| 1807 |
| Brev fra grevinde Sophie Reventlow |
Pederstrup, den 20. september 1807 Foruden det, som jeg må lide på grund af mit hjertes danskhed, er umuligheden af al kommunikation med mine otte børn en stor, reel lidelse. Jeg venter ikke Ludvig og håber, at han har engageret sig i Castenskjolds Regiment, da han ikke har givet noget løfte om ikke mere at tjene mod vore undertrykkere. At Christian ikke mere kan det, glæder mig, da han som husfader og rådgiver for så mange familier kan yde landet mere nytte end derved, at han udsætter sit liv. |
| 1694 |
| Gyldenløves og Reventlows Fester har Baron Lahontan, der 1694 gjæstede Danmark, skildret i sine Memoires de l'Amerique septentrionale, Amsterdam I 1728, 188 ff.: |
Gyldenløve er en af de prægtigste Stormænd i Europa; han sætter sin Fornøjelse i hver Dag at give et stort Taffel med 18 Kuverter, hvortil fornemme Damer saavelsom Herrer indfinde sig og efter Maaltidet spille og spadsere. Man træffer det samme og ligesaa kostbare Selskabsliv hos Grev Reventlow, der her anses for at være en af Kongens ivrigste og dygtigste Ministre. Maaltiderne varer mig, der er vant til at spise paa Feltfod d. v. s. i 5 å 6 Minutter, for længe, thi de strække sig almindeligvis over to Timer. De ypperlige Retter, som man her serverer med ødselhed, tilfredsstille Smagen, Synet og Lugten. Disse Tafler afvige ikke i anden Henseende fra de bedste ved vort Hof, end ved at man her serverer store Stykker saltet Oxekjød. Jeg tror, at Danskerne ikke vilde spise det med saa megen Nydelse, hvis de ikke skyllede Ganen med Fader Noahs rare Drik. Blandt de forskjellige Sorter Vin, man drikker her, ere Cahors og Pontac de eneste, en Franskmand kan vænne sig til. Det synes, som om det er Skik i Norden at drikke én eller to Pokaler øl, før man gaar over til Vinen, som man sætter altfor hejt til, at man skulde blande den med Vand. Fordums skal disse Tafler have varet 4-5 Timer, i hvilke man drak tappert til Trods for Faren for Gigt, men denne Skik er nu afskaffet; desuden ere Glassene saa smaa, at man staar op fra Bordet i al Sindsro. Kun ved visse overordentlige Fester ere Gjæsterne uundgaaeligt midte til at tømme nogle frygtelig store, til Randen fyldte Pokaler ved de saakaldte ,,Welcoms\". Mindet om disse Bægre bringer mig til at skjælve, efter hvad der ulykkeligvis hændte mig hos Gyldenløve. Vicekongen trakterede 18-20 Personer af begge Kjøn i Anledning af et Barns Fødsel. Tilfældet vilde, at jeg var blandt Gjæsterne, der alle maatte tømme to Dusin fyldte Bægre paa de tilstedeværeades og fraværendes Vegne. Jeg tilstaar, at jeg var meget forbavset over mia Fatning, thi jeg havde før troet at kunne tømme St. Lorentsfloden end disse Kilder af Vin, men der var ingen Udsigt til at sno sig fra det eller vægre sig derimod, jeg maatte gjøre som de andre. Tilsidst bragte man ved Taflets Slutning en stor Velkomst af Guld, der rummede to Flasker, som enhver Kavalér maatte tømme til Bunden paa den kongelige Families Sundhed. Gud ved, om den ulykkelige Skipper, der staar Ansigt til Ansigt med Skibbrudet, har skjælvet mere end jeg ved Synet af denne mægtige Pokal. Jeg bekjender, at jeg tømte den, men jeg vil ikke slutte Beretningen, thi jeg agter ikke at beramme mig af den Heltegjerning, jeg derpaa udførte efter tre eller fire andres Exempel, der lettede deres Samvittighed ved Foden af Bordet. Efter denne Skandale var jeg saa elendig, at jeg ikke vovede at vise mig, ja vilde strax have forladt Landet, hvis mine Drikkebrødre ikke havde fraraadet mig det. \"Slægten Ahlefeldts historie v./ Louis Bobé\" |
| 1708 |
| ...thi han var en tapper Ridder, en viis Statsmand og en indsigtsfuld Lærd. |
...thi han var en tapper Ridder, en viis Statsmand og en indsigtsfuld Lærd. Han behagede i enhver Alder, som kundskabsrig Ungersvend blev han elsket af Frederik III; som klog og tapper Mand blev han brugt og belønnet af Christian V; og endelig som en moden og forfaren Minister blev han raadspurgt og æret af Frederik IV. Historien har ikke opbevaret nogen anden Plet paa hans Charakteer end just den samme, som beskjæmmer de tre nævnte Kongers huuslige Liv — Utroskab mod deres Hustruer. Skandinaviske literaturselskab skrifter, Bind 23, 1836 |
| 1721 |
| Om den reventlowske families indflydelse: |
...dronningens familie søger på enhver måde at drage regeringen til sig, så fra nu af ingen dansk i konseilet eller ved hoffet, men alene holstenere og andre fremmede, som er i slægt med den reventlowske familie. |
| 1725 |
| Bandekommissionen |
Man møder i det Hele under Frederik den Fjerde stor Demoralisation i Embedsstanden, og nogle opdigtede Rygter om Dronning Anna Sophies Meddelagtighed i Pengeafpresninger og Salg af Embeder førte i 1725 til Nedsættelsen af den berygtede Geheimeinqvisitionskommission, som i Folkemunde kaldtes Bandekommissionen paa Grund af de mange Eder, den afkrævede de Indstævnte. Det er ikke her Stedet at komme nærmere ind paa denne Kommissions voldsomme Optræden, der vakte en Storm af Uvillie, Frygt og Forbittrelse i vide Kredse, navnlig i Kjøbenhavn; det er nok at sige, at den kun førte til enkelte høitstaaende, i flere Retninger fortjente Mænds Afskedigelse og nogle underordnede Personers Afstraffelse, men iøvrigt ikke formaaede at hidføre et Systemskifte. Christian den Sjette lod Kommissionens Protokoller brænde i 1731 og forfulgte dens Medlemmer med sin kongelige Vrede. Carl Bruun (1846-99), Kjøbenhavn del II, Kjøbenhavn - kap. V Kbhvn., Thiele, 1890 |
| 1726 |
| de choses, som fortælles om Kjøbenhavns itzige Hofvæsen, maa man snart cum horrore høre |
