yndlingsbonde Mads Skytte spiste saameget Tykmælk og Flæskepandekage, at han maatte lade Dineren paa Slottet staa. Faa Uger efter, 20. Aug., indtraf ogsaa Kronprinsen paa Brahe-Trolleborg. Ogsaa han overværede med stor Interesse Examinationen, og han bevidnede Reventlow sin Anerkjendelse i de varmeste Udtryk. Til Buchwald, der ledsagede ham, ytrede han: ,,Kjender De det højeste, ivrigste af mine ønsker? Det er, at alle Skoler rnaatte vorde indrettede som denne. Sjælden, næsten aldrig forstod jeg, hvad en voxen Bonde sagde til mig, men af alle disse Børn er der ikke i Dag talt et eneste Ord, som jeg ikke tydelig har hørt og forstaaet." Ved at gjøre sig bekjendt med de propre, nette Husmandsboliger, han her saa, udbrød han: ,,Her kunde man have Lyst at blive Husmand."

Som et synligt Tegn paa sin Tilfredshed med Skolerne lod han i Juli 1791, i Overværelse at de forsamlede Skolebørn og deres Forældre, gjennem Amtmand Buchwald overrække Skolelærerne Fortjenestmedaillen med Indskriften: Udmærket Flid belønnes herved. Schmidt og Pade modtog den i Guld, den yngre, Erichsen, i Sølv.

Hvorledes Reventlow i sine Bestræbelser for den danske Folkeskoles Reformering og for Oprettelsen af Seminarier herhjemme førte de lykkelige Resultater af sit Arbejde ud i større Kredse over hele Landet, skulle vi gjøre til Gjenstand for Omtale i et senere Afsnit.

---

Det vil fra Christian Reventlows Breve mindes, hvilken Sorg og Forbitrelse Bernstorffs Afskedigelse af Statstjenesten i Nov. 1780 havde vakt i den reventlowske Kreds og blandt dens Tilhængere. Det var jo ikke alene Tabet af den store, beundrede Statsmand, de beklagede, men ogsaa Savnet af deres Partis mægtigste Støtte, den utrættelige Banebryder og Talsmand for de Ideer, de havde viet deres hele Kraft, og tillige den bedste Ven og Slægtnings Bortgang. Deres Had vendte sig mod Guldherg, Bernstorffs sejrende Modstander, med hvem atter Reaktionen mod alle de frie Rørelser, hin havde vakt, paany holdt sit Indtog. Hans udprægede, exklusive Danskhed, hans servile, krybende Væsen, hans Bedemandsstil, ,,der noksom røbede hans Herkomst", er stadig Gjenstand for deres, ofte vel aristokratiske Spot. Skjønt Udsigterne for dem i Begyndelsen vare saa mørke som vel mulig, fattede de snart Mod; de havde jo været Vidne til større Omvæltuinger end denne, og de mindede truende om Struensees tragiske Endeligt og satte deres Lid til den unge Thronfolger, der nærede stor Sympathi for den faldne Statsmand. Brødrene Reventlow og den yngre Schimmelmann sluttede sig nøjere end nogensinde til hinanden, især efter at denne ikke længe efter var bleven deres Svoger. Paa Bernstorffs Raad traadte Ludvig Reventlow 18. April 1781 som femte Deputeret uden Gage ind i Rentekammeret.

Allerede i Eftersommeren 1781 knyttedes i al Hemmelighed en Forbindelse mellem Kronprinsen og Bernstorff. Da Schlanbusch i Efteraaret 1782 var vendt tilbage fra sit Ærinde hos Bernstorff, gjorde han efter dennes Raad ufortøvet Schimmelmann, Ludvig Reventlow og senere dennes Broder Christian delagtig i sine Planer. Ludvig Reventlow maa fra først af uden Tvivl kaldes den virksomste af de tre. Han overtog Brevvexlingen med Bernstorff, der fra Trolleborg over Sandbjerg og Kiel (gjennem Cramer) gik til Dreil¸tzow. I Januar 1783 konfererede han med Stampe om Spørgsmaalet vedrørende Paaskyndelsen af Kronprinsens Konfirmation, hans Indtrædelse i Statsraadet, Kabinettets Ophævelse: Planer, hvis nærmere Udarbejdelse vel hovedsagelig skyldes ham. Forsynet med Kronprinsens Fuldmagt havde Reventlow paa en Rejse til Tyskland i Slutningen af Juni havt en vigtig Samtale med Bernstorff. I Juli var han i Pyrmont, hvor Breve fra Hjemmet underrettede ham om Guldbergs nye stigende Magtudfoldelse, der vakte Lysten hos ham, ,,at fare frem med Tordenkilen", dog udtrykker han sig af Hensyn til Brevaabnerne højst forsigtig herom og ønsker kun, at der maa indtræffe noget, som kunde give det hele en anden Vending. Over Leipzig, Dessau og Magdeborg vendte han hjem efter at have gjæstet Dreil¸tzow i Dagene mellem 18. og 20. September og derfra medbragt Bernstorffs Betænkning. Medens Broderen Christian umiddelbart før selve Regeringsskiftet satte sig i Fare ved egenhændig at udfærdige de til Statsforandringen sigtende Ordrer, deriblandt en (dog ikke af Kongen underskreven) Befaling til eventuelt at optage Fanger i Citadellet, vovede Ludvig Reventlow sin Person ved at holde Vagt bos Kronprinsen selve Natten d. 14. April og de følgende Nætter for at forebygge en mulig Overrumpling. Ledsaget af Ludvig Reventlow og Schimmelmann, der vare rejste ham imøde, holdt Bernstorff den 1. Maj til Vennekredsens store Jubel sit Indtog i Kjøbenhavn. En lykkelig Tid vendte nu tilbage med ham, de svundne, bitre Aar vare hastig glemte som en styg Drøm. I Ly af Bernstorffs Beskyttelse og Opmuntring udfoldede nu begge Brødrene Reventlow deres fulde, frodige Arbejdskraft til Landets og især Bondestandens Bedste. Atter var Bernstorff Slot Hjemstedet for den talrige Slægt. Den Fred og Hygge, der herskede i denne lykkelige Kreds i hin for dem saa mindeværdige Sommer, der fulgte efter Bernstorffs Gjenkomst, har Frederik Leopold Stolberg i levende Farver skildret i sit smukke Familiebillede, den beskrivende Digtning ,,Der Traum", som er tilegnet Grev Christian Reventlows Hustru. Den 7. Juli udnævntes Reventlow, ved Siden af sin Stilling i Rentekammeret, til Deputeret i økonomi- og Kommercekollegiet og blev endvidere Medlem af den 2. Nov. nedsatte Landbokommission. I April og Maj havde han desuden været beskjæftiget med at gjennemgaa det ophævede Kabinets Protokoller og afgav en udførlig Beretning om sit Arbejde til Kronprinsen, idet han fremhævede den store Uorden, der herskede i disse.

Skjønt Reventlow ved sin Indtrædelse i Rentekammeret havde betinget sig Tilladelse til at opholde sig Sommermaanederne paa Trolleborg for at varetage sine Interesser her, følte han sig i længden ikke tilfredsstillet af Embedsgjerningen, og Længslen efter et fuldstændig uforstyrret Landliv, der forundte ham ubegrænset Fritid til Virkeliggjørelse af hans mange Planer, voxede stadig i ham
Allerede i Foraaret 1787 omgikkes han med Planer til at forlade Embedsvejen. Hans Pengeforhold vare alt andet end glimrende, men han haabede nu, ved at vælge Trolleborg til stadig Opholdssted, bedre at kunne varetage sine Interesser her og spare de betydelige Udgifter, Livet i Kjøbenhavn medførte. Hans Gjæld beløb sig den Gang til 68,000 Rd., som det var hans Hensigt efter Beregningen at afdrage i Løbet af 28 Aar.

For at faa Penge mellem Hænderne optog han omtrent paa samme Tid et Laan af Kreditkassen paa 10000 Rdlr., der skulde hjælpe ham ud af Forlegenheden. I Oktober havde han en længere Samtale med Schimmelmann, hvori han fremstillede sin Plan for denne og forsikrede ham om, at han og Sybilla ved Sparsommelighed nok skulde vide at komme ud af det med deres Indtægter. Medens Schimmelmann nærede Frygt for, at han ikke kunde undvære Gagen, billigede Bernstorff hans Forsæt. I Januar 1788 havde Reventlow en Audiens hos Kronprinsen, der udtalte ønsket om, at han vilde overtage Amtmandsposten i Odense, et Embede, der godt vilde kunne forenes med hans Planer. Han undslog sig imidlertid ved at modtage dette Hverv, da hans højeste Attraa var at have hele Tiden til sin Raadighed og faa ganske frie Hænder. Den 9. April indgav han sin Ansøgning om Afsked saavel fra Kommercekollegiet som fra den øvrige kongelige Tjeneste, hvilket kort efter bevilligedes ham.

