C.D.F.Reventlow og landboreformerne

De første landboreformer
Allerede i 1757 blev den første landbokommision nedsat af Frederik d. 5., og de følgende år kom der flere. I 1767 nedsatte Christian d. 7. en landbokommission, der skulle beskæftige sig med emner inden for bondestandens frigørelse. Den 17-årige konge interesserede sig, ligesom sin lærer E. S. F. Reverdil, for stavnsbåndets⁽¹⁾ opløsning og hoveriets⁽²⁾ fastsættelse⁽³⁾. Efter Struensees fald i 1772 blev en del af reformarbejdet inden for landbruget sat i stå. Ove Høegh-Guldberg, som blev den ny regeringsleder, slog fast, at bønderne fortsat skulle yde hoveri, ganske som de havde gjort før Struensee. Hans godsejerdominerede styre mente, at udviklingen inden for landbruget skulle ske ved udskiftning,⁽⁴⁾ og overgang til selveje.⁽⁵⁾ På de godser (bl.a. A. P. Bernstorffs' og brødrene C. D. F. og J. L. Reventlows godser) hvor man tidligere selv var begyndt at gennemføre en lokal bondefrigørelse, viste der sig gode resultater både økonomisk og menneskeligt.⁽⁶⁾ Folkekravet om stavnsbåndets opløsning og bøndernes uafhængighed af godsejerne blev stærkere.

Kronprinsen og hans kreds af embedsmænd havde i lang tid forberedt et statskup. Man var nemlig utilfreds med det godsejerdominerede styre, der kom til magten efter Struensee. Styret havde sat alle Struensees landboreformer i stå. Man ønskede bl.a. derfor, men mest p.g.a den forskydning af magten, der var sket til arveprinsens kabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg, at overtage magten, og lade den politiske kurs falde tilbage i samme "rille" som før guldbergregeringens magtovertagelse.⁽⁷⁾ Da kronprinsen skulle tage plads i statsrådet for første gang d. 14. april 1784, benyttede han lejligheden til at begå det forvirrede og ganske ublodige statskup mod guldbergregeringen og sætte enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik ude af spillet.⁽⁸⁾ Kronprinsen og hans kreds af dygtige embedsmænd, A.P. Bernstorff, brødrene Christian Ditlev og Johan Ludvig Reventlow, Ernst Schimmelmann m.fl. havde sejret⁽⁹⁾.

Sjovt nok havde ingen af de stridende parter vovet at pille ved den illusion, at Christian den Syvende styrede landet. Det gjaldt for dem blot om at styre kongen. ††Den lille Landbokommission
En grund til at den danske enevælde ikke tidligere var gået så aktivt ind i reformer inden for landbosamfundet var, at man mest baserede magten på godsejerne. Man kunne og ville derfor ikke uden videre indskrænke godsejernes rettigheder. Hensynet til godsejerne forhindrede dog ikke, at kongen kunne lave reformer på sit eget gods - krongodset. På krongodset kunne man demonstrere, hvilken udvikling man ønskede. Man havde ganske vist, som nævnt, nedsat landbokommissioner tidligere, men det var kun små tilløb til det, der skulle blive Den lille og senere Den store Landbokommission.