Hovedstadens Præster vare dengang af en stridbar Natur, og hvert Øieblik maatte der nedsættes Kommissioner for at at mægle mellem dem og udjevne deres finantsielle Stridigheder. Som ovenfor berørt, førtes der en haardnakket og langvarig Strid mellem Byens Sognepræster og Garnisonspræsterne, snart var en Sognepræst uenig med sine Kapellaner om Fordelingen af Indtægterne, snart kjævledes Formand og Eftermand om Naadensaarets Omfang. Men Præstestanden havde tillige bevaret en hel Del af Renaissancetidens Djærvhed og Frimodighed, hvad der ikke mindst lagde sig for Dagen i dens Prædikener mod Kongens forargelige Samliv med Friller og Medhustruer. Det er saaledes bekjendt, at Præsten ved Helligaandskirken, Mag. Morten Reenberg, og hans Kollega ved S. Petri tydske Menighed, Professor Heinrich Dürkop, drog saa stærkt tilfelts mod Kongens Forhold til Grevinde Viereck, at de fik et alvorligt Tilhold om at holde inde med disse Angreb. Den første svarede da fra Prædikestolen: \"Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Hellig Geistes Klokke ikke klemte; naar Landets Vældige drage ved Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerhedens Søvn?\", medens Dürkop med en Hentydning til Grevindens Navn udraabte: \"Ich darf Dir nicht nennen Du grosze H . . ., aber Du bist in allen Vierecken der Welt bekannt\". Paa dette Felt havde Præsterne, hvoraf adskillige rigtignok vare Kongens lydige Tjenere, utvivlsomt Folkestemningen med sig, thi denne var til Tider ikke lidet ophidset over Majestætens Forsyndelser in puncto sexti. I 1703 skriver Bircherod, at \"de choses, som fortælles om Kjøbenhavns itzige Hofvæsen, maa man snart cum horrore høre\", og det følgende Aar udstøder han følgende Hjertesuk: \"Gud bedre det, at Saameget nu omstunder in publico skal passere, over hvilket hver ærlig Patriot maa sukke og græmme sig\". Kongens senere Forhold til Grevinde Charlotte Schindel og navnlig til Anna Sophie Reventlov, hvem han i Dronning Louises levende Live ægtede (i 1712) og umiddelbart efter dennes Død i 1721 ophøiede til Dronning, vakte endnu større Forargelse i vide Kredse og gav Stof til allehaande Samtaler, ja fremkaldte alvorlige Studenter-Optøier i \"Klosteret\". Dybt eller varigt Indtryk gjorde disse Skandaler dog neppe paa Befolkningen; man vænnede sig efterhaanden til dem og anvendte samme Betragtning som den preussiske Gesandt Viereck, at det intetsteds i Bibelen er forbudt en stor Konge at have flere Hustruer. Carl Bruun (1846-99), Kjøbenhavn del II, Kjøbenhavn - kap. V Kbhvn., Thiele, 1890 |
| 1726 |
| Er Han ikke en af de fire Species? |
Kjøbenhavn, hvis Indbyggerantal i Aaret 1728 var naaet op til 75000 (eller 5000 flere end før Pesten) udøvede en afgjort dominerende Indflydelse paa hele Landets Omsætning, dels paa Grund af sin Størrelse og heldige Beliggenhed, dels ved Regjeringens Bestræbelser for at ophjælpe Byen, selv om det kun kunde ske paa de øvrige Landsdeles Bekostning. Et af de Skridt, der vakte størst Opsigt og fremkaldte Uvillie i vide Kredse, var Tilladelsen for Kjøbenhavn til at have udelukkende Oplagsret til de saakaldte 4 Species: Vin, Brændevin, Salt og Tobak, hvilke Varer Provindserne altsaa maatte hente i Kjøbenhavn. Tre Kjøbmænd Vilhelm Edinger, Abraham Klocker og Hans Jørgen Solberg havde i 1723 indgivet et Forslag herom, men vare blevne afviste af Politi- og Kommerciekollegiet; ved Plakat af 1ste Juni 1726 blev Tilladelsen imidlertid given, som det siges, fordi Dronning Anna Sophia Reventlow gjerne vilde vinde Kjøbenhavns Indbyggere for sig. Holberg har i \"En Samtale mellem tvende Kjøbmænd\" taget denne ukloge og upopulaire Foranstaltning i Forsvar, idet han fremstiller den som en Nødvendighed og Ret for Hovedstaden, eftersom \"denne forskaffer Provindserne Aftræk og Debit paa den største Del af deres Varer og derfor heller end Fremmede bør forskaffes af Provindserne Aftræk og Debit paa de Varer, som de igjen behøver at forsynes med\", men Stemningen i Landet fremgaar tydeligt af et samtidigt \"Forslag om Jyllands slette Tilstand\", hvori det hedder, at en Tønde Salt, som hidtil kostede 4 Rdlr. og derunder, \"nu koster 5 Rdlr. og Pengene strax betalte eller i det Længste 3 Maaneders Kredit paa en Del, siden de 4 Species allernaadigst til Kjøbenhavn ere henlagte\", hvorhos der klages over den store Toldsvig, Forordningen har fremkaldt. Imidlertid profiterede Kjøbenhavns Handelsstand ved denne Ordning, som forresten kun stod ved Magt i 4 Aar, og det endog i den Grad, at Holbergs Provindskjøbmand tiltaler sin Kollega fra Hovedstaden med de Ord: \"Er Han ikke en af de fire Species?\" og tilføjer, at andre Kjøbmænd komme til at nære sig ved at gjøre Svovlstikker, naar al Handel skal forflyttes til Kjøbenhavn. Carl Bruun (1846-99), Kjøbenhavn del II, Kjøbenhavn - kap. V Kbhvn., Thiele, 1890 |
| 22 marts 1754 |
| Konfirmation paa Fundats af 9de Marts 1754 for Dronning Anna Sophias Stiftelse for adelige Enker, hvilken fundats er således lydende: |
I den Hellige og uadskellige Treenigheds Navn kjender Jeg Ulrica Eleonora Grævinde af Danneskiold-Laurwigen fød Grevinde til Reventlau, herved, og vitterlig giør: hvorledes Hendes Maytt, den Høystsalige Konges til Danmark og Norge, Kong Friderich den fierdes efterladte Enke-Dronning, Anna Sophia, Høylovlig Ihukommelse, i Betragtning af de besynderlige hende af den Stoere Gud beviiste Velgierninger, og for offentlig at lægge for Dagen Hendes Erkjendtlighed derfor, saavidt Hendes Omstændigheder kunde tillade, haver i Hendes sub dato Clausholm den 1ste Januarii 1743 skriftlig declarerede Sidste-Vilie, som af Hans Kongl. Maytt Høystsalig og Høylovlig Ihukommelse Kong Christian den Sjette den 4de Martii samme Aar er approberet og confirmeret, blandt anden i den tredie Articul, giort en Disposition, som ord for ord lyder saaledes: Hiernechst wollen und verordnen Wir allergnädigst, dass gleichfalls aus Unseren Geldern Vierzig Tausend Reichsthaler zu einem Wittwen Stifft emploijret und gebraucht werden sollen, und verbleibt die Disposition hierüber und dessen Einrichtung bey der Frau Gräfin von Danneskiold-Laurwig, als einer gebohren Reventlauen, nach deren Tode aber zuforderst bey der Reventlauischen Familie, und nach deren Abgang bey denen Gräfl. Laurwigschen erben, welchen Familien auch, welches doch Gott Verhüte, auf Künfftigen Unglücksfall hermit die Præferenz vorbehalten wird. Und sollen übrigens in solche Stifte Keine andere alt nothdürfftige, presshafte und alte Wittwen admittiret werden. |
