Joseph Karl Reventlow-Criminil

Notater:

Reventlow-Criminil, Joseph Carl Greve, 1797-1850, Kancellipræsident.

Faderen, François Valentin Marquis le Merchier de Criminil, Godsejer i Artois, Oberst i den franske Hær og Staldmester hos Grevinden af Provence (den senere franske Konge Ludvig XVIII's Gemalinde), emigrerede 1791 og bosatte sig i Nærheden af Hamborg, hvor han 1796 ægtede Caroline Komtesse Schimmelmann fra Ahrensburg. Deres ældste Søn, Joseph Carl, fødtes 9. Febr. 1797 og kom allerede 1808 tilligemed sin yngre Broder, ovfr. nævnte Heinrich Anna, paa Grund af Faderens vedvarende Svagelighed (han døde 12. Febr. 1823) til Emkendorf, hvor de begge antoges i Sønners Sted og senere formelig adopteredes af Grev Frederik Reventlow og Christine Juliane Frederikke f. Komtesse Schimmelmann, deres Bedstefaders Søster.

Ved Patent af 20. Sept. 1815 optoges begge Brødrene i den danske Grevestand under Navnet Reventlow-Criminil. Paa Emkendorf, som i de Aar var et Samlingssted for mange ved Aand og Kundskaber fremragende Mænd, nøde Brødrene en udmærket Opdragelse. Fra 1815 studerede de begge Retsvidenskab i Gøttingen, senere i Kiel, og efter at have taget Embedsexamen ved Overretten i Glückstadt foretog Grev Josephen længere Rejse til Frankrig og Italien, paa hvilken han 1820 ægtede Enken efter den 12. Sept. 1818 afdøde Baron Friedrich Blome til Salzau, Charlotte Juliane f. Rigsgrevinde Piaten zu Hallermund (f.8. Sept. 1778 + 19. Nov. 1857). I nogle Aar var han nu Avskultant ved Overretten i Slesvig, blev 1826 Hofjægermester og 11. Nov. 1829 Amtmand over Rensborg Amt; Aaret i Forvejen havde han arvet det nærliggende Emkendorf. 1834 blev han Kammerherre, 1842 Kommandør af Danebrog.

Da Grev Otto Moltke kort efter Prinsen af Noers Udnævnelse til Statholder i Slesvig og Holsten af Misfornøjelse dermed nedlagde Posten som Præsident for det slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli, blevR.-C., der allerede som Amtmand havde nydt Christian VIII's særlige Fortrolighed, 4. April 1842 hans Eftermand paa Prinsen af Noers Forslag og 28. Juni s. A. Storkors af Danebrog. Han havde ved sin ivrige Deltagelse i de 3 foregaaende Stændersamlinger som godsejervalgt Medlem og Vicepræsident lagt en ikke ringe Dygtighed og et sundt Blik for Tidens Krav for Dagen. I Stænderne udtalte han sig bl. a. for Regeringskollegiernes Afløsning med Ministre, for større Hurtighed i Rettergang og Forvaltning, for Selvst de holstenske Stænder, ved disses Sammentræden i 1842 (7. Juli) blev kongelig Kommissarius. Denne Stændersamling i Itzeho forløb forholdsvis rolig, men R.-C. røbede alt den Gang sit slesvig-holstenske Sindelag ved at søge at overtale Christian VIII til at samtykke i de slesvigske og deholstenske Stænders Forening og til at oprette et Militærakademi i Rensborg, hvorpaa Kongen dog ikke vilde gaa ind af Frygt for at faa to Slags Officerer, tyske og danske. Ogsaa i de slesvigske Stænder, som sammen traadte 12. Okt. 1842, blev R.-C. kgl. Kommissarius. Faa Dage efter forberedte han Kongen paa, at der i Stænderne vilde fremkomme Forslag om Slesvigs Optagelse i det tyske Forbund, og uagtet Kongen indtrængende anmodede ham om at forhindre det, kom Forslaget dog frem, hemmelig og uden Kongens Vidende støttet af Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Noer. Hvad enten nu R.-C. i Smug holdt til med de slesvig-holstenske Ledere i Stænderne, eller han ingen virkelig Magt havde over dem, blev deres Optræden mere og mere udæskende. Og da deres dansk-fjendtlige Forslag kulminerede i Andragendet om at stryge Ordene paa slesvigske Fartøjer, var det, at P. H. Lorenzen talte Dansk i Mødet 12. Nov. 1842.