Det ny styre lod statsrådet genindtage sin retmæssige plads i styrelsen af det danske monarki, men statsrådet blev delt med hensyn til landbospørgsmålet. J. O. Schack-Rathlou, F. C. Rosenkrantz og P. A. Lehn repræsenterede de konservative godsejere, der ønskede tekniske fremskridt, men ikke på bekostning af deres egen stand. A. P. Bernstorff og Henrik Stampe ønskede derimod en ændring og sikring af bondens position. Især Rentekammerchefen C. D. F. Reventlow og også chefen for det ny finanskollegium Ernst Schimmelmann interesserede sig for at forbedre bondens vilkår. De og deres egen kreds af højadelige embedsmænd havde allerede gennemført reformer på deres egne godser.^{se bilag 1} Disse menneskers arbejde, med C. D. F. Reventlow i spidsen, resulterede i at Den lille Landbokommission nedsattes d. 3 november 1784. Den skulle komme med forslag til ændringer på krongodset i Frederiksborg og Kronborg amter. ^{se bilag 2}
Kommissionen havde kun fire medlemmer: Henrik Levetzow, C. D. F. Reventlow, hans bror Johan Ludvig Reventlow og W. A. Hansen. Kommissionen nåede frem til en forordning, der bestemte at hoveri- og tiendeydelser⁽¹⁰⁾ skulle erstattes af pengeafgifter, og den bestemte at bønderne skulle have arvefæsteskøde⁽¹¹⁾ på deres gårde⁽¹²⁾. Dette var et skridt i den rigtige retning, hvilket resulterede i at C. D. F. Reventlow d. 15 august 1788 kunne uddele arvefæsteskøderne til 15 bønder i Frederiksborg Slotsgård under en nøje iscenesat højtidelighed. Han holdt her en tale, hvor han lagde vægt på at bonden fik sig en uddannelse, at hans jord blev udskiftet og forbedret, at gårdene blev udflyttet og at hoveriet blev afløst af en afgift, men mest af alt: at bonden blev selvejer. Alt dette ville give økonomiske og menneskelige/sociale fordele for alle parter fastslog han.⁽¹³⁾ ††Den store Landbokommission
A. P Bernstorff og C. D. F. Reventlow var begge personligt overbeviste om nødvendigheden af større reformer i landet som helhed, men holdt begge lav profil indtil de havde set kronprinsens holdning, som ville være politisk udslagsgivende. Det som fik kronprinsen til at "bekende kulør" var imidlertid noget helt uforudset: En jysk herredsfoged spurgte i en sag Rentekammeret, om det ikke ville være rimeligt, at lade uvildige folk vurdere en bestemt bondes dødsbo i stedet for som hidtil godsejerens folk, som ville have interesser i at fordreje det hele, så der ikke blev andet tilbage til arvingerne end gæld.⁽¹⁴⁾
Den jyske herredsfoged rørte her ved et emne som ingen tidligere havde turde røre ved: godsejerens rettigheder mht. bønderne på godset⁽¹⁵⁾.

Straks tog Rentekammerchefen C. D. F. Reventlow fat. Han lod spørgsmålet gå videre til juristen Christian Colbiørnsen, som kom til det resultat C. D. F. Reventlow havde ventet: Fæstebondens retsstilling var ikke sikker. Colbiørnsen anbefalede en lovgivning på området, som beskyttede bonden som den svagere part.⁽¹⁶⁾
Dette svar fik Reventlow lejlighed til at fortælle kronprinsen d. 11. juli 1786, og han anbefalede ham samtidig at begynde et større reformarbejde. Kronprinsen spurgte, hvad grunden var til at man ikke var startet på reformarbejdet tidligere, og Reventlow forklarede, at fordomme, tradition og det tidligere styre havde forhindret det⁽¹⁷⁾. Kronprinsen udtalte da:
Endelig havde Reventlow fået, hvad han higede efter, og den 25. august 1786 nedsatte kongen Den store Landbokommission, som skulle undersøge alt, der kunne forbedre bondestandens vilkår, når man blot ikke ændrede ved godsejernes rettigheder over for bonden⁽¹⁹⁾.

