Over flade Marker, omgivet af Moser og Enge, hæver det gamle Krænkerup sig midt i en prægtig Park med sine gotiske Gavle, sine Taarne og Spir og de højtidsfulde gullige Mure, der bærer et sjældent Præg af Fortids usammensatte Styrke og Redelighed, et af de skønneste Herresæder i Danmark og dertil med en rig Historie, knyttet til de bedste Slægter, skabt af Mand, der har skrevet deres Navn med uudslettelig Skrift i Landets Aarbøger.

Oprindelig har Krenkerup utvivlsomt været en almindelig Landsbyhovedgaard i Byen af samme Navn i Radsted Sogn, med særdeles beskedent Tilliggende af Bøndergods, og denne Bys Enemærker har da sikkert mod Nordest været begrænset af Aaen, paa hvis anden Bred Radsted By ligger, hvor der i de Tider ogsaa laa en Hovedgaard, som senere opslugtes af Krænkerup; den hele Sænkning med dens brede Moser, hvorfra Radsted Aa flyder mod Nord og Flintinge Aa mod Syd, har dengang sikkert været større og mere vandrig, og Guldborgland saaledes langt stærkere adskilt fra det evrige østlolland end nu.

Som det saa ofte var Tilfældet, ejedes Krenkerup, da vi første Gang hører om den i Dronning Margrethes Dage, paa en Gang af flere forskellige Personer og Slægter; allerede da træffer vi her de stolte Gøyer, sam har deres oprinde-lige Hjem i Lolland, og siden i Aarhundreder var knyttet til dette Sted, idet Mogens Gøye i 1381 skal have skrevet sig til Krenkerup. Part i Gaarden havde dog ogsaa den tidlig uddøde Slagt Kabel, hvortil Mogens Gøyes Hustru skal have hørt; sikkert er det i ethvert Tilfælde, at hans Søn Axel Mogensen Gøye i Aaret 1392 fik Gaarden, eller vel rettere en Part i den, tilskødet af Laurids Nielsen Kabel, der siden ejede Fuglsang og i det hele synes at have hørt hjemme i Lolland. Axel Gøye, der var Ridder, har da formodentlig været Ene-ejer, og det siges om ham, at han samlede meget lollandsk Gods, sandsynligvis til Krenkerup, men efter hans Død i Aaret 1411 splittedes Gaarden atter paa forskellige Hander. Hans to Sønner i Ægteskab med Karen Madsdatter, der af Ligstenen i Fuglse Kirke ses at have tilhørt Slægten Thott, fik den paa Skiftet udlagt, og af disse er Oluf Axelsen Gøye død ikke mange Aar efter, da vi erfarer, at hans Enke ægtede Jens Olufsen af Slægten Godow, der solgte den ene Part af Krenkerup til Oluf Gøyes Søstersønner Evert og Mathias Moltke; den første af disse tilskøder 1430 sin Morbroder Mogens Gøye Halvparten af Gaarden, og det kan næppe betvivles, at denne Axel Gøyes anden Søn i Forvejen har ejet den anden halve Del og saaledes nu blev Eneejer. Om Oluf Gøyes korte Ejertid er kun det at berette, som iøvrigt er betydningsfuldt nok, at han købte Hovedgaarden i Radsted By, som saaledes forenedes med Krenkerup. Broderen Mogens fik en lang Levetid og træder følgelig mere frem i Lyset; han var i Slutningen af Erik af Pommerns Regeringstid Høvidsmand paa Københavns Slot og Kongens Kammermester, og siden under Christoffer af Bajern Lensmand paa Nykøbing, og var i det hele en anset og dygtig Mand. Til sit lollandske Gods synes han stadig at have følt sig særlig knyttet, og sit sidste Hvilested fandt han i den nærliggende Maribo Klosterkirke, tilligemed sin anden Hustru Ide Falk, en Datter af Eskild Falk til Gisselfeld, af en gammel sjællandsk Slægt, som uddøde allerede i femtende Aarhundrede, men hvis Navn siden levede videre som Fornavn i Gøyeslægten. Mogens Gøye nævnes sidste Gang 1450, men hvor længe han siden levede, vides ikke; næppe synderlig mange Aar efter er han rimeligvis død, og Krenkerup gik i Arv til hans Søn Eskild Gøye, hvem det mere end nogen anden skyldes, at Gaarden voksede sig stor og mægtig, langt udover Landsbyens snævre Grænser. Han var Godssamler i stor Stil, haardhændet og udholdende, overalt hvor han fik Fodfæste; i Skaane, hvor han arvede Part i det bekendte store skaanske Pant, i Jylland og paa Gisselfeld, som han arvede fra sin Moder, og endelig paa Krenkerup, som han øjensynlig i særlig Grad har interesseret sig for. Det var netop i de Tider, at mange mindre Adelsmxnd og Slægter af gammel Lavadel efterhaanden forsvandt under sociale og økonomiske Tryk; de nødtes til at søge Laan, sam kun kunde opnaas mod Pant i deres Gaarde, og naar de ikke var i Stand til at betale, gik Pantet af sig selv over til Eje og gled over i Hænderne paa Storadelsmanden, som altid var Panthaveren.