R.-C. gjorde intet for at beskytte Lorenzen hverken imod den Vold, Stænderne øvede mod det danske Sprog, eller mod den personlige Overlast, hvormed man truede ham, men raadede privat Kongen til at desavouere Lorenzen. Dette lykkedes ham ved Broderens, Udenrigsministerens, Hjælp kun til Dels, og Christian VIII fik allerede den Gang en Formodning om, at R.-C.s Troskab var af tvivlsom Beskaffenhed.

Da han saaledes i det Svar, han efter Kongens Befaling gav Stænderne paa deres Adresse, og hvori Kongen vilde have hævdet , egenmægtig udelod Ordene , paadrog han sig en alvorlig Irettesættelse af Kongen. Faa Maaneder efter var han atter nær ved at falde i Unaade. I et Statsraad havde Kongen ytret Betænkeligheder ved at tiltræde den af R.-C. som Kancellipræsident tilraadede Oprettelse af en Filialaf den tyske Gustav-Adolf-Forening i Slesvig, fordi saadant kunde opfattes som en Anerkjendelse -- fra Regeringens Side af, at Slesvig var en Del af Tyskland. R.-C. følte sig dybt krænket over KongensMistanke og forlangte 3. April 1843 sin Afsked, fordi han troede at have mistet Kongens Tillid, men Kongen befalede ham at blive. I 1844 var R.-C. atter kgl. Kommissarius baade i Itzeho og i Slesvig Stænder, men heller ikke i dette Aar evnede han at standse Slesvig-Holstenerne i deres statsopløsende Færd -- eller vilde maaske ikke. Da Christian VIII 8. Juli 1846 havde udstedt det aabne Brev om Arvefølgen, indsaa R.-C., at det var ude med hans Magt og Indflydelse og skrev 17. Avg. fra Itzeho, hvor Stænderne, i hvilke han for tredje Gang havde været kgl. Kommissarius, lige vare sluttede, til Kongen, at han bad sig fritaget for at blive kgl. Kommissarius ved Stænderne i Slesvig, og indgav tillige sin Demission som Kancellipræsident, i det han ingen Indflydelse besad mere i Landet, hvorfor hans Tjeneste var overflødig, ligesom han indsaa, at der nu vilde udkræves en Række Forholdsregler, hvilke han ikke vilde kunne bifalde. Kongen gjorde
Forsøg paa at formaa ham til at blive, men da han gjentog sin Demission, modtog Kongen den og udnævnte ham til Overpræsident i Altona. Ved Oprørets Udbrud i 1848 anerkjendte han den provisoriske Regering og modtog fra Altanen paa Raadhuset i Altona de indrykkende preussiske Tropper med en Velkomsttale, men havde dog intet imod, at hans eneste Søn, Carl Adelbert Felix Greve R.-C. (f. 9. Avg. 1821),den Gang Attaché ved Gesandtskabet i London (senere
hannoveransk Diplomat), forblev i dansk Tjeneste. Indtil sin Død, som indtraf pludselig 17. Juni 1850 paa Emkendorf, holdt han sig helt tilbage fra det offentlige Liv.

H. R. Hiort-Lorenzen.

Joseph blev gift med Charlotte Juliane von Platen-Hallermund i 1820. Charlotte blev født i 1778; døde i 1857. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Greve Carl Adelbert Felix Reventlow-Criminil blev født den 9 aug. 1821 i Marseille,F13000,Bouches du Rhône, Frankrig,; døde den 11 jan. 1908 i Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland.

Francois blev gift med Caroline Frederikke Schimmelmann i 1796. Caroline (datter af Frederik Joseph Schimmelmann og Ernestine Frederikke von Ahlefeldt) blev født i 1778; døde i 1858. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Greve, Kammerherre

Frederik blev gift med Ernestine Frederikke von Ahlefeldt den 20 feb. 1778. Ernestine (datter af Heinrich von Ahlefeldt og Frederikke Marsialia Krag) blev født den 2 jul. 1753 i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 6 maj 1796 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XIV. Linien til Halvsøgaard og Seestermüh

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Beskæftigelse: Gehejmeraad, Generalintendant, Gesandt (Ambassadør), Skatmester, Godsejer
• Bopæl: Lindenborg, Blenstrup, Rebild, Aalborg, Danmark; Oprindeligt navn Næs eller Næsborg og fra omkring 1670 fik den navnet Daasborg. Sophie Amalie Lindenov fik 1681 ophøjet Daasborg til lensbaroni under navnet Lindenborg, da hun lod Christian 5.s søn Christian Gyldenløve indsætte som arving. Lensbaroniet blev nedlagt 1753, og grev A.G. Moltke overtog Lindenborg, som han i 1762 solgte til H.C. Schimmelmann. Det blev atter baroni 1764 og var 1781-1923 grevskab.
• Bopæl: København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark

Notater:

Stifter af den Danske grevelige linje. Skatmester leder af rigetsfinanser, Elefantridder og lensgreve. I 1759 købte han Ahrensburg Slot, i 1762 Lindenborg Slot, 1773 byggede Wandsbeck Slot, 1768 erhvervede han af staten Hammermøllen med Kronborg geværfabrik og Hellebækgaard. 1769 købte han sukkerrafinaderiet på Christianshavn og 4 plantager på de Vestindiske øer.


Schimmelmann, Heinrich Carl (Demmin 1724 - Kopenhagen 1782, begraben in Hamburg-Wandsbek).Graf, Großkaufmann, Finanzminister. Er gründete sein Vermögen als Heereslieferant Friedrichs des Großen von Preußen und Generalpächter der sächsischen Zölle. Er war sowohl Kriegsspekulant als auch Parvenu, aber eben auch ein Finanzgenie. Man sagte, dass alles was er anfasste, zu Gold wurde. Unter den europäischen Höfen, die ihn an sich binden wollten, siegte der dänische Hof. In Ahrensburg und Wandsbek hatte er schon Herrensitze eingerichtet, ehe er 1761 in Kopenhagen das Berckentinsche Palais (Odd Fellow-Palæ) kaufte und umbaute. Dänemark war für ihn attraktiv wegen seiner Tropenkolonien. Als neuer Finanzminister war er erfinderisch im Auftreiben von Finanzmitteln. Seine Politik war nicht merkantilistisch, er setzte sich auch für landwirtschaftliche Reformen ein. Der dänische Walfang reizte ihn besonders als Investitionsobjekt. Schimmelmann wurde noch reicher durch den Kauf der königlichen Zuckerplantagen in Westindien und durch die Übernahme der staatlichen Zuckerfabrik und der Gewehrfabrik. Zudem war er Großaktionär der Asiatischen und der Westindisch-Guinesischen Kompanie. Seine Aktivitäten im In- und Ausland hingen immer zusammen, so dass Produktion, Handel und Kapitalbeschaffung bei ihm zusammen liefen. Als Politiker und als Unternehmer, privat und staatlich konnte er sozusagen mit sich selber verhandeln. Trotz Loyalität gegen den Staat war er auf eigenen Vorteil aus. Selbst Struensee behielt ihn im Amt. Fünf seiner Kinder brachte er in Adelsfamilien unter. Er wurde Ritter des Elefantenordens, Graf und Mitglied der holsteinischen Ritterschaft durch den Besitz von Ahrensburg, wo er normalerweise wohnte. Nur im Winter hielt sich die Familie Schimmelmann in der Bredgade auf.

Kilde: http://www.tyskforlaget.dk/SpurenBiografie.html

Lensfriherrepatent (16-04-1762), Lensgrevepatent (28-04-1779)

Grevskabet Lindenborg (18-06-1781 - 1. Besidder), Daasborg , Blenstrup
Det Schimmelmann'ske Fideikommis (xx-xx-17xx - Erector)

_______________________________________________________________

Heinrich Carl Schimmelmann ( 1724 - 1782)

Heinrich Carl Schimmelmann var grosserer og finansmand og spillede en betydelig rolle i finanspolitikken i det danske rige igennem to årtier i 1700-tallet.

Han blev født 13. juli 1724 i Demmin i Pommern i Tyskland og begyndte sin karriere først i Stettin (nu Szczecin i Polen), derefter i Dresden som leverandør af militært materiel til det prøjsiske og den saksiske hær. Han købte porcelænmanufakturet i Meißen og kunne sælge den senere med god fortjeneste. 1759 flyttede han til Hamburg og købte godset Ahrensburg nord for byen for at beholde det hele livet.

I Hamburg mødte han Johann Hartwig Ernst Bernstorff, der dengang var dansk udenrigsminister og kort efter inviterede han ham til København. H.C. Schimmelmann blev ansat i kommercekollegiet, i dag ville man sige: finansministeriet, og i løbet af få år avancerede han til leder af statsfinanserne. I 1762 blev han Ridder af Danneborg og tog det Berkentinske Palæ i besiddelse, det senere er blevet tilOdd Fellow Palæet.