Den 16 mand store kommission var bredt sammensat af både tilhængere og modstandere af reformer. Kongen (kronprinsen) sammensatte kommissionen efter råd fra Rentekammeret som Reventlow var chef for. Rentekammeret, og dermed Reventlow, så gerne en overvægt til fordel for reformtilhængerne, hvilket resulterede i, at den overbeviste reformtilhænger Chr. Colbiørnsen fik den særdeles vigtige post som sekretær. Det blev ligeledes bestemt, at kommissionens forhandlinger skulle offentliggøres. Det var et klogt træk, idet store dele af offentligheden var tilhængere af bondereformer, og dermed havde reformtilhængerne i kommissionen fået sig en vigtig allieret: folket.⁽²⁰⁾
Den 8. juni 1787 havde kommissionen en forordning, som kongen kunne underskrive: Den understregede, at bonden havde pligt til at være sin godsejer lydig, men at en fæstebonde ikke kunne sættes fra sin gård uden retskendelse, og at brugen af træhest, hundehul og halsjern herefter var forbudt.⁽²¹⁾
Det kan man kalde en gratis gestus, idet danske godsejere næppe brugte disse straffemidler mere, men det var som nævnt ikke mindre nødvendigt at få fastslået. Kommissionen viste med denne forordning, at den ønskede en balance mellem godsejeren og bonden.

Arbejdet fortsatte, og året efter kom den reform som både samtiden og eftertiden betragtede som den vigtigste, og som blev symbolet på landboreformerne: stavnsbåndets opløsning. Forordningen af 20. juni 1788 - en forordning som kongen gav sit æresord på aldrig ville blive tilbagekaldt eller indskrænket - ophævede med øjeblikkelig virkning stavnsbåndet for alle under 14 år og over 36 år, og ville efter en nedtrapningsperiode gælde for alle fra d. 1 januar 1800. Soldaterudskrivningen overgik fra godsejerne til statslige sessioner.⁽²³⁾
Arbejdet i Den store landbokommission var stort set forløbet som planlagt. Man havde fået sikret bondens retsstilling, og man havde skaffet bonden friheden ved stavnsbåndets ophævelse. Man havde nået, hvad man ville, og samtiden og eftertiden hyldede Reventlows og kommissionens arbejde. Reventlow skriver i et brev fra august 1788:
Som en klart bevis på borgerskabets begejstring over stavnsbåndets ophævelse står frihedsstøtten i København. Landets borgere kunne købe en andel i støtten, og dermed finansiere den.