Paa denne Vis kom Hovedgaard efter Hovedgaard og Bøndergods i Mængder i Eskild Gøyes Hænder og lagdes til Krænkerup, hvis Tilliggende ved hans Død var omtrent tre Gange saa. stort, som da han begyndte sin Virken. I sig selv er der naturligvis intet moralsk forkasteligt i, at han udnyttede Forholdene, da han nu engang hørte til de af Skæbnen begunstigede, under en økonomisk Udvikling, som han ikke var Herre over, og som i forskellig Form ofte har fundet Sted i Historien, men det kan ikke nægtes, at de mange Tilfælde, da Hr. Eskild lagde sine Hander paa Gods, som Enker og umyndige Børn ikke formaaede at holde fast paa, stiller hans Karakter i et lidet heldigt Lys, og naar der mange Aar senere i Godsspørgsmaal blev faret noget haardt frem mod hans Søn, tager det sig unægtelig ud, som var det Høsten af den Sæd, han havde saaet.

Efter som Krænkerups Gods voksede saa betydeligt, maatte dens Ejer naturlig nære ønske om, at selve Gaardens Udseende kom til at svare dertil; hvorledes det hidtil havde været, ved vi intet om, men ifølge dens Oprindelse er det rimeligt at antage, at det har været en ganske uanseelig Bindingsværksbygning, der formodentlig har ligget paa det samme Sted, hvor Slottet nu staar; noget Spor af et ældre Voldsted er i hvert Tilfælde ikke eftervist. Eskild Gøye rejste her et grundmuret Hus med Kælder og to Stokværk, som er det midterste Parti af den nuværende Nordfløj, hvor denne ældste Del tydeligt giver sig til Kende ved sine særlig svære Mure; de nederste Partier af Gavlmuren ses endnu i Kælderen, der iøvrigt er delt i flere Rum, hvoraf det smalle østlige har en gennemgaaende Tøndehvælving, medens de to vestlige har Krydsribbehvælvinger. Murene er opført i Munkeskifte, og hele Karakteren stemmer med Efterretningen om, at Eskild Gøye lod opføre det Hus, som staar Norden paa Gaarden paa den højre Haand næst inden Porten; denne Krænkerups ældste Del stammer da utvivlsomt fra Slutningen af femtende Aarhundrede.

At Eskild Gøye var i Stand til at samle saa betydelige Rigdomme, beroede naturligvis ogsaa noget paa den fremskudte Plads, han efterhaanden kom til at indtage i Statslivet; han var Ridder og Medlem af Rigsraadet, blev 1486 Rigsmarsk, deltog fra dansk Side tillige med Poul Laxmand i det Møde mellem Rigsraader fra alle tre Riger, der førte til den bekendte Lødese-Traktat, og førte endelig den danske Hær paa det Tog op i Sverige, der genvandt Kong Hans den svenske Krone. Store og vigtige Forleninger havde Hr.Eskild sit hele Liv igennem, Aalholm tæt ved sin Fædrenegaard fra 1471 til 1495 og siden til sin Død Lindholm i Skaane, hvor han jo ogsaa havde saa store private Interesser. Han var første Gang gift med Mette Rosenkrantz, en Datter af Rigshofmesteren Erik Ottesen Rosenkrantz, men det berettes, at hun forlod ham for at klostergive sig, og det er vel muligt, at det er rigtigt, og i saa Fald har det vel været i Maribo Kloster, hvortil han skænkede en Del Gods; formodentlig er hun dog død ikke længe efter, da Hr. Eskild indgik nyt Ægteskab med den unge Sidsel Brahe, en Datter af Axel Brahe til Krogholm i Skaane. Eskild Gøye døde 1506 og fik ªen meget skøn og fager Afgængelse´ af Verden; sit sidste Hvilested fandt han i Maribo Klosterkirke, hvor han havde sikret sig, at der stadig læstes Messer for hans Sjæl.

Arving til det lollandske Gods var Sønnen Mogens Gøye, der vel maa siges at være Slægtens navnkundigste Medlem, Under fire Konger spillede han en fremragende Rolle i Statens Styrelse og greb dybt ind i Landets Skæbne gennem hele den omskiftelsesrige første Halvdel af sekstende Aarhundrede. Allerede inden Faderens Død var han Rigs-raad, og Ridderslaget har han rimeligvis faaet ved Kroningen i Stockholm, da Kong Hans fejrede sin Sejr over Sten Sture. En ledende Stilling indtog han ogsaa under Christian II trods sit bitre Fjendskab med Mor Sigbrit, der kaldte ham Kongen i Nørrejylland, fordi hun ansaa den Indflydelse, han som Lensmand paa Skanderborg Slot vandt paa den jyske Adel, for faretruende og ønskede ham knækket. Kun ugerne og tøvende, tvungen af For-holdenes Magt, forlod Hr. Mogens Kong Christians Sag, men gled dog let ind i de nye Forhold, hvori han kom til at virke lige saa indgribende som tidligere, ja størst Betydning for Udviklingen fik han utvivlsomt i den følgende Tid derved, at han sluttede sig til de Adelsmand, der tog Parti for den indtrængende Lutherdom, til hvis Sejr han væsentlig bidrog.

