175 år siden arvefæstebreve udstedtes på Brahetrolleborg

[Fyns Tidende 1. september 1963]
Af Edvard Andersen
I 1777 overtog Johan Ludvig Reventlow, Brahetrolleborg. Han var en velbegavet og fremskridtsvenlig mand, der i nær kontakt med broderen, statsminister Chr. D. Reventlow, øvede indflydelse på bondefrigørelsen.

Umiddelbart efter at grev Ludvig havde overtaget godset, sammenkaldte han bønderne til møde i slotsgården og formanede dem til lydighed, flid og troskab. Men han nøjedes ikke med at give formaninger. Han gav dem lov til at splintre træhesten, knuse gabestokken og brække ridefogedens pisk og andre foragtede og hadede torturredskaber fra en ulykkelig tid. Greven skal endda selv være gået i spidsen, idet han råbte: Kom så børn! Lad os ikke mere få anledning til at bruge disse slemme tugtemestre, der har voldt jer så mange sure timer og fremkaldt bitterhed i jeres hjerter. Slå derfor dygtig til, at de bliver tilintetgjort grundigt og for stedse, og lad os aldrig få anledning til at ønske dem tilbage.

Alle fulgte grevens opfordring, og hans ord og handling har antagelig vakt glæde hos almuestanden og fremkaldt håb om, at friheden for alvor nærmede sig.

De store reformer
Og i de efterfølgende år fulgte de store reformer for bondestanden og dermed også reformer, der gav fremgang i samfundshusholdningen. Forordningen fra 20. juni 1788 betød lysning for en forkuet stand, og selv om der fastsattes en overgangstid, så var det tydeligt, at ingen i fremtiden var forpligtet til at leve i samme sogn og under samme herskab hele sit liv.

Reformerne blev også virkeliggjort i Brahetrolleborg sogn. Fællesskabet blev ophævet, udstykningen eller udflytningen forberedt, hoveriet så småt afviklet og arvefæste tilbudt bondestanden. Alene udflytningen af henved 200 ejendomme, gårde og huse, var et imponerende arbejde, som krævede planlægning, administrationstalent, stor arbejdsindsats og mange penge. Der måtte anlægges teglværk, og savværker og skovarbejderne havde travlt med at fælde egetræer eller fyrretræer i skovene, hvorefter håndværkerne og bønderne selv huggede dem til og opførte de mange ny ejendomme på velegnede arealer. Reformværket på Brahetrolleborg fik sit eget præg, fordi greven fik støtte og hjælp af det nydannede "ottemandsråd", der bestod af menige mænd fra sognet,d er regelmæssigt holdt møder under grevens forsæde og her drøftede alle problemer og spørgsmål i forbindelse med den ny tid. Den egentlige højtidsdag i sognet blev den 14. september 1788. Det var grevinde Sybilles fødselsdag. Da samledes bønderne på ny i slotsgården for at modtage et nøjagtigt udarbejdet arvefæstebrev på deres gårde. Greven forklarede dem, at han lige siden træhestens tilintetgørelse havde stræbt efter at give hver flittig og stræbsom bonde egen jordlod at dyrke og egen gård at bo på, uden at nogen skulle hindres i sin virksomhed ved urimelige hoveribyrder.

Ikke pladsen, men måden
Når eders vilkår er blevet forandrede, vil I selv indse, hvilke fordele I kan vente for fremtiden, sagde greven til bønderne, særlig når I har overvundet de vanskeligheder og byrder, der altid er forbundet med udviklingen. Enhver søge derfor at fylde den plads, hvorpå han er sat, og røgte sit kald, så godt hans evner og kræfter tillader. Det er ikke pladsen, men måden at udfylde den på, der gør en agtet og elsket. Jeg erklærer Jer herved at være arvefæstere af Eders gårde. Så vær da hilset af mig i Eders ny stand, modtag min lykønskning, del min glæde. Dette øjeblik er det lykkeligste i mit hele liv. Gud være med Eder!
Og så fik hver gårdmand sit arvefæstebrev, og hver gård fik navn efter forslag fra grevinde Sybille og digteren Jens Baggesen, der havde fulgt reformerne med den allerstørste interesse og velvilje. De mange navne er bevaret i de forløbne 175 år, og adskillige er blevet slægtsnavne.

88 af baroniets 110 gårdmænd fik arvefæste, og ved samme lejlighed fik 97 husmænd tildelt en lille jordlod. Det var dog ikke alle, der opfattede nyordningen som fremskridt. 29 indsendte et klageskrift. De var bange for at flytte fra landsbyernes fællesskab og ud på egen jord fjernt fra gamle venner og naboer, de var ængstelige for at drive egne bedrift på selvstændig vis og med fuldt ansvar for den daglige ledelse, og de tvivlede måske også på grevens gode og oprigtige vilje til at gennemføre et fremskridt til gavn for bondestanden. Klagen hjalp ikke. De fik valget imellem at tage imod gårdene på de stillede vilkår eller at få overdraget et hus med tre tdr land. De fleste valgte det første. Men flere gårde stod ledige i en årrække, og mange var virkelig ængstelige for at påtage sig de økonomiske forpligtelser.