Efter at Revisionen af Godsets Kort, som nævnt, var tilendebragt 1784, begyndte Reventlow, som indledning til Udskiftningsarbejderne, paa Taxationen af Jorderne. Som Maalestok for deres indbyrdes Værdiforhold sattes et bestemt under Baroniet hørende Jordstykke, der ansaas for at være det bedste. Den særskilte Delingsplan udarbejdedes i Aarene 1785-87. Bøndergodset, der skulde udskiftes, omfattede henved hundrede Gaarde, der laa i samlede Landsbyer, og Udflytningen strakte sig til over Halvdelen af de gamle Gaarde og et stort Antal Huse. Til disse store Byggeplaner krævedes betydelige Oplag af Tømmer og andre Materialier; der anlagdes flere Teglværker, et Slibe- og Hammerværk, og der beskjæftigedes saaledes i disse Aar et betydeligt Antal Haandværkere paa Baroniet.

I Foraaret 1787 udflyttedes de to første Gaarde med grundmurede Vaaningshuse og Bindingsværks Udhuse. Det var Reventlows Plan, at samtlige Udflyttergaarde skulde mures op fra Grunden, men af Hensyn til de store Omkostninger benyttedes væsenligt Bindingsværk. Prisen for Bygningernes Opførelse varierede mellem 900 og 476 Rdl. Det samlede Regnskab, der afsluttedes 1793, viser, at der ialt opførtes 87 hele Gaarde, to Halvgaarde samt et Par Bolssteder, ialt med en Udgift af 25,925 Rdlr.

I Slutningen af Aaret 1787 sammenkaldte Reventlow sit Ottemandsraad, bestaaende af Baroniets opvakteste og paalideligste Gaardmænd (hvoraf han selv havde valgt de fire og Bønderne de andre), som i meget kort Tid fuldendte Udflytningen. Maalet før hans aarelange ihærdige Bestræbelser, den almindelige Udskiftning, Uddeling af Arvefæstebrevene og Hoveriets Afløsning paa Baroniet Brahe-Trolleborg var naaet saavidt, at han kunde fastsætte Dagen for Indførelsen af disse saa vigtige Forbedringer til Grevinde Sybillas Fødselsdag den 14. September 1788.

Faa Dage forinden sammenkaldte han alle Bønderne og forelæste dem Arvefæstebrevene samt de Betingelser, der knyttede sig til dem. Med Undtagelse af Bønderne fra Aaby og Pejrup, der foretrak at forblive Fæstere, gik alle ind paa hans Forslag. Paa selve Dagen, som Reventlow havde søgt at give et saa festligt og stemningsfuldt Præg som muligt, holdt han i Overvær af alle Baroniets Bønder og i Nærværelse af de til Festen indbudne Gjæster: Joachim og Christian Bemstorff, der vare mødte paa Faderens Vegne, Etatsraad Hansen fra Rente-kammeret, Kancelliraad Fabricius og Komponisten P. A. Schultz, en hjærtelig, indtrængende Tale, i hvilken han gav et Tilbageblik paa den hidtil udfoldede Virksomhed, og erklærede højtidelig Hoveriet for ophævet og de 88 tilstedeværende Gaardmænd for frie Arvefæstere.

Der er ingen Tvivl om, at denne Tale, hvormed han som Husbond tager Afsked med sine Bønder og ønsker dem til Lykke som frie Mænd, maa have gjort et stærkt Indtryk paa alle Tilhørerne. Det er et Billede rigt paa gribende Stemning som paa malerisk Virkning, der uvilkaarligt træder frem for Fantasiens Blik. Midt i den store brogede, lyttende Forsamling, der bar bænket sig i den ærværdige, med grønt Løv smykkede Borggaard paa den klare Høstdag, hæver sig Talerens Skikkelse, Borgherren selv, strænge og mægtige Herremænds Ætling, der blev sine Bønders Velgjører og Ven. Alles øjne mødes i hans uendelig milde Blik, idet han vidner for dem om Næstekjærlighedens og Lighedens skjønne Evangelium: ,,Ingen foragte den anden for de Vilkaar han er i, det er ikke Pladsen, men Maaden at opfylde den paa, som gjør os agtet og elsket."

Den smukke Dag endte med Dans og Lystighed, og Bønderne bleve beværtede paa Gaarden som om det, for at benytte et øjenvidnes rigtignok mindre heldige Udtryk, ,,var sande Hædersmænd".

Til Ludvig Reventlows store Sorg kunde hverken Broderen eller Søsteren være tilstede ved denne Fest. Men Louise sendte ham til selve Dagen en Hilsen, maaske det skjønneste af de mange Breve, hun har skrevet til Broderen, som ikke lader os i Tvivl om hendes Følelser. ,,Jeg vover næppe at skrive til Dig, Du Elskede," begynder hun, ,,naar jeg tænker paa den festlige Dag, da dette Brev vil komme i Dine Hænder. Held Dig og Velsignelse fra oven, Velsignelse, som Gud sender den med forøgede Evner, med udvidet Virksomhed, med vellykket Arbejde. Jeg kan ikke sige Dig, hvorledes jeg føler det, men jeg ved, at Dit Hjærte er for stort for alt, hvad Verden kalder Løn. Du kjender, Du ønsker kun himmelsk Løn, der bliver i al Evighed, Væxt i Visdom og Kraft i større og større Kredse. Gid jeg kunde bede med Dig, høre Din Tale, hjælpe Dig med at velsigne! Men min allestedsnærværende Kjærlighed skal omsvæve Dig og være Dig nærmere end du tror." Hertil føjer Christian Stolberg nogle Dage senere de ikke mindre varmtfølte Ord: ,,Jeg kan ikke tænke mig nogen skjønnere Højtid end den Fest, hvormed Du har fejret vor kjære Sybillas Fødselsdag. Hvor maa hun ikke ogsaa have glædet sig ved sit skjønne Liv og sin herlige Lod ved Din Side. Hjærtens gjærne vilde jeg være denne hellige Dags Skjald, men hvorledes kunde jeg synge en trolleborgsk Sang uden netop at udøse mit Hjærte i et Kvad om Dig, hvem jeg sandelig ærer som den bedste blandt Menneskenes Børn. Selv uden min Villie vilde alle Toner klinge sammen til en Højtidssalme til Din Ære, og jeg ved, hvor det vilde vække Din Mishag, om der end sikkert ikke vilde undslippe mig et Ord, hvortil ikke alle Dine Venner, det vil sige alle, der kjende Dig, kunde sige Ja og Amen".

Sybilla Reventlow fortæller i sin Beretning om Festen, at den blaa himmel formørkedes mod Slutningen af Ludvigs Tale, tunge Skyer trak op, og et kort, men hæftigt Uvejr drog over Egnen.

Det er, som skulde der ligge et Slags Varsel heri. Alt saa lyst og smilende ud for ham paa hin Dag, som han kalder den skjønneste og frydefuldeste i sit hele liv. Hans Hjærte var fuldt af Tak og Tillid, men snart skulde tunge Skyer formørke hans Glædes Himmel.

Det varede ikke længe, for Bønderne begyndte at fatte Mistanke til den ,,naadige Greve". For deres snævre Synskreds stod det søm en Umulighed, at en Mand af hans Stand skulde have gjort et saadant Skridt, uden at han maatte have en skjult egennyttig Bevæggrund dertil.

Juleaften indsendte niogtyve Gaardmænd, der oprindelig vare imod Reventlows Planer og som først Aftenen før den 14.September i den ellevte Time havde indvilliget, men nu atter ændrede deres Beslutning, et af en Sagfører i Odense forfattet Klageskrift. De forlangte Nedsættelse af Kornydelsen og vilde ellers være Fæstere igjen. Reventlow lod hver enkelt komme til sig og søgte i venlige Ord at vinde dem, men det lykkedes ham kun at bringe fem af dem over paa sin Side. Sagen trak hen til i April, da fire Bønder af de Utilfredses Skare, der nu omtrent talte fem og tredive, indfandt sig hos ham for at anmode ham om et Pas til Kjøbenhavn, da de vilde klage over Greven til Kronprinsen. De havde medbragt Vidner for det Tilfælde, at han vilde nægte dem dette. Slutningen af Maj rejste Bønderne til Hovedstaden, hvor de opholdt sig i otte Dage; to Gange havde de B¸low i Tale og fik ogsaa Foretræde hos Kronprinsen, der gav dem Svaret: "Gaa kun hjem Børn, I skal faa den Ret, jer tilkommer". Dette Svar trøstede Reventlow, men Sorgen over Bøndernes Utaknemlighed satte dybe Spor i hans Liv. Han stillede der efter de Klagende Valget mellem at faa et Hus med tre Tønder Land eller at vende tilbage til deres tidligere Kaar.