Til sin Død var Mogens Gøye Lensmand paa Skanderborg og, knyttet til Jylland ogsaa paa anden Maade, regnedes han gerne til den jyske Adel, men alligevel, og skønt han altid stod midt i de hastigt skiftende Begivenheders Hvirvel, tabte han dog aldrig sit lollandske Gods af Syne. Han foretog saaledes betydelige Byggearbejder paa Krænkerup og gav i Hovedsagen Gaarden den Skikkelse, den senere har bevaret. Eskild Gøyes Hus forlængedes mod Vest, og i Forbindelse hermed opførtes en vestre Fløj, ved hvis sydvestre Hjørne der skal have staaet et Taarn, og paa hvis østlige Mure der udfor andet Stokværk var anbragt Hængekarnapper. Ved den gamle Nordfløjs anden Ende opførtes ligeledes et nyt Hus, og i denne østfløj var Portgennemkørslen anbragt i et paa Ydersiden fremspringende Murparti, prydet med Blændinger og oprindelig sikkert opadtil afsluttet af en selvstændig Gavl; ved denne Fløj rejstes to smaa runde Hjørnetaarne. Begge de to nye Fløje opførtes i to Stokværk med tøndehvælvede Kældere af Mursten paa et Fundament af raa Kamp og var med deres kamtakkede og blændingsprydede Gavle af fuldkommen sengotisk Karakter. Endelig er Anlæget bleven afsluttet af en nu forlængst forsvunden søndre Fløj, og Krænkerup har da staaet som et af Landets største og fornemste Herresæder, svarende til den høje Stilling, dets Ejer indtog blandt sine Standsfæller. Lang Tid ad Gangen har Hr. Mogens ikke kunnet dvæle herovre, men at han ofte har været her og til Stadighed har værnet og øget sit Gods ogsaa her, er sikkert nok; af Frederik I erhvervede han Patronatsretten til Radsted Kirke.

Mogens Gøye var første Gang gift med Mette Bydelsbak, og da hendes Broder faldt paa Kong Hans' bekendte Ditmarskertog som den sidste Mand af Slægten, kom han ved dette Ægteskab i Besiddelse af meget Gods baade i Jylland og Sjælland; efter hendes tidlige Død ægtede han Margrethe Sture, Datter af Claus Sture til Gammelgaard paa Als, men ogsaa hende overlevede han; med dem begge havde han saa talrige Børn, at Samtiden sagde om ham, at han var Danmarks rigeste Mand, baade paa Jordegods og paa Børn.

Mogens Gøye døde 1544, og paa Skiftet tilfaldt Krænkerup hans Børn Albrecht og Birgitte; Birgitte Gøye ægtede samme Aar Herluf Trolle, og hendes og hendes Mands Halvdel af Gaarden gik snart efter ved et Mageskifte over til Broderen, der saaledes blev Eneejer. Albrecht Gøye synes at have været den betydeligste af Hr. Mogens' mange, ikke synderlig fremragende, Sønner, men nogen stor Rolle kom han aldrig til at spille. Som Følge af Faderens store Indflydelse fik han naturligvis allerede tidlig anselige Len og endte endog i dennes gamle Stilling paa Skanderborg Slot; med sin Hustru, Anne Rosenkrantz, Datter af Otto Rosenkrantz til Boller, saa det ogsaa en Tid ud, som han skulde have faaet Del i den bekendte store norske Arv,men deraf blev dog intet. Allerede 1558 døde Albrecht Gøye paa Skanderborg Slot, og hans Lig førtes til Krænkerup og jordedes i Rad-sted Kirke, hvor Ligstenen over ham og hans Hustru endnu ses i Taarnrum-mets Nordmur. Fru Anne, der overlevede sin Mand i tredive Aar, var en meget virksom og myndig Dame, og i de første Aar af sin Enkestand, da hun raadede paa Krænkerup, tog hun sig med stor Iver og Kraft af Gaardens Styrelse. Noget Gods, som ved den tidligere Arvedeling var gaaet over paa andre Hænder, erhvervede hun tilbage, og ved Mageskifte saa vel med Berridsgaards Ejere som med Kronen kom hun i Besiddelse af en betydelig Mængde Bøndergaarde, navnlig i Radsted By, som havde en særdeles gunstig Beliggenhed. Hun fik derfor af Kongen bevilliget Birkeret for sit Gods, som ogsaa tidligere havde udgjort et særligt Birk, der ved Delingen af Godset var bleven nedlagt.

Af hendes og Albrecht Gøyes Børn var Otto Gøye Arving til Krænkerup, men han døde allerede i en ung Alder, idet han faldt i Syvaarskrigen ved Elfsborg i Aaret 1566 og stedtes til Hvile i Radsted Kirke, hvor hans Ligsten nu sidder i Muren ved Siden af Forældrenes. Gaarden gik da over til Søsteren Margrethe Gøye, der var gift med Peder Brahe til Krogholm i Skaane, som var Lensmand paa Sølvitsborg. Dette Ægtepar mindedes paa Krænkerup ved den grundmurede Stald, de opførte og prydede med deres Navne, men de har iøvrigt ikke grebet stærkt ind i Gaardens Historie, og Fru Margrethe døde kun faa Aar efter Moderen, i Aaret 1594. Peder Brahe styrede vedblivende Godset for de umyndige Børn, som var Moderens Arvinger, og laa i vidtløftige Stridigheder med Naboerne, navnlig om Skovene, hvor Spørgsmaalet om Grænseskel og Rettigheder altid var vanskeligt og gav Anledning til vedholdende Trætter. For Radsted Kirke har han i sine senere Aar næret virksom Interesse; han lod foretage en almindelig Istandsættelse og skænkede baade en ny Altertavle og en ny Prædikestol. 1610 døde Peder Brahe, og Krænkerup gik over til Sønnen Axel Brahe, der samme Aar ægtede Elisabeth Rosensparre, en Datter af Oluf Ro-sensparre til Skarholt; noget af Godset var tilfaldet Broderen Otto Brahe, men Axel købte atter dette tilbage til Gaarden.

