Et indblik i en jomfruelig klostertilværelse 1768-74

Af Jesper Munk Andersen, Museumsinspektør - Museum Lolland-Falster

Kilde: Dansk Adelsforbunds Meddelelser marts 2015

I forlængelse af Meddelelsers tema om adelige jomfruklostre er jeg i mit arbejde med familien Reventlow stødt på en række breve fra Sophie Frederikke Louise Charlotte von Beulwitz (1747-1822). Disse breve giver et indblik i hendes tilværelse på Vallø, inden hendes kommende ægtemand, Christian Ditlev Frederik greve Reventlow (1748-1827), i 1774 hentede hende ud fra klosterets dengang hvidkalkede mure. I brevene får man ikke blot beskrevet længslen efter den kommende ægtemand, som fyldte den forlovedes hjerte, men også en fornemmelse af de ”Kloster-Sager”, som livet på Vallø bød på.

Sophie Frederikke Louise Charlotte von Beulwitz
Den 1. juni 1747 blev Christoph Ernst von Beulwitz (1695-1757) og Sophie Hedevig von Warnstedt (1707-1768) forældre for første gang til en lille datter. Forældrene var bosiddende på slottet i Oldenburg, hvor faderen var overlanddrost over den danske konges tyske besiddelser Oldenborg og Delmenhorst. Få dage senere blev den lille pige holdt over dåben for at få navnet Sophie Frederikke Louise Charlotte von Beulwitz – efter de senere breve og arkivalier at dømme med kaldenavnet Frederikke.

Frederikkes forældre var tæt knyttet til kongehuset og særligt til dronning Sophie Magdalene. Efter sit ægteskab med Christian VI havde dronningen ikke blot medbragt det meste af sin familie fra Brandenburg-Kulmbach, men også en lang række tyske adelsmænd, der kom til at beklæde nogle af rigets mest betydningsfulde stillinger. I blandt dem Frederikkes fader. Han blev i 1738 hidkaldt fra Stuttgart for at forestå opdragelsen af den daværende kronprins Frederik (V). Faderen var en del af tidens fremspirende oplysningsbevægelse, og efter at den kongelige opdragelse var blevet overladt til andre, kom han i 1743-45 til at beklæde stillingen som amtmand i Sorø. Her engagerede han sig i bl.a. genoprettelsen af byens akademi og udarbejdede en plan for dette. I 1747 kunne dørene igen åbnes for elever på akademiet, men da havde faderen forladt Sorø til fordel for Oldenburg, hvor Frederikke samme år kom til verden.

Vejen til jomfruklosteret
Familiens tilværelse var hængt op på faderens embeder. I 1757 døde han, kun 62 år gammel, og familien stod pludselig uden fast indkomst og livsgrundlag. Der måtte derfor sælges ud af indboet, som det fremgår af auktionskataloget over familiens ejendele fra oktober 1757. Enken og børnene brød samtidig op for at flytte tilbage til Sorø. Det var en økonomisk usikker periode, og familiens situation var i høj grad afhængig af andres velvillighed. Mens halvstoresøsteren, Charlotte Augusta Johanne Eberhardine von Beulwitz (1734-1786) blev udvalgt som hofdame for dronning Juliane Marie, blev lillebroderen, Gottlob Frederik von Beulwitz (1750-1811), i 1758 sendt til militæret. Samme år blev Frederikke indskrevet på jomfruklosteret i Vallø. Dermed var hendes tilværelse sikret, hvis der ikke skulle vise sig en mulighed for ægteskab. Håbet var dog endnu lysegrønt. Frederikke boede fortsat hjemme hos moderen i Sorø, og takket være faderens tidligere rolle i akademiets genoprettelse og de nære familiære relationer til den nye forstander fra 1766, Wolf Veit Christoph von Reitzenstein (1710-81), kom både lærere og elever fra akademiet på visitter i hjemmet. Deriblandt hendes senere forlovede, C.D.F. Reventlow, der i perioden 1764-66 var elev på Sorø Akademi og her forelskede sig i sin kommende viv.

9. august 1768 gik Frederikkes moder bort efter en sygdomsperiode. Kort før hendes død blev Frederikkes videre skæbne beseglet, da hun 10. juli 1768 modtog et patent fra abbedissen på Vallø om optagelse i stiftet. Iført ordensdragten kunne Frederikke nu tage fast ophold på Vallø. Midt i sorgen over tabet af moderen må der have lydt et lettelsens suk fra Frederikke, der nu var sikret en værdig tilværelse blandt ligesindede. Få år efter erindrede Frederikke sin indflytning på klosteret med lige dele glæde og nervøsitet:

”Da jeg kom hertil, havde jeg mistet dem, der vare mig kærest i Verden, og skulde daglig omgaas Mennesker, med hvilke jeg muligvis ikke stemte. Jeg var bleven ulykkelig, havde nogen af mine Omgangssøstre ikke været mig god. For at vinde deres Venskab søgte jeg altsaa selv at føle Venskab for dem, at opdage og skatte alle deres gode Egenskaber. Dette kronedes med et saadant Held, at de nu alle holde af mig, og jeg befinder mig iblandt dem som i min egen Familie”