Aarene 1787-88 høre uomtvistelig til de lykkeligste i Reventlows Liv, i hvilke hans beundringsværdige Arbejdskraft naaede sit Højdepunkt. Dagen begyndte om Sommeren allerede Klokken fire for ham og var inddelt efter en Timeseddel, som han altid iagttog paa det nøjeste.

Ved Siden af sine omfattende Arbejder paa Trolleborg, som han efter at have sagt Embedslivet Farvel, sjældent senere forlod, nød han i uforstyrret Fred Familielivets Glæder. Vi hende det lykkelige Liv, der den Gang førtes paa Trolleborg, fra Baggesens Dagbog fra hine Aar. Den unge Digter var i Juni 1787, anbefalet af Charlotte Schimmelmann, bleven optaget i den reventlowske Kreds, hvor han snart vandt alle Hjærter. Fra første Færd af var det vel nærmest Medlidenheden med hans Fattigdom og Vanskæbne, der var den herskende Følelse over for ham. Sybilla sammenlignede ham med den tidligt afdøde tyske Digter Hˆlty, der blodfattig og gustenbleg, med Døden i Hjærtet sang sine sparsomme, stemningsfulde og klangrige Sange. Men efterhaanden som Forlegenheden og Undseelsen svandt, og hans Hjærte begyndte at frigjøres i den skjønne Natur, i det harmoniske Liv, der førtes i hans omsorgsfulde, fintfølende Velynderes Kreds, da Lykkens Solskin for første Gang skinnede ind i hans prismatisk skiftende Sjæl, slog Følelsen over i Beundring for ham. Han ævnede tilfulde det fine Dobbeltspil snart at kunne indtage de følsomme Damers Hjærter som det naive, troskyldige Naturbarn, snart at blænde dem ved sin store Konversationsævne og sin digteriske Hyldest. Tillige forstod han at gjøre sig nyttig paa forskjellig Maade, saaledes gav han Ludvig Reventlow mangt et gavnligt Vink i Undervisningsspørgsmaalet; han var en talentfuld og beundret Oplæser baade af Ewalds og Holbergs Værker - de sidste vovede han dog kun at foretage temmelig beklippede, - og endelig hjalp han med til at give alle de nyudlagte Gaarde Navne.

Baggesen forblev med Afbrydelser Sommeren og Vinteren 1787 over paa Trolleborg og vendte senere, i Aaret 1790, med sin Hustru tilbage dertil, hvor han optoges med uforandret Kjærlighed.

Sikkert havde Sybille Reventlow ikke saa lidt at døje under Baggesens barnagtige Luner, hans Mangel paa Ordenssans og Punktlighed og især hans sygelige, ophidsede Tilstande. Baggesens Forhold til den reventlowske Familie vil andensteds blive udførligere behandlet, men her er det dog Stedet at mindes hint smukke Træk fra Baggesens Liv paa Trolleborg, hvorledes Grevinde Reventlow ved sin lille Søn lod den syge Digter bringe en Morgenhilsen paa Sengen i Form af friske, røde Roser, en Episode, der gav Anledning til et af hans smukkeste og kjendteste Digte.

Betegnende for Livet paa Trolleborg er Sybillas Skildring af en Sommeraften i Aaret 1788. Hun har i Maaneskiunet i det dugvaade Græs spadseret med Komponisten Schulz omkring Nørre Sø. Solen er gaaet ned bag det skovklædte Rantzausholm. Alt aander den dybeste Fred i Naturen. Et Jagthorn og en Klarinet vækker det slumrende Ekko i de tavse Skove. Fortabt i Aftenens Skjønhed vender man sent hjem. Lampen tændes og Schulz sætter sig ved Klaveret og spiller Korene af Athalie og Dronningen af Golkonda.

Ogsaa et tiltalende Vinteraftensinteriør er bevaret og et Indblik givet os i dette Hjems patriarkalske Hygge og Jævnhed, som i hine Dage næppe har havt sit Sidestykke i nogen Lehnsbesidders Hus. Omkring det store, runde Bord i Dagligstuen sidde Ludvig og Sybilla, dennes Søster Charlotte Schimmelmann og deres Moder, Fru Schubart, og ved Grevens Side Læreren Oest, der læser højt for det lille Selskab. Arentz og de smaa Drenge, der ere beskjæftigede med at tegne, slutte Kredsen. Lekturen er Georg Forsters Rejsedagbog fra Pelew øeme, Samtidens Ideal af en jordisk Idyl, befolket af ædle og uskyldige Naturbørn.

Ludvig Reventlows store og gode Hjærte havde sin Skyggeside i hans blinde Tro til Menneskene, hans vidt drevne Overbærenhed med slette Betalere, hans uberegnede Rundhaandethed og hans til Tider ganske stundesløse IdÈjagt. Alt dette var Skyld i, at det ikke lykkedes ham at komme paa den grønne Gren og tilkæmpe sig den sorgfri, af trykkende Gjæld udfriede Existens, som han atter og atter udmaler i skjønne Farver.

Baroniet Brahe-Trollehorg indbragte i Faderen Grev Christian Reventlows Tid i Begyndelsen af Halvfjerdserne en Indltægt af 6000 Rdlr., dog med Fradrag af alle Udgifter kun 3900 RdIr. aarlig. Jordebogen opviste noget over 2100 Rdlr., Forpagtningen af Brændegaarden indbragte 1200 og Trolleborg 2700 Rdlr. 1788 angav Jordebogen 5500 Rdlr., Trolleborg gav alene 2400 Rdlr., med Gaardene Sølyst, Egneborg og Hyppet 4400, og Brændegaard 1600 Rdlr., den øvrige Hovedgaardstaxt beregnedes til 1000 Rdlr. og Skovindtægterne til 3 ‡ 5000 Rdlr. Trods denne store Forbedring af Godsets Status var Reventlows Gjæld dog i Aaret 1790 alt i alt voxet til 125,000 Rdlr., og de følgende højst uheldige Aar satte ham endnu længere tilbage.

Det synes næsten ufatteligt, hvorledes Reventlow, der jo staar for den almindelige Bevidsthed som en af de ypperste Mænd paa Landbrugets Omraade herhjemme, saa ganske kunde blive Offeret for en fremmed, uduelig Landøkonoms Plattenslagen og Svindel, hvilket desværre, efter alt at dømme, har været Tilfældet. I Juli 1791 tog Reventlow en ny, ham anbefalet Godsbestyrer i sin Tjeneste ved Navn Schmeltz, der indkom fra Sachsen og afløste Englænderen Somerwell, der havde indført forskjellige Forbedringer paa Baroniet, bragt engelske Plove i Brug, anlagt overdækkede Grøfter og anvendt en forbedret Kartoffel- og Roedyrkning. Schmeltz paastod at være hjemme i alle Landbrugets Grene og forelagde en kombineret Plan til en ny Mønsterdrift af Jorderne, der i utrolig kort Tid skulde bringe Reventlow enorme Indtægter. Det var Schmeltz' ,,store Tanke", at forbinde alle ,,Skovoperationer" med Agerdyrkningen, og at hvert Hjul i Godsets Drift skulde gribe i det andet. En af hans betydeligste ,,Forbedringer" var Staldfodringen. Der opførtes kostbare Avlsbygninger og der anskaffedes store Fade til ,,Nedsaltning" af Græsset og ,,Indsyring" af Foderstoffer. Alle Markerne bleve oppløjede for at han kunde udføre sin Masseudsaaning af Rødløgsfrø, Kløver og Vikke, saa at Herskabet maatte kjøbe Mælken hos Bønderne. Schmeltz, der med sin Kone, som bestyrede hele Mejerivæsenet paa Gaarden, først havde spist ved Grevens Bord, førte en flottere Husholdning end denne, ja det hedder endog, at Herren maatte tage til Takke med de Levninger, der faldt fra Forvalterens rige Bord. Schmeltz havde i kort Tid vundet et ganske uindskrænket Herredømme over Reventlow, der fuld af Beundring saa op til hans store Kundskaber og Dygtighed. Derfor fandt Greven sig ogsaa i Forvalterens "raa og despotiske Tone", hans store Uforskammethed overfor ham og den hensynsløse Behandling, han gav Folkene paa Gaarden, alt i Tillid til sin Godsbestyrers øvrige store Egenskaber. Alt var militært indrettet under Schmeltz' Regimente, endog Køerne bleve excercerede. Staldfodringen med hele dens bekostelige Apparat, der sattes i Gang i Juni 1792, viste sig snart at være ganske mislykket. Tilsidst indkjøbte Schmeltz til ingen Nytte havefrø i Tøndevis og lokkede endog Reventlow ud til at tage en Mark med herlige Ærteplanter i øjesyn, som ved nærmere Undersøgelse viste sig at være Ukrudt. Da brast endelig Grevens Taalmodighed; det kom til et heftigt Optrin mellem ham og Schmeltz, og han bebrejdede denne bittert, at ikke en eneste af de Planer, der fandtes ,,paa Papiret", havde staaet sin Prøve. Forvalteren gav ham et grovt Svar og raadede ham haanligt til at vende tilbage til ,,den gamle Slendrian", der havde hersket paa Godset før hans Tid. Uden at sige Farvel forlod Sehmeltz hemmeligt Gaarden i August 1793. Som det snart viste sig, havde Svindleren tilføjet Godset saa stor Skade, at det end ikke forvandtes i Ludvig Reventløws Tid. Selv anslog denne Tabet til mellem 10 og 20,000 Rdlr. og han bekjender, dybt rystet over det skete, til Broderen, at "Anger, Skamfølelse og Mistillid til sig selv" vare Følgerne af disse bitre Erfaringer, hvis Resultater vare "vitterlige Fejlgreb og Tab".