Efter C. D. F. Reventlows og mange andres mening^{se bilag 3} manglede man nu, hvis hele kommissionens arbejde skulle lykkedes, udover hoveriets ophævelse m.v. at se på bøndernes uddannelse: ††Reaktionen på Den store Landbokommission
Bønderne var naturligt nok blevet opmærksomme på de nye signaler fra København, og nogle ventede på at kronprinsen også skulle ophæve hoveriet.⁽²⁶⁾ Flere steder resulterede det i at bønderne modsatte sig at yde hoveri - spændingen voksede. Godsejerne blev urolige, og nyheden om revolutionen i Frankrig nærede deres urolighed. I august 1790 sendte 103 jyske godsejere en klage over styrets reformpolitik til kronprins Frederik.⁽²⁷⁾ Officielt afviste man godsejernes klage, men der kom dog imidlertid et kursskifte i den bondevenlige reformpolitik. Dette var et nederlag til C. D. F. Reventlow.⁽²⁸⁾ Man slog fast, at bøndernes modstand mod at yde hoveri, havde bragt samfundets ro og orden i fare, og man understregede at bønderne skulle være deres herremænd lydige.⁽²⁹⁾
Den tidligere kabinetssekretær, der havde reelt havde ledet landet indtil 1784, nu stiftamtmand Ove Høegh-Guldberg skrev i et privatbrev:
Guldberg beskriver her meget godt hvad mange godsejere var imod, nemlig en videre reformering. Indtil nu havde man egentlig ikke "taget" noget fra godsejeren, ved forordningerne af 8. juni 1787, man havde blot sikret de hidtil uklare regler mod misbrug. Hvis man gik videre ville man ifølge manges mening, som Høegh-Guldbergs brev siger, komme til at ændre for meget ved godsejernes rettigheder. Derfor kunne kommissionen ikke uhindret tage fat om hoveriproblemet, som var kernen i fæstebondens forhold til herremanden. Man lavede dog en forsigtig forordning: de godser, der ikke havde adlydt tidligere tiders påbud om at fastsætte hoveriet, fik nu besked på at lave aftaler med deres bønder m.h.t. hoveriets omfang. De der ikke adlød befalingen, skulle indberettes til regeringen gennem amtmændene. Og forholdene blev faktisk ændret meget. I 1795 mangle kun 159 af landets 759 hoveridrevne godser at få en aftale med deres bønder. De sidste nåede man inden århundredeskiftet, og først på det tidspunkt turde man lave en lov om hoveriets egentlige fastsættelse. Det skete d. 6. december 1799.⁽³²⁾
Med tienden fulgte man samme taktik som med hoveriet. Man lavede "frivillige" tiendeordniner. De betød at bonden fik en aftalt med herremanden hvornår ridefogeden skulle afhente tienden. Derudfra kunne bonden så tilrettelægge sin høst. ††C. D. F. Reventlows baggrund
Christian Ditlev Frederik Reventlows grundlag for en høj samfundsposition, var siden fødslen d. 11. marts 1748 helt i top. Reventlow-familien havde siden Christian d. 4.s tid været blandt de største i landet både mht. godsbesiddelser, og høje embeder. Dermed fik C. D. F. fra sin fødsel alle de forbindelser, han skulle bruge for at nå helt til top. C. D. F.s uddannelse startede i Altona, hvor han sammen med lillebroderen Johan Ludvig startede på det Akademiske Gymnasium. Deres hovmester var hård mod dem, og han prøvede endda at få dem i preussisk militærtjeneste, hvilket dog ikke lykkedes. Deres fader afskedigede hovmesteren,⁽³³⁾ og brødrene blev sendt til det danske ridderlige Akademi i Sorø med deres ny hovmester, senere også kronprinsens hovmester: Carl Wendt. På Sorø skulle de lære "alle de øvelser, som ere Adelsmænd fornødne og anstændige".⁽³⁴⁾ Carl Wendt sørgede for at de fik en tidssvarende og "moderne" uddannelse. Wendt fik en afgørende personlighedsdannende betydning for begge brødre. C. D. F. skrev til sin på det tidspunkt forlovede Frederikke Charlotte von Beulwitz:
Efter opholdet på Sorø kom C. D. F. Reventlow til universitet i Leipzig. Da han havde afsluttet sine studier, tog han i slutningen af marts 1769 på en dannelsestur rundt i Europa, hvor han lærte om kunst og kultur i Paris og andre europæiske storbyer. Dette var normalt blandt unge adelsmænd.⁽³⁶⁾ Reventlow søgte på sin rejse at bringe sin dannelse og livsstil på højde med europæiske forhold, og blev dermed helt sikkert påvirket af oplysningstidens tanker og ideer mht. til den individuelle frihed samt Europas hoflivs sværmeri for livet på landet. "Reventlow havde givetvis sin tids sociale fornemmelser i blodet".⁽³⁷⁾
Reventlow blev i juni 1784 udnævnt til chef for Rentekammeret, hvorunder landboforholdene sorterede. Rentekammerets forestilling fra 11. juni 1786 indeholder en, for tidens strømninger og for Reventlows holdning, typisk sætning:
Reventlow overtog også driften af nogle af sin faders godser, og her opnåede han en stor viden om landbruget som bl.a. afspejledes i hans hoveribetænkning af 11. feb. 1788.⁽³⁹⁾ På trods af, at han uden videre kunne slappe af og nyde livet på sine godser på Lolland, fik han arbejde i Rentekammeret takket være sine fødselsprivilegier, men han avancerede p.g.a. sin dygtighed, flid og indsigt hurtigt til et niveau, hvor disse ikke længere hjalp ham.⁽⁴⁰⁾ Som et resultat af hans indflydelse i Rentekammeret kom Den lille Landbokommissions nedsættelse, hvori han var medlem og arbejdede ivrigt. Men Reventlow mente, at det ville være nyttigt at få en kommission, som skulle se på alle bønders forhold, ikke kun dem på krongodset. Han havde samtidig, som mange andre, selv problemer med økonomien på sine godser, og han måtte på et tidspunkt sælge en af sine hovedgårde - Lungholm. Problemet var, at hans bønder hvert år måtte låne penge til vinterfoder og nye heste til forårspløjningen. I det hele taget havde han mange udgifter på sine bønder.⁽⁴¹⁾ Han fortalte om sine ideer til kronprinsen, og da han var sikker på kronprinsens godkendelse af Den store Landbokommission, skrev han d. 14. juli 1786 til sin søster:
Som nær medarbejder i Den store Landbokommission havde Reventlow juristen Christian Colbiørnsen. Colbiørnsen kom fra Norge, hvor de havde langt mere borgerlig frihed og lighed end i Danmark selvom det jo var et dobbeltmonarki. De to blev det perfekte makkerpar, og kunne med hensyn til de nødvendige sagkundskaber supplere hinanden. Reventlow med sin praktiske indgående landbrugsviden, sine politiske forbindelser og Colbiørnsen med sin store erfaring i forskellige slags retsforhold.⁽⁴⁷⁾
Disse fremragende embedsmænds arbejde er grunden til at stavnsbåndet blev ophævet i 1788, og grunden til at også de andre reformer blev gennemført.
J. L. Reventlow blev mere end nogen anden foregangsmanden inden for undervisningen, og denne gang fulgte storebroderen lillebroderens eksempel og ikke omvendt. J. L. Reventlow havde på sit midtfynske gods Brahetrolleborg opført skoler, og disse skoler dannede retningslinierne for resten af de skoler, der skulle komme i landet. Man lagde vægt på, at eleverne skulle tænke selvstændigt frem for at lære udenadslære, og allerede tidligt i uddannelsen skulle eleverne vælge, hvilken endelig uddannelse de sigtede imod. Brødrene Reventlows arbejde inden for dette område førte til skolelovgivningen i 1814.⁽⁴⁹⁾ Som gammel mand fornøjede C. D. F. Reventlow sig med at lade skolebørnene på sine godser Christianssæde og Pederstrup aflægge deres eksamen i sit påhør, og han uddelte flidspræmier. ††Konklusion
Der var inden for den europæiske kultur begyndt at komme nye strømninger, som Reventlow havde fået kontakt med allerede gennem sine udenlandsrejser som ung. Man var begyndt at se på begreberne "Frihed, lighed og broderskab", og disse begreber var bl.a. centrale i Den amerikanske Frihedserklæring i 1776. Disse begreber, førte også til Den franske Revolution i 1789.