| 1775 |
| Han bringer ærgrelser overalt. |
Jeg har virkelig opgivet al håb om den yngre bror, jeg tror overhovedet ikke, at det vil være muligt for selv den mest fornuftigste kvinde at få ham på rette spor. Hans smag er fordærvet, han forstår ikke at sætte pris på et selskab, hvor den sunde fornuft råder. Han vil snart komme til at hade en fornuftig kvinde, og denne snart foragte ham. Han bringer ærgrelser overalt. Ensomheden er for ham uudholdelig, og jeg er fremdeles af den formening, at det tjener ham bedst at fortsætte med sin uddannelse, så han har noget at beskæftige sig med. Brev fra AP Bernstorff til overhofmester Detlev Reventlow om Conrad Georg Reventlow |
| 1779 |
| Conrad Reventlou, Greve, Herre til Clausholm, Calløe, Frisenwold, Loystrup, Ridder af Elephanten, Storcantzler, Geheime- og Landraad, Oberjægermester, Kammerherre mv |
Saaledes bestaar hans berømmelige Levnetsløb af hans Ophøyelse fra en Ærespost til den anden, hvilke han i sin Konges fuldkomne Naade har forestaaet; saa at man deraf kan giøre følgende korte Udtog: Hans Barndom var under Kong Christian den Fierde lykkelig, hans ungdom under Kong Friderich den Tredje priisværdig, hans mandlige Alder under Kong Christian den Femte Berømt, og hans alderdom under Kong Friderich den Fierde fuldkommen, da han 1708 den 21 Julii endede sine Dage paa Clausholm i sit 65 Aar. Historiske Efterretninger om Velfortiente Danske Adelsmænd v/ Tycho de Hofman, Kongel. Majestæts Justitsraad, Kiøbenhavn 1779 |
| 1780 |
Aldrig vil jeg kunne opfylde målet for min bestemmelse, så længe mine landlige pligter kommer i anden række. I det øjeblik, jeg tror at have handlet rigtigt, er måske min forvalter ved at fratage den retskafne, men fattige mand hans sidste ejendele, forstøder den trængende, som en fattig bonde har taget til sig, og gør mig til en grusom Mand, hvor jeg tror at være god og mild. Om man vidste, hvor lidt Herremanden gælder og hvor meget Forvalteren, ville man ikke fortænke Herremanden i, at han selv ønsker at være Forvalter \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1780 |
| Om \"Den reventlowske familiekreds\" - den kreds af adelige familier, primært med udgangspunkt i eller med tæt tilknytning til den holstenske adel, der var slægtsmæssigt og via tætte personlige forbindelser meget tæt forbundne. |
Vi udgør en stor familie, et træ, der slår sine rødder over Bæltet, Elben og Weser og spreder sine Grene med skyggefuldt Løv og skønne Blomster. |
| 1782 |
| En Reventlow – ude af stand til at gøre noget lavt |
Jeg er meget fornøjet med ham; thi skønt hans naturlige fejl klæber ved ham og han lige så lidt som noget andet menneske på jorden kan rive sig helt løs fra disse, så handler han dog retskaffent og ædelt, uden at være delikat; og rækker han sin ven en hjælpende hånd vil den altid lugte af tjære, men jeg sværger han er, skønt ilden en lang tid brændte svagt i ham, en Reventlow – ude af stand til at gøre noget lavt. Brev fra CDF Reventlow om broderen Conrad Georg Reventlow |
| 24. marts 1784 |
| Uddrag af instruks for Brahetrolleborg Skolevæsen: |
Utiidig Roes giør hovmodig, stolt og opvækker egen Kiærlighed, ligesom stærk Dadel giør modløs, forbløffet, uvillig og tit endnu eenfoldigere og mindre skarpsindet, men den største Roes maae blot være: Det er godt. |
| 24. marts 1784 |
| Uddrag af instruks for Brahetrolleborg Skolevæsen: |
At kastes ud af Skoelen er den største Straf og maae skee overmaade sielden. Skoleholderen maae ikke straffe Temperements Feil, Uagtsomhed, Søvnagtighed og Langseendrægtighed, naar det sker af Overiilelse imod Forsæt eller af Vildskab. - Derimod maae straffes Fornærmelse imod andre Børn og hver Fristelse (af dem) til det Onde, Ulydighed, Synd og saadanne Vaner, som ere skadelige for Hiertet og hindrer dets gode Dannelse. - Allehaande Straf Instrumenter forkastes reent, såsom umaadelig Slag, at rive dem i Haarene, at knibe i Ørene o.s.v. maae aldeles ikke finde Sted. Et Riis for de smaae Børn som sielden, men med Eftertryk maae bruges, en tynd Tamp for de større og af samme 3 eller 4 slag, men aldrig over 10, hvilket Skoleholderen ikke selv, men en anden offentlig maae giøre, og kun efter Skoele Commissionens Kiendelse. |
| 24. marts 1784 |
| Uddrag af instruks for Brahetrolleborg Skolevæsen: |
Korporlig straf og grove Skieldsord er ikke det som Skoleholderen skal holde sine Børn i Orden med - Formaninger og Advarsel maae altiid foregaae Trudsler og Straf, som maae være det sidste. For at lære maae Tampen aldrig bruges, heller ikke være i Stuen førend den uomgiengelig maae bruges, og da føres den ind med Høytidelighed, men, naar den har giort sin Tieneste, forviises den strax igen - Haarde Straffe vil kun behøves meget sielden, naar Skoleholderen ved sin Omgang ved at danne Børnene. Smaae Straffe vil altid behøves, men de maae virke Forbædring, og især bestemmes efter erhvert Barns særskilte Tænkemaade.