Kort efter indlod Reventlow sig paa nye Planer, hvis Iværksættelse, som han haabede, skulde bringe ham Erstatning for de store Tab, han havde lidt - en forceret Gjennemhugning af Baroniets Skove, den saakaldte "Holtzentreprise", som han dannede sammen med Svogeren Schimmelmann.

Ved Reventlows Tiltrædelse af Baroniet omfattede dette ialt 2975 Tdr. Land Skov, hvoraf de 2254 Tdr. Land var Storskov. Skovtyverier, ofte endog i stor Stil, hørte til Dagens Orden, indtil han lod Skovene indhegne. 1786 foretog Forst-inspektør Bruel en Vurdering af den daværende Skovbestand og lagde Planen til en rationel Gjennemhugning. Ved et gjentaget Besøg paa Trolleborg i Ffteraaret 1790 bestemte Brud, at der i 5 Aar skulde hugges 3500 Favne aarlig for at skaffe den unge Tilvæxt Luft. Et stort Antal Arbejdere indkom fra Holsten i denne Anledning, og Reventlow udtrykte sin Glæde over, at øxerne nu "hvinede og peb"; - vel skreg Naboerne Ak og VÈ over den ødelæggelse, han tilføjede sine Skove, men "den haabefulde Ungdom vilde smilende om faa Aar titte frem". Schmeltz' Indgreb i Forstsagerne synes dog at have krydset disse Planer, indtil Reventlow i Forening med Svogeren under Tømmerhandler Schalburgs Ledelse 1793 begyndte den omtalte Exploitering af Baroniets Skove, der vistnok varede til I 795. Det er beregnet, at der i Aarene 1786--1806 i Gjennemsnit huggedes 2750 Favne Bøg, og at Skoven i samme Tidsrum har givet et Nettoudbytte af 26,000 Kr. Ved Siden af dette Nyttebrug af Skovene blev der dog lidet udrettet for Fremkomsten af Opvæxten, der paa Grund af den stærke Gjennemhugnings uligelige Fordeling over hele Arealet ikke fik tilstrækkeligt Lys og desuden led meget ved Træernes Fældning, Opstabling og Transport. Dog beplantedes i Reventlows Tid over 150 Tdr. Land Overdrev med Naaletræer og et ligesaa stort Areal tilsaaedes med Agern, og der findes endnu talrige, særdeles gode Bevoxninger, der stamme fra hine Plantninger. Skovene udgjorde saaledes for Reventlow en yderst vigtig Indtægtskilde, som hjalp ham tidover talrige Pengeforlegenheder; dog var det først under den i vort Forstvæsens Historie saa bekjendte C. V. Oppermanns Ledelse (1806-5l), at Baroniets Skove udviklede sig til at blive de Mønsterskove, de nu til Dags ere.

---

Det sidste Aarti af Reventlows Liv optoges saagodtsorn udelukkende af hans Arbejde for Skolesagen. Det var hans Maal at føre de Forbedringer, der havde sat saa rig Frugt i Baroniets Skoler, ud i videre Kredse over hele Landet.

Allerede i sin Plan til Forbedring af Bøndernes Kaar i Frederiksborg og Kronborg Amter havde Ludvig Reventlow fremhævet Nødvendigheden af Skolevæsenets Reformering og var især, efter at være bleven Medlem af Landbokommissionen, en ivrig Talsmand for denne Sag, og han fremkom derpaa med flere vægtige Indlæg, der sammen med Biskop Balles' affødte Oprettelsen at 34 nye og Udvidelsen af et Antal ældre Skoler i Amterne samt Forbedring af Lærernes Løn (27. Nov. 1789). Den 15. Maj s. A. nedsattes Kommissionen til de "danske Skolers bedre Indretning", der var sammensat at Schimmelmann, Christian Reventlow, Brandt, Balle, Bastholm, Etatsraad Trant og Magister Sevel. Ludvig Reventlow optoges dog mærkeligt nok først et Aar senere som Medlem at samme, som det i Skolekommissionens Skrivelse at 21. April 1790 hedder, "i Betragtning af, at han er den første her i Landet, som har foretaget sig og med Held udført en væsentlig Forandring i Skolevæsenet". Han tog dog ikke Sæde i Kommissionen, men viste sin levende Deltagelse ved Indsendelsen af hyppige, meget udførlige, skriftlige Indlæg lige til sin Død. Den første Frugt af Kommissionens Arbejde var Oprettelsen af et Seminarium. Efter kgl. Befaling at 22. Maj 1789 havde Skolekommissionen udarbejdet en Plan til en saadan Læreanstalt og meddelt Reventlow en Kopi at denne Betænkning. Hans vidtløftige Bemærkninger hertil og især hans Forslag til Oprettelsen at en med Seminariet forbunden Opdragelsesanstalt fandt dog ikke Bifald. Den 14. Marts 1791 aabnedes Seminariet paa Blaagaard. J. G. Clausen og H. V. Piber, begge begejstrede Tilhængere at den rochowske Methode, bleve dets første Lærerkræfter. Undervisningen foregik, som Reventlow havde foreslaaet, efter Kieler Seminariets Forbillede. 1793 afgik de første fem Elever og Aaret eller 12 andre.

Samtidig med Seminarieplanerne arbejdede Skolekommismissionen paa en ny Ordning at Landsbyskolevæsenet. Man begyndte med Forhandlingerne vedrørende Undervisningen, og paa dette Omraade lykkedes det Reventlow, støttet at Broderen og Svogeren, at trænge igjennem med sine Anskuelser. Arbejdet gik langsomt fra Haanden, vel ogsaa af den Grund, at man vilde afvente Resultaterne at Seminariets Virksomhed. Christian Reventlow havde i Begyndelsen at Aaret 1794 fuldendt en Betænkning over den nye Ordning. Grev Ludvigs herfra afvigende Bemærkninger, daterede 16. April 1794, indeholde Hovedtrækkene at hans Program, som her i det væsentlige skal anføres.

Han anbefaler først Oprettelsen at et særligt Skoledepartement og Sammensmeltning at de lærde og Almueskolernes' Direktioner. Ingen Lærer burde antages uden at være prøvet i Seminariet. Med Benyttelse at den trykte Beskrivelse af Skolerne i Rekhan foreslaar han at dele Skolen i to Klasser. Skolebesøget burde være uafbrudt og Arbejdsskoler oprettes, der skulde skifte med den egentlige Undervisning, for at Børnene ikke skulde overanstrænges og dog holdes til ordentlig Skolegang. Han ønskede et bestemt Forbud mod, at Forældrene sendte deres Børn bort fra Skoledistriktet for at unddrage dem Skoletvangen, noget der ofte fandt Sted. Den skadelige Specifikation at Skolefagene burde undgaas, Omtanken være det eneste, der knyttede Fagene sammen. Intet Barn maatte optages før efter det fjerde Aar og alle ny tiltrædende Elever kun hver 1. Maj. Han tilraadede at afskaffe Luthers Katekismus, der ikke mere var tidssvarende; der burde indføres flere Religionslærebøger, afpassede efter de forskjellige Aldre, og Bibelen skulde ikke benyttes som Læsebog. Den tidligste Konfirmationsalder sattes til 16 Aar for Drenge, til 15 for Piger, dog skulde Kundskaber være afgjørende fremfor Alderen. En fortsat Undervisning for den modnere Ungdom efter Konfirmationen var hans Ideal. Sommerskolen skulde vare fra 1-4 om Eftermiddagen og Skolegangen om Vinteren bestemmes efter den indtrædende Solopgang, Kirkeklokkerne kunde bedst angive Skolens Begyndelse og Ophør. Børnenes Kirkegang maatte anses for skadelig, saalænge der ikke var indrettet særlige Børnegudstjenester. Alle Skolebøger burde leveres gratis i Skolen. En særlig Lov for Skolebesøget under Epidemier var nødvendig.

