| |
 1519 - 1575 (56 år)
-
| Navn |
Erik Rosenkrantz |
| Fødsel |
1519 |
Tørning, Haderslev, Danmark  |
| Køn |
Mand |
| Beskæftigelse |
|
| Beskæftigelse |
- Godsejer, Rigsraadsmedlem (1559-1575)
|
| Ejendom |
1558 |
Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
| Ejendom |
1573 |
Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark |
| Family Line |
III. Arreskov-linjen |
| Kilde |
|
| Død |
18 dec. 1575 |
Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
| Begravelse |
16 mar. 1576 |
Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
| Notater |
- Rosenkrantz, Erik Ottesen, 1519-75, til Valsøgaard, Arreskov, Kjærstrup, Rigsraad, var Søn af Otte Holgersen R. (død 1525) og saaledes Broder til de bekjendte Rigsraader Holger og Jørgen R.
Efter Forældrenes tidlige Død blev han opdragen hos sin Morfader, Jesper Ganz til Putlitz i Brandenborg. O. 18 Aar gammel vendte han tilbage til Danmark. En Tid lang synes han at have holdt Hus paa Brødrenes Fælleseje Næsbyholm. Arvedelingen mellem Brødrene fandt Sted 1547, og E. R. tilfaldt den umaadelige norske Arv, der regnedes til 1/24 af al Norges skyldsatte Jord foruden store Ejendomme paa Færøerne og Shetlandsøerne. Aaret efter (1548) opholdt E. R. sig en Tid i Norge og kom allerede da i Strid med det lybske Kontor i Bergen om Grunden til et Par af de store Kjøbmandsgaarde paa Bryggen, som havde tilhørt hans norske Forfædre. Allerede da skrev han til Kongen, at hvis denne ikke traadte kraftig op mod Kontoret og dets Vilkaarlighed, "saa er denne Landsende, saa vidt de overfare, fordærvet og eders Naades Landret og skrevne Lov forkrænket og fortrykt, thi de agte hverken Dom eller Ret".
O. 1551 var E. R. kommet i Besiddelse af Valsøgaard ved Ringsted, der tidligere havde tilhørt Fru Anne Meinstrup og dennes Datter Fru Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, E. R.s Faster. I Aarene 1554 og 1555 var han Staldmester hos Christian III og blev o. 1555 Hofmarskal ved den unge Hertug Frederik (II)s lystige Hof paa Malmøhus, indtil han 1557 forlenedes med Varberg Fæstning. Det følgende Aar (1558) holdt han Bryllup med den 18aarige Helvig Hardenberg (f. 28. Marts 1540), Datter af Jacob H. til Sandholt, Arreskov m. m. (VII, 98) og Sophie Lykke. Ved dette Giftermaal kom E. R. i Besiddelse af Arreskov, hvor han strax begyndte Opførelsen af den store Hovedbygning, der dog først fuldendtes 1573.
Da Frederik II besteg Tronen, udsaa han strax E. R. til en stor og vigtig Post, Lensmandsstillingen paa Bergenhus. Her havde Christoffer Valkendorf med stor Kraft modsat sig de tyske Kjøbmænds Overgreb og søgt at bringe dem i et undersaatligt Forhold til den norske Krone; men dette havde selvfølgelig medført Klager fra lybsk Side; i Juni Maaned 1559 var Christoffer Valkendorf derfor blevet kaldt ned til Kjøbenhavn og ønskede vistnok nu selv at blive forflyttet. E. R. havde allerede tidligere ytret lignende Tanker, som Christoffer Valkendorf havde begyndt at gjennemføre. Dertil kom, at hans store Godser, der for største Delen laa i det nordenfjældske, knyttede ham til Norge. Han følte sig dog med langt stærkere Baand knyttet til Danmark; Landet selv kunde han ikke fordrage, skriver han til Kongen. Denne tillod ham da foreløbig at beholde Varberg sammen med Bergenhus og udnævnte ham samtidig til Rigsraad. Desuden fritog Kongen ham "indtil videre" for alle kongl. Afgifter af hans store norske Godser, en Ret, som Kongen dog 1562 tog tilbage, da det var en mærkelig stor Sum, som Kronen derved aarlig maatte give Afkald paa, mod at R. til Gjengjæld forlenedes med Lyse Kloster ved Bergen afgiftsfrit.
