| |
 1535 - 1593 (58 år)
-
| Navn |
Jacob Ulfeldt |
| Fødsel |
1535 |
| Køn |
Mand |
| Link |
https://da.wikipedia.org/wiki/Jakob_Ulfeldt_%28rigsråd%29 |
| Død |
8 okt. 1593 |
| Begravelse |
Vindinge, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark  |
 |
Jacob Ulfeldt og Anne Flemming
Gravsten, Kværndrup Kirke |
| Notater |
- Ulfeldt, Jacob, –1593, Rigsraad, var Søn af Knud Ebbesen U. til Kogsbølle og Selsø og Anne Eriksdatter Hardenberg.
Han rejste udenlands, var 1552 ved Universitetet i Løwen i Belgien og tjente som Hofsinde fra 1556 til sit Ægteskab 1562 med Anne Jacobsdatter Flemming (f. 1544 d. 13. Nov. 1570), med hvem han fik hendes fædrene Gaard Bavelse. 1563 var han i et diplomatisk Ærende i Stockholm og med Kong Frederik II i Holsten; s. A. fik han Pantebrev paa Hundslund Kloster, som han havde indløst fra sin afdøde Broder Corfits’ Arvinger og beholdt til 1568. 1564 deltog han som Lieutenant paa et af Orlogsskibene i Slaget ved Øland og var senere paa Aaret Krigskommissær ved Hæren i Skaane-, 1565 synes han igjen at have været paa Flaaden. 1566 var han atter ved Hæren som Krigskommissær hos Daniel Rantzau og blev om Efteraaret Medlem af Rigsraadet. Af dette blev han imidlertid ikke længe efter sat ud af Kongen, maaske paa Grund af en Pengestrid; paa Slægt og Venners Forbøn lod Frederik II dog sin Unaade mod ham falde og optog ham i Dec. 1570 paa ny i Raadet, endda paa hans tidligere Aldersplads. 1571 forlenedes han med Dalum Kloster, hvormed indtil 1574 St. Knuds Kloster i Odense var forenet, 1572 og 1575-76 var han til Møder i Kolding i Anledning af Stridigheder med Hertug Hans, 1573 Sendebud til Preussen og til Stockholm, 1575 paa en Rejse til Gulland.
Da indtraadte den for hans Liv afgjørende Begivenhed ved, at det i Aaret 1578 overdroges ham at staa i Spidsen for et Gesandtskab til den russiske Storfyrste, Ivan IV Vasiliewitsch. Den danske Regerings Hensigt med dette Gesandtskab var at faa gjenoprettet paa fast Grund det som Følge af de liflandske Stridigheder forrykkede venskabelige Forhold til Rusland. Instruxen gik ud paa at slutte en evig Fred med dette Rige, faa Grænsen mellem det og Norge endelig fastsat, sikre Danmarks rolige Besiddelse af Øsel og af dette Stifts Ejendomme i Kurland og skaffe en Erstatning for nogle Fæstninger i Lifland. I Maj tiltraadte Gesandtskabet, pragtfuldt udstyret, Rejsen; den gik til Søs først til Øsel og derefter til Lifland. Men saa snart Gesandterne ved Pernau havde betraadt russisk Grund, begyndte de største Besværligheder og den haardeste Behandling. Under stadig Bevogtning slæbtes de fra Sted til Sted; endelig naaede de til Novgorod og førtes derfra til Moskva, hvortil de ankom i Avgikt. Modtagelsen her blev først venlig, men da Underhandlingerne begyndte, viste det sig, at Zaren ingenlunde vilde gaa ind paa de danske Fordringer, men bydende forlangte enten en Stilstand paa kun 15 Aar uden væsentlige Indrømmelser til Danmark eller øjeblikkelig Krig. U.,der sikkert frygtede for Indespærring i Rusland, besluttede sig nu til imod sin Instrux og for at undgaa en for Danmark farlig Krig at gaa ind paa den 15 aarige Stilstand paa Vilkaar, der vare uheldige for Danmarks Krav med Hensyn til Norge, Lifland og Kurland. Med rige Gaver forlod Gesandterne derpaa Moskva; paa Tilbagerejsen gjennem Rusland underkastedes de imod givne Tilsagn en omtrent lige saa slet Behandling som paa Udvejen; Aarstiden hindrede dem tilmed i at benytte Sørejsen fra Kysten; til Lands gjennem Polen og Tyskland naaede de endelig 1. Januar 1579 Danmark, uden Tvivl i stærk Spænding over for, hvorledes Regeringen vilde optage deres Færd.