Til folkegavn og grøde
Det var ganske givet interessante og mærkelige år i sognet. Overalt blev der virket med jorddyrkning, plantning, byggeri og kørsel. Huse og gårde med strå og bindingsværk groede op langs veje, bag bakker, ved skovbryn og omgivet af levende beplantning. Og i hvert skoledistrikt var der opført ny børneskoler, hvortil de mange børn travede med glæde og forventning. Og senere kom en række ny og spændende industriforetagender og håndværksvirksomheder, som med mere eller mindre held virkede til folkegavn og grøde og gav beskæftigelse.

I enrum eller ved selskaber blev de modtagne arvefæstebreve taget frem som en helligdom. De mest læsekyndige gennemgik de 14 poster med tilhørende underpunkter, og man diskuterede indholdet. Hvert arvefæstebrev var forsynet med et nøjagtigt opmålt kort over jordarealet og en nøje beregning over de økonomiske og arbejdsmæssige forpligtelser. Det var et dokument, som ikke enhver kunne forklare, og som krævede flere gennemlæsninger, før indholdet var forståeligt for hver enkelt hus- eller gårdejer.

Uden udbetaling
Fæsterne fik ejendommen overdraget uden betaling, men naturligvis skulle der svares en årlig afgift. Denne blev udregnet efter gårdens størrelse og hartkornsansættelse og kunne være indviklet nok. For gården Egely var afgiften 10 rigsdaler og fire mark og endvidere 6 tønder, 1 skæppe rug, fire tdr to skæpper byg, seks tønder og tre skæpper havre. Kornafgiften svaredes ikke in natura, men måtte betales i penge til mikkelsdag, mortensdag, påske og Voldermisse og på grundlag af de sidste 10 års kapiteltakst. Da arvefæsterne nu måtte påtage sig den fulde vedligeholdelse af bygninger og svare samtlige skatter, afgifter og assurancesummer, så opnåede baroniet ved arvefæstets indførelse, at der årlig indkom en betydelig sum penge. Indtægterne var antagelig ikke nær store nok til at dække udgifterne til udflytning, byggeri, ny fabriksanlæg, ny skoler og til stigende lønninger til et stigende antal funktionærer. Mange bemærkelsesværdige bestemmelser måtte fæsterne tiltræde. Således måtte hver fæster plante 20 træer på sin grund, yderligere 10, når han indgik ægteskab og 5 stk ved hver barnedåb.

Hoveriet var forsåvidt ophævet, men der var visse grundsætninger, som bevaredes. Enhver gårdbeboer skulle de tre første år forrette en pløjedag forår og efterår for hver tdr. land og i høhøsten levere end karl i 6 dage og i kornhøsten endda 6 dages arbejde af både en karl og en pige. Det forbeholdtes også baroniets ejere i kornhøstens tid at tilsige så mange vogne, som behøvedes for at få det på marken stående korn så hastigt som muligt indhøstet, især når vanskeligt vejr indtraf. En lang række bestemmelser blev fastlagt, og naturligvis var det spændende, hvorledes arvefæstet skulle praktiseres i virkeligheden.

Uretfærdigt overfor en stor søskendeflok
Fæsternes ældste søn skulle arve bygningerne, al besætning af heste, kvæg, får og svin, alle agerbrugsredskaber af plove, harver, vogne, seletøj etc, al gødning, alt sædekorn, alle indmurede kedler og alt, hvad som nagelfast kan anføres og endvidere frugttræer, humlehaver m.m. Af boets øvrige masse såsom rede penge, sølvtøj, indbo og andet løsøre arvede han på lige fod med de øvrige arvinger.

Hvis der ikke fandtes arvinger, eller hvis ingen ville overtage bedriften, så tilfaldt den igen baroniet. Hvorledes arvefæstet i praksis viste sig uretfærdigt over for en stor søskendeflok er velkendt, og det blev også hurtigt kendt, at det ikke altid var den ældste søn, som var den bedste mand til at videreføre bedriften, men disse skavanker blev åbenbare for alle i de efterfølgende 100 år, og da hele fæstesagen løstes af lovgivningens vej glemtes skavankerne. Der var da også mest grund til at glæde sig over de fremskridt, der blev gjort på grundlag af den historiske forordning af 1788, som Reventlowerne havde den allerstørste andel i.

Forbillede helt til nutiden
Den 14. september [1963] er det 175 år siden, greven uddelte arvefæstebrevene til sine bønder og talte varmt til dem om fremtiden. Alt for tidligt døde han, endnu før han var fyldt 50 år, men hans arbejde for bondestand og skolesag satte varige og uforglemmelige spor i sognet. Hans skoler var forbilledlige helt op i nutiden, landbruget var overalt i sognet tidssvarende, mange af bygningerne fra 1788 står endnu, og forlængst er der rejst landbrugsskole og realskole i sognet.

Der er også rejst mindestøtte for greven. Under relieffet står hans navn og ordene: børneven og bondeven.

Reventlowerne var af gammel slægt og af rig familie. Derfor havde de også et stort ansvar i samfundslivet og de havde en særlig forpligtelse til at ophjælpe den bondestand, som forrige tiders godsejere havde underkuet. Reventlowerne var nok af udenlandsk herkomst, men deres gerning gjorde dem til danske adelsmænd.

Ved slottet står mindestøtten om bondevennen og børnevennen. I vid omkreds står gårde og huse med indehavere, der forlængst har opfyldt forkæmpernes forventninger og forhåbninger at blive en stræbsom, duelig og frimodig bondestand.

Hvert år siden mindestøttens afsløring i 1888, er der nedlagt blomster, og ved det kommende 175 års jubilæum i år kan det forventes, at blomsterfloret bliver fyldigt og farverigt.