At forene Stillingen som Befalingsmand paa 2 saa fjærnt fra hinanden liggende Hovedfæstninger som Varberg og Bergenhus lod sig dog i Længden ikke gjøre. Efter R.s Opfordring fritoges han da for Varberg, og et nyt Lensbrev udstedtes 9. Marts 1560 for R. paa de kongl. Slotte Bergenhus og Vardøhus, Lyse Kloster, Søndfjord Len, Sønderhordeland, Ryfylke, Sogn, Jæderen, Dalerne, Helgeland, Tromsø og Nordhordeland, alt som kongl. Regnskabslen mod et aarligt Vederlag af kun 100 Dlr. (400 Kr., næppe 2000 Kr. efter Pengenes nuværende Værdi) samt Klæder og Penge til de fornødne Svendes Underhold. Vilkaarene vare saaledes knappe, men Magten desto større. Med Undtagelse af Throndhjem Len havde R. omtrent hele Vestkysten af Norge lige til Nordkap i sin Magt og Norges vigtigste Fæstning i sin Haand.
31. Juli 1560 ankom R. til Bergen, og i de 8 Aar, han var Lensmand her, skulde han komme til at indskrive sit Navn i Norges og Danmarks Historie som en værdig Efterfølger af Christoffer Valkendorf. Denne havde allerede knækket de tyske Haandvær-keres Særstilling i Bergen og tvunget dem til enten at anerkjende den norske Krones Højhed ligesom andre af Landets Indbyggere eller at forlade Landet; derved havde han allerede rokket ved det tyske Handelskontors Særstilling; desuden havde han tvunget de tyske Præster, der ikke vilde anerkjende den norske Kirkeforfatning, til at forlade Landet. Nu tog R. strax fat paa selve Kontorets paastaaede Ret til Grunden paa Tyskebryggen, hvor Kontoret havde sine store Handelsgaarde, og hævdede Kronens eller de private norske Ejeres Ret dertil.
Han satte Grundleje paa Grundene paa Bryggen og paalagde Kontoret at yde Ledingsskat, Tiende og lignende Afgifter deraf ligesom af andre Grunde i Byen; ligeledes maatte Kontoret opgive sin Ret til de Kirker i Byen, som det i Tidernes Løb havde tilegnet sig. Det hjalp intet, at de tyske Kjøbmænd beraabte sig paa deres Privilegier; en nedsat Ret kom til det Resultat, at alt dette netop ikke havde Hjemmel i de oprindelige Privilegier. Alle Klager til Kongen og til Lybek hjalp intet. Kongen og R. stode fast; til sidst (1562) tog R. en stor Del af Grundene ("Drægs-Almindingen") i Besiddelse for Kronen. Vel medførte Syvaarskrigens Udbrud, under hvilken Lybek var Danmarks Forbundsfælle, at man traadte mindre skarpt op i Bergen; men i alt væsentligt var inden Syvaarskrigens Udbrud Værket fuldført: det tyske Kontor var trængt tilbage fra sin egenmægtige Stilling som en Stat i Kommunen; det var blevet den norske Krones Undersaat, der maatte lystre Lands Lov og Ret og deltage i de almindelige Afgifter, saa at Bergens øvrige Handelsstand kunde gaa en roligere Udvikling i Møde.
Ogsaa fra Enehandelen paa Nordlandene var Kontoret trængt tilbage, i det Bergens egne Indbyggere fik Ret til at deltage i denne Handel. Handelsforholdene i Nordlandene havde R. stadig sin Opmærksomhed henvendt paa; da Englænderne netop i disse Aar begyndte Handelen paa Rusland, foreslog han, at der skulde afkræves dem Told ved Vardøhus, en Tanke, som dog først senere gjennemførtes. Ogsaa i mange andre Henseender viste E. R. sig som en særdeles virksom Lensmand. Han var i det hele taget den af de 3 Brødre, som da samtidig vare Medlemmer af Danmarks Riges Raad, der havde det videste Blik og det kraftigste Initiativ; i den Henseende nærmer han sig til Mænd som Christoffer Valkendorf og Peder Oxe. Selv med Tanken om Gjenopdagelsen af Grønland syslede han.