|
| 5. august 1786 |
Det samme Hurra som for tre Uger siden tilraaber jeg Dig i Dag; alt er afgjort til de gode, fromme Bønders Bedste. Du skal endnu få meget at høre fra mig og omsider komme til at indrømme, at min Kærre er bleven til en Triumfvogn, hvis Hjul ere smurte ikke med Blod, men med Forvalteres og Forpagteres overflødige Fedt. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 2. maj 1786 |
Min Mand er fra den tidlige Morgenstund hos sine bønder, der plage ham lige så meget som i København hans forretninger. Gud give, at han kunde vie sig dem helt; da først turde jeg overlade mig til Haabet om, at han med virkeligt og varigt Udbytte kunde arbejde for deres Velfærd. Ellers frygter jeg, at alt er og bliver Flikværk; thi de maa først lære at handle som fornuftige Mennesker, naar de skulle befordre deres eget Bedste, og dertil synes de for Tiden hverken at eje Indsigt eller Driftighed. Dog for Gud er intet umuligt. Brev fra grevinde Luise Frederikke Reventlow f. v. Beulwitz |
| 14. juli 1786 |
Frejdig og taknemmelig mod Gud skriver jeg dig skyndsomst disse linjer til. Nej, min hustru er ikke nedkommet, har ikke født nogen søn, det er ikke det. Hun kommer sandsynligvis til at liste omkring fjorten dage endnu; men tusind sønner har jeg fået, tusind piger, alle med store, smukke, runde hatte. [...] Der ligger skrammelet, lænkerne, ågene, teglovnene, de lange piske, træhestene, den spanske kappe, væk er de. Hurra, hurra, hurra, råb, råb det højt imod mig, at vore stemmer kan mødes der, hvor de høje herrer med de blå bånd sidder og korser sig over miraklet. Men hvo, der siger et eneste ord mod Frederik den Sjette, han skal tage den tunge handske op, og han skal føle en centnertung byrde af min næve på sine skuldre, selv om de var smykket med et blåt bånd. [...] Hurra, hurra, der ligger det skrammelet, under hans fødder ligger det. Jeg har revet det ned med tænderne, med hænder og fødder, jeg vil brænde det og kaste asken i havet, nej sænke i havet i en blykiste, at den kan synke ned i jordens indvolde. Jeg lykkelige, at jeg ikke gav efter for din kalden, ikke for min hustrus kalden, ikke for mine ynglingstilbøjeligheders kalden; thi det er lykkedes mig at rive skrammelet i stumper og stykker. Aviserne, alle flyveskrifter, alle, der møder dig på gaden, skal fortælle dig, hvilken mand Christian Smed er, dog først om det med næste post. [...] \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 7 mar. 1786 |
| Om arbejdet i den lille Landbokommission |
I dag spiste Levetzow fra Frederiksborg [Amtmand over Frederiksborg] hos os. Han er her i Byen for med min Mand, Ludvig og de øvrige at pleje Raad om Bøndernes Kaar og der er hver Dag Kommissionsmøde [den lille Landbokommission]. Gud lade en sag, der angaar så manges Lykke, gaa godt fra Haanden, og skænke enhver god Hensigt og Beslutning Fremvækst og sin Velsignelse. Brev fra grevinde Luise Frederikke Reventlow f. v. Beulwitz |
| Christiansholm d. 24. juni 1786 |
| Om udflytningen af bøndergårde |
Min Mand flytter i Aar adskellige Bøndergaarde ud af Landsbyerne, hvorved Bønderne faa deres Marker samlede. Dette er sikkert et meget gavnligt Foretagende og et almindeligt Ønske hos alle Bondevennder. Det koster imidlertid meget i Begyndelsen, især i saa ulykkelige Aar, og maaske høste først vore sildige Efterkommere Frugten deraf, naar der opstår en ny Generation. Den nuværende er for største Delen uskikket til at finde sig til Rette i en lykkeligere og friere Tilstand, er vant til ikke at sørge for Fremtiden, til at fortære alt i de gode Aar og lade sig underholde i de slette. Jeg tror nok, at om min mand stedse var på Lolland, vilde dette bidrage meget til at omskabe dem, og efter min Opfattelse ville det ogsaa skaffe ham mere sand Tilfredshed og Glæde end al den mere udbredte, men også fjernere Nytte, som han i sin nuværende Stilling evner at stifte. Brev fra grevinde Luise Frederikke Reventlow f. v. Beulwitz |
| Christiansholm d. 24. juni 1786 |
| Om udflytningen af Bøndergaarde |
Min Mands stedse fejlslagne Forhåbninger have bragt mig så vidt, at jeg intet håber mere af hans Bestræbelser og anser alle hans Planer for Luftkasteller. Jeg forlader mig ganske på Forsynet; det må, det vil velsigne min Mands redelige Hensigter og lønne ham her eller hisset. Gud give blot mig om min Rede hver Dag saa meget, som der hører til et nødtørftigt Liv; han giver Spurvene på Taget; skulde han ikke give mig det?! Brev fra grevinde Luise Frederikke Reventlow f. v. Beulwitz |
| København d. 20. oktober 1787 |
Vi leve i en Tid, i hvilken der skrives og ikke handles. Naar min Mand er saa lykkelig at befri Bønderne fra deres Aag, tror jeg, han har bidraget mere til sine Medborgeres lykke end mange andre Forkæmpere for Frihed og Menneskerettigheder, hvis virksomhed kun består i Ord. Brev fra grevinde Luise Frederikke Reventlow f. v. Beulwitz |
| 10. november 1787 |
| Om Opdragelse |
Jeg haaber, at Gud vil velsigne vore Bestræbelser; en god Opdragelse er alt, hvad vi kunne give vore yngre Børn; men hvad er alt andet uden den? Jeg haaber til Gud, at de engang skulle blive nyttige og lykkelige Mennesker, i hvilken Livsstilling det end bliver. Dette sidste er mig ligegyldigt, og jeg tilstaar, at det vilde være mig kærere at have en Søn, der var en fortjent Læge, Gejstlig eller Négociant, end om han var en Hofsnog eller et andet unyttigt Medlem af Menneskeslægten. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| juni 1787 |