En hverdag folder sig ud
Tilværelsen som stiftsjomfru i klosteret skulle blive ganske kortvarig for Frederikke. Allerede i 1772, kort efter at C.D.F. Reventlow var vendt hjem fra sin dannelsesrejse, sendte han sin hovmester til Vallø for at anmode om hendes hånd. Det blev et ja fra hendes side – formentlig et ganske højtlydt af slagsen trods forlovelsens hemmeligholdelse, for, som det fremgår af parrets efterfølgende breve, så var de begge meget forelskede. Følelser var i perioden kommet på mode, hvilket særlig Frederikke tog til sig, og hun tilstræbte fra nu af at blive en både god og kærlig hustru:

”hvor er jeg ikke lykkelig ved, saa ofte at modtage Forsikringen om Deres Kjærlighed og ved at kunne sige Dem, hvor usigeligt jeg elsker Dem. De besidder mit hele Hjerte, og hersker over min hele Sjæl, jeg har ingen større Ærgjerrighed end at blive højagtet af Dem og intet andet Ønske end at være Deres Kjærlighed værd”

Trods den store længsel mellem de forlovede, skulle der gå hen ved to år, før det unge par skulle gifte sig, og i den periode beretter Frederikke regelmæssigt om livets gangs på stiftet. Vallø var med forlovelsen blevet en venteposition for hende, hvilket tydeligt fremgår af de breve, som hun i vinteren 1773-74 sendte. Hun forberedte sig fra nu af til sin kommende tilværelse som hustru, og hun forsøgte på bedste vis at holde sit intellekt og sin garderobe opdateret og i overensstemmelse med sin forlovedes smag. Mens C.D.F. Reventlow sendte forslag til den litteratur, som hun skulle læse, så kunne hun takke sin kommende svigerinde, enkefru Frederikke Louise von Gram (1746-1824) – senere gift grevinde von Stolberg, for, at garderoben blev tilpasset den nyeste smag:

”Jeg sender Dem et Mønster, som jeg har udkastet og en lille Prøve af et Stof, som jeg ønsker, at Deres Søster skal bestille mig paa Fabrikken i Kjøbenhavn til den Kjole, jeg skal brodere. […] Hun kan da se, at jeg er belavet paa at adlyde hendes absolute Befalinger, men Tøi, som Prøver, maa hun skaffe mig, eller opgiver jeg Arbeidet”

Tilværelsen på Vallø var relativt afsondret og trods hyppige besøg ofte meget stille. De næsten daglige postgange blev livslinjen udadtil og ganske nødvendig, hvis man skulle følge med i sladderen eller de seneste nyheder. Det gjaldt alt fra mode til en af periodens store diller – tallotteri – som Valløs abbedisse ”Sesse” – prinsesse Louise Sophie Friederike af Slesvig-Holsten-Glückburg (1709-82)– tilsyneladende spillede:

”Jeg var igaar hos Sesse, hun gav mig en Comission til Dem. Hun har nemlig sat i Tal-Lotteriet, som skal trækkes i Morgen og ønsker, at De skal medbringe en Fortegnelse over de udkomne Nummere for at hun kan se, om hendes er deriblandt”

Broderi, selskabelighed og fru Numsen
Syarbejde er et tilbagevendende tema i Frederikkes breve fra perioden. Der blev syet, broderet, bestilt stoffer og gransket varekataloger. Brevtasker til veninder, pengepung til C.D.F. Reventlow, manchetterne til den kommende svigerfader, kaldet ”Papa”, og engelske kjoler til eget brug blev sirligt pyntet med broderi. Som det fremgår af Frederikkes breve, var arbejdet ikke kun tænkt til hendes kommende tilværelse. Der blev også pyntet op, når der blev holdt middage på Vallø, og det stjal tilsyneladende hendes tid fra chatollet:

”Jeg maa slutte, min kjære Brudgom, da jeg skal til at pynte mig for at kunne vise mig i det høie Selskab. De bliver vel ikke vred, fordi jeg skriver saa kort til Dem”

Frederikke må have været vellidt på stiftet, for hun formidlede ikke kun lotterinumre til klosterets øverste leder, abbedissen, men blev ofte også indbudt til middage med hende, som det ligeledes var tilfældet hos den nye dekanesse fra september 1773, overhofmesterinde Margaretha Maria Thomasine Numsen, f. von Ingenhaef (1728-85). De to damer, der udgjorde stiftets øverste ledelse, kom tilsyneladende ikke altid overens med hinanden:

”Prinsessen faldt paa Trappen da hun vilde gaa ned i Kjøkkenet og kunde den Dag ikke godt gaa, Decanessen og hun leve nu, efter at en lille Misforstaaelse mellem dem er blevet klaret, i den fortræffeligste Harmoni”