Efter Paalæg fra Regeringen havde han strax taget fat paa Opbygningen af det mægtige Taarn paa Bergenhus, der endnu den Dag i Dag pranger med Rosenkrantzernes og Hardenbergernes Vaaben som et tydeligt Vidnesbyrd om det falske i Traditionen, naar dette Taarn endnu af og til kaldes Valkendorfs. Taarn; denne havde bevislig ikke haft det mindste med Taarnets Opførelse at gjøre; Traditionen har jo i det hele taget tillagt Valkendorf Fortjenesten for alt i Bergen, skjønt en Del først blev udført af E. R. Ogsaa et andet synligt Minde om sig har E. R. efterladt sig i Bergen, det store Hus, han opførte i Strandgade ("Muren"), midt paa den efter ham opkaldte Rosenkrantz-Alminding ("Muralmindingen"). Men han var en myndig Lensherre og kom ved flere af sine Foranstaltninger af og til i Strid ikke blot med det tyske Kontor, men ogsaa med Borgmestre og Raad og med sin gejstlige Medhjælper Biskoppen, der maatte finde sig i, at Kapitelsgodset blev fordelt paa flere Hænder end tidligere, hvorved flere Præbender tillagdes Slotsskrivere og andre til E. R., nærmere knyttede Personer.
Under Syvaarskrigen viste E. R. en meget stor Virksomhed. Han opbød Leding baade af Borgerskabet og Landbefolkningen, dog ikke uden Modstand ved flere Lejligheder fra Landbefolkningens Side, hvilken han dog ved Fasthed og Klogskab fik dæmpet. Han begyndte selv at bygge Skibe og fik Borgerne i Bergen og Indbyggerne nordenfjælds til at udruste Galejer og Skyttebaade, hvilket derpaa ogsaa paabødes det søndentjældske. E. R. var saaledes i Færd med at gjenoprette den gamle Ordning af Skibsudrustningen i de norske Skibreder. Begyndelsen var dermed gjort til Dannelsen af en national norsk Flaade, der kunde være blevet af Betydning for Fremtiden, hvis man senere havde udviklet Institutionen videre. Da Svenskerne i 1564 besatte Hærjedalen og Jæmteland, der fra erobrede hele Thrøndelagen og truede med et Angreb paa Bergenhus, udrustede E. R. hurtig en Expedition, der under Anførsel af Erik Munk tilbageerobrede Thrøndelagen og saaledes reddede Norge fra en stor Fare. Et senere i Aarene 1565 og 1566 paatænkt Indfald i Sverige fra det nordenfjældske blev vel ikke til noget paa Grund af den uheldige Krigsførelse fra dansk Side; men da Svenskerne 1567 angrebe det søndenfjældske, udrustede E. R. atter hurtig en Expedition for at komme Lensmanden paa Akershus, Christen Munk, til Undsætning og bidrog ikke lidet til, at Svenskerne bleve fordrevne.
Den haarde Ledingspligt og de Skatter, som E. R. havde maattet paal ned til Kongen for at søge Lempelser i Ledingspligten. E. R. maatte føje sig herefter. Under hans Ophold i Danmark bestemtes da, at en kongl. Kommission skulde sendes til Norge for at søge at ordne Forholdene og holde Retterting rundt om i hele Landet. I Avg. 1567 kom E. R. tilbage til Bergen og fik kort efter en mærkelig Gjæst, Jarlen af Bothwell, der efter sin Flugt fra Skotland var bleven opsnappet ved Norges Kyst og beskyldtes for Fribytteri. Han holdtes tilbage i Bergen af E. R. under et Slags Fangenskab og sendtes der fra til Danmark, for at den danske Regering kunde tage Bestemmelse om hans Skæbne.
E. R. havde længe længtes tilbage til Danmark, til sine store danske Godser, til Slægt og Venner. Vel førte han et lille Hof i Bergen, især i de første Aar; men i Modsætning til de store Hof- og Adelsfester i Danmark var der dog noget smaaligt i dette Selskab: de indfødte norske Smaaadelsmænd, Biskoppen og Gejstligheden, Borgmestre og Raadmænd, eller de "kontorske", især efter at R. var kommet paa Kant med adskillige af dem. I Slutningen af Febr. 1568 kom den store kongl. Kommission (deriblandt Christoffer Valkendorf); de Foranstaltninger, der toges, have næppe vd Hustru og Børn.