Det vil sÈs, hvorledes Reventlow, ogsaa uafhængig at sit Forbillede Rochow, paa mange Punkter var forud for sin Tid, og vi behøve blot at minde om, hvorledes hans Ideer om Arbejdsskolen først henved et Aarhundrede senere vaktes til Live ved Sløjdbevægelsen herhjemme.

Seminariesagen laa Reventlow stærkt paa Hjærte og hans ønskers Maal var at skaffe Fyen et særligt Seminarium. Hidtil havde Odense Kommunitet for Fyens Vedkommende maattet yde et aarligt Bidrag at 2000 Rdlr. til Blaagaard Seminarium. "Med de gamle Lærere," ytrer Reventlow, "vil der vanskelig kunne udrettes noget, det gaar med dem, som med de ældre Børn, der allerede ere fordærvede i Tilsnittet og som ere indgroede i Tankeløsheden og Udenadslæren". I Foraaret 1793 var Trant, Reventlows Meningsfælle i Skolesager, indkommet med et Forslag om Oprettelsen af flere Seminarier ved Siden af Blaagaard. Ved et Besøg paa Trolleborg samme Sommer blev han vundet for den Tanke at anlægge et saadant paa dette Sted, hvorfra det forbedrede Skolevæsen var udgaaet. I forbavsende kort Tid blev Sagen efter Reventlows længe i Forvejen affattede Plan og hans Venners ihærdige Agitation virkeliggjort, og Seminariet oprettedes ved kgl. Reskript at 6. Juni 1794. Direktionen sammensattes at Stiftamtmand Buchwald, Biskop Bloch, Grev Ludvig Reventlow selv, Kammerherre Rosenørn til Ulriksholm og Provst Clod. Den bemyndigedes samtidig til at optage et Laan paa 10,000 Rdlr. til den hele første Indretning. Antallet at Elever ansattes til 32 og Tiden for deres Uddannelse til fire Aar, senere (1801) nedsat til tre Aar. Lærerkræfterne bestod i to Seminarielærere og en Synge-mester. Til Førstelærer udnævntes Johan Frederik Oest, en Præstesøn fra Angel, som i Aarene 1788-93 havde været Huslærer hos Greven, der i høj Grad satte Pris paa ham og kun ugjæme havde sÈt ham forlade Trolleborg, da han indgik Ægteskab. Oest havde en Tid lang dyrket det theologiske Studium ved Universitetet i Kjøbenhavn, men naaede ikke at tage Embedsexamen. Han forblev til sin Død 1815 paa Trolleborg og efterlod sig i vide Kredse Navn at en ualmindelig dygtig Lærer og meget afholdt Mand. Som Andenlærer ansattes (1796) Andreas Esbensen, dimitteret fra Blaagaards Seminarium, som det synes, en duelig Lærer, men en stridbar KaraktÈr. Lærernes Kaar ordnedes saaledes, at hver fik fri Bolig, egen Have og henholdsvis 600 og 400 Rdlr. i aarlig Løn. Syngemesterens Lønning sattes til 40 Rdlr. aarlig.

Til Seminariets Bygning, der skulde være et grundmuret toetages Hus med rummeligt Loft til Sovesale for Seminaristerne og to Ènetages Sidefløje, skjænkede Reventlow en Jord paa 12 Tdr. Land. Enhver Seminarieelev skulde erlægge 40 Rdlr. aarlig, dog oprettedes snart et stort Antal Fripladser, saaledes bekostede Rentekammeret (Grev Christian Reventlow) sex, Grevskabet Holsteinhorg fire, Baroniet Brahe-Trolleborg tre, Grev Schimmelmann og Ejeren at Grevskabet Hardenberg-Reventlow hver to, Besidderen at Arreskov (Grev Schaffalitzky, Reventlows Svigersøn) Èn, samt at Privatmænd udenfor Kredsen af Ludvig Reventlows Slægtninge to, med andre Ord vare tyve at de paatænkte to og tredive Pladser beregnede for Gratister.

Eleverne skulde optages ved deres fyldte attende Aar efter at de for Førstelæreren havde vist deres Kundskaber i de Fag, der lærtes i Almueskolen og godtgjort "deres Dømmekraft og moralske Følelse" ved et fornuftigt Ræsonnement over et moralsk Æmne. Undervisningen inddeltes i ikke mindre end fire og tyve Fag. Foruden i Religion, Dansk, Skrivning eg Regning, Mathematik, Fysik, Naturhistorie og Geografi undervistes i Logik, Lovkundskab med særlig Hensyn til Landvæsenet, Ager- og Havebrug i Forbindelse med Dele at Nationaløkonomien og Kemien, Sundhedslære, Sang og Musik, praktisk Færdighed, Haandgjerning og Legemsøvelser o. s. v., hvoraf dog enkelte Fag kun skulde dyrkes i den ledige Tid. Lærerne holdt hyppigt Foredrag, som med Angivelse at Hovedpunkterne i de enkelte Fag skulde lægges til Grund for Elevernes talrige skriftlige Arbejder, der skulde vænne dem til Selvtænkning.

Lærerne havde udover deres stærkt optagne Tid den Pligt at oversætte eller kompilere de Fagskrifter at fremmed Literatur, som Eleverne skulde benytte ved Udarbejdelsen at de enkelte Themaer, og Reventlow havde til Mangfoldiggjørelsen af disse anskaffet en Bogtrykkerpresse, som han hyppigt selv betjente. Reglerne for Tilegnelsen af praktisk Gjerning vare i Modsætning til denne vidtløftige, skadelige Fagdeling og deraf følgende urimelige Overbebyrdelse at Eleverne betydelig mere sundt opfattede. Eleverne havde en meget nøje bestemt Timeplan at følge, gjældende for hele Dagen, og deres Opførsel var underkastet strænge Love.

Den 1. Maj 1795 indviedes Seminariet, der midlertidig havde Lokale i den senere Korinth Kro og paa selve BraheTrolleborg, og en Maaned senere begyndte Undervisningen for fire Elever, Aaret efter kom syv nye, i 1797 kun fire til, hvoraf Reventlow ved Broderens Hjælp havde skaffet sig to, som egentlig vare tiltænkte Blaagaard. Ved hans Død var Tallet at Elever femten.

I Sommeren 1797 var omsider Hovedbygningen fuldendt og Seminariet flyttede nu ind i sit egentlige Hjem. Aaret efter fuldtørtes Sidefløjene, men først i Grev Ludvigs sidste Leveaar stod hele Bygningen færdig, efter at have kostet over 20,000 Rdlr. Til yderligere Byggehjælp bevilligedes ved Kancelliplakat af 5. Juli 1800 en aarlig Understøttelse paa 1000 Rdlr. Efter at Kursuset kort efter var blevet treaarigt og som Følge deraf Antallet at Fagene og de skriftlige Udarhejdelser indskrænkede, lededes Undervisningen sikkert efter mere formaalstjenlige Grundsætninger, og Seminariet opnaaede i de følgende Aar en stadig stigende Tilgang. 1812 optoges endog 26 og dimitteredes 12 Seminarister. Desværre indstillede Seminariet, det mest frugtbringende af Reventlows Foretagender, i Aaret 1826 sin Virksomhed, nærmest paa Grund at indre Splid mellem dets Ledere.

I nøje Forbindelse med Seminariet paa Brahe-Trolleborg staar Oprettelsen at Opdragelsesanstalten "Bernstorffsminde".