Allerede 1613 døde Axel Brahe, kun lidt over tredive Aar gammel, og da den Søn, som Elisabeth Rosensparre havde født ham, var død som ganske lille, arvedes Krænkerup af hende og Otto Brahe i Forening, men den sidste overlod Svigerinden Gaarden paa Livstid, og det er i de følgende Aar den unge barnløse Enke, der residerer som Besidderinde paa det gamle Herresæde, som hun synes at have styret med Energi og Dygtighed. Hun foretog forskellige Byggearbejder paa Hovedbygningen, hvor Aarstallet 1620 og hendes Navn tidligere stod paa en af Gavlene, og ved Radsted Kirke lod hun opføre baade Vaaben-hus og et prægtigt Kapel i Renaissancestil og forhøjede Taarnet, som blev forsynet med et slankt Spir og Kuppel. Efter at have siddet Enke i en halv Snes Aar indgik hun nyt Ægteskab med Palle Rosenkrantz, der var Lensmand paa Vordingborg, hvor de siden oftest boede. Brylluppet var bleven fejret med stor Glans i København i Kongens og mange fornemme Gæsters Nærværelse, men Glæden synes at have været stakket; Hr. Palle var i Udlandet i flere langvarige Sendelser, og Fru Elisabeth blev syg og svagelig og efter faa Aars Ægteskab døde hun paa Vordingborg Slot i Slutningen af Aaret 1627, kun 35 Aar gammel. En prægtig Ligbegængelse fik hun først i Vordingborg og stededes siden til Hvile i sit Kapel ved Radsted Kirke, hvor et smukt Epitafium blev opsat til hendes Minde, og et langt Sørgedigt forfat-tedes af ingen ringere end Anders Arrebo, der havde været hendes Sjælesørger i den sidste Sygdom.

Palle Rosenkrantz havde tilbragt sin Ungdom paa Studierejser rundt om i Europa og færdedes siden som Kongens Sendebud ved de forskellige Hoffer og mellem Standsfæller af alle Nationer, hvor Bægrene klang og Kaarderne klirrede, men hvor der ogsaa var nyttige Kundskaber og mangfoldig Livserfaring at høste. Han levede alle Dage stærkt, men virkede tillige med Energi og Dygtighed paa den Plads, hvor han blev stillet, med de offentlige Hverv, han fik, og for sin egen private Velfærd. Om hans Færd paa Krænkerup, hvor han opholdt sig meget, da han var bleven Lensmand paa det nærliggende Aalholm, har Traditionen vidst meget at fortælle; han skal have drukket og sviret stærkt, navnlig i Selskab med Præsten i Radsted, der pludselig døde og derefter viste sig for sin Herre og gamle Soldebroder og fortalte ham om, hvorledes han nu selv pintes i den evige Ild, for derved at formane ham til i Tide at omvende sig, hvilket Hr. Palle da ogsaa skal have gjort og vist i Gerning derved, at han i Rad-sted oprettede et Hospital for de fattige. Dette sidste er rigtigt, men er det en Frugt af Omvendelse fra Syndens Vej, er Angeren kommet noget sent, thi den nyttige og fromme Stiftelse saa først Lyset kort før Hr. Palles Død. Har han nydt Livet i dybe Drag, har han i ethvert Tilfælde ikke drukket Forstanden bort; da en Kvinde i Rødby var anklaget som Heks og dømt til Baal og Brand, hvad i de Tider hørte til Dagens Orden, tog Palle Rosenkrantz sig i sin Egenskab af Lensmand af Sagen, og i et Brev til Konsistorium ved Universitetet udtaler han sig med en nøgtern Forstandighed, som ikke var almindelig; ªder er intet bevist´, skriver han, ªKonen har ikke tilstaaet noget Hekseri, og den rette Sagvolder har ingen gjort Gerning at bevise hende over, men skylder hende for sin Ulykke udi Gods og Biering paa seks Aars Tid, men jeg tænker vel, at hans Uforsigtighed og Dovenhed kan være største Aarsag derudi, - laborantem Deus adjuvat ´. Sine gode Evner havde Palle Rosenkrantz jo udviklet i sin Ungdom paa sine Studierejser, og det virker ikke overraskende at høre, at han havde Interesse for lærde Studier; han var blandt dem, der opmuntrede Stephanius til at udgive Saxo, og han bidrog til at bekoste Værkets Trykning. At han endelig i sin Ungdom udmærkede sig ved personlig Tapperhed i Kalmarkrigen, da han ved Stormen paa Kalmar var den første, der med Kongens Fane i sin Haand besteg Volden, er et Træk, der fuldstændiggør Billedet af denne raske Junker og begavede og handlekraftige Mand, der synes at have varet en fuldblods Type paa sin Stand og for sin Tid.