I Danmark var styret nået til et punkt, hvor man ikke blot kunne forhøje skatterne mere for at få mere ud af landbruget, der måtte reformer til.^{se bilag 2} De fleste danske godsejere mente, at det udelukkende skulle ske ved tekniske forbedringer inden for landbruget; men Reventlow og hans kreds mente, at man ved at give bonden frihed ville opmuntre ham til at arbejde med større flid og dermed dyrke sin egen jord bedre. Dette ville blive til gavn for både bonden, godsejeren og samfundet^{se bilag 4 og 5}.

Dermed var Reventlow en af de få godsejere, der var indstillet på reformer og forbedring af bondens vilkår på umiddelbar bekostning af sin egen stand, men på lang sigt til gavn for alle parter. Hans synspunkter var højt hævet over den danske samtid. Han havde frigjort sig fra sin egen klasses interesser, og så på samfundet og fællesskabets vel. Han mente, at bøndernes rette plads i samfundet var som selvstændige landmænd, ikke som herremændenes tjenere.

Reventlows motiver var dog ikke, som nogle forfattere har tendens til at hævde, udelukkende af ideel karakter. Hans økonomi understøttede behovet for at bønderne på Christianssæde blev i stand til at klare sig selv på lang sigt. Dette kunne kun ske ved at forbedre deres vilkår og indtjeningsmuligheder. Det var dermed Reventlows opfattelse, at det også var i statens økonomiske interesse at gøre resten af landets bønder frie og i højere grad uafhængige af godsejeren.

Reventlow, Colbiørnsen samt andre politikere og embedsmænds arbejde for at gennemføre en gradvis fredelig ændring inden for det danske styre lykkedes, og deres arbejde har sat sit præg helt frem til nutidens Danmark. Man kunne lidt vovet kalde det "Den danske Revolution" i 1788. ††Bilag
Bilag 1
"Min Mand flytter i Aar adskillige Bøndergaarde ud af Landsbyerne, hvorved Bønderne faa deres Marker samlede. Dette er sikkert et meget gavnligt Foretagende og et almindeligt ønske hos alle Bondevenner. Det koster imidlertid meget i Begyndelsen, især i saa ulykkelige Aar, og maaske høste først vore sildige Efterkommere Frugten deraf, naar der opstaar en ny Generation. Den nuværende er for størstedelen uskikket til at finde sig til Rette i en lykkeligere og friere Tilstand, er vant til ikke at sørge for Fremtiden, til at fortære alt i de gode Aar og lade sig underholde i de slette. Jeg tror nok, at om min Mand stedse var paa Lolland, ville dette bidrage meget til at omskabe dem, og efter min Opfattelse vilde det ogsaa skaffe ham mere end sand Tilfredshed og Glæde end al den mere udbredte, men ogsaa fjernere Nytte, som han i sin nuværende Stilling evner at stifte."
(Brev fra Frederikke Charlotte Reventlow f. von Beulwitz til Louise Stolberg f. Reventlow, d. 24. juni 1786, En dansk statsmands hjem, s. 104.)
Bilag 2
"Det er Vores allernaadigste Villie, at Vores Geheimeraad og Amtmand over Friderichsborg og Cronborg Amter Henrich Levetzou; Vores Geheimeraad og første Deputered i Vort Rentekammer Grev Christian Ditlev Friederich Reventlou; Vores Kammerherre og Deputered i Vort Oeconomie- og Commerce-Collegio Grev Johan Ludvig Reventlou; samt Statsraad og Directeur for den Grønlandske Handel Wilhelm August Hansen, sammentræde i en Commission, ved hvilken Justicieraad og Committered i Vort Rentekammer Niss Hammelef fører Pennen som Secretair, for med hinanden at undersøge og overlægge, paa hvad Maade samtlige Vore Fæstebønders og Huusmænds Vilkaar paa Friderichsborg og Cronborg Amter, saavidt mueligt, kunde forbedres ved den fordeelagtigste oeconomie Indretning, og ved, efter Omstændighederne, især hvor det kan skee uden Afgang i vores Indkomster, at forunde dem Eiendom, hvorom alt benævnte Commision Tid efter anden, ligesom den i dette vidtløftige Arbeide avancerer, skal indgive sine udførlige allerunderdanigste Indberetninger og bestemte Forslage til alle i dete øiemed, efter dens bedste Skiønnende, nødvendige og tienlige Foranstaltninger med videre, hvilke Indberetninger Vort Rentekammer med alt, hvad eller til Vores Hensigt kunde tiene til Oplysning, os udførligen alleunderdanigst haver at forestille til nærmere allernaadigste Resolution. Og da de første Indberetninger ved Felleskabets Ophævelse, Gaardes og Huses fornødne Udflytning og Indretning med videre, ville medføre betydelige Omkostninger, saa autorisere Vi Vort Rentekammer, efter Commissionens derom indkommende Forslage, om disse Udgivter at correspondere med Vort Finance-Collegium, og derefter om samme at giøre allerunderdanigst Forestilling."
Bilag 3
"Ikke mindre vigtigt er det vist for den gode Bondemand, at kunne faae sine Børn vel oplyste.