| Jeg veed meget vel, at der ere Egne, i hvilke man ikke er vant til at byde Bonden Hug... |
Jeg veed meget vel, at der ere Egne, i hvilke man ikke er vant til at byde Bonden Hug, og hvor den, som vilde byde saadant, vilde vove meget ved at giøre det. Jeg veed ogsaa, at de allerfleste Jordegods-Ejere ikke tillade, at deres Bønder mishandles med Hug, men derfor er dog en Lov, som forbyder saadan Mishandling, ikke mindre nødvendig.
|
| august 1788 |
| Brev fra C.D.F.Reventlow |
Hele Folkets Kærlighed og Velsignelse følger vor Kronprins, hvem Gud har udrustet med saa mange Gaver til at være et Redskab for sin Naade; mig og mange andre trofaste Tjenere har han skænket ham, for at vi kunne hjælpe ham at bære den Byrde, der tynger paa hans skuldre, og jeg vil ikke hvile, saa længe jeg endnu evner at udrette noget. Misunderne og Modstanderne forlade os nu, den ene efter den anden, og se med stille Harme, hvorledes Gud velsigner hvert Skridt, vi gøre \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 12. august 1788 |
| Skrevet efter at C.D.F.Reventlow var vendt hjem fra en rejse til Norge sammen med kronprinsen. |
Sund og frisk, glad og forynget (skønt han ikke har dette sidste behov) Min Mand er her! Den første Rus af Gensynets glæde er endnu knap forbi; Jeg begynder lige at fornemme de blidere, varigere følelser, der fylde hele min Sjæl med Tak til den Gud, der har ført mit Hjertes Elskede sund og lykkelig tilbage i mine Arme. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1788 |
| Ubestemt Hoverie er stridende imod og farlig for Fæsternes Friehed. |
Det er klart, at Hoveriet, indgaaet af frie Fæstere, nødvendigen bør være bestemt, saaledes nemlig, at endskiøndt ikke alt Arbejdet lader sig fastsætte til Maal eller Dage, at det dog ikke maae kunne staae i Husbondens magt vilkaarligen at forøge det, enten for de enkelte Bønder eller for heele Godset; thi uden saadan Bestemmelse kunde den Bondestanden forskaffene Friehed ikkun bringe halv Nytte, da denne Stands Tilstand alletider endnu vilde beroe paa hver Jordegods Eiers vilkaarlige gode eller slette Behandling. Det ville derfor være meget betænkeligt, ved Hoveriets Ubestemthed at lade en Dør staae Aaben til nærværende Fæsteres og til heele Bondestandens Undertrykkelse i uhældige Tider, naar enten Bondestanden ved Landeplager skulde blive udarmet, eller Danmarks Konger, ved Jorddrotternes Formaaenhed, igien skulle ansee disse for vigtigere end den Stand, paa hvis Velfærd heele Staten beror. Geheimeraad, Greve Reventlows Forslag om Hoverie Væsenet af 11. Febr. 1788 |
| 1788 |
| At Korn-Rensningen ikke burde skee ved Børn. |
For nærværende Tiid skeer Korn Rensningen i Almindelighed af smaae Børn, som med Solde søge at skille Støv og Ukrud fra Kornet. Dette arbejde formeener jeg burde herefter aldeles forbydes at maatte skee ved Børn, da de utaaleligen derved forsømmes i deres Skolegang, og da nogle faa Tærskere i en kort Tiid kunde udrette meget meere end en stor Mængde af Børn, især naar man paa Gaarden har en Vindharpe, som formedelst dens store Nytte og de gamle Harpers Ufuldkommenhed burde være paa hver Hoved-Gaard. Gehejmeraad, Greve Reventlows Forslag om Hoverie Væsenet af 11. Febr. 1788 |
| 15 august 1788 |
| C.D.F.Reventlows tale ved uddeling af arvefæsteskøder til 15 bønder i Frederiksborg Slotsgård. |
Jeg ser den lykkelige tid i møde i hvilken man ved børnenes undervisning i alle skoler vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end udenadslæsningen, den tid, i hvilken man vel i skolerne vil anse undervisningen i religionen for den vigtigste, men ikke for at betage børnene tiden til at erhverve den kundskab, som de behøver til at blive nyttigere og lykkeligere mennesker i deres kald. Jeg ser den tid i møde, i hvilken udmarkerne vil ligne de velgødede tofter, de sure enge og moser vil være forvandlede til fede hårdbundsenge, unyttigt krat være bortryddet, nyttig skov og underskov omhyggeligt fredet, alt skadeligt vand afgravet, alle kampesten brugt til varig indhegning med stengærder; den tid, i hvilken de udskiftede bøndergårde alle omgives med store, veldyrkede kål-, urte-, humle- og frugthaver, med pile og mange andre nyttige træer; den tid, i hvilken kløver, kartofler, nyttige roers dyrkning ikke mere vil være en sjældenhed; i hvilken tjenestekarlen vil sætte sin ære i at være den skrappeste arbejder, og bonden i at være den bedste husbond; den tid, i hvilken bonde og husmand begge vil være fornøjede med deres tilstand, ikke misunde hinanden, men som venner ved gensidige tjenester befordre den ene den andens fordel: den tid, i hvilken ingen fattig vil blive uhjulpen, og ingen arbejdsføre tiggere vil tåles at omvanke; den tid, i hvilken spinderokken, væven og anden huslig vindskibelighed vil fylde alle de nu ledige vinterdage. \"Så lykkelig som endog en del bønders tilstand som fæstebønder er i disse amter, så vil den dog blive langt bedre, når de erholde ejendom; thi