For Krænkerup var Palle Rosenkrantz aabenbart stærkt interesseret; ved ægteskabet med Elisabeth Rosensparre kom han jo kun i Besiddelse af en Del af Gaarden, men Resten, som Otto Brahe havde arvet ved Broderen Axels Død, fik han udlagt for en større Pengefordring og blev saaledes Eneejer. Ihærdigt arbejdede han paa Godsets Forøgelse, og talrige Gaarde og Huse lagdes i hans Tid under Gaarden, blandt andet en hel Landsby, som blev nedlagt; ogsaa paa Borggaardens Udvidelse og Forskønnelse arbejdede han, som det prangende Navn paa Nordfløjens Ydermur endnu viser. Over hele denne Fløj opførte han et tredie Stokværk, og sikkert er ogsaa det ottekantede Taarn i det nordvestre Hjørne hans Værk, ligesom han formodentlig har forhøjet de runde Hjørnetaarne og paabygget Spirene.

Palle Rosenkrantz, der først havde været gift med Helvig Rantzau, ægtede efter Elisabeth Rosen-sparres Død Lisbeth Lunge, en Datter af Jørgen Lunge til Odden. I sine sidste Aar led han meget af Podagra og levede da for det meste stille paa Krænkerup, og her døde han 1642, kun lidt over 54 Aar gammel; i Radsted Kirke jordedes han i Elisabeth Rosensparres Kapel, hvor et prægtigt Epitafium med hans, hans tredie Hustrus og deres Søn Jørgens Portraiter malede paa Kobber, minder om denne mærkelige Mand.

Fru Lisbeth Lunge blev siddende paa Krænkerup, da Børnene alle var smaa; først 1649, da de to ældste Døtre blev gift, holdtes Skifte, og Gaarden tilfaldt da den eneste overlevende Søn, Jørgen Rosenkrantz, der imidlertid døde allerede i sit 23. Aar, da han paa sin Studierejse opholdt sig i Venedig. Af hans Søstre var Lisbeth Rosenkrantz allerede død forinden, og hendes Sønner Johan og Jørgen Rantzau var derfor Arvinger til Krænkerup tillige med de to andre Søstre, Mette Rosenkrantz, der var gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm, og Birgitte, der var gift med Christen Skeel til Sostrup. Dette Sameje varede ved en lang Aarrække, idet de unge Brødre Rantzaus Tarv varetoges af deres Fader Frants Rantzau til Estvadgaard, og Godset iøvrigt væsentlig forvaltedes af Christen Skeel. Ingen af dem var dog personlig knyttet til Krænkerup, og medens Godset blev styret og værnet paa forsvarlig Maade, kom selve Gaarden i disse Tider noget i Forfald; Christen Skeel var baade ved sine store Godser og sin Virksomhed i Statens Tjeneste knyttet til Jylland, og opholdt sig iøvrigt meget af sin Tid i Hovedstaden, da han en Aarrække var Medlem baade af Statskollegiet og af Højesteret. Da Birgitte Rosenkrantz var død i Aaret 1677, var Sønnen, Jørgen Skeel, Arving til hendes Part i de lollandske Godser, men han færdedes i disse Aar meget omkring i Udlandet, og tog først blivende Ophold i Hjemmet efter Faderens Død, en halv Snes Aar senere.

Jørgen Skeel var Landets rigeste Godsejer; foruden af de mange jyske Herregaarde blev han ogsaa Ejer af Krænkerup, hvor han efterhaanden udkøbte de andre Arvinger. Denne Gaard havde med Rosen- lund og det tilhørende Bøndergods over 1000 Tønder Hartkorn, hvoraf 70 Tønder var selve Krænkerups Hovedgaardstakst; af Radsted Sogns 63 Gaarde og 22 Huse besad den ikke mindre end de 58 Gaarde og alle Husene undtagen Degnebolet, og desuden meget spredt Bøndergods i de omliggende Sogne; 201 Tønder Land var under Plov under Hovedgaarden, og aarlig høstedes over 200 Læs Hø. En Ildsvaade hærgede i Slutningen af Aaret 1689 Hovedbygningen, hvorved den søndre Fløj ganske lagdes øde, og den er siden aldrig bleven genrejst. Jørgen Skeel har ofte opholdt sig paa sin lollandske Gaard; det morsomme Vægbillede, der siden var at se i et Lysthus i Parken, stammede utvivlsomt fra hans Tid og skyldtes hans Stemning overfor de Forhold, der herskede efter Enevældens Indførelse. Det kaldtes Harernes Triumf og gav en humoristisk Fremstilling af, hvorledes Harerne nu regerede over Hundene, sad til Bords og spiste Hundekød, lod sig opvarte af Hundene og red paa deres Ryg, ja to Harer, der sad paa en Triumfvogn, som blev trukket af Hunde, skal endog have været en temmelig nærgaaende Satire over meget højtstaaende Personer. Saaledes illustrerede Jørgen Skeel sin Opfattelse af den nye tyske Hof-adel og Kongens Favorisering af fremmede Lykkejægere og borgerlige Indfødte paa den gamle danske Adels Bekostning. I høj Gunst var han heller ikke hos Kongen, Christian V, der var forbitret over, at han ikke af sine store Godser vilde oprette noget Grevskab eller Baroni; hans adelige Selvfølelse forbød ham at tage sine Ejendomme til Len af Kongen, og denne skal have søgt at straffe hans Hovmod ved at afvise hans Frieri til en ung, faderløs Comtesse Ahlefeld, oven i Købet med den ondskabsfulde Begrundelse, at Lige passede bedst for Lige. Jørgen Skeel ægtede derefter Benedikte Margrethe von Brockdorff, en Datter af Cai Brockdorff til Bothkamp i Holsten, men Lykken varede ikke længe, da han døde allerede 1695, ikke fyrretyve Aar gammel; han fik i Ligtalen det Eftermæle, at han havde haft en oplyst Aand, et udelt Hjerte og et skønt Udvortes. Paa Skiftet tilfaldt de lollandske Godser den unge Enke. Paa en mærkelig Maade afspejler Krænkerups Historie de skiftende Forhold i Jordegodsbesiddelsen i Danmark igennem Tiderne. Landsbyhovedgaarden, som i Haderne paa den driftige Godssamler vokser sig stor og udvikler sig til Storbesiddelse, som faar sit Udtryk i en prægtig Borg, hvor Medlemmer af den danske Adel i dens bedste Kraftudfoldelse har deres Hjem; først Riddere, Krigere og Godsejere, saa Statsmænd og Politikere, og endelig Rigmænd, fremfor alt Adels-mænd, der er saa meget mere stolte af deres gamle Slægt og fornemme Byrd, som de føler, at Høststormene nærmer sig, og Tiden er gledet dem forbi. Og nye Slægter, nye Mennesker træder til, besætter Stillinger og Tillidsposter i Statens Tjeneste og lægger lidt efter lidt en sikker Haand paa Godset ved Køb, ægte-skab eller paa hvad Maade, det nu kan være.