At arbeide paa Skole-Væsenets Forbedring er altsaa i mine Tanker det nyttigste af alle Arbeider; thi ved en christelig og fornuftig Opdragelse dannes Mennesker til at blive gode Borgere for Tiden og for Evigheden.

Ved den kan man haabe Bondestanden sat i fuldkommen Stand til, retteligen at bruge og benytte sig af den Friehed og Eiendom, som gives; ja den Sæd, som nu udfaaes til Landvæsenets Forbedring, vil først for en meere opklaret Efterslægt bære fulde og herlige Frugter.

Dersom det altsaa havde været mueligt, burde Skolevæsenets Forbedring været den første af alle Foranstaltninger til Bondestandens Opkomst, men da sammes almindelige Iværksættelse nødvendigen fordrer en Række af Aar, i det mange af de Personer, som siden skulle danne Ungdommen, behøve først selv at dannes, saa kunde alting ikke derefter udsættes, men desto indstændigere vil jeg ønske, at enhver Vedkommende vilde saasnart og saameget som mueligt begynde at arbeide herpaa."
Bilag 4
"Naar man saaledes ved Fælleskabets fuldkomne, og en efter Jordernes foregaaende rigtige Taxation vel overlagt Udskiftning har sat Bonden i Stand til

1. at kunne dyrke sin Jord vel, i det man som mældt har

1. Naar man dernæst ved Hoveriets Afskaffelse eller Formindskelse og Bestemmelse har skaffet ham den fornødne Tid, til behørigen og paa den bequemmeste Tid at kunne dyrke sin Jord, og passe al sin Mark- og Huus-Gierning. Og
2. ved at lade ham beholde sin Korn-Tiende har lette sin Høst, og forøget hans Giødning, og maaske lært ham endnu meere at forøge denne ved Staldforing og paa andre Maader.
3. Naar man fremdeles paa alle muelige Maader har stræbt efter at oplyse ham, og ved enhver Leilighed stedse vedbliver at arbeide paa, grundigen at lære ham, hvorledes han best kan benytte sig af al sin Jord, og i Begyndelsen forskaffer ham de dertil fornødne tienligste Midler, som han enten ikke selv kan erholde, eller ved hvis Anskaffelse han som ukyndig let kan blive bedragen; og endeligen
4. naar man, ved ikke at glemme den tilbørlige Omsorg for Huusmændene, denne talrige Deel af Land-Almuen, har tillige forsikret Bonden om, at kunne erholde de til visse Aarets tider fornødne Arbeidere; saa troer jeg, at man er paa den rette Vei til Landvæsenets sikre og almindelige Grundforbedring, thi næst Guds velsignelse kommer det vel i øvrigt allene en paa,
5. at Bonden selv vil vise Lyst og Mod til flittigen at arbeide, og til at føre sig alt det, som er giort for hans Beste, ret til Nytte.

Men hvorledes skulde denne Lyst til Virksomhed da i Almindelighed kunne mangle i Bondestanden? nu da Kongen har synderbrudt Lænkerne, igien indsat Bonden i de Rettigheder, der tilkomme ham, som Menneske og som Borger, og stedse, ja Gud give det for Stedse, saa længe den Danske Stat vedvarer! skienket ham en ved viise Love bestemt borgelig Frihed.

Efter saadanne Forberedelser troer jeg, at man sikkert kan give Bonden Eiendom paa sin Gaard, og at man med Grund da kan have det glade og faste Haab, derved i almindelighed at befordre hans sande Lyksalighed og Statens Velstand.

