Slægten Reventlow's våbenskjold
   Fornavn:
   
   Efternavn:
   
       
Printervenlig udgave

Hvad var landboreformerne?


Man kan kort sige, at landboreformerne er en række love og forordninger fra midten af 1700-tallet til omkring 1800.

De fik indflydelse på:

Hoveribyrden var i løbet af 1700-tallet flere steder steget så meget, at bønderne havde svært ved at få tid til at bearbejde deres egen jord og skaffe korn til afgifter. Den hoveripligtige bonde var heller ikke nogen effektiv arbejdskraft på hovmarken. Dette gjorde, at den samlede landbrugsproduktion var stagnerende.

Dette var uheldigt, fordi der var en stigende efterspørgsel på korn i Vesteuropa. Flere godsejere og fremtrædende politikere havde derfor interesse i at gøre dansk landbrug mere effektivt, og det var en del af baggrunden for de mange forslag til reformer.

Udskiftning
En af reformerne gik ud på at få samlet gårdenes jorder i Èn jordlod. På den måde skulle bonden ikke som tidligere arbejde på de mange spredte agre. Udskiftningen kunne have forskellige former, og ikke alle steder fik de nye jordlodder en hensigtsmæssig udformning. Mange steder lavede man en såkaldt stjerneudskiftning, hvor jordlodderne strakte sig radiært ud fra byen. Denne udskiftning kunne være praktisk, hvis der kun var få gårde i landsbyen, men var der 10-20 gårde, blev jordlodderne meget lange og smalle. Derfor blev stjerneudskiftningen flere steder kombineret med en blokudskiftning, hvor nogle af gårdene blev flyttet ud på rektangulære lodder i udkanten af bymarken.

Udskiftningen foregik på den måde, at man søgte kronen om tilladelse til at få udskiftet landsbyen. Hvis der var tale om fæstebønder under et gods, var det godsejeren, der søgte om udskiftningen. Hvis bønderne var selvejere, foranledigede de selv ansøgningen.

Når man havde søgt om udskiftning, kom landmåleren og målte landsbyens jorde op med hjælp fra bønderne. Dernæst blev jorden takseret. Den var som regel bedst tættest på landsbyen, hvor der i mange år var blevet gødsket. I udkanten af landsbyens jorder og på overdrevet var jorden derimod dårligst; slet ikke gødsket og fyldt med mange sten.

Takseringen blev foretaget af bønder og sognefogeder fra andre landsbyer i nærheden. Efter takseringen lavede landinspektøren en udskiftningsplan, hvor hver gårds jord var samlet på en, eller nogle ganske få lodder. De lodder, der bestod af dårlig jord, var større end dem, der bestod af god jord. På den måde søgte man at gøre fordelingen så lige som muligt.

Bønderne gik som regel med til at få jorden udskiftet. Men når de fik forelagt udskiftningsplanen, blev de flere steder utilfredse. Det var ikke altid populært at få en jordlod, der lå uden for landsbyen. Udmarksjorden var ukultiveret, og det var de færreste, der ville give afkald på det sociale fællesskab i landsbyen. Arbejdet med at udflytte gården kunne også virke afskrækkende.

Når man skulle afgøre, hvilke gårde, der skulle flyttes ud, kunne det ske ved lodtrækning. Men ofte havde godsejeren i forvejen bestemt, hvilke gårde der kunne komme på tale som udflyttere. Det var gerne de gårde, der var mest nedslidte, og som alligevel trængte til at blive sat i stand.

Efter fordelingen af de nye jordlodder kunne man begynde det praktiske arbejde. De nye lodder skulle hegnes ind med levende hegn, stendiger eller flettede gærder. Der skulle laves nye veje, graves grøfter, og markerne skulle renses for sten. Det kunne tage flere år at fuldføre udskiftningen, og arbejdet var så stort, at bønderne ikke kunne passe det almindelige landbrugsarbejde fuldt ud. Derfor kunne de fritages for hoveri og landgilde i de første par år efter udskiftningen. I 1792 var ca. 10% af landsbyerne udskiftet, i 1802 var 50%, og i 1838 var 99% af jorden udskiftet.