Benedikte Margrethe Brockdorff vedblev at styre sine Godser, ogsaa efter at hun havde indgaaet nyt ægteskab med Grev Christian Ditlev Reventlow, en Søn af Storkansleren og Broder til Anna Sophie, som senere blev Kong Frederik IV.s Dronning. Han var Officer og Diplomat, stod baade i dansk og fremmed Tjeneste og anvendtes derfor til mange forskellige Hverv i de urolige Aar, der indledede det attende Aarhundrede. I den spanske Arvefølgekrig blev han General i den kejserlige Hær under Prins Eugen, der satte stor Pris paa ham, men ved Danmarks fornyede Krig med Sverrig vendte han hjem, og det betroedes ham at føre Felttoget i Skaane i 1709, hvor hans Ledelse dog ikke førte til noget heldigt Resultat, selv om han ikke kan bebyrdes med det hele Ansvar for Nederlaget. Et stort Arbejde udrettede han derimod, da det blev ham overdraget at bringe Altona paa Fode, efter at Magnus Stenbock med barbarisk Grusomhed havde ladet den afbrænde, da han efter Slaget ved Gadebusch rykkede ind i Holsten. Saa virksom og handlekraftig Reventlow var i sin Tjeneste, saa svag og føjelig skal han have været hjemme, hvor Konen førte et uindskrænket Regimente, der ganske vist var præget af megen Energi og Dygtighed, men ogsaa af stor Vilkaarlighed og en Mangel paa Elskværdighed og Hensyn til andre Menneskers Interesser, der opvakte almindelig Forbitrelse mod hende; men fremfor alt var Gerrighed og umættelig Griskhed efter Penge det sorte Punkt i hendes Karakter, der i mangfoldige Tilfælde forledte hende til Handlinger, som hun havde liden Ære af. De omfattende Godser, som hun og hendes Mand besad, styrede hun med fast Haand og arbejdede sit hele Liv igennem for at forøge og forbedre dem. Af de lollandske fik hun i Aaret 1736 oprettet Stamhuset Krænkerup, der med Hovedgaarden Krænkerup, Rosen-lund og Nørregaard og det tilhørende Bøndergods omfattede noget over 1000 Tønder Hartkorn, beliggende væsentlig i Radsted, Slemminge, Fjelde og Thoreby Sogne.