Thi næst Frihed veed jeg i den ommeldte Orden, intet kraftigere Middel til at oplive Bondens Lyst og Mod, end at forskaffe ham paa billige Vilkaar Arvefæste- og Eiendoms-Skiøde paa sin Gaard; thi da veed han jo, at ikke en Draabe af hans Sveed er spildt, men at al hans møisommelige Arbeid kommer ham selv, hans Kone og Børn til Nytte".
Bilag 5
"Endeligen skylde vi ogsaa Staten dette, når vi elske vort Fædreland som vi bør; thi dersom enhver Jorddrot i Dannemark kun vilde hvert Aar giøre nogen Slags større eller Mindre Grundforbedring paa sit Gods til Gavn for sammes Beboere (og dette er uimodsigeligen i nogen Grad for os alle) saa vilde det heele allerede for et eeneste Aar blive betydeligt, men i 100 Aar, ja endog i en langt kortere Tid, vilde det udgiøre en saadan Landsforbedring, som under Guds Velsignelse maatte have den herligste Indflydelse paa vor Handels-Balance og Vexelcours, ja paa den danske Stats heele tilkommende Velstand." ††Litteraturliste
Lotte Dombernowsky, red. af Claus Bjørn: "Det danske landbrugs historie II 1536-1810", Landbohistorisk Selskab, 1988. Forkortet: "Dombernowsky".

Claus Bjørn: "Den gode sag", Gyldendal, 1992. Forkortet: "Den gode sag".

Karin Kryger: "Frihedsstøtten", Landbohistorisk Selskab, 1986. Forkortet: "Frihedsstøtten".

Torben Hansgaard: "Danmark under forvandling 1700-1870", Forlaget Marko, 1988.

Forkortet: "Danmark under forvandling".

V. Thorlacius-Ussing: "Reventlow-Museet paa Pederstrup", Pederstrup, 1981.

Forkortet: "Reventlow-Museet".

Gunnar Olsen: "Træhesten, Hundehullet og den spanske kappe", Rosenkilde og Baggers forlag, 1960. Forkortet: "Træhesten".

Harald Nielsen: "Fæstebonden", Munksgaard, 1968. Forkortet: "Fæstebonden".

Thorkild Kjærgaard: "Konjunkturer og afgifter", Landbohistorisk Selskab, 1980.

Forkortet: "Konjunkturer og afgifter".

Hans Jensen: "Chr. D. Reventlows liv og gerning", Det kgl. danske landhusholdningsselskab, 1938. Forkortet: "CDRs liv og gerning".

Ingrid Markussen: "Visdommens lænker", Landbohistorisk selskab, 1988.

Forkortet: "Visdommens lænker".
Kildemateriale
W. A. Hansen: "Beskrivelse over de efter en Kongelig Commissions Forslag paa Friderichsborg og Cronborg Amter foretagne Indberetninger med nogle almindelige Anmærkninger om Landbruget", Johan Frederik Schultzs Forlag, 1790.

Forkortet: "Beskrivelse over Friderichsborg og Cronborg Amter".

Breve til Louise Stolberg f. Reventlow, fra C. D. F. Reventlow og Frederikke Charlotte Reventlow f. von Beulwitz, citeret i:
Chr. B. Reventlow: "En dansk statsmands hjem omkring aar 1800, bind 1: 1774-1800", Gyldendalske Boghandels forlag, 1902.

Forkortet: "En dansk statsmands hjem".

"Forordning af 8. juni 1787 om godsejerens og fæstebønders rettigheder ved fæstegårdens til- og fratrædelse m.v."
"Forordning om stavnsbåndets ophævelse, 20. juni 1788."
"Jydske godsejeres tillidsskrift til kronprins Frederik, august 1790."
"Forordningen om, hvorledes god orden skal håndhæves ved hoveriet, 25. marts 1791."
Alle citeret i:
Carl-Johan Bryld & Harry Haue: "Det agrare Danmark, 1680-1980'erne", Forlaget Systime a/s, 1982. Forkortet: "Det agrare Danmark".

Geheimeraad, Greve Reventlows Forslag om Hoverie Væsenet af 11 Febr. 1788.

Taget fra: Thorkild Kjærgaard: "Konjunkturer og afgifter", Landbohistorisk Selskab, 1980.

Forkortet: "Konjunkturer og afgifter".