Paa Koldinghus aflagde U. en foreløbig Rapport til Frederik II, der næppe strax satte sig ind i Sagen, i alt Fald ikke tog ham den unaadig op. I Marts fik han skjænket af Kongen nogle Gaarde paa Fyn, og i samme Maaned var han som Rigsraad med til det store Møde i Odense, hvor Hertugerne Hans og Adolf forlenedes med Slesvig. Han havde taget Ophold paa sit Herresæde Kogsbøl, som han, dog uvist naar, ombyggede og gav Navnet Ulfeldtsholm, ligesom han 1576 havde ombygget Selsø, samt paa Dalum Kloster, og umiddelbart efter sin Hjemkomst havde han udarbejdet en Beskrivelse af sin Rejse, der navnlig dvælede ved Gesandtskabets ilde Behandling og ved de russiske Sæder og Forhold, og som kun gik løst hen over de politiske Forhandlinger, dækkende over det uheldige Resultat ved Beskyldninger mod Zaren for i sidste Øjeblik at have omformet Traktaten. Men snart brød Uvejret løs over U. Kongen og Rigsraadet havde nu nærmere undersøgt Overenskomsten, saa meget mere som der ventedes russiske Sendebud til dens Ratifikation, vilde paa ingen Maade antage den og lagde hele Ansvaret paa U. for at have overtraadt sin Instruks. Da U. fik at vide, hvad der truede, søgte han Bistand hos sin egen Velynder og Kongens fortrolige Henrik Rantzau, besøgte ham paa Segeberg, og Rantzau skrev ogsaa et beroligende Brev til Kongen. Samtidig rettede U. selv et Brev til denne med Forsvar for sin Handlemaade. Men Frederik II’s Harme dæmpedes ikke. I Maj udskreves et Rigsraads møde til Roskilde til 13. Juli, og U. stævnedes til at møde for det som anklaget. Paa Kongens Vegne førtes nu her Anklagen af den kongelige Sekretær Arild Huitfeldt; den gik ud paa, at U. havde overtraadt sin Instrux og derfor burde stande Kongen og Riget til Rette. U. forsvarede sin Handlemaade saa godt som muligt, ogsaa med, at der i alt Fald ingen Skade var sket, da Kongen paa Grund af Formaliteter, som han med Vilje havde undladt, kunde lade være at ratificere Traktaten. Men skjønt Kongen virkelig heller ikke gjorde det, faldt Dommen dog i Overensstemmelse med Anklagen. Den udførtes ved, at U. udstødtes af Rigsraadet og mistede sit Len; derimod frafaldt Kongen paa Raadets Forbøn yderligere Tiltale og lovede endog at være ham en naadig Herre.
U.s Embedsvirksomhed var saaledes afbrudt og det for bestandig. Han søgte en Trøst dels i sin Godsbestyrelse, dels i litterært Arbejde. Allerede tidligere havde han givet sig af med saadant, særlig af theologisk Art; nu stod han ogsaa i nøje Forbindelse med Tyge Brahe, hvem han høj agtede, og dernæst sysselsatte han sig med Danmarks Historie. Navnlig paa Grundlag af en ældre Krønnike (vistnok af Herman Veiger) udarbejdede han en kortere Fremstilling af Danmarks Historie fra 1333 til 1559; i Fortalen, der er dateret Ulfeldtsholm 1. Septbr. 1585, priser han historiske Videnskabs Betydning og nævner med Beundring Tyge Brahe, Henrik Rantzau og Niels Kaas. Men i sit Hjærte var han stadig overordentlig forbitret over den lidte Krænkelse, og efter Frederik II’s Død kom hans Følelser til Udbrud.
Da han i Avg. 1588 var tilsagt til at møde i Roskilde til en Omtaxation af Rostjenesten, og de 4 Regeringsraader, Niels Kaas, Peder Munk, Jørgen Rosenkrantz og Christoffer Valkendorf skulde lede denne, traadte han pludselig frem i Domkirken, hvor Mødet holdtes, forlangte først en Enesamtale med Regeringsraaderne, men busede derpaa, inden en saadan var tilstaaet, offentlig frem med sine Klager over Frederik II, i det han henviste til det Haandskrift om sin Adfærd i Rusland, han havde hos sig (dog næppe den egentlige Rejsebeskrivelse). Niels Kaas svarede kun med at tage Haandskriftet til sig og love at overveje Sagen. Regeringens Svar kom kort efter, da U. havde givet Møde paa Landstinget i Ringsted i Anledning af en privat Retssag. Paa dens Vegne optraadte her Arild Huitfeldt som Rigskansler og oplæste en Erklæring, deri ret truende Ord advarede U. mod at lade sin Fremstilling trykke, da den indeholdt Fornærmelser mod den afdøde Konge og Raadet. Først nogle Maaneder efter svarede U. med et Brev til Regeringsraadet, hvori han erklærede ikke at have villet angribe nogen, men kun at have villet forsvare sig selv og redde sit Navn. Hvad han opnaaede var blot, at Regeringsraaderne erklærede at ville henvise Sagen til det samlede Rigsraads Afgjørelse.
Sagen døde dog dermed hen, og U.s sidste Dage bleve stille. Han oversatte og udgav 1591 et tysk Skrift om Døden og det evige Liv og døde selv 8. (eller 1.) Okt. 1593 og blev begravet i Vindinge Kirke. Hans Beskrivelse over Ruslandsrejsen, som han havde tænkt paa at lade trykke i Leiden, udkom først 1608 paaLatin i Frankfurt; dog var den kjendt i Afskrift her hjemme tidligere.
Resen, Frederich II’s Krønicke S. 398 ff.
Suhms Samlinger I, 165-68.
Westphalen, Monumenta III, 485 ff.
Rørdam, Historieskrivningen i Danmark efter Reform. I, 35 f. 126.
Troels Lund, Historiske Skitser S. 263-303.
Lind, Fra Kong Frederik II’s Tid S. 277.
J. A. Fridericia.
|
| Person-ID |
I4080 |
Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow |
| Sidst ændret |
5 aug. 2023 |
| Familie |
Anne Flemming, f. 1544 d. 13 nov. 1570 (Alder 26 år) |
| Ægteskab |
1562 |
Bavelse, Næstved, Danmark |
| Børn |
| + | 1. Corfitz Ulfeldt d. 1614 |
| | 2. Knud Ulfeldt, f. ca. 1564, Bavelse, Næstved, Danmark |
| + | 3. Jacob Ulfeldt, f. 4 aug. 1567, Bavelse, Næstved, Danmark d. 25 jun. 1630, Nyborg Slot, Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark (Alder 62 år) |
|
| Familie-ID |
F30633 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
25 jan. 2015 |
-
| Begivenhedskort |
|
 | Ægteskab - 1562 - Bavelse, Næstved, Danmark |
 |
 | Begravelse - - Vindinge, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark |
|
|
-
|
.jpg "Reventlow, Friedrich 1755-1828")