Udflytning.
På grund af den store arbejdsbyrde for de bønder, der skulle flytte ud, blev det pålagt de andre bønder at køre gødning ud på udflyttergårdenes marker i de første par år. Alle bønderne i landsbyen var forpligtet til at bistå ved udflytningen. Udflytningen af gårdens bygninger kom i flere tilfælde først istand nogle år efter udskiftningen. Andre gange blev de flyttet umiddelbart efter udskiftningen. Foruden hjælp fra de andre bønder måtte udf lytteren have assistance fra f orskellige landhåndværkere. Det drejede sig om en tømrer (til bindingsværket), en murer (til skorsten og bageovn), og en tækkemand (til taget). Bonden stod selv for at lægge syldsten (husets fundament) og grave ler til vægge og gulve.

Ved selve udflytningen blev bygningerne skilt ad. Det brugbare tømmer fra bindingsværket og tagkonstruktionen blev derefter kørt ud på den nye jordlod, hvor bygningerne blev genopført. Det var hovedsageligt mændene, der stod for genopbygningen, bortset fra klining af væggene, som blev udført af kvinderne. Udflytningen foregik etapevis, idet man tog en længe ad gangen.

Udskiftning og udflytning var en bekostelig affære både for godsejeren og bønderne. Godsejerne kunne ganske vist søge om bygningshjælp hos kronen, og i 1792 fik de lov til at påregne fæstebønderne en rente på 4% af de omkostninger, der var forbundet med udskiftningen. For bønderne var både arbejdsbyrden og udgifterne tyngende.

Hoveriafløsning
Antallet af hovdage var steget betydeligt i løbet af 1700-årene. Hoveriet stod som en væsentlig hindring for at fæstebønderne kunne drive deres gårde bedst muligt, og der var en voksende bondemodstand mod hoveriet ude omkring i landet. Bønderne ville have hoveriet fastlagt, så den kraftige stigning kunne standses.

Godserne var imidlertid afhængige af hoveriet. Hovedgårdenes drift var lagt an på fæstebøndernes arbejdskraft og deres redskaber. Langt op i 1700-tallet var der ingen anden arbejdskraft at få end bøndernes, og den bedste måde at intensivere hovedgårddriften var gennem øget hoveri.

Der var således mange problemer forbundet med at begrænse eller afløse hoveriet.

Regeringen greb ind i den vanskellige hoverisag flere gange. De første forordninger opfordrede til frivillige aftaler mellem godsejere og fæstebønder. Frivilligheden førte ikke til mange aftaler, og i 1799 blev hoveriet endelig fastsat i en af regeringen udsendt forordning. Hoverifastsættelsen gjaldt ikke husmændene. Fastsættelsen af hoveriet skete på et højt niveau, hvilket var dårligt for bønderne, da hoveriet efterhånden blev afløst af pengeafgifter.

Bønderne nød dog godt af hoveriets fastsættelse og hoveriaf løsningen. De fik mere ud af arbejdskraften på deres egne gårde, end de skulle betale som hoveriafløsning.

På grund af fæstebøndernes uvilje mod hoveriarbejdet, var hoveriafløsningen også en fordel for godsejerne. Hoveriet blev nu erstattet med en høj pengeafgift, og den manglende arbejdskraft kunne købes billigt blandt de mange husmænd og landarbejdere, der ikke havde andre indtjeningsmuligheder. De var nødt til at arbejde for bønderne eller på godsernes hovedgårde til en ringe løn, fordi de enten var blevet tildelt ingen eller lidt jord ved udskiftningen. Sjældent var der nok til at ernære en hel familie.

Stavnsbåndets ophævelse
I 1788 blev stavnsbåndet ophævet med øjeblikkelig virkning for alle under 14 og over 36 år. Først fra l. januar 1800 bortfaldt det helt, bl.a. for at sikre godsejerne mod masseflugt fra landet.

Ved ophævelsen havde stavnsbåndet nærmest overlevet sig selv, idet de mange dispensationsmuligheder var årsag til, at der allerede var stor mobilitet blandt landbefolkningen.

Selveje
I forbindelse med udskiftningen fik flere bønder mulighed for at blive selvejere. De gode priser på afgrøderne og det forøgede udbytte af jorden gav mange bønder så stort et overskud, at de kunne købe deres gård. De fleste lånte pengene hos godsejeren og forblev på den måde mere eller mindre afhængige af ham. Med oprettelsen af Den kongelige Kreditkasse i 1786 kom der fart i selvejerkøbene.

Overgangen fra fæstebonde til selvejer foregik op igennem 1800-tallet og var således en mere langsom proces end udskiftningen. Forskellige landbrugskriser var med til at trække det hele i langdrag, og de sidste fæsteforhold blev først ophævet for husmænd i starten af dette århundrede.


Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, © 1988.

Må kopieres med kildeangivelse.


© 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet
cd@reventlow.dk