E. R.s historiske Mission var dermed endt. Ved sin Tilbagekomst til Danmark blev han Stiftslensmand i Odense (1568-72). Ogsaa i denne Stilling viste han Virkelyst, men hans største Betydning var endt. Han var i disse Aar stærkt optaget af sine store Byggeforetagender paa Arreskov; 1573 foretog han et stort Mageskifte med Kronen, hvorved han mod at afstaa Valsø og betale 30000 Dlr. (i Værdi o. 500.000 Kr.) kom i Besiddelse af Kjærstrup (Valdemars Slot) og hele Taasinge, i det ikke blot Fæstegodset tilfaldt ham, men ogsaa Kronens Herlighed over 160 jordegne Bønder. -- I Begyndelsen af 1575 blev han atter Stiftslensmand paa Odense Gaard og var i den følgende Tid optaget af at omdanne St. Hans Kloster til kongeligt Slot, da Odensegaard (den gamle Bispe gaard) havde vist sig utilstrækkelig til Ophold for Kongen, naar han kom til Odense, men døde kort efter, 8. Nov. 1575, kun 56 Aar gammel.
Fru Helvig Hardenberg var da kun 35 Aar. Da Børnene vare umyndige, fik hun Styrelsen af det umaadelige Gods baade i Danmark og i Norge med dets Bilande; selv kom hun ved Pantsættelse, Kjøb eller Arv i Besiddelse af Hindemae og Erholm i Fyn og af Søholm i Stævns Herred. Hun var saaledes utvivlsomt Landets rigeste Adelskvinde og var i høj Gunst ved Hove. Hvor hun følte sine Adelsrettigheder krænkede, og i sin Godsstyrelse viste hun sig ofte adelsstolt og hovmodig; dog kunde hun, ligesom Manden, midt under Adelshovmodet ved mange Lejligheder, især under Opholdet i Norge, vise sig som en brav og godhjærtet Kvinde, navnlig mod Folk af ringere Stand. Hun døde i Odense 17. Juli 1599 59 Aar gammel. "Det statelige norske Fyrstegods" splittedes derpaa efterhaanden paa mange Hænder.
|
| Person-ID |
I3679 |
Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow |
| Sidst ændret |
3 nov. 2019 |
| Familie |
Helvig Jacobsdatter Hardenberg, f. 7 maj 1540, Hvedholm, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark d. 14 jul. 1599, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark (Alder 59 år) |
| Ægteskab |
31 okt. 1558 |
København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark |
| Børn |
| | 1. Margrethe Rosenkrantz, f. 1559 d. 1 jul. 1577, Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark (Alder 18 år) |
| + | 2. Sophie Rosenkrantz, f. 31 jan. 1561, Bergen, Norge d. 29 dec. 1593 (Alder 32 år) |
| | 3. Otte Rosenkrantz, f. 10 mar. 1562, Bergenhus, Bergen, Norge, d. 20 dec. 1562, Bergenhus, Bergen, Norge, (Alder 0 år) |
| | 4. N.N. Rosenkrantz, f. 17 nov. 1564, Bergenhus, Bergen, Norge, |
| + | 5. Anne Rosenkrantz, f. 21 jun. 1566, Sandviken Ved Bergen, Norge d. 18 okt. 1618 (Alder 52 år) |
| + | 6. Jacob Eriksen Rosenkrantz, f. 23 nov. 1567, Sandviken Ved Bergen, Norge d. 9 jun. 1616, Bergen, Norge (Alder 48 år) |
|
| Familie-ID |
F33763 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
25 jan. 2015 |
-
| Begivenhedskort |
|
 | Fødsel - 1519 - Tørning, Haderslev, Danmark |
 |
 | Ejendom - 1558 - Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
|
 | Ægteskab - 31 okt. 1558 - København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark |
|
 | Ejendom - 1573 - Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark |
|
| Død - 18 dec. 1575 - Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
|
 | Begravelse - 16 mar. 1576 - Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark |
|
|
| Kort forklaring |
 : Adresse
 : Beliggenhed
 : By
 : Sogn
 : Amt/Region
 : Land
 : Ikke indstillet |
-
|