de bliver derved forvissede om, at alle deres forbedringer kommer dem og deres børn alene til nytte og opmuntres derved til fordoblet arbejdsomhed. De kan ikke mere frygte den skæbne, som er overgået nogle af deres brødre: i tiden at skulle afstås til godsejere og da at tabe de fordele, som de og deres forfædre som kongens bønder hidtil har nydt. Om vanheld skulle træffe dem, kan de, som erholde deres gårde skænkede til ejendom, let på gården erholde det lån, som de kunne behøve, uden frygt for, at sådant vanheld skulle fortrænge dem fra deres hjem, da disse amters lykkelige beliggenhed imellem residensstaden og den nærsommeste købstad i riget og de tålelige afgifter, de svare, giver den sikre forvisning, at bøndergårde vil komme i høj pris. De kan ikke frygte ved dødsfald at se deres efterladte satte tilbage ved høje fæster, som så gode gårde ellers billigen måtte svare; men når de svarer deres afgifter og forrette det bestemte hoveri og ved tiltrædelsen svarer en ringe kendelse, så er de de roligste og lykkeligste mennesker på jorden, hvis lykke ingen dødelig kan eller tør forstyrre |
| 1789 |
| Brev til broderen C.D.F.Reventlow i dagene efter Bastilliens indtagelse |
Gid jeg ejede en Lur, jeg vilde synge saa alle Bjerge og Dale skulde gjenlyde af Frihedens mægtige Toner, der maatte vække Hjemve hos alle Mennesker, der sukke i Trældommen. Den skjønne Sol gaar op, den hele Himmel er allerede rød. Nu glæder hver ædel Mand og Fader sig over det Lys, som vil skinne for deres Børn! O! jeg kunde juble Dag og Nat. \"Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds\" (bind 3) |
| 1789 |
| Uddrag af brev til broderen C.D.F.Reventlow ved efterretningen om Menneskerettighedernes Erklæring i Paris 1789. |
De gamle Stamtræer blive nu fældede. Husker Du, at jeg sidste Vinter kastede mit i Kaminen. De fleste ere vantrevne og næsten alle modne til at omhugges. Den unge Skov skal voxe frodigere, og hvor før den hule Eg stod ville nu tyve unge Spirer frejdigt skyde i Vejret. Menneskets Adel, den sande Adel, er intet Monopol og kan ikke være arvelig. Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds. (bind 3) |
| 9. februar 1789 |
Her tænke man nu allerede på Krigen; Russerne tiltakle atter deres Skibe. Du vilde blive forbavset, når du saa den talrige Mængde Russere sværme omkring paa Gaderne. I vor Gade ser man flere Russere end Danske. Jeg synes meget godt om dem; De ere altid glade og fornøjede, udføre deres Arbejde villigt og uden Knurren, men hade Svenskerne af ganske Hjerte. De raabe bestandig: \"Canaille Svenske, Dobra Russere, Dobra Danske\". Jeg saa fornylig en dansk Matros falde en Russer om halsen, fordi denne rakkede frygtelig ned paa Svenskerne; men de elske Brændevin lige saa varmt, som de hade Svenskerne. Et bevis paa, at der maa findes mange Næringsmidler her i Byen, er den Omstændighed, at 8-9000 Russere ikke have gjort Levnedsmidlerne synderlig dyrere. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 17. januar 1790 |
O, gid dog alle Ægteskaber vare som mit! Hvor vilde Verden dog ikke være skøn! Drenge og Piger vokse for hver Dag og vokse snart deres Fader og Moder over Hovedet. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 16. november 1790 |
Sig mig dog, hvad Du raader os til, skulle vi lade flere af vore Børn blive Militære? Din Helt viser adskillige af sine Bekendte denne Gunstbevisning og vilde dog vel næppe give min Mand noget afslag. Men for det første synes Søetaten mig noget ædlere og nyttigere, og for det andet saa jeg dem hellere i en hvilkensomhelst andet stand eller stilling, hellere som velhavende forpagtere eller bønder. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1790 |
| J.L.Reventlow i et indlæg til den nedsatte skolekommission |
Burde man ikke søge at udrydde den overdrevne Patriotisme eller så kaldede Danskhed, der kaster en ufornuftig Foragt på de fremmede og især på de Tyske, der ofte udarter til den ublueste Fornærmelse? Burde man ikke før søge at indprente mere kosmopolitisk Sindelag og Spirit, der stemmer overens med Kærlighed til vor Næste. Derimod før indskærpe den rette Patriotisme for indlandske Varer og give disse Fortrin frem for de fremmede Varer, der yndes så meget hos os. (…) Vare Stolberg og Bernstorff ikke de første, som hædrede Bondestanden ved at give den Frihed og Ejendom. Skylder vi ikke Cramer de første Anlæg af den fornuftigere Opdragelse? Bør disse ikke æres lige så vel som indfødte? Er det ikke sand Fortjeneste for Landet, vi leve i, som skal hædres, uanset hvem der gør det, han være indfødt eller Udlænding? (…) Den burde anses for den bedste Dannemand, der udbreder de meste gode og udi Gerningen viser den største nidkære Iver for det almindelige. |
| 1791 |
| Indledningen til C.D.F.Revenlows \"Plan til en ny Veiforordning\" |
\"A.F.Bergsøe: Christian Ditlev Frederik Reventlows Virksomhed som Kongens Embedsmand og Statens Borger.\" |
| 9. marts 1792 |
| Uddrag af skolereglementet på Christianssæde: |