Kort efter Kjøbenhavns Brand 1795 udstedte Kancelliet et i vage Udtryk affattet Cirkulære til Godsejerne med Forespørgsel om, hvorvidt og i saa Fald hvormange at de husvilde Folk, de kunde optage hos sig paa deres Gods. Reventlow besvarede dette Spørgsmaal med et Forslag om at flytte Opfostringshusets Drenge, 200 i Tallet, til Brahe-Trolleborg, hvor han i denne Anledning vilde oprette en Opdragelsesanstalt, der skulde indtage samme Stilling til Trolleborg som Vajsenhuset til Blaagaard. Drengene vilde kunne give Seminaristerne rig Lejlighed til at opnaa praktisk øvelse i deres Gjerning, deres Ophold var billigere end i Hovedstaden og deres Moral udsat for mindre Fare; tillige vilde han oprette en Arbejdsskole, hvori Børnene ved Siden at Undervisningen skulde lære Fabrikationen at Legetøj og Husflidsgjenstande, der kunde øve dem i Haandgjerning og skaffe dem lidt Fortjeneste. Da Kancelliet ikke billigede hans Plan, indskrænkede han sin Begæring til at erholde 50 Drenge. Dette blev ham tilstedet, men da hans senere Betingelse, at der maatte bevilges ham en Sum af 6000 Rdlr. til Seminariets Udvidelse samt 40 Rdlr. for hvert Barn, - 2000 Rdlr. aarlig, afslog Kancelliet, til Trods for en meget kraftig Forestilling fra Pontoppidans Side, hans Anmodning i største Korthed i Oktober 1796 under Paaskud at, at Midlerne til Planens Gjennemførelse fattedes. Brandt og Urne vare direkte Modstandere af Tanken, og Colbiømsen stillede sig ligegyldig overfor den. Reventlow var nedslaaet over dette Udfald at Sagen og ikke saa lidt ærgerlig, men han besluttede samtidig, "for at holde sig skadesløs", paa egen Bekostning at oprette en Pensionsanstalt for bedre Folks Børn.

Bernstorffsminde

Pensionærerne skulde have Bolig paa Seminariet, mod at der til samme for hvert Individ erlagdes et aarligt Beløb af 10 Rdlr. som Huslejegodtgjørelse, en Betingelse, som Biskop Bloch, der jævnlig krydsede Reventløws Planer, havde stillet. 1797 optoges et nyt Laan paa 10,000 Rdlr. hos Odense Hospital til Udvidelse at Seminariehygningen, hvis ene Fløj udelukkende bestemtes til Brug for Pensionærerne. 24. Auguist s. A. udstedte Reventlow i hjemlige og tyske Blade en Bekjendtgjørelse om Oprettelsen at en Pensionsanstalt i Forbindelse med det fyenske Skolelærerseminarium. Anstalten var bestemt til at rumme 30-40 Elever; allerede samme Aar, den oprettedes, optog den elleve Pensionærer, 1797 boede her atten og 1800 niogtyve Alumner, ikke alene fra Danmark, men fra de forskjelligste lande i Evropa. I Elevprotokollen findes adelige Navne som Buchwald og Tillisch ligesom talrige Borgerslægters fra Danmark og Norge. At fremmede kan nævnes den senere Generalkonsul Herman Delong fra Amsterdam, hvis Herkomst er indhyllet i Mørke. Grevinde Baudissin betalte for en engelsk Dreng, der i spæd Alder var bleven bortført at en Taskenspiller og atter fravistet denne. Den berømteste at alle Trolleborgs Disciple er dog Peter Willemoes, Danmarks ungdommelige Søhelt, hvis Hædersdag Ludvig Reventlow ikke skulde opleve.

Pensionsanstalten, der til Erindring om den Aaret for dens Oprettelse afdøde Statsminister, hvis Bortgang vakte et dybt og smerteligt Savn i den reventlowske Kreds, døbtes ªBernstorffsminde", husede Elever fra det ottende til det attende Aar, der efter det forskjellige Maal for deres Uddannelse vare delte i tre Hovedafdelinger, idet Undervisningen henholdsvis omfattede det til "Almentarv, Kaldsfornødenhed og liberal Dannelse" henhørende. I første Afdeling undervistes i Dansk, Tysk, Religion, Geografi, Skrivning og Regning. Ved Indtrædelsen i anden Afdeling maatte Eleverne vælge sig et bestemt Livskald og bleve, hvis de agtede at gaa den videnskabelige Vej, underviste i Latin, de vordende Officerer i Mathematik, Fransk, Historie og Geografi og de til Kjøbmandsfaget bestemte i Regning og Engelsk. "Den liberale Dannelse" endelig omfattede de tre Verdenssprog, samt Latin, Mathematik, Fysik, Antropologi, Psykologi og Logik, Historie og Geografi samt Tegning og Musik.

Lærerne tilhørte ligesom Eleverne de forskjelligste Nationer og Konfessioner. Hahn indkaldtes fra Tyskland, Nitsche fra England og Bouverot fra Frankrig. At de sex faste Lærere vare de tre Opdragere. Italieneren Pisoni gav Èn Gang om Ugen Undervisning i Instrumentalmusik, Bouverot, der til daglig underviste i Fransk og Latin samt Skolefagene, gav Timer i Klaverspil og Sang.

Anstalten omfattede Klasseværelser, Lærernes Bolig, Sove-og Spiseværelser, Garderobekamre og Værksted. Hver Elev havde sin Seng og sit Skab; de sov i to Værelser, hver med sin Opsynsmand, der valgtes blandt de paalideligste og ældste at Seminaristerne. Bagved Seminariet laa et Stykke Jord, hvoraf hver Discipel kunde faa sin Plet at dyrke. Enhver Pensionær maatte fra først af betale 60 Rdlr. aarlig for sit Ophold, men 1799 bestemtes det, at der udover dette Kontingent for hver tilkommende Undervisningsgjenstand skulde erlægges extra Betaling, saaledes 10 Rdlr. for Fransk og Latin, for Tysk, Musik, Tegning og Drejning 5 Rdlr. aarlig, samt 8 Rdlr. til Skrivematerialier og Reparation af Klædningen, altsaa for en Elev, der gjennemgik det hele Kursus, 108 Rdlr. Da ejheller dette Bidrag viste sig at være tilstrækkeligt til at holde Anstaltens Drift vedlige, forhøjedes det Aar 1800 til 120 Rdlr. Til Trods derfor optoges kort efter ni nye Elever. 1801 sattes Kontingentet endelig op til 150 Rdlr. Følgen at denne sidste Stigning blev dog omsider en saa betydelig Nedgang i Elevantallet, at Anstaltens Virksomhed maatte indstilles 1809.

Hvad man nu end kan indvende mod Planen for Undervisningen i Bernstorffsminde, saa er det dog vist, at den har sendt et stort Antal dygtige Elever ud i Verden, opfyldte af den Nidkjærhedens, Mildhedens og Renhedens Aand, der fra dets Stifter meddeltes dette mønsterværdige Ungdomshjem.

Trolleborg havde i Aarenes Løb vundet Navnkundighed ud i Landets fjærneste Egne og var blevet et Valfartssted for Samtidens Pædagoger og Philantropister, endog fra fremmede lande. Saaledes besøgte den berømte Fysiognomiker Lavater Trolleborg i Sommeren 1793, og Aaret efter var den mærkelige, for alle humane Tanker begejstrede Hertag af Roehefoucauld Liancotirt, der paa Rejsen fra sit Fædreland til Amerika lagde Vejen over Danmark, Gjæst her. Nogen Tid senere indfandt sig en Schweizer med tre unge, rige Købmandssønner fra Holland for at lære Trolleborgs Skolevæsen at kjende. Ogsaa en anden fornem Emigrant, Grev de la Marguerite MontpinÁon opholdt sig her en kort tid.

Saaledes blev Trolleborg efterhaanden et Fristed for alle Konfessioner og Nationaliteter og aflagde Vidnesbyrd om dets Ejers store Frisind og Taalsomhed saavel i religiøs som politisk Henseende.

Paa det kirkelige Livs Omraade var Reventlow i høj Grad Barn af sin Tidsalder, Han udtaler en Gang sin Tak til Gud, at hans Liv faldt i en Tid, ,,hvor den sande Filosofi, med Kants Lære i Spidsen, ikke blot stadfæster den sande Religion, men ogsaa belyser den saa herligt." Til den nye Pagts tvende store Bud om Kjærlighed til Gud og Næsten knytter han Kants Sætning: ,,Du skal handle saaledes, at Du tør ønske, at den Maxime, Du følger, skal være almengyldig for alle Væsener, Lad Fornuftens Stemme ved Hjælp af Dit Hjærtes Følelse, der villigt opfatter hin, lede al din Færd og Gjerning."