Fru Numsen var en markant dame, og også Frederikke måtte konstatere, at hun ikke altid var lige let at omgås. Kort efter disharmonien mellem abbedissen og dekanessen var blevet løst, stod Frederikke for tur. I sit brev til C.D.F. Reventlow noterede hun i februar 1774, at:

”Fru Numsen er et meget godt Menneske, men noget for hidsig og tror altid at have Ret”

Det relativt lukkede samfund alene bestående af kvinder har uden tvivl medført, at bølgerne til tider er gået temmelig højt på klosteret. Misforståelser og sladder verserede i Valløs gange, og en diskussion om, hvordan et digt skulle udlægges, kunne tage dage at udrede mellem stiftsjomfruerne. Der opstod også kliker, hvortil kun nogle af frøkenerne var inviteret:

”Nu skulle Sine og jeg til den yngste Frk. Bielcke incognito, thi hun vil kun se os, derfra til Frk. Numsen og først da hjem henad Kl. 9”

Selv abbedissen følte sig til tider så udsat for mobning, formentlig foranlediget af den nye dekanesse og klosterets ledelse, at hun ønskede at komme væk:

”Her er intet Nyt, Sesse er mellem os sagt, meget utilfreds, hun taler hver Dag om, at hun vil forlade os, at man øver Vold og Uret imod hende, at man griber ind i hendes Privilegier, og behandler hende som et Barn”

Imidlertid rummer brevene også mange positive beretninger, som da sneen lagde sig tungt om Vallø og indbød til kaneture i selskab med dekanessen, dennes datter ”Frk. Numsen” – Frederikke Anne Numsen, senere gift Bielke (1732-1809) – og ”Sine”, Frederikkes kusine Charlotte Beate friherreinde Holck (1738-1800), der havde været hofdame hos enkedronning Sophie Magdalene og efterfølgende boede en periode hos Frederikke på Vallø:

”Sine og jeg ere lige komme Hjem efter en Slædetour, som vi foretog med Numsen, Moder og Datter, jeg kjørte med Moderen, vi aflagde et Besøg hos Cameraadens paa Billesborg og kjørte hjem ad vor Yndlingsvei over Slukefter, Veiret er smukt og slet ikke koldt, et Par Dage forinden havde Sine og jeg været i Kjøge med de to Fr. Bielcke og besøgt den forrige Forpagter Rune, dette gav den gamle Numsen Lyst til igaar at kjøre i Slæde”

En tung og streng tilværelse?
Billedet af Vallø som et forgyldt jomfrubur, afsondret fra verden og præget af en alvorstung stilhed, skiftevis bekræftes og afkræftes i Frederikke breve. I de ensomme aftner ved chatollet drømte hun sig væk og længtes efter at høre nyt om livet ved hoffet og C.D.F. Reventlow. Andre dage tyder det på, at hun helt hengav sig til hyggeligt samvær og så stort på klostrets pietistiske alvor. I de stunder undslap den ellers meget religiøse Frederikke aftenandagten for at berette om livets lystige gang på Vallø:

”Sine og jeg have i disse Dage levet meget lystigt, vi have næsten daglig været hos Fru Numsen, i dag have vi spist til Middag hos hende, jeg er udebleven fra Eftermiddags Prædikenen for at kunne skrive til Dem, ellers have jeg ikke havt Tid”

Selskabeligheden kunne særligt ved fødselsdage og mærkedage blive så stor, at Frederikke frygtede for, at C.D.F. Reventlow skulle komme. Forud for abbedissens 65 års fødselsdag lød det:

”Den 18. Februar, Fredag 8 Dage, er det Sesses Fødselsdag, De vilde gøre Dem hende meget forbunden, hvis De overværede den. De kjender ikke alle de Festligheder, vi have her, dog jeg vil ikke give Dem for stor Lyst dertil, thi naar De kun bliver en Dag, vilde jeg tabe for meget, hvis det var en Festdag”

Frederikkes kærlighed til C.D.F. Reventlow bevægede sig til tider på en knivsæg mellem længsel og skinsyge, og det må have været hårdt for den kommende brudgom at gennemskue, hvad Frederikke på Vallø forventede. Blev han forhindret i besøg, blev hun fornærmet, kom han på mærkedage, blev hun skinsyg over, at han valgte andres selskab, og tog han for hurtigt væk, blev hun ked af det.

30. maj 1774 kunne C.D.F. Reventlow og Frederikke endelig sætte deres underskrift på ægtepagten ved et møde i København, hvor hans fader og stedmoder og hendes værge, forstanderen fra Sorø, også skrev under. Frederikke var dermed trådt et skridt videre ud af klosteret. 24. juni 1774 kunne hun endelig give sit ja i Tirsted Kirke på Lolland og dermed kalde sig grevinde Reventlow. Tilværelsen på Vallø var definitivt forbi – en tilværelse som kom til at stå i et særligt skær i hendes erindring, og som hun regelmæssigt vendte tilbage til i sine breve.