For alle dem, som gaar til Konfirmation, men fremdeles vedbliver at søge Sko!en for at blive mere og mere øvet i Skrivning og Regning, holder Skoleholderen en Time om Aftenen Mandag, Tirsdag, Torsdag og Fredag, og maa ingen Husbonde forhindre sine Tyende i at søge denne. Endelig holder Skoleholderen om Vinteren en Forelæsningstime for de ældre Onsdagen og Løverdagen, at de kan tilbringe de lange Vinteraftener paa en angenem Maade. [NB: den sidste sætning er grundlaget for aftenskolen og folkeoplysningsbevægelsen] |
| 9. marts 1792 |
| Uddrag af skolereglement på Christianssæde: |
Skoleholderen bør vænne Børnene til at være høflige saavel i som udenfor Skolen. - Han skal tilholde Børnene at være sanddru. - Han skal nøje efterse, at Børnene er rene, at de ikke er besmittede med Utøj og Udslet. Han skal paase, at Skolens Bøger holdes renligen og ordentlig, samt paase at Børnene ikke medbringer deres Spisesager i Skolestuen, paa det at den ikke opfyldes med Lugt af Maden. |
| 9. marts 1792 |
| at danne Hiertet og Forstanden |
Intet er vigtigere for Mennesket, end den Underviisning det faaer i Ungdommen og den Opdragelse, der gives det til at danne Hiertet og Forstanden. Al Underviisning, som ikke sigter til at opnaa et af disse Formaale eller dem begge, tiener alleene til at bebyrde Ungdommens Hukommelse og fordærver og forvirrer meere Hiertet og Forstanden end forbedrer samme. |
| 9. marts 1792 |
| Uddrag af skolereglementet på Christianssæde: |
Ethvert Barn skal forinden det løslades af Skolen kunne læse alt Tryk og Skrift og gøre fornuftig Orden og Rede for de væsentligste Dele af Kristendommen. Ligeledes bør man kunne forlange, at Børn med gode Evner, og som er flittige, kan gøre Rede for deres Religion og svare med egne Ord fornuftigt paa det, som de omspørges, at de skriver en Haand, som er fuldkommen læselig, og at de kan regne foruden de fire Species, Reguladetri og Brøksregning, at saadanne Børn kan gøre Rede for det, som af Naturhistorien, Naturlæren, Fædrelandets og andre Landes Historie kan være nyttigt for dem. Saa maa de ogsaa, naar der opgives en ikke alt for vanskelig Materie, være i Stand til derom skriftligen, tydelig og orthographisk rigtigt at opsatte sine Tanker. |
| 9. marts 1792 |
| Uddrag af skolereglementet på Christianssæde: |
Intet Barn maa have over 1/4 Mil til Skolen. Jeg paalægger alle Grevskabets Bønder at lade Skolebørnene paa nærmeste og belejligste Vej have deres Gang over deres Marker, og skulde dertil paa et eller andet Sted behøves Stenter over Gårderne eller Gangbræt over Grøfterne, saa vil jeg første Gang dertil give det fornødne Træ, hvorefter enhver paa sin Grund skal være forpligtet til at holde det vedlige. Det tilfalder Børnene at søge Skolen, saa snart de er fyldt 6 Aar, og indtil de faar lært alt det, de vil behøve at vide i deres tilkommende Stand og Stilling, hvilket næppe vil opnaas, førend de er 14 - 16 Aar. I de Skoler, som er inddelte i to Klasser, kommer 2. Klasses Børn om Formiddagen og 1. Klasses om Eftermiddagen, saaledes at hvert Barn over 8 Aar, eller som gaar i 2. Klasse, altid naar Dagens Længde tillader det, undervises i 4 Timer og de smaa ikkun i 2 Timer. |
| 9. marts 1792 |
| Uddrag af skolereglementet på Christianssæde: |
Børnene maa altid være renlige og ordentlig paaklædte, og derfor maa de møde med vaskede Hænder, klippede Negle, kæmmet Haar og uden selvforskyldte Pletter og Urenligheder. Da Børnene ikkun er den mindste Tid i Skolen, saa er det meget mere nødvendigt, at Forældre og Husbonder har nøje Opsigt paa Børnenes Færden, naar de er hjemme og under deres Opsyn, at de paaser, de er lydige, høflige, ærbødige og venlige. Overmaade nyttigt og fordelagtigt vil det være, naar Forældrene underholder sig med Børnene om, hvad de den Dag har lært i Skolen, naar de da tillige opmuntrer Børnene og igentage det den Dag lærte, og de flittigt med Skoleholderen vil overlægge, hvad der kunde tjene til deres Børns sande Nytte, ville de faa megen fortjent Glæde deraf. |
| 6 juni 1795 |
| Københavns Brand |
En ny, større Ulykke, end da Christiansborg b1ev lagt i Aske, har i Gaar ramt os, kære Søster. En betydelig Del af vort København eksisterer ikke mere, og endnu brænder en stor Del af Byen i lys Lue. Gudskelov, Amalienborg er uskadt! Ilden udbrød med ubeskriveligt Raseri paa Gammelholm, hvor alt det til Skibsbyggeriet hørende Tovværk fandtes, og pludselig antændte nogle Gnister, som Vinden førte derhen, det høje Nikolaj Taarn, der dog syntes saa fjernt. Det brændte som en Kærte fra øverst til nederst, antændte alle sine Omgivelser, og en stor Del af Byen stod i Flammer. Jeg var paa Bernstorff til Te; man vilde i Begyndelsen intet sige mig; men da Ilden blev saa stærk, og Nikolaj Kirketaarn styrtede sammen, ilede jeg i usigelig Angst til Byen. Her fandt jeg Amalienborg uden for al Fare, da Vinden drev Flammerne bort; men jeg var afskaaren fra min Mand, Som var i Kammeret, og til hvem jeg naaede ad en lang Omvej, gennem mange Gader, der vare fulde af Flammer og flygtende; Ludvig kørte mig. Kancellibygningen var i Fare; men senere drev Vinden Luerne bort fra Holmens Kirke, og hen imod Morgen vare vi fuldstændig sikre. Taarnet paa Amager, Raadhuset og alle Smaagadernes Huse brændte efterhaanden ned, og endnu, medens jeg skriver disse Linier, ere Taarnene paa Frue og Petri Kirke ikke uden for Fare. Der hersker stor Jammer, og det synes, som om vort Brandvæsen, der er saa virksomt under smaa Ildebrande, her lige som ved Slottet har været ganske uden Nytte. Min Mand vil endnu i Aften, naar Huset saa vidt muligt er blevet rømmet, optage fem Familier; vi forbeholde os kun et par værelser til os og Wendt. Ak, kæreste, hvilken sørgelig Opsættelse af vor Rejse, der var bestemt til Torsdag, og dog vilde jeg gøre mig Bebrejdelser, om jeg nu kunde tænke paa andet end den Elendighed, hvori saa mange af mine Medborgere ere blevne stedte. Der er sørget for Øl og Brød til dem, og der bliver opslaaet Telte til dem, der ikke kunne komme under Tag. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 4. april 1801 |