Især i de sidste Aar af sit Liv er han ivrigt optaget af sine Bestræbelser for at forhinde eller snarere sammensmelte alle sande (!) kristelige Religionslærdomme, som han vilde føre tilbage til deres første Renhed, med de meget miskjendte Maximer. Som ovenfor nævnt var han en Modstander af Luthers Katekismus, der, ved Henblik paa den menneskelige Aands Erobringer i de halvtredje Aarhundreder, som vare hengaaede efter Reformatorens Død, syntes ham forældet og uhensigtsmæssig. For Dogmerne havde Reventlow liden Respekt og han modarbejdede principmæssig alt, hvad der kunde forøge den hierarkiske Magt og fraraadede at give Gejstligheden nogen større Indflydelse paa Opdragelsen. Han sluttede sig nær til Hovedstadens tyske Gejstlige, yderliggaaende Rationalister som Marezoll og Christiani. Særlig for den sidstnævnte nærede Reventlow stor Beundring, og det lykkedes ham efter en haard Kamp at bevæge Broderen til at lade sin Datter konfirmere af Christiani sammen med hans egen, skjønt Grev Christian først havde bestemt sig for Bastholm. Grev Ludvig kalder denne en ,,stolt Farisæer", fordi han havde ytret til Broderen, at ,,Èn Times Undervisning hos ham var mere værd end tre hos andre;" han ønskede en ,,varmere Lærer", og dertil kom, at Bastholms Lærebog og Undervisning var dansk, og at det faldt Børnene vanskeligere i saa kort Tid at kunne indprente sig abstrakte Begreber tilstrækkelig grundigt i et Sprog, hvori de ikke vare øvede.

Selv udarbejdede Reventlow, efter lige indtil 1794 at have benyttet Cramers Lærebog i Kristendommen i Skolerne, en ny dansk Katekismus, der navnlig i sine Forklaringer til Trosartiklerne i betænkelig Grad gaar uden om Skriftens Ord.

Skildringen af Reventlows Gjerning er nu naaet til dens Afslutning. En Livsaften med Fred og Hygge og et tilfreds Tilbageblik paa den fuldendte Virksomhed blev ham desværre ikke forundt. ,,Hans Iver for det Gode," siger Søsteren, ,,havde tidligt lagt ham øde og rystet hans Nervesystem." Hans stærke Legemsbygning ydede dog længe Modstand. En Samtidig, der lærte Reventlow at kjende fire Aar før hans Død, giver følgende Skildring af hans Personlighed. ,,Den gamle (!), kraftige Mand med de rundtklippede, graa Haar havde et alvorsfuldt, dybtfuret Ansigt, men under de lange øjenbryn lyste et Par venlige øjne. En rask Gang og livlige Bevægelser vidnede om den rastløse Virksomhed i hans Indre. Alle bevidnede ham uhyklet Ærefrygt, og som de Menneskers Væsen er, hvis Hu udelukkende er vendt mod Èt Maal, syntes han ikke at interessere sig for andet, end hvad der rørte sig indenfor hans Kreds."

Selv Reventlows sidste Livsmaaneder, i hvilke Sygdommen hærgede hans Legeme, bragte ham haarde Skuffelser. En Tvistighed med den af ham ellers saa yndede Lærer Schmidt, der vakte megen Bitterhed hos ham, efterfulgtes af en endnu alvorligere Uenighed med Læreren i Gjærup, Frederiksen, der en usømmelig Tone først mundtlig og senere endog i Bladene angreb Reventlows Undervisningsprinciper. Den sidste og haardeste Konflikt, omtrent samtidig med den forrige, i November 1800, og som uden Tvivl bidrog meget til at forkorte hans Dage, er, trods den tilsyneladende Ubetydelighed, der forvoldte den, i sit Forløb saa karakteristisk for Reventlows hele Væsen og hans Forhold til Seminaristerne, hvis Selvfølelse og Hovmod havde naaet en utrolig Grad, at vi her skulle meddele Hovedtrækkene.

I Oktober var Reventlow bleven angrebet af Hæshed og Mathed og havde efter Lægernes Raad i flere Uger tilbragt Formiddagen i Sengen med Transpirationskure. Han bevægede sig dog stadig i det Frie og overværede de Konferencer, som hver fjortende Dag afholdtes angaaende Pensionsanstalten. Ved en af disse havde han i de sidste Dage af Oktober ytret til Læreren Esbensen, at Seminaristerne brugte for megen Tran til Belysningen, og at de vistnok anvendte den til at smøre Støvlerne med. Faa Dage efter mødte en Deputation af Seminarister, som rettede en Opfordring til ham om at tage Beskyldningen tilbage. Han søgte at berolige dem, bemærkede, at det var hans Ret at standse mulige Misbrug og udtalte sin Forundring over, at Esbensen havde røbet deres Samtale. Da Reventlow kort efter dette Optrin indbød denne til den næste Skolekonference, udeblev han og erklærede privat til Greven, at han ikke agtede at indfinde sig mere, fordi Reventlow havde kaldt ham en Sladrer.

Imidlertid forfattede Seminaristerne et Klageskrift og forlangte atter paa et af Greven indvarslet Møde højrøstet, at denne skulde tage sine Ord tilbage. Trods sin store Mathed og svage Stemme indlod han sig dog i en lang Debat med dem og lovede tilsidst at ville erklære dem alle som en for uskyldige og spurgte hver enkelt, om han var tilfreds med denne Oprejsning. Kun Halvdelen indvilligede, og til de uforsonlige sluttede Esbensen sig, paatalte atter Ordet Sladrer og begyndte at dadle Grevens Forsømmelighed i Overholdelsen af Skoleplanen. Da brast Reventlows Taalmodighed, og han frabad sig i en heftig Tone al Indblanding i sine Sager. Efter et meget hidsigt Ordskifte vendte han, aandelig og legemlig nedbrudt, Klokken halvto i den kolde Vinternat tilbage til Slottet.

I en udførlig Skildring af disse Scener, som han har dikteret Sønnen i Pennen, betegner Reventlow selv denne Tildragelse som en af de mest rystende i hans hele Liv. Nytaarsmorgenen 1801 fandt ham brudt og lammet paa Sygelejet.

Da Sygdommen forværredes, begave Christian og Louise Stolberg sig til Trolleborg, hvor de ankom 7. Februar. Deres bange Anelser, at hans Endeligt var nærforstaaende, skulde desværre stadfæste sig. Faa Dage før Døden indtraf; ankom ogsaa Christian Reventlow. Da den Syge erfarede Broderens Komme sprang han op fra Lejet, for at gaa ham i Møde, men han sank afmægtig om og maatte bæres i Seng. Da han atter var kommen lidt til Kræfter igjen, udtrykte han sin Glæde over Gjensynet. Selv var han fuldstændig forberedt paa Døden og kaldte Seminaristerne sammen, der, staaende omkring hans Seng sang Salmer med ham, som han selv havde udvalgt. Hans Tanker vare ideligt henvendte paa hans Livsgjernings Skæbne. Han bad Broderen om at udvirke, at Seminariet maatte beholde den midlertidige Understøttelse, det havde faaet bevilliget, og udtalte ønsket om, at Esbensen maatte blive forflyttet, for at Freden atter kunde blive gjenoprettet Det laa ham stærkt paa Sinde, at Opdragelsesanstalten kunde blive kongelig samt faa et godt Orgel. Et øjeblik blussede Haabet om Helbredelse op for kørt efter at slukkes. Uden at føle Dødens Kamp og Smærte hensov han blidt og roligt den 1. Marts.

Hans Bortgang satte dybe Mærker i den Kreds, hvis Stolthed og Glæde, hvis Yndling han havde været. Det var ikke et almindeligt Dødsfald, som begrædes heftigt en kort Stund, men siden let forvindes og glemmes. Den der opmærksom og med Forstaaelse for Livet i den reventlowske Kreds har fulgt dennes Færd gjennem Aarene, vil finde, at Ludvig Reventlows Død ligesom danner et Grænseskjel i disse Menneskers Liv. Den muntre, lyse Tone er ligesom vegen for en tungere og alvorligere, hans Død er som et Farvel til Livets Sommer med dens Lyst og Kraft. Det er Høststemningen med dens Klarhed, men ogsaa med dens svigtende Varme, der fra nu af hersker i deres Hjærter; de første Blade ere faldne i Skoven.

"Han vedblive at være Gjenstand for vore alvorlige Betragtninger," skriver den dybt nedbøjede Louise, "vort Minde om Ungdom i dette Liv, Gjenstand for vor største og kjærligste Ærbødighed! Hans Aand komme over os! Gid det Lys, som omgav vor hedengangne Broder, aldrig maa slukkes for os, hans Røst aldrig dø hen blandt os!"

I sit lille Mindedigt over Svogeren har Christian Stolberg med Rette fremhævet en af de smukkeste Egenskaber ved Ludvig Reventlows KaraktÈr, hans store Beskedenhed og hans oprigtige Glæde ved andres Held og Fremgang, der ikke kjendte til smaalig Misundelse:

Edler, wie gl¸hte dem Herz bei Edelthaten des andern,

Spreu vom Winde verweht, waren die eigenen dir!