Da Grev Reventlow døde 1738, og hans Hustru fulgte ham i Graven Aaret efter, gik Stamhuset over til den ældste Søn, Grev Conrad Ditlev Reventlou, der tillige arvede Grevskabet Sandbjerg i Sønderjylland, Baroniet Brahetrolleborg i Fyen og Stamhuset Frisenvold i Nørrejylland. Han var gift med Prinsesse Wilhelmine Augusta af Nordborg-Pløen, og de havde siden deres Bryllup boet paa Brahetrolleborg, senere efter Faderens Død i København, hvor Grev Conrad Ditlev beklædte forskellige Embedsstillinger og endte som Stiftamtmand over Sjællands Stift; hans Hustrus Død 1749 gik ham nær til Hjerte, og Aaret efter gik han selv bort, endnu ikke 50 Aar gammel. I Krænkerups Historie spillede han ingen Rolle, og det samme maa siges om hans Søn Grev Christian Ditlev Reventlou, der ved sin Tiltrædelse var umyndig og døde allerede 1759 i sit fire og tyvende Aar. Et Par Aar forinden var han, efter at have ført et meget uregelmæssigt Liv paa en Rejse, hvis Formaal skulde have været Studier, bleven gift med Ida Lucie Scheel von Plessen, en Datter af Overcere-monimester Mogens Scheel von Plessen; i dette ægteskab var født en eneste Datter, Juliane Frederikke Christiane Reventlou, der saaledes i Vuggen arvede Stamhusene Krænkerup og Frisen-vold. Den unge Comtesse, der baade var ualmindelig smuk og særdeles vel begavet, ægtede i sin første Ungdom den hannoveranske Adelsmand Carl August Hardenberg, der senere gjorde sit Navn berømt i den tyske Frihedskrig og endte som Fyrste og preussisk Statskansler. Saavel Slægten som den danske Regering søgte at hindre den rige Arvings Forbindelse med en Udlænding; den yngre Linie af Reventlowslægten, som havde arvet de øvrige Besiddelser, havde ogsaa søgt at lægge Haand paa de to Stamhuse, men dens Krav var bleven afvist ved Højesteret, og Tanken har da formodentlig varet gennem Giftermaal med Comtessen at vinde Godserne tilbage. Hardenberg, der antog Navnet Hardenberg-Reventlow, interesserede sig imidlertid levende for sin Hustrus danske Gods, som han overtog Bestyrelsen af og ofte besøgte, skønt hans Virken, først i Kurfyrsten af Hannovers, siden i brunsvigsk Tjeneste, lagde stærkt Beslag paa hans Tid og Kræfter. Paa forskellig Maade var Gaard og Gods stærkt forsømt i de mange Aar, der ikke havde været nogen Besidder paa Stedet, og der blev nu med Iver taget fat paa at indføre Forbedringer. Det gammeldags Trevangsbrug og det overordentlig indviklede Fællesskab lagde alvorlige Hindringer i Vejen, og Udskiftningen, som i disse Aar begyndte at trænge igennem rundt om i Landet, var ogsaa paa Krænkerup den store Opgave, der først og fremmest skulde løses. Jorderne blev opmaalt, og det lykkedes ogsaa for nogle Byers Vedkommende at faa dem udskiftede fra hinanden, men de fleste Steder laa de saaledes indfiltrede imellem hinanden, at Afgørelsen var afhængig af de andre Lodsejere, og hele Reformen hindredes, naar disse stillede sig uvilligt; dette var navnlig Tilfældet med Ejeren af Nielstrup, Landsdommer Flindt, der besad Gods baade i Slemminge og Reersø, og endelig var det nødvendigt for Udskiftningen af Slemminge og Fielde at foretage et temmelig omfattende Mageskifte med Engestofte, der vel var indledet, men som først senere kom i Stand. Værst var det dog, at Præsten i Radsted i det hele taget nægtede at gaa med til Reformen og derved forhindrede dens Gennemførelse i selve Hovedsognet, og en Indberetning til Regeringen om Sagen udtrykker da ogsaa den mest levende Forbitrelse over, at en saadan Uforstand skal standse hele Udviklingen. Det lykkedes dog efter et Par Aars Forløb at bryde denne Modstand, saaledes at Udskiftningen af Radsted Bys Jorder kunde tage sin Begyndelse, men kort efter var Hardenbergs Virken paa Krænkerup forbi.

Forholdet mellem Hardenberg og hans Gemalinde var aldrig godt, og i 1788 blev ægteskabet ophævet; Fruen levede siden i Tyskland, hvor hun faa Aar efter døde. Godserne gik over til Sønnen Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der giftede sig med Jeanette Caroline von Reitzenstein og tog Bolig paa Krænkerup. Istandsættelsen af den forfaldne Hovedbygning, som Faderen havde begyndt paa, blev nu genoptaget med Kraft; de gamle røde Tagsten forsvandt og erstattedes af blaa glase- .rede, og Vinduerne med de blyindfattede Ruder blev med Undtagelse af Taarnenes forandret til franske Vinduer, en pyntelig Bro af huggen Granit afløste den gamle Vindebro af Træ, som førte over Graven udfor Porten, og Laden flyttedes bort fra sin Plads nord for Hovedbygningen, hen bag Peder Brahes Stald; endelig blev det Indre ganske ombygget efter Tidens og Smagens Fordringer.

I Aaret 1798 afhændede Hardenberg med kongelig Tilladelse Stamhuset Frisenvold, imod at erhverve andet Gods. Han købte derefter Fjellebro i Fyen, som han dog straks efter solgte til Grev Holck-Winterfeldt, der fik Tilladelse til at substituere Baroniet Wintersborg med dette Gods; i Stedet fik Hardenberg Wintersborg og Sæbyholm, af hvilke han solgte det første, medens Sæbyholm og Christiansdal i Branderslev Sogn ved Nakskov, som han samtidig købte, skulde træde i Stedet for Frisen-vold; hertil kom endelig Krænkerups Nabogaard Nielstrup i Vaabensted Sogn, som ligeledes blev købt og lagt til Stamhuset. Da denne sidste Gaard var erhvervet, og det tidligere indledede Mageskifte med Engestofte var bragt til Afslutning, kunde Arbejdet med Udskiftningen genoptages, og det gennemførtes overalt paa Godserne i Løbet af den første Snes Aar af det nittende Aarhundrede. Den dermed følgende Udflytning, der foretages i meget stort Omfang, kostede mange Penge, og Hardenberg ofrede desuden betydeligt paa forskellige andre Forbedringer, navnlig med Hovedgaardenes Drift, hvor han anstillede mange Forsøg med nye Kornsorter og Dyrkningsmaader, som ikke altid gav et heldigt Resultat. Forholdene for Landbruget var i Aarene efter Kielerfreden meget ugunstige, og da Hardenberg ikke blot ved sin Tiltrædelse havde maattet overtage Moderens betydelige Gæld, men ved Faderens Død i 1822 fik en lignende Arv, var hans øko-nomiske Stilling i de senere Aar af hans Liv meget trykket. De preussiske Stamgodser, han kom i Besiddelse af efter Faderen, blev sat under Administration, og det samme var Tilfældet med de holstenske, medens der for de lollandske maatte ansættes en særlig Skatteopkræver, der sørgede for, at Skatterne af Bøndergodset indbetaltes til Staten.