| Slaget på Reden |
Mama har overdraget mig at meddele Dig disse sidste dages begivenheder. jeg gør det saa gerne, thi jeg haaber, at du vil have overbærenhed med mit daarlige brev. I Torsdags kl 10½ begyndte den skrækkelige Kamp og varede til kl. 3. Det er overmenneskeligt, som vi have kæmpet. Der var syv engelske Linieskibe om to af vore Blokskibe, Prøvestenen og Dannebrog. Blokskibene kunne kun skyde fra den ene side, og dog holdt de sig i fem timer. Prøvestenen var allerede ganske gennemsigtig og skød endnu stedse, saa længe at der endnu var en Lavet hel, forsvarede den sig og da Englænderne tog den, da den ikke kunde skyde mere, huggede man bunden af Skibet op for at Fjenen ikke skulde føre det med, og da først forlodes den af det talrige Mandskab, der endnu var tilbage. Dannebrog kømpede på samme vis, og det det ikke længere kunde holde sig, blev det sprængt i luften. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 30 marts 1801 |
| Slaget på Reden |
Det afgørende Øjeblik synes at være kommet: vore stolte Fjender har siden i Gaar ligget uden for vor Red. Natten var rolig, men den Kamp, der vil koste saa mange af vore braveste, ædleste Medborgere Livet, er vel uundgaaelig, Alt er forberedt til Kampen: dette blide Folk, som man skulde tro var blevet enerveret ved en saa lang Fred, er pludselig blevet et Folk af Helte. Alle, lige ned til Drengene paa Gaden og gamle Kvinder er fulde af Mod. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1801 |
| Uddrag af Johan Ludvig Reventlow's (1751-1801) sidste vilje. |
Redelige vare mine Formaal. Gud, som stedse har velsignet mig, tilgive mig mine Fejltrin og Vildfarelser. Kort er vor Skilsmisse, snart vil vi frydes, naar vi gaa ind i de Boliger, vor Frelser har beredt os. Herren velsigne Eder, Han være Styrke og Trøst for de efterlevende. Sørger man med Maade og Hengivenhed i Guds Villie, da er, hvad Han gør, stedse det bedste. Forund mig et kærligt Minde og fryder Eder, at I nu vide mig dér, hvor jeg skuer og er i Samfund med de fromme og retfærdige. \"Efterladte Papirer fra Den Reventlowske Familiekreds\" bind 9. |
| 18 maj. 1802 |
| Rosenkrantz var een af C.D.F. Reventlow's største modstandere i forbindelse med bondefrigørelsen |
Den gamle Rosenkrantz er død; ingen beklager hans bortgang undtagen måske nogle Bordvenner og Snytlegæster. Gud være hans sjæl nådig; den trænger til en lutring. Du vil mindes mangt et træk fra hans liv. Han manglede ikke Vid og ville heller ikke have manglet Forstand, naar blot hans Hjerte havde været bedre. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1802 |
| Rosenkrantz var een af C.D.F.Reventlows modstandere: |
For nogle dage siden døde den kloge og desværre onde Geheimeraad Rosenkrantz, den eneste af mine Landboe Uvenner, som ikke har udsonet sig med mig, og som uden min Skyld rimeligviis bar Had til mig ned i sin Grav. O du ulykkelige olding, som kunde have virket saa meget godt. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 24. november 1803 |
Jeg forlader denne Gang, Du gode Søster, det kære Lolland med et glad sind. Alt staar Gudskelov vel til, alt ser haabefuldt ud. Jeg har tilmed haft den glæde før min afrejse at bringe Fattigvæsenet i orden: Ingen vil blive ladet hjælpeløs her; for de fattige Børns Undervisning og Underhold vil der blive sørget, det vil ikke blive byrdefuldt for nogen, da de omstrejfende Tiggere hidtil havde kostet Bønderne langt mere. Gudskelov, et Skridt videre til den sande Kristendom! Gud vil ikke forlade Danmark, dette lille Land, i hvilket der er saa meget godt, i hvilket der spirer saa meget. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |
| 1827 |
| Gravskrift for C.D.F.Reventlow på Horslunde Kirkegård: |
Herunder hviler det, som tilhørte jorden, af Christian Ditlev Frederik, greve af Reventlow, født den 11 marts 1748, død den 11 oktober 1827. Levende følte han sine svagheder og sine mangler, men Gud styrkede ham og gav ham helbred, kraft og godt mod til med troskab, iver og held at tjene konge og fædreland, understøttet af mange ædle medarbejdere at udrette meget til Guds ære og Danmarks tarv. I 48 år var han lykkelig gift med F.L.S, v. Beulevitz, der var gudfrygtig, fornuftig og blid. Deres ægteskab velsignedes med 12 børn, af hvilke 9 overlevede dem. De elskede Gud og menneskene, hadede ingen, levede og døde i håbet om en glad opstandelse ved Jesus Christus vor frelser. Du, som læser disse linier, åger med det pund, Gud betror dig og giv Gud æren. \"En dansk Statsmands hjem omkring aar 1800\" udgivet 1902 af Chr. B. Reventlow\" |