Grev Ernst Sehimmelmaun skriver faa Dage efter Ludvig Reventlows Død: "Han vandrer altsaa ikke mere paa Jorden, vor Broder, vor Ven! Hans Død var saa herlig, thi hans Livs høje Aand hvilede over den. Han er fravristet os, denne ædle, aldrig svigtende, deltagende, bedste Ven! Nu vandre vi alt ensommere paa Livets Tornevej, men i vor Smærte er der noget, som ikke har hjemme paa denne Jord. Saa stort var det Exempel, han gav os, saa mægtig hans Sejr!"

Og Jacqueline Schubart mindes ikke uden Bitterhed, at man i livet nægtede ham den Retfærdighed, man først ydede ham efter Døden. "Nu først", siger hun, "vil man skatte vor afsjælede Vens Aand, Begavelse og Hjærte. Saaledes ere de ubillige Mennesker, misundelige paa dem, der fjærne sig fra de slagne Veje. Egenkjærligheden afholder dem fra at udtale den Lovprisning, som deres Hjærter lønlig føle. Nu, da Gjenstanden for deres Skinsyge ikke mere er til, kræver Retfærdigheden sin Ret."

Langt ud over Familiens Kreds, ja selv ud over Landets Grænser vakte Budskabet om hans Død dyb Sorg og Beklagelse. Kronprins Frederik bevidnede Broderen sin Deltagelse i hjærtelige Ord og udtalte sin Anerkjendelse af den Afdødes store Fortjenester af Fædrelandet. Aviserne indeholdt sympathetiske Nekrologer og Mindeord. En Indsender i Adresseavisen kalder saaledes Ludvig Reventlow ªden elskværdigste Mand, Frihedens og Oplysningens varmeste Ven - Kjærlighed var Drivfjederen til alle hans Handlinger" - en anden betegner ham som "retskaffen, venlig og from, velgjørende og oprigtig, gjæstfri og de fattiges Ven."

Rahbek opfordrede i Tilskueren til at udsætte en Pris for en sanddru og fuldstændig Skildring af hans Virksomhed og fremhæver hans Beskedenhed, Standhaftighed og Opofrelse.

Sander offentliggjorde sammesteds sit smukke Mindedigt over Reventlow, hvori det hed

Her til denne Gravhøj skal jeg ile,

Naar en TvivI om Dyd forfølger mig:

Her ved deime Gravhøj vil jeg hvile,

Naar den hele Verden glemmer Dig.

Sig, o Grav, hvad var hans Id, hans Hæder,

Venner, Børn og Bønder træde frem:

ªKun for os at skabe Livets Glæder

Og højmodig selv at savne dem."

I Nouvelles politiques de Leyde læses: "Danmark har nys fristet et uopretteligt Tab ved Grev Ludvig Reventlows Død, en af Aarhundredets mest oplyste og interessanteste Mænd. Han har sat sig et uforgængeligt Minde i alle gode og følsomme Menneskers Hjærter, og hans Død er i hans Medborgeres øjne et sandt nationalt 'Tab."

Den spanske Gesandt i Haag udbrød ved Efterretningen om hans Død: "Ah de tels hommes devraient Ítre immortels."

Vel havde Ludvig Reventlows tidlige Død sin Hovedaarsag i den Sygdom - et ulægeligt aabent Saar paa Luftrøret - der gjorde Ende paa hans Dage, men hans Livsmod og Kraft havde allerede Aar forinden været i stærk Aftagende ved bitre Skuffelser og Sorger. Den store Idealist fristede sine Aandsfællers Skæbne, Gang efter Gang at maatte tage Sejlene ind og tiltræde Tilbagetoget, naar Egenkjærlighed og Ligegyldighed, forstokket Konservatisme og Uvidenhed standsede hans Fart. Men som hans Hjærte let blev ængstet og saaret, ofte over Ubetydeligheder, kunde ogsaa Sejrsfølelsen og Jubelen ligesaa brat følge paa Mismod og Klage. Ved disse evigt skiftende Stemninger maatte hans Livsflamme, der lyste op for saa mange, virke fortærende paa hans Legeme.

Sybilla Reventlow udtaler sig udførlig og bestemt om Aarsagerne til hans Død. Bøndernes Utaknemmelighed 1788, Begivenhederne til 1791, da han var farlig syg, og Forvalteren Schmeltz' Uærlighed, der indviklede ham i en trykkende Gjæld, som voldte ham stor Bekymring, havde tidligt givet hans Sundhed et føleligt Knæk. Hertil kom Grev Purgstalls overilede Frieri til hans ældste, endnu ikke konfirmerede Datter, et Forhold, der gik ham til Hjærte i højeste Grad. Endelig havde den lille Søns Sygdom og Død 1796 naget hans Sjæl og fuldendt, ªhvad andre Sorger havde forberedt."

Hvor stort et Tab Bonde- og Skolesagen end led herhjemme ved Ludvig Reventlows tidlige Død, hvor mange skjønne Muligheder der her tilintetgjordes, hvor store Fremtidsplaner, der selv lige til det sidste øjeblik beskæftigede hans rastløse Aand og brat henvejredes, saa tør det vel dog siges, at et forlænget Liv næppe vilde have været ønskeligt for ham. Alderdommens og Sygdommens Tynge fik ikke lammet hans Arbejdskraft og kuet hans Sjæl. Han blev forskaanet for bitre Skuffelser og Sorger, der ikke Kunde udeblive i de tunge Aar, der hjemsøgte vort Fædreland efter hans Død. Dette varme og trofaste Hjærte, der ikke ejede Broderens stærke Modstandskraft, skulde spares for at opleve Danmarks Nederlag 1807 og 1814 og Landets økonomiske Ruin, der vilde have bragt ham paa Falittens Rand. Det er Stedet her at mindes med Taknemmelighed, hvor pietetsfuldt og Kjærligt Ludvig Reventlows Efterladte værnede om hans Livs Værk. Aartier efter hans Bortgang kunde man endnu "spore hans Aands usynlige Virken." Den rigtbegavede, højsindede Grevinde Sybilla fortsatte, støttet af hans Medhjælpere, hans Skolegjerning tit sin Død 21. Juni 1828. I Sønnens Mindreaarigbed, i Krigsaarene og især da Spanierne gjæstede Fyen, styrede hun Godsets Anliggender med stor Myndighed. 1808 fejredes ved en stemningsfuld Minde-fest for Baroniets 228 Børn femogtyve Aars Dagen for Skolernes Indretning. Dygtige Lærerkræfter, lutter glade og livlige Børn, der frit og dog ærbødigt talte til deres Lærere, udmærkede Skolerne. Reventlows Søn og Arvetager, den fortræffelige Grev Ditlev, syntes efter Rists Ord "kun at forvalte og værne om Faderens Ejendom og alt, hvad der hidrørte fra hans Tid, var ham helligt og ukrænkeligt."

Vi skulle ikke her indlade os paa at drøfte, hvem af de tvende Brødre Reventlow den forreste Plads tilkommer, eller hvem af dem, der har størst Krav paa vor Taknemmelighed, men hellere glæde os over at have ejet to saadanne Mænd Side ved Side. Summen og Udbyttet af deres Gjerning kan ikke maales, thi deres Arbejdsdag var jo af højst ulige Længde. Men ligesom Christian Reventlow mere end Èn Gang bekjender, at han bøjer sig for sin yngre Broders Aand og Hjærte, med hvem han ellers tænkte og følte ens, tør det vel nok siges, at Ludvig Reventlow som Initiativets Mand staar over Broderen, vel næppe saa grundig som han, men mere fantasi- og idÈrig. Paa Skolevæsenets Omraade var han især den store Banebryder, i hvis Spor Broderen gik. Hertil kommer den ægte Folkelighed, der udmærkede Ludvig Reventlow i endnu højere Grad end Broderen. Han kan vel ikke siges fri for at have udøvet et vist Despoti i Udførelsen af de langtfra altid fuldbaarne Planer, der brændte i hans Sjæl, og som vi have sÈt, ødede han ikke saa lidt Tid paa ørkesløse, æventyrlige Projekter og blev Byttet for Humbugmagere og Svindlere, der benyttede sig af hans ubegrænsede Godtroenhed.

Men bortsÈt fra det smaalige, der hører Forgængeligheden til, staar Ludvig Reventlow som en af de ædleste og mest tiltalende Skikkelser, vort Land har ejet. Hans Navn lever i Folkets Bevidsthed og det vil altid bevare sin stærke, rene Klang; atter og atter vil Hjærter glædes og løftes ved at fordybe sig i Mindet om Grev Johan Ludvig Reventlow, den Mand, "der bortgav alle sine Rigdomme for at eje den kostelige Perle."

---

†

Fra "Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, bd. II" af Louis BobÈ