Danmarks økonomi var i vanskeligheder dengang – eksporten var beskeden, og staten havde store gældsforpligtelser. H.C. Schimmelmann evnede at skaffe billigere statslån, og han introducerede en generelindkomstskat som statens vigtigste indtægtskilde. Hans betydningsfulde bidrag til en sund samfundsøkonomi var styrkelse af udenrigshandelen, hvilket han også havde en egeninteresse i. Danmark havde handelsstationer i Vestafrika, det nuværende Ghana, og H.C. Schimmelmann ejede store sukkerrørsplantager i Caribien, hvor der var brug for billig arbejdskraft: slaver fra Afrika. Han etablerede et sukkerraffinaderi på Christianshavn, og dermed blev grunden lagt til trekantshandelen. Også grundlæggelsen af det Asiatiske Kompagni skete i denne periode.

H.C. Schimmelmann kom på nært hold af Christian 7. – han deltog i dennes udlandsrejse i 1768 og kunne få ham til at skille sig af med ’Støvlet-Katrine’. Da Struensee kom til magten i 1770, så Schimmelmann i første omgang velvilligt på hans reformer. Hans Hustru, Caroline Tugendreich fik et godt forhold til Caroline Mathilde. Men snart kunne Schimmelmann gennemskue Struensees utilbørlige opførsel og trak sig tilbage fra hans omgangskreds. Efter Struensees fald i 1772 vendte han tilbage for at styre statens finanser. I 1773 blev han leder af det nyoprettede skatkammer, og han blev også ridder afElefantordenen. I 1779 udnævntes han til lensgreve. Han havde fortsat stor indflydelse på Danmarks udvikling til en handels- og søfartsnation, idet han medvirkede til etablering af Det kgl. Grønlandske og Det islandske Kompagni, til udvidelse af skibsbyggeriet og til anlæg af Kielerkanalen.

Heinrich Carl Schimmelmann døde i 1782. Ud fra de foreliggende kilder kan det ikke ses, om han var medlem af Skt. Petri menighed, men hans tætte forbindelser til de toneangivende tyske familier i København gør det sandsynligt. Han har i hvert fald ydet et vigtigt bidrag til de gode dansk-tyske relationer i tid.

Tekst: Wulf Wätjen

Heinrich blev gift med Caroline Tugendreich Friedeborn i 1747 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Caroline blev født den 29 sep. 1730 i Görlitz, Sachsen, Tyskland; døde den 30 nov. 1795 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline von Schimmelmann, née Tugendreich Friedeborn (1730–1795), was a Danish countess.

Her parentage is unknown, but she was the foster daughter of Heinrich Ernst von Gersdorfs in Dresden, and given a good education by him. She married Heinrich Carl von Schimmelmann in 1747. Her spouse had an important role within Danish government from 1762, and the couple became central figures within the Danish aristocracy. The masquerade balls hosted by the Schimmelmann couple in their palace in Copenhagen belonged to the foremost centers of Danish society life in the 1760s, and these balls were later blamed to have encouraged queen Caroline Matilda's adultery with Struensee: the couple were also noted to have behaved suspiciously at them.

Schimmelmann belonged to the queen's closest circle of friends, and was decorated with the Matildeordenen in 1771. Described as an intelligent and kind character, who managed her household and the upbringing of her children with good economic sense, she was also regarded as an attractive woman who looked much younger than her years, and had herself the major Seneca Otto Falkenskjold for a lover.

However, the queen's relationship with Struensee made her worried, and her close favor with the queen caused a conflict in the connection between her spouse and Count Johann Hartwig Ernst von Bernstorff.[1] Her spouse was asked to use his wife to influence the queen to end her affair with Struensee, but he refused and commented that the queen was their ruler and did as she pleased.

The Schimmelmann couple was not affected by the fall of Struensee and the queen in January 1772, despite Caroline von Schimmelmann's position as the queen's intimate friend, and her spouse made a successful career in the new regime. After his death in 1782, Caroline von Schimmelmann retired as society hostess and spent the rest of her life moving about between the homes of her children.

In 1774-75, her son Ernst Schimmelmann belonged to the conspirators around Nathaniel William Wraxall, who planned to install queen Caroline Matilda as regent of Denmark.

Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Caroline_von_Schimmelmann

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XIV. Linien til Halvsøgaard og Seestermüh

Heinrich blev gift med Frederikke Marsialia Krag den 18 jan. 1742 i Rendsburg Mariekirke, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederikke (datter af Generalmajor Mogens Krag og Anna Dorothea von Massow) blev født i 1724 i Glückstadt, Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev døbt den 24 aug. 1724 i Glückstadt, Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 3 nov. 1756 i Husum, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]