Af disse sidste Godser, Stamhuset Krenkerup og Godserne Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal, oprettedes i Aaret 1815 Grevskabet Hardenberg-Reventlow, og Hardenberg ophøjedes i den danske Grevestand med samme Navn, medens Hovedsædet desværre maatte ombytte sit historiske Navn med Besidderens, og siden har været kaldet Hardenberg. Grevskabet, der naturligvis, lige saa lidt som de andre, i en saa sen Tid oprettede Len, fik Skattefrihed, omfattede ca. 2500 Tønder Hartkorn, og deltes naturligt i et østre Distrikt, Hardenberg, Rosenlund, Nørregaard og Nielstrup, og et vestre, Sæbyholm og Christiansdal.

Efter at den første Grevinde Hardenberg, der var overordentlig elsket og afholdt paa Godset, var død i Aaret 1819, ægtede Grev Hardenberg et Par Aar senere sin Kusine Emma Louise Frederikke Georgine Hardenberg, der overlevede ham. Selv døde han paa en Rejse i Tyskland i Aaret 1840, og, medens de preussiske Majoratsgodser gik over til en anden Linie af den Hardenbergske Slægt, tilfaldt det lollandske Grevskab hans eneste Barn, Datteren af første Ægteskab Ida Augusta Hardenberg-Reventlow, der da var over 40 Aar gammel og Enke efter Grev Harald Holck. Gælden var stor, og den nye Besidderinde maatte sælge alt, hvad der var af Allodialejendomme, hvoriblandt de holstenske Godser og et Hus i København, og lægge Styrelsen i faste og kyndige Hænder. Selv opholdt hun sig meget i Udlandet, men kom dog jævnlig til Hardenberg, navnlig efter at hun havde indgaaet nyt Ægteskab med Grev Christian Gersdorff, der holdt meget af Stedet og særlig tog sig af Haven, som i hans Tid havde en kort Glansperiode, hvorom det smukke Mindesmærke over ham, som Ida Augusta rejste, er et synligt Vidnesbyrd. Nogle Aar efter hans Død ægtede hun sin tredie Mand, en italiensk Lykkejæger ved Navn Alma-forte, der var bleven adlet af den sardinske Regering og nu gjordes til dansk Greve; ogsaa ham overlevede den livskraftige Dame, og færdedes ogsaa i sin tredie Enkestand meget i Udlandet, hvor hun døde i Aaret 1867.

Grevskabet gik over til hendes Søn af første Ægteskab Grev Carl Ludvig August Rudolph Holck-Hardenberg-Reventlow, der i sin tyve-aarige Besiddertid var meget virksom og kom til at opleve en rig Fremgangsperiode for Godset, som jo forøvrigt allerede var begyndt i Moderens sidste Aar. For Haven nærede han særlig stor Interesse og genoptog det Arbejde, der siden Grev Gersdorffs Død havde varet fuldstændig forsømt, at skabe en smuk og moderne Park og et rationelt Havebrug. Han fandt hertil dygtige Medarbejdere, og Traditionen fra hans Tid er ogsaa siden stadig bleven fortsat og holdt i Ære, navnlig af den fremragende Havebrugsmand Gartner Chr. Jørgensen, under hvis Ledelse Hardenbergs Gartnerier er blevet et Mønsterbrug, der søges af Fagfolk fra alle Egne af Landet. I Grev Holcks Tid foregik ogsaa Afhændelsen af største Delen af Bøndergodset, der solgtes til fri Ejendom, og han styrede i det hele Besiddelsen med Humanitet og Dygtighed, arbejdsom og punktlig i alle Henseender, som han var.

Holcks Ægteskab med hans Kusine Ida Louise Henningia von Qualen var barnløst, og Grevskabet gik derfor ved hans Død i Aaret 1885 over til hans Næstsøskendebarn Prinsesse Lucie Schˆnaich-Carolath, der var en Datterdatter af Grev Hardenbergs Søster Lucie, som havde været gift Pappenheim; den nye Besidderinde var siden 1843 gift med Grev Curt Haugwitz, der efter Erektionsbestemmelserne for sig og sine Descendenter lagde Navnene Hardenberg-Reventlow til sit eget, men iøvrigt døde et Par Aar efter Tiltrædelsen. Den gamle Durchlaucht, som Besidderinden altid kaldtes, levede til 1903, men Grevskabet styredes af hendes Søn Grev Heinrich Haugwitz-Hardenberg-Reventlou, der var gift med Fredine von Maubeuge, og er den nuværende Besidder.

Hardenberg prægtige Slot er stadig et af Landets skønneste og mest maleriske Herresæder, men for den, der træder ind med Forstaaelsens Sympathi, er det mere, det minderige gamle Krenkerup, hvor Gøyer, Braher og Rosenkrantzer har levet deres Liv, stærkt og daadrigt, i Sorg og i Glade.